En verden til forskel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2012
  • Opdateret: 25 aug. 2015
  • Status: Igang
En ung pige vil gerne gå på den eneste magiske skole i hele verden. Men magi er ikke ment til at blive udøvet af kvinder. Og hvad gør man så? Hun beslutter sig for, at klæde sig ud som dreng og tilmelde sig. Men hvad gør hun når hendes venner på skolen opdager hendes beskidte lille hemmelighed? Eller når de finder ud af, at hun besidder større evner end drengene?

306Likes
440Kommentarer
23146Visninger
AA

11. Tre skønheder og en narkohund

 

Den eneste lyd i hele rummet kom fra portalens svage summen. Denne portal var meget anderledes end den form for portal hun selv havde rejst med. I stedet for, at være en pink rektangelet røgsky, var dette en fin port med to græske søjler og et lille tag ovenpå. Det lignede et græsk tempels indgang. Selve hullet mellem dimensionerne var totalt sort.

Alle holdte vejret.

Så trådte en høj fyr iført brun læderjakke ud, kiggede sig omkring og trådte derefter til side. Han var meget muskuløs og han havde solbriller på. Der var stort set intet overnaturligt over ham. Han slog blikket ned og ventede tålmodigt.

Endnu en skikkelse kom ud. Så en til. Og en til. Der stod nu tre høje kvinder foran portalen. Den længst ude til venstre havde kulsort kort hår der var sat op med gele. Hendes øjne var matte som en fisk og hun så ikke ud til, at fokusere på noget. Hun måtte være blind. Hendes læber var dækket med en sort læbestift der stod i god kontrast til hendes blege hud. Det klædte hende godt. Hun havde en sort tatovering ved sit venstre øje der lignede en blomst der skulle til, at springe ud og markerede kindben. Hun var iført en lang sort kjole, der gik fra lige over brysterne til… hun havde ingen fødder. Det havde ingen af dem.

Jacob kiggede over på fyren igen. Hun havde ikke lagt mærke til det før. Men han havde heller ingen fødder. I stedet sivede der lydløst små tråde af sort røg ud af hans bukseben. Når de gik bevægede de deres ben men man hørte ingen skridt. Så sirener havde ingen fødder.

Sirenen til højre havde langt lyst hår sat op med en rød metalring og stor sølvnål. Der var indgraveret et sølvmønster ind i ringen. Hun havde overnaturligt store og bedårende lilla øjne. Hun var iført en hvid kjole med store tynde stofstrimler hængende fra ærmerne, der var sat fast med guldknapper.

Den tredje sirene i midten havde langt, fyldigt, krøllet, brunt hår med sorte og hvide highlights. Hun mindede om en løvinde. Hendes øjne var honningfarvede og hendes enkle, kongeblå kjole sad perfekt på hendes ligeså perfekte figur. På højre hånd havde hun en guldring der lignede en slange, der snoede sig om hendes langefinger og ud over hendes fingerspids. Den havde røde rubinøjne.

 

James havde ret. De var overnaturligt smukke!

To af sirenerne kiggede sig lydløst omkring mens den blinde holdte fast i sin søster. Deres ansigter var udtryksløse og de var lydløse og mystiske. James trådte frem og stillede sig foran sirenerne. Hans placerede sin venstre underarm på ryggen, placerede sin højre fod lidt tilbage og med en elegant håndbevægelse bukkede han og placerede højre arm ved mellemgulvet. I bevægelsen var der sprunget små tråde af farverigt lys ud mellem fingrene på hans højre hånd. Da hånden placerede sig ved siden af hans mellemgulv fortsatte trådene bag ham, delte sig og sprang ud i elegante blomster, for så derefter, at forsvinde.

Eleverne begyndte, at klappe da James rettede sig op og to drenge gjorde ham selskab og stillede sig parat ved siden af ham.

”Velkommen til den sorte dimension!” bød James sirenerne.

”Mit navn er James McCoy. Jeg og resten af denne verden er beæret over deres tilstedeværelse. Vi har anrettet midlertidige værelser til dem på øverste etage. Disse to drenge vil vise dem vej. Vi håber, at deres ophold bliver behageligt.” Fortsatte han og trådte til side.

