En verden til forskel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2012
  • Opdateret: 25 aug. 2015
  • Status: Igang
En ung pige vil gerne gå på den eneste magiske skole i hele verden. Men magi er ikke ment til at blive udøvet af kvinder. Og hvad gør man så? Hun beslutter sig for, at klæde sig ud som dreng og tilmelde sig. Men hvad gør hun når hendes venner på skolen opdager hendes beskidte lille hemmelighed? Eller når de finder ud af, at hun besidder større evner end drengene?

306Likes
440Kommentarer
23065Visninger
AA

25. Mændene har magten

 

175 år tidligere i den første dimension. – skummel bygning.

”jeg vil hjem til mor og far!” hulkede Sofya mens Marfa lagde beskyttende armen rundt om sin grædende søster.

”hvor er vi?” spurte Akilina nervøst de andre sirenebørn.

En ung dreng trådte frem fra mængden.

 

”vi… vi ved det faktisk ikke selv. Men vi ved så meget, at vi alle er blevet kidnappet af mændene i kappe. De taler ikke til os. De kommer bare ind 3 gange om dagen og giver os mad. Engang imellem kommer de med flere børn og låser dem inde her hos os. Vi ved ikke rigtig hvorfor.”

Drengens øjne fyldtes med tåre.

”vi ved ikke engang hvilken dag det er… vi… *snøft* vi vil også bare gerne hjem”

Sofya, Akilina og Marfa så sig forsigtigt om. Der var ingen vinduer i rummet, en doven pære blinkede med jævne mellemrum i loftet og stedet lugtede jordslået. Så vidt de kunne se var ingen af børnene mere end 10 somre gamle. Mange af dem havde laset tøj på der sikkert havde været spritnyt og moderne for nogle måneder siden. Det så ikke ud til, at de havde skiftet tøj siden de kom.

Marfa samlede sig mod til igen at stille spørgsmål.

”er der nogen måde for at komme ud herfra?”

 

”tror du at vi stadig ville være her hvis det var tilfældet?” sagde en stemme fra en mørk krog af rummet.

Det var til deres overraskelse en dreng der var ældre end de andre. Hvis Marfa skulle bedømme hans alder ville hun mene, at han var 14 eller 15 somre gammel. Han stod lænet op ad muren i mørket så de havde ikke bemærket ham før nu. Han gav dem et chok.

Han flyttede sig væk fra muren og gik med hænderne i lommerne hen mod de tre søstre.

”vil i gerne vide hvorfor vi er her? Så skal jeg fortælle jer det!” sagde han hårdt.

”sky!” advarede en pige med blå kjole, ham.

”jeg har allerede fortalt jer det! vi er jo selvfølgelig blevet kidnappet for at blive trænet til at blive udsendt i krigen!” vrissede han.

”det kan du jo ikke vide, Sky!” argumenterede hun.

”hvad kan grunden ellers være? Vi er sirener! Vores tiltræknings kræfter over for det modsatte køn ville kunne lægge flere dimensioner ned!” nærmest råbte han og gik helt tæt på den lille piges ansigt.

 

”men…” lød det fra Sofya.

”er vores tiltrækningskræfter ikke forbudte? Det er jo ulovligt at udøve sådan en form for sirenemagi!” spurgte hun med bævende stemme.

 

Sky rejste sig op i sin fulde højde og tårnede sig over hende.

”tror du at love gælder i krig?” spurgte han stilfærdigt.

Sofya kunne ikke fremføre et ord mere. Hendes øjne fyldtes igen med tåre mens hun så ind i Sky’s øjne. Hun så kun én ting i hans blik.

 

Håbløshed.

 

Marfa trådte frem og skubbede Sofya beskyttende om bag sig.

”der MÅ da være en måde! Det må der være!” blev hun ved.

Sky kiggede først op mod loftet. Så tog han en dyb indånding gennem næsen og pustede kort efter ud igen. Derefter vandrede hans blik fra Marfa og over til døren.

