En verden til forskel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2012
  • Opdateret: 25 aug. 2015
  • Status: Igang
En ung pige vil gerne gå på den eneste magiske skole i hele verden. Men magi er ikke ment til at blive udøvet af kvinder. Og hvad gør man så? Hun beslutter sig for, at klæde sig ud som dreng og tilmelde sig. Men hvad gør hun når hendes venner på skolen opdager hendes beskidte lille hemmelighed? Eller når de finder ud af, at hun besidder større evner end drengene?

308Likes
440Kommentarer
23697Visninger
AA

38. Stå til regnskab (del to)

 

”Jeg vil gerne takke dig.” Sagde James til sidst.

Hun spærrede overrasket øjnene op. Det var ikke lige de ord, hun havde forventet.

”Hva?” spurgte hun forvirret. Hun havde det lidt som om hun skulle kaste op.

”Jeg vil gerne takke dig.” Gentog han og rejste sig fra sin plads. Han gik rundt om skrivebordet og stillede sig foran Jacob, inden han lænede sig tilbage og satte sig på skrivebordskanten.

”Du og dine venner hjalp mig ud af en grim situation.” Fortsatte han.

”Ja, du udsatte dine venner for unødig fare, hvilket ikke er okay. Men du redde samtidig størstedelen af dine medelever fra sirenerne og hjalp mig, hvor jeg eller var… uduelig.” James skar en grimasse ved de sidste ord. Som om selve ordet smagte dårligt i hans mund.

”For det vil jeg gerne takke dig. Situationen ville have været meget værre, hvis i ikke havde reageret som i gjorde.”

Jacob var stille et øjeblik, indtil hun ikke længere kunne stoppe ordene.

”Så… Jeg vil ikke blive bortvist?” Spurgte hun nervøst. Som om spørgsmålet ville kunne ende med, at blive virkelighed.

”Nej…” Svarede James og Jacob slap vejret, hun ikke vidste hun havde holdt.

”Men fremover vil jeg have, at du tager bedre vare på dig selv OG at du går til de tildelte terapi sessioner.”

”Årh! Behøver jeg? Helt ærligt! Jeg er altså okay.” protesterede hun.

”JA du skal! Og ingen men’er! Desuden skal du ringe til dine forældre om denne sag og give mig besked hvis de vil tale med mig.” Svarede han bestemt.

Hun opgav at protestere da hun indså, at det ikke ville nytte noget.

”James… Hvad skal der ske nu? Folk taler om, at bortvise dig. Du rejser ikke fra os vel?” Spurgte hun ham med bedende øjne.

”Nej, nej bare rolig. Jeg rejser ikke fra jer. I hvert fald ikke permanent.”

”Hvad mener du med det? Rejser du virkelig?”

”Jeg er nødt til, at tage tilbage til den øverste dimension et par dage. Sirenerne er måske i sikker forvaring, men de skal for en domstol i Ecitsuj og der er jeg nødt til, at være til stede og udfylde papirarbejde.” Sagde han med en undskyldende mine.

Jacob svarede ikke. Så bare ned i jorden.

”Hvilket minder mig om…” Sagde James der lænede sig længere frem og støttede hænderne på sine knæ.

”Hvor fik du katélen fra?” Spurgte han, lidt anklagende.

Hun slugte en klump.

”Fra våbenrummet på første sal…” Svarede hun og tørrende sine fugtige hænder af, i sine bukser.

”James? Hvad laver slavevåben her? Hvorfor overhoved have et våbenrum på en skole?” Sprugte hun. Hun ville have spurgt om det før, men havde droppet det, siden hun havde haft travlt med, at bekymre sig mulig bortvisning.

”Jacob. Du må love mig, at du aldrig går derind igen, eller fortælle nogen om hvad du så derinde.” Sagde James, dybt alvorligt. Hun nikkede kort. Bange for, at gøre noget andet.

”Det rum er til nødstilfælde. I tilfælde af et angreb og at jeg, alene ikke vil være i stand til, at håndtere situationen eller ikke er til stede. I så fald er katélerne til rådighed, for politistyrker og militær.” Svarede han kort og rejste sig.

”Har du andre spørgsmål, nu når vi er i gang?” Spurgte han og satte sig tilbage i stolen. Hun tænkte lidt inden hun svarede.

