En verden til forskel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2012
  • Opdateret: 25 aug. 2015
  • Status: Igang
En ung pige vil gerne gå på den eneste magiske skole i hele verden. Men magi er ikke ment til at blive udøvet af kvinder. Og hvad gør man så? Hun beslutter sig for, at klæde sig ud som dreng og tilmelde sig. Men hvad gør hun når hendes venner på skolen opdager hendes beskidte lille hemmelighed? Eller når de finder ud af, at hun besidder større evner end drengene?

306Likes
440Kommentarer
23141Visninger
AA

37. Stå til regnskab

 

“Jacob?” Sagde James, tydeligvis overrasket over at se hende.

“Jeg ville gerne tale med dig om..” sagde hun, mens hun viklede sig ud af Spikey’s greb, men blev hurtigt afbrudt af sin rektor.

“Hvorfor er du ude af din seng? Hvad skete der med Mr. Evans der holdte opsyn med dig?” Spurgte han vredt, hvilket faktisk skræmte Jacob lidt. Hun havde ikke forventet denne reaktion fra ham og begyndte derfor at få kolde fødder.

 

Bag hende rakte Spikey tøvende en hånd i vejret. Han så skamfuldt ned i jorden. Det var trods alt ham selv der havde meldt sig frivilligt til at passe på Jacob i første omgang.

James så opgivende på Spikey og derefter Jacob. Han tog sig til hovedet og sukkede dybt.

“Mr. Brown. Mit kontor, om ti minutter. Jeg ville alligevel gerne have talt med dem senere.” James passerede dem begge mens hans gned sine tindinger og gik mod sit kontor.

 

Brown? Sig mit navn! Tænkte Jacob irriteret og vredt inden hun igen måtte slå sig selv mentalt over sin bommert. Derefter slog hendes mave en knude da James’ ord trængte ind. Hun var i problemer. Ikke kun fordi, at hun ignorerede sit eget helbred, men også fordi hun havde overtalt hendes holdkammerater til, at springe med hovedet først ud i, at kæmpe mod sirenerne. Det her var slemt. Hun kunne allerede høre ham skælde hende ud og fortælle hende hvad hun burde have gjort. Du og de andre burde have barrikaderet jer og ventet på hjælp. Du satte ikke alene dit eget, men også dine medelevers liv på spil! Derefter ville han sikkert bortvise hende, Josh og Charles.

 

Hun havde altid set James som den stærke, modige og fattede person. At se ham så vred på den måde lignede ham bare ikke. Hun var nok bare nødt til at indse, at selv om hun var den der havde tilbragt mest tid med ham, så vidste hun næsten intet om ham.

Men det var for sent, at tænke over det nu. Bortvisning syntes, at være uundgåeligt lige nu og hun burde istedet bekymre sig om, hvordan hendes undskyldning til hendes onkel skulle lyde.

Med tungt hjerte slæbte hun fødderne hen mod trappen og så sig over skulderen for, måske for sidste gang, at se sin ven Spikey. Hun sendte ham et nervøst farvel vink inden hun tog første skridt op mod hendes dommer, rektor og idol.

 

*Bank bank* lød det på døren til James’ kontor. Han havde været midt i, at gennemgå profilerne på de tre elever Jacob, Joshua og Charles, da Jacob stak hovedet indenfor. Han så nervøs ud og samtidig som om han prøvede på, at virke kølig og fattet. Bange for at tabe ansigt.

“Kom bare ind, Brown.” Sagde han roligt og skubbede filerne til side. Hans elev så dog ikke så rolig ud da han satte sig i en af stolene foran hans skrivebord. Under normale omstændigheder, ville han styrte ind og sende ham et bredt, hjertevarmende smil og smutte rundt om skrivebordet for, at stå ved hans side. Nu lignede han et lille barn, der var blevet taget med fingrende i kagekrukken.

I et stykke tid sad han bare og kiggede på ham, mens han støttede sit hoved i sine hænder, med albuerne på bordet. Der var en anspændt stemning imellem dem og luften syntes pludselig tykkere. Jacobs tunge føltes for stor, i hendes mund og hun sank nervøst.

