En verden til forskel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2012
  • Opdateret: 25 aug. 2015
  • Status: Igang
En ung pige vil gerne gå på den eneste magiske skole i hele verden. Men magi er ikke ment til at blive udøvet af kvinder. Og hvad gør man så? Hun beslutter sig for, at klæde sig ud som dreng og tilmelde sig. Men hvad gør hun når hendes venner på skolen opdager hendes beskidte lille hemmelighed? Eller når de finder ud af, at hun besidder større evner end drengene?

306Likes
440Kommentarer
23076Visninger
AA

3. lystig løgnhals

 

Hun stod som forstenet. Var hun kommet for sent? Nej! Det var ikke det. Portalen ville have været åben i mindst en halv time efter at den åbnede. Kunne hun have taget fejl af tiden? Var det for en time siden eller går der først en time fra nu af, til at den åbner? Lige meget hvilken en af dem så var det umuligt for hende at slippe væk nu. Hun havde kun denne ene chance og hun havde forspildt den. Hun begyndte at græde. En strøm af tåre strømmede over hendes kinder og hun vidste at hun aldrig ville slippe væk igen. Denne gang ville han nok straffe hende med hjemmeundervisning og udgangsforbud fremover.

Så åbnede portalen sig foran hende.

Hvad? Portalen? Men hvordan? Og hvorfor var den pink? Havde hun bare talt for hurtigt og var kommet et par sekunder for tideligt? Hun skyndte sig at tage sine ting og træde igennem portalen.

Nu var hun fri.

Portalen var en pink cirkulerende røgsky. Men selv om hun indåndede noget af røgen, blev hun ikke kvalt i den. Det ene sekund var hun ved hovedporten til sin onkels gods, det næste stod hun i en kæmpe vrimmel af portaler og børn. Alle så så glade og spændte ud. Enkelte var nervøse og sky men faldt hurtigt til. Og de var alle drenge.

Drenge fra alle nationer. Der var nogle fra Tyskland på hendes venstre side og der var masser af amerikanere. Huen var varm at have på. Men den var nødvendig. Hendes lange hår som hun ikke nænnede at klippe af, ville afsløre hende. Hun kiggede sig omkring. De var samlet i en stor sal med et podie i den ene ende. Dette måtte være en form for samlingssal. På grund af de mange mennesker var rummet begyndt, at blive indelukket og varmt. Hun tørrede tårrene væk inden der var nogen der så at hun græd. Hun var fremme.

En række voksne der så ud til at være lærere delte nøgler, kort og en del andre vigtige ting ud til eleverne. Hun modtog en nøgle med tallet 161. Hendes værelsesnummer. På kortet stod der at værelserne var på første sal. Stedet var enormt. Hvordan man havde fået råd til så stort et stykke jord i Japan kunne man kun gisne om. Der gik rygter om at det til dels var den amerikanske og japanske regering der donerede til skolen, men hun var nu lidt skeptisk over, at de kun havde to indtægtskilder.

Folk omkring hende begyndte at flytte på sig. De havde fået besked på at de havde en time til at pakke ud i inden de skulle samles igen. Det ville være et for stort besvær at slæbe alle de kæmpestore kufferter med over alt. Hun fulgte med de andre op af trapperne der fulgte ind til utrolig mange rækker af gange og værelser.

Dette var korridorerne hvor eleverne skulle bo de næste par år. Hun gik tætpakket op af en masse børn og kufferter og klaustrofobien begyndte at melde sig. Et par stoppede op for at gå ind på de værelser der var tildelt dem. Det skabte stor trafikprop. Endelig nåede de til 161 og hun skyndte sig derind inden flokken trak hende med videre. Hun åndede lettet op. Hun var fremme.

Hun var endelig sluppet væk, hun… havde en bofælle? Der var en anden person i rummet. Hun havde forventet eneværelse. Nu kunne hun ikke engang være sig selv på sit eget værelse. Det her blev uden tvivl den største udfordring i hendes liv. En dreng der var lidt ældre end hende stod foroverbøjet over sin taske var i gang med at pakke nogle ordbøger ud. Han havde mørkt hår der strittede ud til alle sider med en hvirvel i højre side, han var iført hvid T-shirt og lyseblå faldskærmsbukser.