”Sirenerne de… HVOR er de lige nu? Du sagde du havde dem i forvaring, men… er det sikkert, der hvor de er?”

”Faktisk, er de nede i kælderen. I det fængsel som de selv byggede. Eller… åbenbart fik nogle håndværkere til at bygge, mens de indtog skolen. Simple tremmer er ikke nok til at holde dem, så jeg har også lagt en magisk barriere op til at holde dem. De slipper ikke ud foreløbig.” Forklarede han og smilede.

”Det er kun indtil i morgen så der burde ikke være nogle problemer.” Jacob svarede bare med et nik. Godt nok var sirenerne spærret inde, men hun var stadig bange for dem.

Hun rejste sig og sagde roligt farvel til James, inden hun vendte sig for, at forlade rummet. I døren huskede hun dog noget der fik hende til, at vende sig om igen.

”Øh.. James?”

James kiggede op fra det arbejde, han var vendt tilbage til.

”Ja?”

”Sirenerne… jeg tror ikke de er onde. De var slaver engang. De blev uretfærdigt behandlet og mishandlet, hvilket har ført dem hertil. De ville i bund og grund, bare have deres overfaldsmænd, straffet for deres forbrydelser, men mente ikke Ecitsuj kunne hjælpe.” Dette fik rynker til, at opstå i James’ pande, men han sagde ingenting.

”Er der mon mulighed for, at du… kan hjælpe dem? Få de skyldige straffet for deres synder?” Spurgte hun, stadig med hånden på dørhåndtaget.

James ventede lidt før han spurgte:

”Du beder mig om, at hjælpe de personer, der for få timer siden forsøgte, at skade dig?”

”..Ja” Svarede hun som om at det var bare ligetil.

James nikkede blot og tænkte lidt.

”Jeg skal se hvad jeg kan gøre.” svarede han og Jacob bød endnu engang farvel og bad hende om, at hvile sig.

Jacob fik slæbt sig op på sit værelse, hvor hun dejsede om i sin seng, som en sæk kartofler. Tyngdekræften føltes af en eller anden grund, meget kraftigere og hun følte sig alt for doven til, at bevæge sig i flere minutter. Hun ville gerne tage en lur, men tanken om at Joshua ikke var her ved hendes side, holdte hende vågen. Det var hendes skyld, at han ikke var her. Han var nok på det nærmeste hospital, sammen med Charles. Eller nej, Charles havde jo røven fuld af penge, så hans far havde sikkert fået ham overflyttet til et privat hospital, hvor sygeplejerskerne rendte rundt og kyssede hans fødder.

Hvilket betød, at Josh også var helt alene. Selv hvis han var iblandt mennesker, ville han stadig ikke kunne forstå hvad de sagde. Han måtte føle sig så sårbar… hvis han altså var ved bevidsthed. Sidst hun havde set ham, lå han bevidstløs ved hendes side efter, at have hjulpet hende med, at skjule sin identitet. Han havde været den, der var værst såret af dem alle. Han ville minumum have hjernerystelse og indre blødninger. Luke havde fortalt hende, at han var blevet healet inden han blev sendt på hospitalet, men om han stadig var i livsfare, eller han bare slappede af nu, vidste hun ikke. Det gjorde hende urolig.

Hun besluttede sig for, at tage et bad og gå i seng. Da hun kom ud på badeværelset, ombestemte hun sig dog og nøjedes med at børste tænder og rede hår. Hun sov resten af dagen og natten med.

 

Hun havde mareridt om, hvordan Marfa stod ved hendes seng og stirrede på hende med sine gyldne øjne, der lyste i mørket. Fulde af gennemsyret had. Hun selv, var immobil og kunne ikke bevæge sig. Hun så op i tide til, at se Marfa afsløre en række sylespidse tænder og dykke ned mod hende.

 

Alt gik i sort inden det igen lyste op til et nyt mareridts senarie. Hun var i sit eget hus, der stod i flammer. Sebastian lå livløs på jorden og Marfa stod i midten af rummet, med Joshua i den ene hånd. Hun holdte ham stramt om halsen, men i drømmen kunne han stadig skrige og tigge om nåde. Han rakte desperat hånden ud mod hende mens han tryglede:

”..i…e. hjælp mig! Hjælp mig!” tiggede og bad han, men hun kunne ikke røre sig. Hun stod bare og så på, mens Marfa kørte sine skarpe negle, ned over hans ansigt og rev trævler af hud med sig. Joshua skreg og skreg. Han tiggede om, at det skulle stoppe og bad hende om hjælp, der aldrig kom. Rummet eksploderede nu i råb og skrig om hjælp fra hundredvis af forskellige stemmer. De alle skreg hendes navn og bad hende hjælpe dem. Spurgte hende desperat hvor hun var og hvorfor hun ikke kom.

