En verden til forskel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2012
  • Opdateret: 25 aug. 2015
  • Status: Igang
En ung pige vil gerne gå på den eneste magiske skole i hele verden. Men magi er ikke ment til at blive udøvet af kvinder. Og hvad gør man så? Hun beslutter sig for, at klæde sig ud som dreng og tilmelde sig. Men hvad gør hun når hendes venner på skolen opdager hendes beskidte lille hemmelighed? Eller når de finder ud af, at hun besidder større evner end drengene?

306Likes
440Kommentarer
23130Visninger
AA

6. Venner, fjender... hjælp mig. (del to)

 

Charles stod og havde spændt sin bue. Han sigtede og skød. Det gjorde han hurtigt et par gange lige efter hinanden. Men han ramte ikke sit mål. Det var nemlig ikke det der var meningen. Vinden blæste hårdt og hans hestehale bølgede i vinden.

”Kom nu! løb hurtigere!” Råbte han og sendte endnu en pil af sted.

”Men jeg KAN ikke løbe hurtigere!” Råbte Jacob tilbage og løb fra endnu en pil der borede sig ind i væggen bag hende.

Hun løb i modvind og hun havde næsten ikke kræfter til at tage ét skridt mere.

”Stop! Det burde være nok nu.” sagde James og trykkede på en knap inde i kontrolskabet. Den hårde vind stoppede.

Jacob stoppede op, bøjede sig forover og støttede kroppen med hænderne på knæene.

”Prøv nu.” forslog James.

Jacob rettede sig op og stillede sig i position. Holdte med venstre hånd på højre arm og forsøgte.

”Fortæl mig lige én gang til hvorfor det er, at Charlie skyder pile efter mig!” Sagde Jacob stakåndet.

Charles sendte Jacob et giftigt blik.

”Jeg hedder Charles!” snerrede Charles, der stod i den anden ende af lokalet og pegede truende på Jacob med den pil han havde i hånden.

”… og behøvede du at tænde for vindsimulatoren?” mumlede han surmulende til James.

James gik over imod dem. Han var iført lange sorte bukser og en halvåben hvid skjorte.

”Jacob skulle løbe rundt så han kunne blive drænet for fysisk styrke så der kun er magi at trække på. Det kan gøre det lettere at fokusere.”

”Og pilene?” spurgte Jacob.

”For at du ikke driver den af! Det virker ikke hvis du ikke er fuldkommen færdig. Hvis jeg bare havde bedt dig om at løbe, ville du kun have løbet indtil du begyndte at blive træt.”

Sandt nok. Tænkte hun, og begyndte på at fokusere. Jeg… jeg kan mærke at det virker… men der er stadig noget galt.

*knæk* Endnu en umærkelig lille revne opstod i Jacobs halssmykke.

”Og vindsimulatoren?” Spurgte Charles.

”Fordi det ser sejt ud.” konstaterede James skamløst.

Der begyndte, at opstå små gnister i Jacobs håndflade. Det så rigtig ud. Hvis det fortsatte ville der komme en silhuet af hendes auravåben og så ville den begynde at tage form, fra hendes håndflade og ud. Men gnisterne blev mindre og til sidst forsvandt de. Jacob svedte. Ikke kun på grund af løbeturen. Men det var hårdt for hende at fremmane sit våben.

”Pis!” bandede hun da det mislykkedes.

”Prøv igen” beordrede James.

Jacob begyndte på endnu en løbetur med Charles’ ”motivation” og endnu en gang mislykkedes hendes forsøg.

”Kom nu! selv DU burde kunne gøre det.” Sagde Charles utålmodigt.

”Drop det der Charlie! For resten… burde du ikke være ude og spille fodbold sammen med resten af gruppen?” Sagde Jacob og genoptog forsøget.

”Jeg hedder Charles! Og aldrig i livet, at jeg skulle rende rundt og svede i jagten på en eller anden dum bold! Koncentrer dig nu om opgaven!” Charles rullede øjne.