Han løftede hovedet og så op på hende. Han skubbede sine briller på plads og rakte en hånd frem.

”Hej, jeg hedder Joshua Jackson, men alle kalder mig Josh. Jeg kommer fra Amerika.. jeg er din bofælle.”

Han så temmelig nørdet ud i hendes øjne. Men han var både høj, tynd og havde ingen spor af akne. Det var da altid et plus.

”Hvad hedder du?”

SHIT! Hun havde haft så travlt med at tænke på at flygte at hun overhoved ikke havde tænkt på en falsk identitet! Hvad skulle hun nu gøre? Hun kunne ikke bruge sit eget navn og han ville blive mistroisk hvis hun brugte for lang tid på at svare! Et navn! Så almindligt som muligt! William? Alexander? Tiden rinder ud.

Hun rakte hånden ud og klemte hans.

”Hyggeligt at møde dig Josh.. Mit navn er.. Jacob. Jacob Brown. Jeg kommer fra Danmark.”

Josh tænkte ved sig selv, at det var, dog den grimmeste hue ham Jacob havde på. Den fik ham til at ligne en abe.

”Hej Jacob. Vi må hellere se at komme i gang med at pakke ud. Vi fik jo kun en time inden vi skulle mødes igen. ”

”Nåh ja.” sagde hun og lynede sin kuffert op.

Hun så sig omkring. Værelset var delt op i 2 spejlvendte halvdele med skrivebord, garderobeskab og en seng. Der var et badeværelse til deling. På Joshs side var han begyndt at hænge plakater af solsystemer op og sætte en masse playstation spil på sine hylder. Jacobs side var helt neutral. Det så lidt deprimerende ud. Hun åbnede sin kuffert.

”Wow. Alle dine ting ser helt vildt nye og flotte ud!” sagde Josh.

”Er din familie rig eller sådan noget?”

Hun kiggede ned i sin kuffert. Bunker af nyt tøj, deo’er, og en masse andre ting fyldte kufferten til bristepunktet. Det var alt sammen ting beregnet for drenge.

”Egentlig ikke.”

Hun havde brugt mange, mange dage på at købe dem i smug. Og en stor mængde af hendes nødopsparing. Der var næsten intet tilbage nu. Men det havde været det hele værd.

Jacob puttede sit nye tøj ind i skabet da hendes blik faldt på sin bofælle Josh.

”Du, Josh?”

”Ja?”

”Du siger at du kommer fra Amerika, men du ligner mere en asiater”

”Åh, det er fordi min mor oprindeligt er her fra Japan. Da hun mødte min far tog hun med ham til Amerika og senere fik de mig.”

”Det lyder romantisk, kommer du ikke til at savne dem nu hvor du er så langt væk dem?”

Han stivnede.

”Vi.. taler faktisk ikke rigtig sammen mere.”

”Hvorfor ikke?” spurgte hun.

”Det er… kompliceret… hvad med dig? Savner du din far og mor?”

”Øh.. de..” hun tav.

”Åh, undskyld.. det var ikke..”

”Nej, nej! Det er okay! Jeg er kommet mig over min mor og min far har jeg aldrig kendt.. jeg bor hos min onkel nu.”

”Savner du ham?” spurgte Josh.

”Det er kompliceret.” sagde hun ligeud.

De grinede. Længe.

”Du en fin fyr Jacob. Vi skal nok blive gode venner.”

Resten af den time brugte de på at pakke ud. Hun var næsten helt færdig da en stemme fra højtalerne ude på gangen sagde:

”Så er tiden gået. Alle elever bedes melde sig i forsamlingssalen om 10 minutter.”

Josh begyndte at gå hen til døren.

”Kom Jacob.”

”Jeg er lige bag dig.” sagde hun og fulgte efter.

