En verden til forskel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2012
  • Opdateret: 25 aug. 2015
  • Status: Igang
En ung pige vil gerne gå på den eneste magiske skole i hele verden. Men magi er ikke ment til at blive udøvet af kvinder. Og hvad gør man så? Hun beslutter sig for, at klæde sig ud som dreng og tilmelde sig. Men hvad gør hun når hendes venner på skolen opdager hendes beskidte lille hemmelighed? Eller når de finder ud af, at hun besidder større evner end drengene?

308Likes
440Kommentarer
23700Visninger
AA

26. Mændene har magten (del to)

 

175 år tidligere i den første dimension. – skummel bygning.

 

 ”jamen vi har da lige hentet tre? Hvorfor skal vi sende dem af sted nu?” spurgte den ene af de to kappeklædte mænd der trådte ind i rummet. Den anden, der så ældre ud og havde gråt skæg svarede.

”du er ny her, ikke? Vi har opfyldt kvoten så nu skal vi levere varen. Det er så enkelt.” han henvendte sig derefter mod flokken af forskræmte sirenebørn og hævede stemmen lidt.

”okay hør efter unger! Vi har tænkt os at flytte jer til et andet sted, så vi vil have jer til i god ro og orden, at forlade dette lokale og følge gangen til venstre, indtil i kommer hen til døren for enden af gangen. Derefter vil der være nogle fyre, der vil hjælpe jer gennem døren og ind i en bil med stort rum bagi.” han holdte kort pause i tilfælde af at ungerne ville stille spørgsmål.

De så dog ud til at være alt for bange til at sige noget. Det var også bedst sådan. Han brød sig generelt ikke om børn og han ønskede ikke at føre en samtale med et. Han fortsatte.

”og i skal ikke prøve at stikke af. Hvis I prøver på at løbe, slipper vi vores glubske og farlige hunde løs og så bider de jer!” sagde han og frydede sig over rædslen i deres små tårevædede øjne. Han hævede stemmen en tak til.

”ER DETTE FORSTÅET?”

De forskrækkede sirener nikkede alle ivrigt. Undtagen Sky. Han ignorerede den gamle mand så godt han kunne.

Den gamle mand med det grå skæg vendte sig derefter til sin makker og signalerede ham ved at nikke kort. Den yngre mand åbnede døren og trådte til siden så børnene kunne gå gennem den.

Sofya holdte godt fast om sin søsters arm. Hun var rædselsslagen. Hun så op og så at Sky gik lige ved siden af hende. Hun var lidt bange for ham, men følte også noget andet for ham. Dog vidste hun ikke hvad det var for en følelse. Han var stærk. Hun ville også gerne være stærk. Hun rakte ud efter ham med den ene hånd, mens den anden stadig holdte godt fast i sin søster, og trak ham i ærmet.

Sky så spørgende ned på hende.

”skal vi i krig nu? skal vi dø?” spurgte hun ham sørgmodigt.

 

Den sorte dimension – skolens kantine

Sofya tog sig sammen. Det eneste hun skulle gøre var at flytte sig lidt baglæns! Og så ville hun være ude af pilens bane. Bare et lille læn bagover. Hun skulle lige til at reagere da endnu en pil kom susende mod hende fra menneskebarnet. Så nu kom der et angreb fra både hendes højre og hendes front. Han.. han regnede ud hvad jeg havde tænkt mig at gøre? Tænkte hun inden en pil borede sig ind i hendes højre arm og kort efter endnu en i hendes venstre lår.

”ARH!” skreg hun. Mit ben! Min arm! Det gør ondt! Det gør ondt!

 

Marfas øjne blev fyldt med raseri. Hun skulle lige til at rejse sig for at løbe over og rive både arme og ben af det uforskammede lille kryb, der lige havde såret hendes søster, men hun blev stoppet af sin søster Akilina, der tog fat om hendes hånd.

