En verden til forskel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2012
  • Opdateret: 25 aug. 2015
  • Status: Igang
En ung pige vil gerne gå på den eneste magiske skole i hele verden. Men magi er ikke ment til at blive udøvet af kvinder. Og hvad gør man så? Hun beslutter sig for, at klæde sig ud som dreng og tilmelde sig. Men hvad gør hun når hendes venner på skolen opdager hendes beskidte lille hemmelighed? Eller når de finder ud af, at hun besidder større evner end drengene?

308Likes
440Kommentarer
23704Visninger
AA

32. Sirenesang (del to)

 

Charles vågn op! Charles vågn op! Du skal ikke lytte til hende! CHARLES! Bad hun inde i sig selv.

Hun rullede til siden og undgik Charles angreb, men blev hurtigt forfulgt igen, af knivens skarpe blad. Hendes arm blev ramt og lavede en flænge i den dragt hun havde på. Dog strejfede han kun og bladet gik ikke helt igennem stoffet.

Instinktivt tog hun fat om den katél, Charles havde ladet op og skulle til at trække den, men tanken om, at hun måske kunne slå ham ihjel, stoppede hende. Jeg kan ikke vinde! Uanset om jeg vælger at kæmpe eller ej så taber jeg! Om det så er mit eller Charles liv… så dør en af os.

Charles svingede kniven opad og ramte Jacobs skulder. Et hjerteskærende skrig undslap hendes læber og hun bakkede tilbage mens hun holdte for sit sår, som et såret dyr.

”Charles! Stop det! vågn op!” tiggede hun ham.

Hendes ord var nytteløse. Denne gang fløj kniven nedad mod hende. Hun skærmede sit hoved med sin ene arm, der i stedet blev ramt og endnu engang skreg hun. Blodet flød og adrenalinen pumpede for fuld kraft.

Jeg må da gøre NOGET for at forsvare mig selv! Tænkte hun til sidst og trak sin Katél. Det var dog ren tidsspilde, da Charles slog den ud af hånden på hende, med et sving med kniven. Hun kom ved et uheld til, at trykke på aftrækkeren af ren overraskelse. Et skud blev sendt hen mod de forheksede, der i sidste øjeblik fik flyttet sig, så skuddet i stedet ramte væggen tæt ved køkkenet.

Mikrofonen der sad dér, så køkkenpersonalet kunne give besked til eleverne, blev slynget op mod den lille højtaler, et par meter væk så en skinger lyd hylede gennem rummet.

Alle undtagen Akilina, der stadig sang videre, tog sig til ørene for at lukke den rædselsfulde lyd. Jacob så hen på Charles der ligeså tabte kniven og holdte sig for ørene. Og selv om det kun var et ganske kort øjeblik, kunne hun se Charles’ menneskelighed returnere i hans blik.

 

Da Charles fjernede hænderne fra ørene igen var han dog igen slavebundet af Akilina.

Da Jacob fjernede hænderne fra ørerne fik hun en ide. En genial ide!

Hun så sig hurtigt omkring og fandt nøjagtig hvad hun ledte efter. Hun drejede på hælen og spurtede mod massen, der tøvende blev stående i stedet for at flytte sig, for den person der nu styrtede imod dem.

Det her vil lykkedes! Det ved jeg bare! Tænkte hun og rakte ud efter den genstand hun havde udset sig.


Gymnastiklæreren Pao blev temmelig forskrækket da hans elev rakte ud efter ham og snuppede fløjten der hang om hans hals. Med et hårdt ryk, rev hun fløjten af sin kæde inden hun hurtigt skiftede retning og løb mod en anden person i flokken.

 

Samtidig stod Akilina og sang mens hun forvirret overværede scenariet foran hende. Drengen, hun havde udset sig til at skulle lide en ironisk død, så ud til at stikke af, som hun havde forventet… og dog. Hvorfor ville drengen dog begynde at stjæle tilfældige ting fra de forheksede, hvis han alligevel skulle dø? På den anden side så var mennesker, for ikke at nævne mænd, nogle af de dummeste skabninger i universet. ’Den’ bukkede nok bare under for ’dets’ instinkter.

 

Jacobs plan var næsten klar. Hun skulle bare bruge én ting til og hun ville kunne begynde. Hvis bare hun kunne holde afstand til Charles så længe, så var hendes odds temmelig gode.

Dog var hendes held ikke med hende. Charles var igen efter hende, men denne gang var hun beredt. Med en hurtig bevægelse tog hun fløjten op til munden og pustede til. Den forfærdelige lyd fyldte Charles’ ører og fik ham til at lave et lille spjæt af forskrækkelse.