Han bredte bydende højre arm ud, hen mod trappen og sirenerne begyndte lydløst, at følge efter deres guider hen ad den røde løber mens deres mandlige ledsager gik tilbage gennem portalen, der lukkede sig bag ham. Sirenerne passerede Jacob og hendes venner. Jacob syntes, at der var noget der faldt af en af sirenerne. Det var småt og dansede i den smule vind der var indendørs. Det landede foran fødderne på hende, så hun bøjede sig ned for, at samle det op. Det var et stykke skæl. Det var lyseblåt og det gav genskin i lyset. Det var pænt. Hun besluttede sig for, at beholde det så hun tog en serviet op af lommen og foldede den om det om skælstumpen.

Sirenerne var nu nået halvvejs op ad trappen og gik rundt om gelænderet for, at gå resten af vejen op. Da de var ude af syne, begyndt snakken.

”hvor er de smukke! Er de virkelig sirener? Så du deres ben?”

En masse spørgsmål blev også stillet til Jacob. De andre mente åbenbart, at de kunne vride lidt information ud af hende.

”hey Jacob! Hvad hedder de? Hvad har James ellers fortalt dig? Tror du man kan få en autograf?”

Jacob blev næsten druknet i spørgsmål.

”hey, hey! Tag det roligt! Jeg ved lige så lidt som jer! Hey James! Kan du ikke svare på spørgsmål for mig?” Hun kiggede over mod hvor James havde stået for et øjeblik siden.

Hvor var han? Hun kunne ikke se ham nogen steder! Var han stukket af? Den snedige hund måtte være smuttet mens han havde chancen for, at slippe for alle de spørgsmål. Snedigt. Men tarveligt! Nu hang HUN på dem.

Det tog et helt kvarter før de gav op og lod hende gå. Nu sad hun og prøvede, at få vejret på sit værelse sammen med Josh, der heroisk havde reddet hende ud af mængden. Hun havde ondt i hovedet. Hårnålene gned sig smertefuldt mod hendes hovedbund og hun havde fået en grim hovedpine.

Jacob tog sig til hovedet og gik over i sin skuffe for, at tage nogle hovedpinepiller frem. Hun tog to. Hun begyndte seriøst, at overveje om hun burde klippe sit hår. Josh iagttog hende.

”Hey Jacob? Hvorfor tager du ikke den hue af når der kun er os to?”

Jacob sukkede.

”fordi, at jeg er nervøs for om der kommer nogen.” Sagde hun og lagde pillerne tilbage i sin skuffe.

Hun havde snart ikke flere. Josh sad lidt og tænkte.

”jamen så lad os låse døren. Hvis der pludselig kommer nogen kan du løbe ud på toilettet og tage huen på igen. Og hvis jeg ikke er her og finder på, at invitere nogen herind kan jeg bare sende dig en sms.”

Hun stod lidt og tænkte over det.

”Joshua… jeg tror du er det klogeste menneske jeg har mødt” Sagde hun til sidst.

Josh grinede kort med lukket mund. Jacob gik derefter ud på badeværelset og tog huen af. Hårnålene og klemmen lagde hun i sit badeværelses skab og en hårbørste blev kørt gennem håret. Det gjorde ondt. Normalt tog hun kun huen af når hun var i bad så det føltes godt, at kunne slå håret ud igen.

Hun gik ind til Josh igen der fejrede hendes udslåede hår med et imponeret fløjt.

”Det klæder dig” Sagde han og skubbede sine briller på plads.

”tak” svarede hun og smilede stort.

Endelig følte hun sig igen som sig selv. Hun gik over og låste døren.

”Har du lyst til, at se en film?” Spurgte Josh.

”hvad slags?”

”hvad genre kan du lide?”

Hun tænkte lidt.

”gys og komik” svarede hun kækt og modtog et overrasket ansigtsudtryk fra Josh.

Den aften nød de ved, at se film og spise slik.