”vi har.. prøvet at slippe væk når de kommer med mad. Men de kender alle de måder vi kunne finde på at stikke af på. Vi har prøvet at snige os ud ved at gemme os bag ved døren, men på den anden side står der 2 mænd med hunde. Vi prøvede engang at bruge vold men vi fik ikke andet ud af det end, at vi kom til skade. Hvis vi prøver på at slippe ud straffer de os ved, at vi ikke får vi ingen mad i nogen dage.” han så tilbage på Marfa.

”desuden er ingen af os gamle nok til at udøve magi endnu… vi har prøvet alt.” Han trak undskyldende på skuldrene.

Marfa stod lidt og tænkte.

”så.. der er ikke noget vi kan gøre?” spurgte hun.

 

Hvis Sky havde tænkt sig at svare så kunne han ikke, for i samme sekund blev døren åbnet.

 

Den sorte dimension – skolens kantine

 

”Tabt? Er du nu ikke lige lovlig rapkæftet, barn?”  Spurgte Sofya.

Charles smilede overlegent. Han var ikke typen der udviste respekt for andre personer end sin far og faderens samarbejdspartnere.

Han havde en strategi, han havde et mål, han havde styrken. Nu skulle han bare lade være med at lave fejl. Hvis han ikke var hurtig nok eller hvis sirenen regnede hans plan ud for tideligt, ville det sikkert gå galt. Han kunne ikke bare kaste sig ud i det. Han havde brug for en afledning af en slags. Men hvad?

 

I samme øjeblik lød der et kæmpe rabalder over fra køkkenet. Lysegrønne gnister fløj omkring, forheksede drenge skreg for så derefter alle sammen, at falde bevidstløse om på gulvet der af en eller anden grund var vådt. Tilbage stod én person med hue på og sin katél i hånden.

 

Jacob.  

 

Få minutter før havde hun siddet på gulvet inde i køkkenet og sat papirklips sammen med en overmenneskelig fart. Der var dog ikke så mange papirklips som hun havde håbet på, men det måtte gå an.

Hun gik over til håndvaskene og fandt et par plasticspande under dem. Hun fyldte 3 styks op med vand og slæbte dem med besvær over til lågen til køkkenet.  Forsigtigt og lydløst skubbede hun dem ud af selve køkkenarealet og ud i kantinerummet hvor en stor gruppe forheksede elever stod og overværede kampen når de i virkeligheden skulle holde øje med hende.

Derefter tog hun kæden af papirklips og kastede halvdelen ud mod de forheksede. Hun ville ikke være i nærheden af dem når hendes plan blev sat i værk. Resten af kæden bredte hun ud inde i selve køkkenet, på nogenlunde sikker afstand. Nu er det parat.  Tænkte hun og listede over til spandende igen.

Hun vidste, at når hun var begyndt var der ingen vej tilbage. Så hun skulle være hurtig og præcis. Hun tog fat om kanten på en af spandende og lagde an til at tilte den. Hun stoppede op, tog en dyb indånding og kastede sig ud i det.

Hun skubbede spanden voldsomt så en lille sø af vand plaskede ud på gulvet. Så den næste. Og den sidste, blev de væltet ud i hver sin retning og dækkede en stor del af gulvet med vand.

De forheksede vendte sig om ved lyden netop som vand strømmede ud mellem deres ben og gjorde deres sko, bukseben og kæden våde.

Jacob skyndte sig tilbage ind i køkkenet. Hun vidste ikke hvordan de forheksede ville reagere, men uanset hvad så var hun nødt til at skynde sig.

Nu skal jeg bare ramme kæden med katélen og så.. Jacobs tankestrøm blev afbrudt af, at hun snublede over sine egne ben og landede på flisegulvet med et hårdt bump.

”arh” udbrød hun da hendes skulder og hofte slog mod gulvet.

