En verden til forskel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2012
  • Opdateret: 25 aug. 2015
  • Status: Igang
En ung pige vil gerne gå på den eneste magiske skole i hele verden. Men magi er ikke ment til at blive udøvet af kvinder. Og hvad gør man så? Hun beslutter sig for, at klæde sig ud som dreng og tilmelde sig. Men hvad gør hun når hendes venner på skolen opdager hendes beskidte lille hemmelighed? Eller når de finder ud af, at hun besidder større evner end drengene?

306Likes
440Kommentarer
23061Visninger
AA

16. Til angreb! (del to)

 

Hun pressede aftrækkeren i bund og affyrede våbenet mod Spikey. En forårsgrøn sky af magi fór mod Spikey og ramte ham i brystkassen. Han fik kramper, som om han fik stød. Han blev slynget bagover og fløj to meter gennem luften inden han ramte gulvet bevidstløst med et bump.

Hun stod et øjeblik og bare stirrede på en af sine venner som hun lige havde skudt.

”Spikey!” sagde hun fortvivlet og løb over til ham. Hun knælede ved siden af ham og lagde øret mod hans brystkasse.

*ba-dump, ba-dump* Gudskelov. Hans hjerte slog stadig og han trak vejret regelmæssigt. Charles og Josh kom hen til hende og hun modtog straks en lussing af Charles.

”ah!” råbte hun, mest af overraskelse end af smerte.

”når jeg siger: skyd ham. Så skyder du ham! Hvad ville du have gjort hvis han havde slået pistolen ud af hånden på dig? Skyd ham med den anden? Lade OS skade ham? Lade dig tage til fange? Du må ikke tøve i sådan en situation, forstået? Hvis du gør det kan både du og alle omkring dig komme til skade!” snerrede Charles.

Josh tog fat i Charles skulder.

”hey Charles! Slap af! Jacob var jo bange! Selv du kunne se det! jeg ved godt, at du har ret, men du behøver ikke, at slå ham på den måde!” sagde Josh.

Charles rystede Josh’s hånd af sig. Jacob tog sig til kinden med fingrespidserne. Hun stirrede bare ud i luften. Komme til skade? På grund af mig? Tænkte hun.

Charles tog hårdt fat om Josh’s cowboyvest.

”hør her! Hvis vi fejler, overtager de hele vores dimension! Alle mænd ville blive slavebundet! Kvinder er undertrykte i vores verden, der er ingen mulighed for, at de kan vinde. James er faldet o hvad enten vi kan lide det eller ej, så er vi denne verdens sidste håb!” vrissede han og slap Josh.

”vi fortsætter.” sagde han og gav Jacob et forsigtigt skub fremad.

Hun var allerede kommet sig over chokket, men havde stadig dårlig samvittighed over, at skyde sin ven. Der var ikke tid til, at tænke over følelser i øjeblikket. Hun havde en vigtigere mission. Josh løb op på siden af hende.

”hey, er du okay?” hviskede han.

”ja.. ” svarede hun forpustet.

Hun var ikke glad for, at løbe. Det var en form for sport som hun afskyede, men intet af det betød noget nu. hun var nødt til, at lægge alle følelser og holdninger på hylden til alt dette var ovre. Både de psykiske og de fysiske.

De nåede ikke, at runde mere end to hjørner før de stødte på 2 forheksede mere. Denne gang skød hun uden tøven. Hun ramte den første elev i ansigtet og missede den anden. Den forheksede løb imod dem, men hun havde allerede taget sigte og skød igen. Efter, at den forheksede var sunket til jorden løb de videre mod kantinen.

Dette sceneri gentog sig talløse gange. Der var ikke langt hen til kantinen, men det føltes som en evighed. Fødderne smertede. Sveden trillede ned over panden og hendes håndflader var også svedige. Det gjorde det svært, at holde om pistolen, men hun spildte ikke tid på, at flytte den over i den anden hånd. Hun løb bare videre. Hun ville redde sine venner. Hun var NØDT til, at rede sine venner. Spikey, Luke, Mike… og James. Men selv med Charles og Josh ved sin sidde… ville hun være i stand til, at redde dem? De stoppede op på et hjørne for, at få vejret. Hvad hvis de nu ikke klarede den? Havde de overhovedet så meget som 1 procent chance for, at redde dem?