 

Næste dag var folk allerede faldet lidt ned over hele det sirene halløj. Til morgenmaden havde hun drukket en kop te, men hun var stadig ret træt. Det ville være godt med en kop kaffe med masser af mælk og sukker lige nu. Den eneste kaffeautomat var dog oppe på øverste etage lige ved indgangen til læreværelset. Det var tilladt, at medbringe drikkevarer til timerne så hun ville lige kunne nå, at smutte op og købe en som hun kunne have med.

Hun løb op ad den store trappe men blev dog nødt til, at gå resten af vejen allerede efter, at have passeret anden etage. Hun havde altid været mere atletisk med sine arme end sine ben. Endelig nåede hun øverste etage og gik hen ad gangen og hen automaten.

Tidligere på ugen havde hun fået vekslet nogle penge til Japansk valuta og det irriterede hende, at hun stadig ikke kunne regne ud om kaffen havde overpris eller ej. Hun puttede dog alligevel pengene i og trykkede på knappen. En bevægelse fangede hendes øje. Til højre for hende, længere nede ad gangen stod to af sirenerne og snakkede anspændt sammen. Den blinde var åbenbart ikke sammen med dem.

Åh gud! Sirenerne! Jeg troede ikke de havde tænkt sig, at forlade deres værelse under deres ophold! Jeg må være den heldigste kartoffel i hele verden! Tænkte hun spændt.

Sirenerne fik øje på hende og udvekslede et par ord med hinanden igen. De så ud til, at diskutere om et eller andet. Det så til sidst ud til, at de blev enige og gik derefter hen imod hende. Hun tænkte, at hun nok ikke burde stå i vejen for disse store kanoner og skyndte sig, at tage sin kaffe. Hun skulle lige til, at gå ned af trappen igen da de råbte hende an.

”hey! Dig dér. Vent lidt! Vi skal lige spørge dig om noget!” Sagde den lyshårede.

Hun stoppede op.

”ja?” spurte hun og vendte sig mod dem.

Hvad ville de spørge HENDE om? Hun havde aldrig talt med så fine personer. Måske havde hun boet på et gods det meste af sit liv. Men hun havde aldrig lært etikette eller manere. Hvordan talte man til disse personer?

”ved du hvor kontrolrummet ligger?” Spurgte sirenen.

Jacob blinkede et par gange overrasket.

”hvilket kontrolrum? Lyset? Vand og varme?” Spurgte hun.

Sirenen rystede på hovedet og hestehalen på toppen af hendes hoved svajede let fra side til side. Det var hypnotisk så smukke disse væsener var.

”nej, nej. Det der kontrollerer de dér.” sagde hun og pegede op på et overvågningskamera.

”nåh, kameraerne! Har i da aftalt, at mødes dér med James eller hvad?” Spurgte hun interesseret.

Sirenerne sendte hinanden et blik.

”ja, præcis! Han vil vise os hvordan sådan nogle fungerer.” Sagde hun og smilede varmt til Jacob.

Jacobs hjerte skippede et hjerteslag. Disse sirener var ikke bare kønne men også vildt charmerende.

”i skal helt ned på nederste etage. Ved foden af trappen drejer i til højre og går ind i gangen mellem trappen og væggen. Kontrolrummet er under trappen.” forklarede hun.

”har i nøglen?” spurgte hun.

De rystede på hovedet.

”den finder i på James kontor. Han underviser i næste time så han vil ikke kunne give jer den, men eftersom, at i har en aftale om, at mødes i rummet, går det nok, at i lukker jer selv ind.” sagde hun og smilede.

Sirenerne snakkede igen sammen, på et sprog der lød gammelt som tiden selv. De vendte sig atter mod hende.

”Tak for hjælpen.” Sagde hun kort.

De vendte sig om og gik tilbage mod deres værelser igen.

Jacob stod og fulgte dem lidt med blikket. Så vendte hun om og løb ned ad trappen på vej mod sit klasseværelse.

Hvor var det bare vildt! Tænkte hun. Hun var helt oppe, at køre da hun kom ind i klassen i sidste øjeblik, før timen startede.

Hun kunne dog ikke slippe tanken om, at der var noget hun havde glemt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...