Charles’ menneskelighed kom kort tilbage, indtil Jacob løb tør for luft i lungerne og stoppede med at puste i fløjten. Hun havde dog udnyttet tiden og var sprintet mod den næste person hun skulle låne noget fra. Pedellen Carlos stod for tur og inden længe, havde Jacob allerede snuppet høreværnet der sad rundt om nakken på ham, hvorefter hun satte kursen mod højtaleren og mikrofonen.

 

Akilina tog sig selv i at more sig over det lille sceneri der udspillede sig foran hende. En fløjte. Hvor kært. Lad os se hvor lang tid du kan overleve på dén måde.

 

Jacob tog fat i ledningen til mikrofonen og hev den op i luften for derefter at gribe den med en hånd. Årh, jeg håber at det går. Tænkte hun og tog en dyb indånding.

”CHARLES! TAG DEN HER PÅ!” råbte hun og kylede høreværnet hen mod ham og tog fløjten i munden.

Selvfølgelig havde Charles ikke tænkt sig at adlyde, men da Jacob så blæste i fløjten, udstødte alle en utilfreds lyd og holdte sig for ørene. Inklusiv Charles. Høreværnet landede for hans fødder så han skyndte sig at samle dem op og tage dem på. Lyden blev dæmpet. Lidt. Men ikke helt udelukket.

 

Jacob tabte til sidst pusten og så over mod Charles. Bare det virkede.

Akilina fortsatte sin sirenesang, men Charles var stadig ved bevidsthed.

” Odysseus!!” udbrød Jacob.

”hurtigt Charles! Angrib hende! Angrib hende NU!” råbte hun.

Hun nåede knap nok at blive færdig med sætningen, før Charles havde trukket sit auravåben og afftyret en pil med ekstra energi i spidsen mod Akilina.

 

Akilina blev ramt hårdt i skulderen og udbrød et hjerteskærende skrig. Hun så vantro ned på sin skade hvorefter hendes ansigtsudtryk forvandlede til ren og skær had og vrede.

”jeg MYRDER DIG, din.. din.. MAND!” skreg hun og hev pilen ud af sine skulder og sprang frem mod dem.

 

Til deres store overraskelse, stoppede hun op og bøjede sig forover. Følte hun sig syg? Det skulle dog hurtigt vise sig at tilfældet var langt, langt værre. Hendes arme hang slapt fra hende og hendes ansigt var vendt mod gulvet. Bittesmå plamager opstod på hendes arme og skuldre, rundt om hendes ansigt og ned langs ryggen. Plamagerne begyndte at arbejde sig ud gennem huden som små pigge og hun vendte sit hærgede ansigt mod dem.

”hahahaha… i tror nok, at da i slog min søster, at i besejrede os? Hvem tror i fik os ud fra dét forfærdelige sted dengang? Mig! Det var alt sammen mig! Marfa er måske klog. Men JEG er den stærkeste!”

 

3 år tidligere i den første dimension – før flugten

 

”ja mester!” sagde de tre sirenesøstre flot i kor. De havde gjort det i årevis.

De fulgte ordrer fra ’mesteren’ uden tøven. Hvis han bad om vin, fik han vin. Hvis han bad om musik, han fik musik. Hvis han bad dem smide tøj, smed de tøjet.

Hverdag.

Slavehandel i den første dimension var selvfølgelig ulovligt. Men enhver nobel eller rig person med respekt for sig selv, havde mindst 1 slave. Claremon anholdte dem der ejede og solgte slaver, men dimensionen var stor og det er svært at holde styr på alt sort handel der forgik bag om ryggen på Claremon.

 

Deres mester var en tyran. Han myrdede og tævede sine ansatte og slaver og der var intet de kunne stille op. Hvis nogen prøvede at afsløre ham, tog han blot telefonen og ringede efter Claremon. Han ville anmelde en ’’indbrudstyv og morder’’ og Claremon ville komme og hente omtalte person. Eftersom han var nobel, ville en person der prøvede at myrde eller stjæle fra ham, blive dømt til døden. Selvfølgelig ville de stritte imod og prøve at fortælle hvad ’Mesteren’ var ude på men det blev anset som et forsøg på at slippe uden om sin straf.

Akilina, Marfa og Sofya havde alle gennem årene været dette bæsts ofre.

’Mesterens’ seneste påfund havde været et nyt farveserum han havde fået fingrene i. Dryppede man det i øjnene, ville der ske en kemisk reaktion der ville farve øjet, i den ønskede farve man valgte. Han havde farvet Akilinas blå øjne lilla og Sofya… ja lad os bare sige at Sofya ikke kunne tåle stoffet.