10 minutter efter og stadig intet resultat. Hvad er der galt med mig? Tænkte hun. Til sidst sukkede James.

”Vi kommer vidst ingen vejene med det her… måske skulle vi slutte for i dag.” James vendte sig om og skulle til at gå. Nej. Nej!

”Nej..” Jacob greb let fat i James skjorte.

”Én gang til… bare én gang til.. kom nu!” Tiggede hun ham.

Hun sendte ham de mest uimodståelige øjne hun kunne. Det havde været brugbart før. Hun kunne ikke stoppe nu. Hun var SÅ tæt på at have den. Det vidste hun bare!

James var overvældet. Hvad er der med den her knægt? Han er jo… attraktiv? NEJ! Tag dig sammen James! Han er en dreng.. og endnu vigtigere, en elev! Tag dig sammen! Tænkte James.

”O.. okay.” James rødmede.

Samme rutine gik igen. Charles skød efter Jacob, der løb fra dem og efter et stykke tid stoppede de. Jacob stillede sig i position og begyndte at koncentrere sig. mere. Mere! Kom nu! virk! 15 minutter senere. Og dog… forblev resultatet det samme.

”Shit!”

Jacob var frustreret! Hvorfor kunne hun ikke? Hun knyttede næverne og tåre truede med at komme frem. Hun hadede at vise tårer. Hun følte sig svag og afmægtig når hun gjorde. Det var noget hun for alt ville undgå. Hun vendte ryggen til dem.

James gik over og lagde en hånd på hendes skulder.

”Hey, det okay” Sagde han beroligende.

”Nej, det ikke okay! Alle andre kunne gøre det i første forsøg! Det var meningen at jeg skulle bevise over for dem OG mig selv, at jeg rent faktisk kan udrette andet end problemer! Selv mine egne holdkammerater skammer sig over mig! Jeg føler mig så fortabt.”

Jacob satte sig opgivende ned på gulvet. Hun var træt både fysisk og mentalt. Der gik lidt tid hvor ingen sagde noget. Så gik satte James sig ned på hug og tog fat om begge hendes skuldre. Hvad? Tænkte hun.

”Hey.” Sagde James.

”Det ER okay!” sagde han indtrængende.

”Faktisk gik der hele 3 år før jeg kunne trække MIT auravåben. Og se mig nu! Du er helt normal Jacob!”

Jacobs tårer forsvandt lige så stille.

”James..” Sagde hun håbefuldt.

”Så næste gang vi to ses klarer du den, ikke også?” James smilede.

”Ja! Tak James!”

Efter at Jacob havde sundet sig lidt. Rejste hun sig og gik over mod døren. Hun stoppede op og vendte sig om.

”Tak for alt i to, vi ses!” Sagde hun og vinkede farvel.

I et stykke tid sagde hverken Charles eller James noget. Charles stod op ad væggen og undrede sig.

”3 år? Lyder som en løgn.” Sagde han til sidst.

”Det fordi, at det ER en løgn. Det her er ikke normalt. Testen er ikke 100 % korrekt. Der kan være sket en fejl. Ellers også kan det være at han besidder så lidt magi, at testen er positiv men, at han ikke kan bruge sine kræfter. I hvert fald gælder skolens stipendium kun for drenge med disse evner.”

 

Jacob var løbet ud til sin gruppe der spillede fodbold. Josh vinkede hende hen og sparkede derefter bolden hen til hende.

 

”Han får 3 måneder…” Fortsatte James.

 

Jacob stoppede bolden, der kom susende hen mod hende med knæet og driblede hen mod målet.

 

”… og hvis der ikke er sket nogen forbedringer til den tid…”

 

Jacob sparkede til bolden der ramte stolpen og gik ind i nettet.

 

”… så er jeg nødsaget til at sende ham hjem igen.” Afsluttede James. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...