En verden til forskel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2012
  • Opdateret: 25 aug. 2015
  • Status: Igang
En ung pige vil gerne gå på den eneste magiske skole i hele verden. Men magi er ikke ment til at blive udøvet af kvinder. Og hvad gør man så? Hun beslutter sig for, at klæde sig ud som dreng og tilmelde sig. Men hvad gør hun når hendes venner på skolen opdager hendes beskidte lille hemmelighed? Eller når de finder ud af, at hun besidder større evner end drengene?

308Likes
440Kommentarer
23714Visninger
AA

31. Sirenesang

Charles var for langt væk til, at kunne høre hende.

Han åbnede sit ene lukkede øje for at se mere og poserede sit hoved i den rette vinkel så han kunne høre på bedst mulig måde, af disse fantastiske og overnaturlige stemmer. Verden omkring ham forsvandt. Der var ikke andet end sirenerne. Deres stemmer. Deres udseende. Han troede at på grund af hans tilstand at han havde været immun. Det havde han dog også. Til en hvis grad, sammen med Brown og Jackson. Dog var han en mand. Ingen mand, lige meget om de har stærk viljestyrke eller bare ikke finder hunkønnet attraktivt, kan modstå sirenesang. Og hvorfor modstå?

De var jo… perfekte! Så længe man kunne se og høre dem, var der ikke noget andet i hele verden der betød noget.

Ingen mand. Selv ikke hvis man er bevidstløs.

De førhen bevidstløse elever rejste sig nu op igen og stillede sig til at overvære det fantastiske sceneri der udspillede sig foran dem.

Flere personer trådte ind i rummet. Elever, lærere, ansatte. Gartneren Benny, pedellen Carlos, gymnastik læreren Pao og mange, mange flere.

Alle stillede sig omkring sirenerne for at lytte til disse fantastiske stemmer.

Alle undtagen én.

Jacob snappede ud af sin trance, da en anden person bumpede ind i hende, for bedre at kunne se og høre. Hvad hun så omkring sig, tog pusten fra hende og hendes knæ truede med at give efter. Alle hun kendte på skolen, alle elever, venner, ansatte og lærere stod og stirrede på sirenerne med længsel i blikket. Hun fik en overvældende følelse af… Håbløshed.

Hun var alene.

Der var ikke nogen tilbage der kunne eller ville hjælpe hende. Hun var stort set forsvarsløs og der var en hel hær, parat til at angribe på sirenernes bud.

De havde vundet.

NEJ! Nej! Det kan ikke slutte sådan! Råbte hun inde i sig selv. Hun så op på sirenerne. De var fuldkommen opslugt af deres sang og de nyankommne slaver. De havde fuldstændig glemt alt om hende. Hendes blik faldt på døren.

Jeg kunne flygte.

Det var bare at gå gennem døren og forlade skolen. Så var det ude af hendes hænder og nogle andre kunne komme og redde dem. HVIS der kom nogen for at redde dem.

En frygtelig tanke skød igennem hende. Hvad hvis de bomber stedet? Kan de det? Sikkert! Men er det det de vil gøre? Der kunne komme armerede styrker ind med geværer? Eller… Jacob slog sig mentalt på siden af hovedet. Tænkt ikke på den slags! Du kan jo ikke vide hvad der vil ske, HVIS der sker noget.

Hun tog en dyb indånding, lukkede øjnene og bare ønskede at det hele var godt igen. At hun kunne skrue tiden tilbage til dengang hun var lykkelig og hendes mor var i live. Hun kunne se det for sig.

Hendes mor i en hvid kjole, dansende på en græseng med blomster i håret og hendes gyldne lokker, der faldt ned over hendes skuldre. Hun ville løbe hende i møde og omfavne hende.

”mor!” sagde en yngre udgave af hende selv.

”min lille skat, du ser oprevet ud.” sagde hendes mor med beroligende stemme og løftede forsigtigt hendes hoved, med en rolig finger under hendes hage.

”mine venner er i fare..” sagde hun med tårefyldte øjne.

Hendes mor smilede forstående, lænede sig ned og kyssede hende på panden.