Hun skreg.

 

Jacob satte sig brat op i sengen og hev efter vejret. Efter at have orienteret sig om hvor hun var, huskede hun hvad hun lige havde drømt og skyndte sig, at holde sig for munden og skynde sig ud på badeværelset for, at kaste op i toilettet. Billederne af Joshua med det maltrakterede ansigt, hjemsøgte hendes tanker og hun så sig om efter en form for distraktion.

En tanke skød ned i hende. Efter, at have skyllet munden og børstet tænder, gennemsøgte hun sit skab, efter den lille boks der indeholdte en af hendes største skatte. Hun åbnede æsken og fandt det lille billede frem der forstillede et ungt par, stå side om side. Halvdelen var dog revet af og det eneste der var tilbage af herren på billedet, var nogle lokker af lyst hår. Billedet forstillede hendes forældre, fra da de havde været yngre og nyforelskede. Hendes onkel havde forsøgt, at tage det fra hende og fik det ødelagt i processen. Hun kunne nu ikke længere huske sin fars ansigt, men på den anden side, havde hun jo aldrig mødt ham. Hendes onkel havde fortalt hende, hvilken forfærdelig person han var, hele hendes liv. Hvordan han forlod hendes mor før hun blev født. Hvordan han aldrig skrev eller kom tilbage for at møde hende. Hun var overbevist om, at det meste af det var løgn.

Hun satte sig op ad væggen og tænkte på den familie, hun aldrig rigtig havde haft. Jo, hun havde haft sin mor og onkel, men nu var hun væk og onkel kun en skygge af den rare gamle mand han før havde været kendt som. Onkel var ikke rigtig en faderfigur for hende. Hvis nogen havde været en far, så havde det været Sebastian. Han havde kørt hende til skole, lært hende at køre på cykel og trøstet hende når hun var ked af det. Det havde været rat da hun var yngre, men nu hvor hun blev ældre begyndte tanken om, at han gjorde det som en del af hans arbejde, at strejfe hende. Hun havde ikke spurgt, da hun var bange for, at høre svaret. Dog vidste hun, at hun kunne stole på ham. Trods alt havde han hjulpet hende med, at stikke af.

En rolig banken på døren indikerede, at Spikey var ankommet med hendes morgenmad, men lige nu ville hun ikke kunne få en bid ned om så hendes liv afhang af det. Hurtigt skyndte hun sig, at gemme billedet væk inden hun åbnede døren for, at lukke sin ven ind.

Spikey sendte hende et forsigtig smil, inden han smuttede forbi hende og satte bakken med mad fra sig, på bordet.

”Godmorgen.” Sagde han kort og vendte sig mod hende.

“‘morgen” mumlede hun og fulgte ham ind på værelset.

Hun stillede sig op ad væggen, da hendes tanker forrådte hende og igen vendte tilbage til det mareridt, hun ellers lige havde glemt et øjeblik. Det tog ikke længe før Spikey indså, at noget var galt.

“Hey.. er du okay? Er der noget i vejen?” Spurgte han tøvende.

Jacob så op, som når hun blev taget for ikke at hører efter i klassen.

“Ja... ja jeg har det fint.” Sagde hun og viftede afvigende med hånden.

Spikey ville gerne have fortsat, men lod det dog ligge. Tænkte at hun bare havde brug for lidt tid. Tid til, at tænke og få styr på tankerne efter alt det her.

Efter at hun havde spist og halvhjertet lyttet til Spikey fortælle om engang han havde været oppe at slås, besluttede de sig for, at gå nedenunder for, at se om der var nyt fra Josh og Charles.

Nede i indgangshallen mødte de Luke og Mike, der sad og jammede på bongotrommer og violin.

Jacob skulle til, at rose Mike for hans utrolige talent med violinen, da hun hørte den stemme, hun havde håbet, at hun aldrig ville høre igen.

 

“Hallo… Menneskebarn.”  Sagde Marfa, bag hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...