”søster, jeg ved hvordan du har det, men hvis du løber over og gør en ende på det, vil menneskene tro, at vi er svage eftersom vi er nødt til at være to eller flere sirener til at dræbe ét menneske. Og oven i købet et barn!” sagde Akilina indtrængende.

Marfa kunne ikke lide det, men hun havde ret. Hvis hun løb over og gjorde en ende på det ville denne verdens mænd se dem som svage kvinder. Og hvis de først troede at de var svage, ville de garanteret reagere ligesom de mænd fra fortiden, der havde behandlet hende og hendes søstre så grufuldt. De minder, var begravet dybt i hendes sjæl og lod hende aldrig få fred. Mareridt hjemsøgte hende næsten hver nat og gåsehud krøb sig gennem hendes ellers silkeagtige hud hver gang hun tænkte på det.

Til sidst besluttede hun at sætte sig ned og vente for at se hvordan situationen ville udvikle sig.

 

Charles vidste godt at Sofyas opmærksomhed ikke ville være afledt særlig længe. Han skyndte sig at række armen over skulderen for at tage fat om endnu en pil da en voldsom smerte i mellemgulvet ramte ham som et knytnæveslag. Han tabte pilen mens knive af smerte jog gennem det sår som Sofya havde lavet i hans mave tideligere i kampen. Han tog sig såret og hev efter vejret. Han var måske intelligent. Han var også temmelig stærk i forhold til sine skolekammerater, men når det kom til stykket var han jo kun et barn. Og fra den ene dag til den anden, at gå fra at være en fredelig studerende til en kampklar mindreårig kriger var ikke noget man på nogen måde kunne være fysisk eller mentalt forberedt på.

Sofyas vrede mod dette barn... denne… pestilens!! Opbyggede sig sammen med smerterne. Hun afskyede dette modbydelige kryb der stod foran hende. Hun ønskede at gøre ham ondt. Dræbe.. dræbe… myrde dette lille ubetydelige monter på den mest grufulde måde!!!

Ovre hos hendes søstre begyndte Marfa ligefrem at sitre med gylden energi af raseri. Akilina udviste derimod mere kølighed end sin storesøster. Hun sad og snoede sit gyldne hår om sine blege bløde fingre mens hun nøje overværede kampen. Ingen af dem lagde dog mærke til den lille cylinder der ganske let rørte ved Marfas albue.

 

Sofya kiggede op og så en klump af minévanah der repræsenterede hendes modstander der vred sig i smerte. Hun sydede af længsel efter at påføre ham mere skade. Mere smerte. Mere elendighed. Dødødødødø! Tænkte Sofya da hun fór frem for at gøre en ende på det med ét dræberhug.

Hun holdte den sylespidse aflange isklump faretruende over sit hoved mens Charles først nu blev klar over, at han blev angrebet og så op. Han spærrede øjnene op i rædsel. Han var udmærket klar over, at det var for sent at undvige eller angribe. Han kunne ikke gøre andet end at se til mens denne kvinde… dette utroligt smukke uhyre, tog livet fra ham med blodtørst i blikket.

Sofya kunne ligefrem forstille sig Charles blik i øjnene. Et glimt en af hendes kære engang havde vist hende.

 

”Sky.”

 

175 år tidligere i den første dimension. – skummel bygning.

 

Sky vidste ikke hvad han skulle svare. Han så bare ned på hende med et håbløst ansigtsudtryk og halvåben mund som om, at hvis han bare åbnede munden ville svaret nok komme ud. Der kom dog intet.

Gangen de kom ud til fyldtes med en kvælende stank af våd hund og sved. De store kappeklædte mænd gennede dem hen mod den åbne dobbeltdør der førte ud til en form for gammel varevogn der holdte tæt op ad døråbningen. Frygten og angsten sad helt oppe i halsen på Sofya og mens hun klyngede sig til sine søstre med al sin magt.

Inde i varevognen var der forfærdelig varmt og en stank af pis rev i næseborene på Sofya, der mest af alt lige så godt kunne tisse i bukserne af skræk, hvis hendes blære havde været fyldt på det tidspunkt. Flere af børnene græd da køretøjet satte i gang. Sky sad over i et hjørne og hvilede sin pande mod sine knæ mens armene lå beskyttende omkring hans hoved.