”dine venner er meget vigtige for dig, ikke min skat? Beskyt dem. De ville gøre det samme for dig. Ikke sandt?” hun holdte hendes lille ansigt med forsigtige, varme hænder og hendes smil fyldte hendes datters verden.

Jacob åbnede øjnene og følte tåre rende ned over hendes kinder.

”jo mor… jo, det ville de.” sagde hun og mens hendes hjerte blev fyldt med taknemmelighed og mod. Hun rakte langsomt ned til sit hylster og tog katélen med sirenemagi i sin hånd.

”jeg…” pistolen blev langsomt løftet.

”afslutter det her…” hun løftede pistolen indtil den sigtede direkte på Marfa. Hun vidste udmærket at når hun havde skudt. Ville de forheksede komme efter hende. Men hun var så opslugt af følelser og frygt at hun var ligeglad.

”så selv hvis det betyder enden på mit eget liv...” hun strammede grebet om pistolen. Tiden gik nærmest i slowmotion. Hun kunne se i øjenkrogen hvordan de forheksede opdagede katélen og skulle til at reagere.

”så VIL jeg beskytte jer!” sagde hun og affyrende katélen direkte mod den intetanende Marfa.

Dét sekund hun havde affyret, startede tiden igen og alting gik super hurtigt. Marfa blev ramt lige midt i panden og faldt bagover. Forheksede vendte deres vrede mod hende og rev både våbenet ud af hendes hænder og hev i hendes høj. Akilina var holdt op med at synge og stirrede vantro på sin enten bevidstløse eller måske endda døde søster.

Hun stirrede bare på Marfa i noget tid inden hun til sidst vendte sig langsomt mod mængden.

”HVEM GJORDE DETTE?” rasede hun ud mod de nu stivnede forheksede.

Hurtigt fjernede de sig fra Jacob som var hun pludselig det rene gift. Akilinas øjne syntes at kunne bore sig direkte gennem Jacob, der besværligt fik rejst sig op.

”det gjorde jeg!” svarede hun. Alt er ligegyldigt nu. Jeg skal jo dø alligevel.

Akilina løftede et øjenbryn.

”dig? ’krysteren’? DU var den der gjorde det?” spurgte hun nedgørende som om hun ikke helt troede på hvad hun havde hørt.

Kryster… kujon… jeg har hørt det hele, men det stikker hårdere når HUN siger det. Tænkte hun.

”ja..”

Hun så forvirret ud et øjeblik.

”hvordan? Ikke ét hankønsvæsen har nogensinde kunnet modstå sirenesang!!! Hvad ER der med dig?” spurgte hun retorisk.

Drengen har nok en genetisk fejl. Det er set før. Pyt med det! det betyder intet! Han har myrdet min søster! Jeg skal.. jeg skal…

Akilina lo en glædesløs latter.

”jeg.. jeg skal myrde dig! Jeg vil FLÅ dine indvolde ud og stikke øjnene ud på dig! Jeg vil brænde dig og hele din familie op! Du vil LIDE!!!” skreg Akilina og pegede truende på Jacob.

Hvis Jacob ikke havde været bange før… så var hun det i hvert fald nu. Døden i sig selv var skræmmende nok men en langsom og pinefuld død ville være endnu værre! Det ville hun ikke. Det ville hun slet ikke!

Hvad skulle hun gøre? Løbe? Hun var ikke den bedste løber og de forheksede drenge kunne hurtigt fange hende igen. Tigge om nåde? Udelukket. Akilina lignede ikke en, der kendte til tilgivelse. Kæmpe? Hvad kunne hun gøre? Hendes våben var jo taget fra hende.

 

 

I hvert fald det ene af dem.

 

 

Men der var for mange forheksede. Hun ville aldrig kunne uskadeliggøre dem alle én gang til. Det ville sikkert heller ikke være godt for deres helbred. Jeg må få hende overbevist om at kæmpe alene. Men hvordan? Ville hån virke? Eller hopper hun ikke på DEN igen efter at Charles lykkedes med det? HAN er geniet, ikke mig! Jeg kan ikke finde på noget!