“Mr. Brown? Ved du hvorfor du er her?” Spurgte James så til sidst.

Hun sank en gang til før hun svarede.

 

“Jeg… jeg satte mit eget og mine venners liv på spil… og nu skal jeg stå til regnskab? ” Svarede hun. Hun kunne ikke bringe sig selv til, at se ham ind i øjnene. Hun så så meget op til ham. Det var virkelig hårdt og ydmygende, at skuffe ham på denne måde når alt hun ville var, at imponere ham og få hans anderkendelse. Det var nedværdigende, at denne mand hun så som en helt, nu skulle være den person, der sendte hende tilbage til sin onkel.

 

Tænk at det hele skulle slutte på denne måde. Hun havde overlevet og overvundet sirenerne. Mens de var under angreb, var der ingen bånd på hende. Sirenerne var onde og hun kunne angribe hvis det var det hun fandt fornuftigt. Men her… nu hvor nødsituationen var overstået, havde autoritet igen magten over hende. Det var mærkeligt hvordan indlært adfærd havde magten over hende. Sirenerne var hundrede gange farligere end James og skolesystemet. Og dog ville hun aldrig i sine vildeste drømme kunne være rebelsk over for det. Hun var tilbage i virkeligheden nu.

 

Tænk at det ikke var sirenerne, men James der ville være den største udfordring hun ville stå over for. Hun havde gennemgået senariet i sit hoved mindst halvtreds gange nu. Hende blive bortvist, sendt hjem, hendes onkel ville give hende et møgfald og hun ville endda få frataget privilegiet, at gå i skole.

Det ville blive privatundervisning, indtil den dag hun blev 18. Men den dag så så forfærdeligt lant væk i hendes øjne. Der havde været engang hvor hun godt havde kunnet lide sin onkel. Men den mand han havde været var for længst væk. Kun en skygge af sig selv nu. Hun hadede ham så meget. Han fortalte at han bare ville beskytte hende fra hende selv og derfor måtte blive hjemme eller gå udenfor med eskorte.

Hun ville gøre alt for at være væk fra ham, selv blive her hvor hun åbenbart kunne blive angrebet, af farlige væsener på daglig basis.

Var dét hvad det var? En rebelsk handling? Havde alt hun havde været igennem været drevet af hendes had? Havde hun sat livet på spil for, at straffe sin onkel?

 

Nej

 

Nej det var ikke på grund af hendes onkel! I hvert fald ikke KUN på grund af ham. Hvis hun så bort fra ham så følte hun stadigvæk, at det var her hun hørte til og hun ville blive.

Hun så ind i James utroligt dybe øjne. De øjne der både fyldte hende med glæde, respekt og frygt.

For fire uger siden begyndte deres forhold for alvor, at udvikle sig. Tænk at hun skulle miste det alt sammen på en enkelt dag.

 

Fire uger siden, gangen mellem klasselokalerne.

Jacob havde forsøgt, at undgå at tiltrække sig nogen form, for opmærksomhed hele den dag. Siden hendes lille tale på scenen i går havde folk rendt rundt og peget fingre og sagt: ”hey! Det er da ham dér, der forslog det der reality show!”.

Hun holdte hovedet nede og undgik øjenkontakt. Måske var det derfor, at hun ikke bemærkede manden, med en ordentlig stak bøger og dokumenter i hænderne, der gik lige imod hende. Det endte selvfølgelig med, at de stødte ind i hindanden og manden tabte alle bøgerne og papirne.

”Åh gud! Undskyld! Undskyld! Undskyld! Jeg så mig ikke for!” Undskyldte hun og gik ned på knæ for, at hjælpe med, at samle fyrens ting op.

Først dér opdagende hun, at det var hendes rektor James, hun var stødt ind i.

”Det gør ikke noget, men jeg vil råde dem til, at se dem bedre for næste gang, unge mand.” Svarede James der netop også først nu så, at det var Jacob der var stødt ind i ham.