”…cb..”

Hun var jo kun en lille pige. Hun kunne ikke engang vinde en slåskamp mod Josh. Han havde hold hende nede tidligere uden besvær.

”… Jacob…”

Hun var jo så godt som forsvarsløs.

”JACOB! PAS PÅ!” Charles råb rev hende ud af sine tanker.

Han tog fat i hendes skulder og rev hende bagud, men for sent. Hun mærkede en dyb smerte i sit ben og skreg i smerte. Hun kiggede ned og så en af de forheksede der lå ned og havde bidt hende. Den forheksede blev holdt nede af Josh, men han havde ikke kunne præstere, at holde den forheksede fra hende.

Hun satte pistolen for den forheksedes pande og affyrede. Den forheksede mistede straks bevidstheden og slap grebet om hendes ben.

”av” beklagede hun sig og så ned ad sit højre ben. Der var et bidemærke kort over knæet der var gået igennem stoffet. Hun måtte hellere få noget desinficerende på for ellers ville der nok gå betændelse i det. Charles tog fat i hendes arm og ruskede den blidt.

”mist ikke fokus.” sagde han som om han mere sagde det til sig selv end til hende.

Han så ikke engang på hende. Gik bare videre. De var vidst alle skræmte over hvad de skulle til, at stå ansigt til ansigt overfor.

De løb videre. Mængden af forheksede steg jo tættere de kom på kantinen og Jacob syntes, at det var uhyggeligt, at hun begyndte, at vænne sig til, at skyde sine egne klassekammerater. Et kuldegys gik igennem hele hendes udmattede og forskræmte lille krop.

De løb nu alle tre skulder mod skulder. Hun stjal et glimt af drengene. Josh forsøgte afmægtigt, at holde alle sine tåre tilbage. Hun kunne se, at han havde bidt sig selv hårdt i underlæben for, at holde sine følelser i skak. Charles vidste godt, at han skulle være den stærke i gruppen så de andre kunne holde modet oppe. Men når det kom til stykket så var han jo kun en teenager. Der var ingen mulighed for, at han på nogen måde kunne have været den mindste smule forbedret på, at skulle stå over for noget så sindssygt skræmmende og farligt i hele sit liv. Han forsøgte, at se vred ud og tvinge frygten tilbage, men hans hårde facade krakkelerede lige så stille efterhånden som stressen tog fat.

”dér!” Sagde hun og pegede.

Længere fremme kunne man se indgangen til spisesalen.

YES! Vi klarede det hertil! Endelig! Nu skal vi bare ind og redde dem! Vi er så tæt på! Vi… Hendes tankestrøm stoppede brat da hun opdagede hvem der stod og bevogtede døren.

De stoppede op. Josh gispede og Charles slugte en klump.

”åh nej. Det må ikke være sandt!” sagde hun vantro.

Længere fremme stod en høj mand med kulsort hår og mørkeblå udtryksløse øjne.

”j… James?” hviskede Jacob med stemmen fuld af gråd.

I dét hun hviskede hans navn vendte han lynhurtigt hovedet direkte mod dem. De fik et chok og trådte alle et skridt bagud. Så begyndte deres rektor, at gå over imod dem. Tunge truende skidt bragede mod dem. Charles rykkede sin mund tættere mod Jacobs øre.

”skyd ham.” hviskede han roligt.

Hun løftede pistolen og tog sigte. Hun forsøgte, at trykke af, men der havde samlet sig så meget sved i hendes håndflade, at hun fumlede med den. Bare rolig! Tænkte hun til sig selv. Der sker ham ikke noget. Hun prøvede igen med begge hænder.

 

Og skød James.

 

Den ramte ham i hovedet. Han blev ikke slynget bagover, men trådte et skridt bagud. Han stod helt stille i et lille øjeblik. Så tog han endnu et skridt fremad. SHIT! Tænkte hun og skød igen. Ingen virkning. Igen. Stadig intet. Igen. Igen. Igen! Det lignede, at han enten var blevet immun eller, at han bare havde fået et chok første gang. Hendes hænder rystede. Meget. Pistolen gled ud af hendes hænder og hun bakkede bagud. Uhyggeligt. James er uhyggelig. Tænkte hun rædselsslagen. Tåre begyndte, at strømme ned over hendes kinder.