 

 

Akilina frydede sig over rædselen i drengens ansigt. Han fortjente at være bange, han fortjente at lide. Hun smilede skævt og tænkte over hvilke rædsler hun ville udsætte drengen for. Måske kunne jeg lade de forheksede tage sig af ham. Eller jeg kunne langsomt, skære ham i stykker med en kniv og høre de vidunderlige skrig og hyl af smerte. Eller måske.. hun blev hevet ud af sine tanker ved, at en dreng til hendes højre, stønnede svagt.

Hun vendte hovedet og så den mørkhårede dreng der havde besejret hendes yngste søster tidligere. Han var af en eller anden grund, vågnet af trancen og var i gang med at komme til bevidsthed. Hvad sker der? Antennen burde sørge for, at han forblev i trancen!

 

 

En tanke slog ned i hende og gav hende en genial ide, til en ironisk straf til drengen med huen.

”SLAVE!” kaldte hun og pegede på Charles.

Charles var stadig forvirret over hvad der lige var sket, men løftede hovedet da han hørte en af sirenernes stemmer råbe. Akilina stod og pegede på ham, med et blik der afgjort sagde: ’jeg har kontrollen”.

”angrib drengen med huen..” beordrede hun og pegede på Jacob.

”dræb ham! Og i andre… gør plads!”

Hun smilede ondskabsfuldt ad Jacob.

”nu skal du føle hvordan mine søstre havde det!” sagde hun og endnu engang skilte sine perfekte, fyldige læber for at synge. Lad dem myrde hinanden! Lad dem alle dø!

Charles nåede ikke engang at reagere på sirenens kommando, før han igen var opslugt i en verden af bløde toner og farverigt lys. Han havde kun én ting i hovedet. At adlyde hans herskerindes bud. Langsomt vendte han sig mod Jacob mens resten af de forheksede bakkede bagud og formede en halvcirkel omkring dem og op ad væggen til køkkenet som en enorm kamparena.

Kunne dette virkelig være sandt? Skulle hun kæmpe mod sin egen partner, Charles? Plus, hun havde ikke engang noget valg.

Charles så ned på jorden og fandt en steakkniv, som åbenbart var faldet på gulvet i al tumuldet, da de første forheksede begyndte at indfange deres klassekammerater. En kniv? Jamen.. hvorfor bruger han ikke bare sit auravåben? Hun tænkte tilbage til før de trådte ind i kantinen. Nårh ja! James kunne jo heller ikke bruge sit auravåben da han var forhekset! Så selvfølgelig kan Charles heller ikke! Heldigt for mig. Hvis han kunne, var jeg allerede død nu. Hun så op på Charles og huskede sig selv på, at hun stadig var i livsfare. Auravåben eller ej. Charles var en farlig person, hvis han havde besluttet sig for at skade én.

Jeg kan ikke undgå den her slåskamp, kan jeg? Nej, de forheksede står vagt og Akilina vil sende dem efter mig, hvis jeg ikke gør som hun forventer. Den eneste mulighed jeg har, er at vinde over Charles. Men.. kan jeg virkelig måle mig med ham?

 

 

Hun fik ikke lov til at tænke længere, før Charles styrtede frem mod hende. Han fór kniven nedefra og op mod hendes strube og missede kun med få millimeter, da Jacob snublede bagud, i et forsøg på at undgå ham.

”ah!” udbrød hun af overraskelse og faldt på enden.

Hun skyndte sig at vende rundt og komme på benene. Hun forsøgte at skabe afstand og løb mod den anden ende af rummet. Hun så sig kort over skulderen for, til sin forskrækkelse, at se Charles lige bag hende.

 

 

Per refleks eller chok, svingede hun sin arm ad ham og ramte ved et lykketræk, Charles på siden af hovedet med bagsiden af sin venstre hånd. Lussingen forvirrede Charles et øjeblik, inden han igen fokuserede på Jacob.

En lussing? Er det alt?

Charles løftede benet fra jorden og sparkede Jacob midt i maven så hun faldt bagover. Det gav et sug i maven af følelsen, at falde og smerten da hun landede, gjorde det ikke bedre.

Hun var bange. Hun var rigtig rigtig bange.

Charles stod faretruende over hende og skulle til at dolke hende.

Hun fik tåre i øjnene, velvidende om, at hun nu skulle dø. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...