Jacob samlede et stykke papir op, der var fyldt med sætninger, der åbenbart alle sammen var streget over. Hvis hun så nøje efter kunne hun se, at de alle var ideer til hvor man kunne placere et lydoptagelsessystem. I loftet, på værelserne, i væggene og flere hun ikke kunne tyde.

”Problemer med lydopsætningen?” Spurgte hun og rakte papiret til James.

”Ja. Der er lidt problemer med placeringen, men jeg finder nok en løsning.” Svarede han og placerede papiret øverst i stakken af bøger, han var ved at samle.

”De bedste steder ville nok være under borde og bag stikkontakter.” Indskød Jacob.

James stoppede midt i en bevægelse. Det var faktisk en god ide. Han så op på den dreng der dagen før, havde sat hele denne ide i gang, der ville sikre skolens indkomst.

”Hvor får du dog sådan nogle ideer fra?” Spurgte han.

Hvad skulle hun svare? Det er fordi, jeg fandt ud af hvor de bedste steder at gemme overvågningsudstyr befandt sig, på grund af at min onkel er fuldkommen vandvittig og har overvåget mig siden jeg var ti år gammel? Nej.

”Jeg har bare hovedet fuld af gode ideer.” Svarede hun i stedet og sendte ham et bredt varmt smil.

”Jaså? I så fald, har du så også en ide for hvordan man kan reklamere for en sponsor, uden rent faktisk at putte reklamer ind i showet?” Spurgte han. Han forventede, at dette ville være en udfordring der strakte sig langt ud over drengens evner.

”Sagtens! Put konkurrencer ind i showet, som for eksempel, at spotte en figur i bunden af skærmen, der vil dukke op på et tilfældigt tidspunkt og bede folk om, at taste resultatet ind på hjemmesiden. Præmien ville være varer fra sponsoren og bingo! Reklame uden egentlig reklame.” Svarede hun og rakte ham resten af sine bøger, hun nu var blevet færdig med, at samle sammen.

James var forbløffet. Ideer han end ikke havde forstillet sig, blev nu spyttet ud på stribe af denne ene dreng.

”Interessant… har du flere af den slags ideer?” Spurgte James og strøg sig om hagen.

”Øhm ja, det tror jeg nok. Hvorfor?” Svarede hun mens hun børstede noget støv af sit knæ.

”Kom forbi mit kontor engang når du får tid. Jeg vil ufattelig gerne høre din mening om et andet projekt jeg er i gang med.” Tilbød han og gik videre.

Senere samme aften bankede det på døren til James’ kontor. Efter et kortfattet ”kom ind” Stak Jacob hovedet indenfor.

”Ah! Mr. Brown. Velkommen. Bare gør dig det behageligt. Jeg skal lige sende denne her mail.” Sagde James og vinkede Jacob ind i rummet, mens han færdiggjorde sit arbejde.

Jacob satte sig på stolen foran James’ skrivebord og tørrede sine fugtige hænder af, i sine blå jeans. Hun havde en blog i hånden og hun blev mere og mere nervøs som tiden gik. Hun havde diskuteret meget med sig selv, om hun overhovedet skulle være mødt op. Godt nok havde James inviteret hende, men hun var meget nervøs og var begyndt, at få kolde fødder.

Det havde selvfølgelig været til ingen nytte. Der var intet hun kunne gøre ved det nu. Desuden gik det hele fint. Hun havde hørt på James’ ideer og havde selv tilføjet nogle rettelser til sagen. Desuden var James blevet glædeligt overrasket, over de ideer hun selv havde medbragt, nedskrevet på bloggen. Flere gange de næste par uger brugte de sammen hvor de enten diskuterede samme emner, eller bare snakkede sammen som venner. Hun blev helt vant til, at være i nærheden James på hans kontor og diskutere forretning, pjatte eller bare lytte til James’ dybe stemme.

 

Og nu, tilbage i nutiden var det selv samme person, der nu skulle overbringe hende de nyheder, hun frygtede mest af alt i verden.

”Jacob Brown..” Begyndte James.

Hun ville komme til at savne ham. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...