Hun så op. De forheksede begyndte at gå over mod køkkenindgangen. Vand plaskede op fra deres skridt og ramte buksebenene på hinanden. Nej.. NEJ! Tænkte hun rædselsslagen. Hun rullede om på ryggen så hun kunne få fat i sin katél. De kom nærmere. Skynd dig nu. hurtigere. HURTIGERE! Pressede hun sig selv i sine tanker mens hendes hånd lukkede sig om pistolen. Hendes blik søgte febrilsk gulvet efter den lille kæde af papirklipser. De var nu næsten henne ved indgangen. Hvor er den? Hvor er den?

 

Der!

 

Kæden lå slapt på gulvet omtrent 2 meter fra hendes ansigt. Hun sigtede på den, stadigt liggende og pressede aftrækkeren i bund.

Den lysegrønne gnistrende sky for mod kæden. Jacob vendte hovedet mod de forheksede. Bare det nu ikke er for sent.

 

Skyens gnistre tog fat i kæden og løb blev ledet med og ud af køkkenet hvor den blev ledet ud i vandet og alt den var i kontakt med, inklusiv de forheksede. De skreg og rystede kort indtil de faldt bevidstløse om på gulvet.

Det… det lykkedes! Hun rejste sig op og gik over til lågen. Hun kunne se Charles stirre på hende. Først overrasket. Derefter som om hans blik sagde: godt gået.

 

Afledning! Tænkte Charles. Jacobs lille stunt var måske dumt. Men det var præcis lige hvad han havde brug for lige nu.

Lynhurtigt havde han taget sigte mod Sofya og affyret en pil mod hende. Sofya vendte hovedet mod ham og så pilen styrte lige mod hende. Hun prøvede at springe til siden, men for sent. Pilen strejfede hendes hals og fortsatte sin bane videre ud i rummet.

NU! tænkte Charles. Mens hun er ude af balance. Han vidste, at hun bare ville kunne undvige hvis han skød direkte mod hende. Men hvad med et indirekte angreb? Charles havde jo erfaret, at hans pile prellede af på væggen når han tilføjede mere minévanah til spidsen af sine pile. Og josh havde jo været så elskværdig at efterlade adskillelige huller med masser af vinkler i. Hvis han ramte et af de huller helt rigtigt ville han kunne ramme sirenen indirekte og hun ville have sværere ved at bedømme hvor angrebene kom fra. Hun forventede jo at de kom direkte fra Charles som de hele tiden havde gjort.

Han sigtede så igen på hende. Sofya stod allerede parat til at undvige. Charles aflæste hendes kropssprog og beregnede hvilken retning hun ville springe i det sekund han slap pilen. Højre.. ca. en meter. Han skiftede så hurtigt retning af buen så den i stedet for at sigte direkte på Sofya, nu sigtede på muren til venstre for ham selv. på få sekunder havde han ændret mål, taget sigte, tilføjet ekstra minévanah til spidsen og sluppet pilen.

Sofya blev lidt overrasket over at den lille streg af minévanah der var Charles’ pil, ikke styrede mod hende men mod væggen til højre for hende. desuden så det ud til at pilen have en koncentration af minévanah ude i spidsen, som gav den et kraftigere skær. Hvad har drengen gang i? nåede hun at tænke før pilen nåede hen til væggen og pludselig ændrede sin bane til at gå direkte mod hende.

Pis! Hun havde bare stået og gloet hele tiden. Hun burde have brugt tiden på at ændre fodstilling. Per automatik sprang hun nemlig den vej hendes fodstilling havde stillet sig parat til. Men hvad betød det at springe den vej når pilen alligevel stadig ramme en?

 

Charles stod og så pilen skyde gennem luften for først at ramme hullet i væggen, til at skyde direkte mod sin fjende. Charles ville nyde at se frygten male sig i ansigtet på den arrogante sirene, nyde at se hende indse at hun intet kunne stille op, nyde at han vandt en runde. Desværre var han nødt til at forberede sig på næste angreb. Han spændte igen sin bue og sigtede atter på Sofya.

 

Sofya var rædselsslagen. Hun var ikke sikker på hvor pilen ville ramme hende. Hvad hvis det var i ansigtet? i øjet? I hjertet? Hun havde ikke været så bange for at blive såret i mange, mange år. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...