Sofya led i mange, mange dage mens serummet ætsede hendes øjne. Nu gik hun rundt med bandager viklet hele vejen rundt om hoved og øjne. Akilina og Marfa var konstant nødt til at hjælpe hende frem og tilbage. Hvis Sofya blev overflødig, ville hun enten blive solgt som sexslave eller slået ihjel. Så de holdte hende i gang og gav hende lette opgaver hun kunne løse på trods af hendes handikap. Det viste sig at serummet ikke var testet og ’Mesteren’ besluttede sig for, at han ikke ville have flere blinde personer ansat, så han smed det ud. Akilina kunne også have mistet synet. Hun var heldig.

 

 

Sirenerne havde fået fri for den dag og de gik mod deres soveværelse. Men i stedet for at gå op ad trappen og op på første sal, gik de nedenunder til kælderen, hvor de havde planlagt deres flugt. De havde fået nok. Nede i kælderen var deres allierede.

”Inna Kir” hilste Marfa de tre andre sirenesøstre med et nik. Inna Kir havde selv været noble, før de blev fanget og solgt som slaver. De var købt af mesteren omkring et år før Marfa, Sofya og Akilina og de blev hurtigt venner samtidig med, at de beskyttede hinanden for de rædsler, de blev udsat for gennem årene. Disse sirener var umådeligt højt begavet og var arvetagerne til den første dimensions, førende elektronik producent. De havde lagt en slagplan for deres flugt.

De ville stjæle nøglerne til Mesterens personlige køretøj og køre klods mod porten. Porten ville blive brudt op og de ville køre til en by langt, langt væk og disse vognen dér. Derefter ville de kontakte Inna Kirs familie som ville komme og hente dem.

 

”okay Marfa, du afleder Mesteren mens jeg stjæler nøglerne. Akilina, du fører Sofya ned af trappen til mesterens køretøj i kælderen og venter på os dér. Mine søstre vil stå til rådighed hvis noget ikke går efter planen. Nogle spørgsmål?” Spurgte Inna Kir’s ældste søster.

Ingen sagde rigtig noget men det var tydeligt, at der var en trykket stemning mellem sirenerne.

”udmærket. I morgen… i morgen vil vi være frie..”

Sagde hun og vendte sig mod døren sammen med sine søstre.

”..eller døde.” afsluttede hun inden de forlod rummet.

 

Næste morgen, efter de daglige pligter, mødtes Marfa og Inna Kir uden foran Mesteren arbejdsværelse. De sagde intet, men nikkede en enkelt gang i forståelse og gik i gang med deres plan. Marfa drejede om hjørnet og trådte ind i mesterens personlige kontor. Han sad bag sit skrivebord og var i gang med at afslutte en telefonsamtale og ryge en cigar da Marfa trådte ind.

”ja, det siger vi. Ja, farvel.” Sagde han og lagde røret på inden han så op.

”ja, hvad vil du, Marfa?” røgen fra hans cigar lettede dovent til vejret og Marfa kunne ikke gøre andet end at ønske, at tobakken slog ham ihjel.

”M.. mester. Vil du købe mig en kjole? En rigtig flot en?” spurgte hun drømmende, mens hun pillede ved sine negle og bed forførende i sin underlæbe. Mesteren behandlede dem som slaver, men han elskede at se sine små sexede sirener, i afslørende tøj. Han smilede et fornøjet tandsmil og vinkede hende over til sig.

”Det kan ikke helt afvises..” sagde han og satte hende på hans skød.

”men du ved udmærket godt at intet er gratis. Hvis du vil have jeg skal gøre noget for dig, må du gøre noget for mig.” hans hånd strøg over Marfas lår og endte ved hendes perfekte bagdel, hvorefter han gav hende et lille klem.

Marfa vidste udmærket hvad hun skulle gøre. Hun rejste sig fra Mesterens ben for derefter at gå ned i knæ foran ham.

 

Samtidig havde Inna Kir’s ældste søster stået udenfor og luret. Hun var nu nede på alle fire og kravlede hen bag ved mesteren, der blev distraheret af Marfa. Hun var ikke længere frastødt af sceneriet foran hende. De havde jo alle gjort det i så mange år. Hun åbnede forsigtigt skuffen på Mesterens skrivebord og fiskede forsigtigt et nøglebundt ud.

Uheldigvis klirrede nøglerne og mesteren vendte hurtigt hovedet og så vredt på hende.

”du!” sagde han med hævet stemme.

”Marfa! LØB!” råbte hun.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...