”s.. stop. James stop!” tiggede hun ham grådkvalt.

Men lige meget hvad fortsatte hendes rektor og ven hen imod hende. parat til, at overbringe hende til tre stygge væsener der havde erklæret krig mod menneskeheden. Skal jeg dø nu? tænkte hun.

”STOP! Lige dér! Du tager ikke ET skridt til!” truede Charles James mens han sigtede på ham med sin bue og pil.

Josh rykkede frem og tog fat i Jacob. Han trak hende bagud i sikkerhed og satte hende op ad væggen. Hun rystede og græd. Derefter samlede han sit auravåben op fra gulvet og sluttede sig til Charles.

”vi undervurderer dig ikke James! Og det bør du heller ikke gøre med os! Måske er du mægtig, men i din nuværende tilstand kan selv vores auravåben gøre slem skade på dig! Vi er nødt til, at befri eleverne! Bare træd til side og lad os passere!” truede Charles.

Han tilføjede lidt af sin magi ud til spidsen af sin pil. Tråde af mørkeblå magi løb langsomt ud til spidsen og farvede pilespidsen koboltblå. Dette var ikke kun et tegn for, at vise hvor seriøs han var. Det var også en magtdemonstration.

Dét her var hans hjemmebane. At, bruge fakta og viden til sin egen fordel. Jacob kunne se hvordan modet skød frem i Charles igen.

Men så skete der noget. James skød lynhurtigt frem mod dem og uskadeliggjorde Josh ved, at slå ham hårdt i halsen. Josh tog sig til halsen og sank i knæ. Han gispede efter vejret og hostede kraftigt. Charles blev så overrasket, at han kom til, at slippe pilen. Den ramte først væggen og derefter James ben. James mistede fodfæstet et øjeblik og knælede ned med sit skadede ben. Men det varede ikke længe før han svang benet op og ramte Charles i hovedet. Han faldt sidelæns ned på gulvet og tog sig til hovedet.

”aarv” stønnede han.

Derefter rettede James blikket mod Jacob. Han vendte sig langsomt om og gik roligt hen imod hende. Hun var ikke en trussel i hans øjne så der var ingen grund til, at angribe eller uskadeliggøre. Jacob rejste sig op og bakkede bagud, men snublede over en bevidstløs forhekset og fald bagover. Hun fortsatte med, at kravle bagud indtil gangen til sidst svingede og hun stødte ryggen mod væggen.

”James?” spurgte hun.

”kan du høre mig?… stop.. vi jo venner?” sagde hun med rystende vantro stemme.

James fortsatte skånselsløst.

”du ikke svag. Jeg ved du kan høre mig! Bekæmp det dog.. bekæmp det! Kan du ikke huske de lange eftermiddage vi brugte sammen? Alle de gange vi lo? Du fortalte historier om dine drømme om hvordan du ville forbedre verden.. og nu vil du bare lade det hele gå tabt? På grund af én lille forhekselse? Vil du virkelig lade dem kontrollere dig?”

Hun holdte en pause. James knælede nu ned foran hende og skulle til, at række hånden ud efter hende.

”og vil du virkelig skade mig?” spurgte hun.

James hånd stoppede. Den dirrede lidt. Antennen på James tinding begyndte, at slå gnistre og James blinkede et par gange med øjnene som om han var vågnet af en drøm. Så fokuserede han på hende.

”Jacob?” Spurgte han som om han ikke vidste hvor hun kom fra.

Så begyndte antennen igen, at gnistre og hans ansigt faldt tilbage i de udtryksløse folder. Han greb hende hårdt om halsen og løftede hende op fra jorden og holdte hende op mod væggen. Hendes sikkerhedsbriller gled af og hun kunne ikke få luft. Hun prøvede, at få ham til, at give slip, men hans store og stærke hænder var urokkelige.

Så det er sådan det ender? Tænkte hun mens lyset langsomt gled ud af hendes synsfelt.

Gad vide om nogen vil savne mig.

Så blev alting sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...