Han havde fortalt hende, at de nok ville blive sendt i krig. Men han tog fejl. At blive sendt i krig ville have været en langt bedre skæbne for disse stakkels sjæle. I en krig ville man sikkert få en hurtig død. Der hvor de skulle hen ventede en meget, meget længere og pinefuld skæbne.

 

Den sorte dimension – skolens kantine

 

Charles vidste godt, at denne sirene muligvis ville være den sidste ting han så inden han døde. Dog fangede en grøn sky bag sirenen hans blik. Han faldt bagover da Jacobs skud ramte Sofya direkte i ryggen. Isklumpen i hendes hånd fór dog stadig mod Charles. Han skreg kort inden isklumpen ramte ham.

 

Det blødte. Det gjorde ondt. Han var ramt i ansigtet.

En tynd streg af blod løb ned over hans ansigt og dryppede ned på hans uniform. Han holdte, hånden op til sit venstre øje, hvor Sofyas isklump for kort tid siden, havde lavet et lodret snit ned over. Såret var overhovedet ikke dybt og havde ikke skadet hans øje. Dog var der lavet et sår fra over hans øjenbryn, ned over øjenlåget og til kinden. Det gjorde ondt. Det gjorde så vandvittigt ondt, at han troede han skulle kaste op.

”Fuck fuck fuck FUCK!!!” skreg han og både smerte og vrede.

 

Få minutter før, havde Jacob i al postyret sneget sig om bag sirenerne og gemte sig ved hjælp af kasserne, da en tanke strejfede hende, ved synet af Marfa der sitrede med synlig energi. Hvad hvis min katél kan oplades af DEN energi? Tænkte hun. Hun kunne få et meget stærkere våben og sikkert en bedre chance over for disse væsener. Problemet var dog, at hun ville blive nødt til at røre direkte ved sirenen med katélens cylinder for, at få den opladt.

 

Hun var bange for disse væsener. Hvis de opdagede hende ville de bare vende sig en halv omgang og dræbe hende uden så meget som, at behøve at rejse sig fra stolen. Hun var i en indre kamp. På den ene side ville hun helst gemme sig til det hele var overstået. På den anden side ville hun gerne hjælpe Charles. Hun kiggede frem fra sit skjulested. Jeg får måske ikke muligheden igen… Marfa kan falde ned om få minutter og så ville jeg ikke kunne stjæle hendes energi… HVIS det da er muligt.  

Hun tvang sig selv til at stoppe sin tankestrøm og gik til handling. Hun trak begge sine katéler. Hun besluttede sig for, at hvis hun blev opdaget skulle det i hvert faldt ikke være ubevæbnet.

Da hun nåede hen til Marfa skruede hun cylinderen af den svageste katél og så minévanah energien forsvinde ud gennem hullet. Hun ville hellere ofre muligheden, for at uskadeliggøre flere skjulte forheksede, end at blive opdaget af blodtørstige magiske væsener, kun udrustet med et svagt våben.

 

Hun havde forsigtigt strejfet sirenens albue med cylinderen så en orangerød stribe af energi løb ind i den lille cylinder. Hun havde samtidigt den anden katél klar. Parat til at angribe.

Da hendes blik flygtigt faldt på Charles da han tabte en pil og tog sig til sit sår vidste hun, at det ikke ville ende godt. Hun sigtede direkte mod Sofya der rejste sig op og sprang frem mod Charles. Hun trykkede aftrækkeren i bund, så den forårsgrønne elektriske sky, fløj mellem hovederne på Marfa og Akilina og ramte Sofya direkte i ryggen. Sofya rystede mens hendes hånd fór ned og ramte Charles i ansigtet.

 

Marfa og Akilina vendte sig rundt i stolene.

 

”MENNESKE!!” hvæsede Marfa. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...