De gik ned gennem gangen og trafikproppen hobede sig op efterhånden som flere og flere elever kom ud af deres værelser. 10 minutter senere var alle elever samlet i samlingssalen. Der var opstillet oceaner af lange borde og mad. Hvordan de havde båret sig ad med at stille alt det op på en time måtte guderne vide.

”Kom Jacob, jeg har fundet pladser til os.”

”Okay, Jeg kommer”

De satte sig og folk begyndte at spise. Det var åbenbart lokal mad der blev serveret her, for det meste var ris, fisk og forskelligt tilberedte grønsager.

”Mmh! Sushi! Jeg elsker bare kinesisk mad!” sagde hun og tog en sushirulle med rejer i munden.

”Det japansk.” rettede Josh hende.

”Hvad er forskellen?” spurgte hun.

Josh slog sig for panden og noterede bag øret at denne her fyr ingen sans for geografi havde. Gad vide om han overhoved var klar over at han befandt sig i Japan.

Pludselig hørtes der en dyb stemme rungede fra højtalerne i salen.

”Lyt efter alle elever!”

Alle så op på scenen hvor en ung mand stod iført jakkesæt. Han var omkring de 20, muskuløs af bygning og havde mørkeblå øjne. Hans hår var kulsort, kort og sat op med gele. Jacob var ved at dåne over den skønhed der stod oppe på scenen. Men lod det ikke vise på sit kropssprog. Dog sank hun en klump.

”Mit navn er James og jeg er jeres rektor. Jeg vil først og fremmest byde jer alle velkommen og håber, at I får mange gode oplevelser og minder gennem jeres ophold her og.. ja?”

Der var en eller anden taber med store fortænder og opsvulmet overlæbe på forreste række der, meget insisterende (og larmende), havde rakt hånden op og lavet en mærkelig lyd samtidig.

”Spørgsmål! Hvordan har du tænkt dig at undervise os i magi? For ærlig talt havde jeg aldrig troet at jeg besad nogle evner før jeg tog testen”

En masse elever begyndte at tale indbyrdes sammen og larmen begyndte at stige.

”Ja, hvordan?”

”Bruger han en magisk trylleformular?”

”Jeg tror ikke på at han kan.. mine forældre tvang mig til at gå her”.

”STILHED”

James havde ikke hævet stemmen men han kunne på en eller anden måde få sin stemme til at lyde høj. Han talte stilfærdigt som han havde gjort hele tiden.

”Med de her.” sagde han og tog noget ud af inderlommen på sin jakke.

Det var en sølvkæde med en lille cylinder for enden hvor der stak en aflang form for slebet sten ud af. Stenen var mørkegrøn og klar. Det var en halskæde. Den var smuk.

”I har aldrig lagt mærke til jeres evner fordi de er forseglet dybt inde i jer hele tiden. Den er ikke synlig, vejer ikke noget og kan normalt ikke udøves af folk fra jeres verden.”

Der gik lidt tid før Jacob indså hvad han mente med ''jeres verden''. For et par år siden så hun i nyhederne at et hul i himlen havde åbnet sig og en skikkelse kom ud af den. Det var en ung mand med kulsort hår. Det var James. Først havde man troet at han var en alien og havde forsøgt at skyde ham ned. Men han undveg og flygtede til hvem ved hvor. Henover samme år havde han stoppet en lang række naturkatastrofer.

Slukket skovbrænde, taget pusten fra orkaner, ledet tunge regnskyer væk fra områder hvor der ellers ville være kommet talrige vandskader og oversvømmelser. Inden man vidste af det var han udråbt til folkehelt og militæret holdt op med at jage ham. I stedet gjorde paparazzierne.

Hendes personlige favorit var dengang han stoppede en tsunami ved en turistbefolket kystlinje. Et tv-hold var i gang med at interviewe nogle lokale surfere da tsunamien begyndte at nærme sig. Der havde været jordskælv længere ude på havet, men man mente ikke, at der ville opstå en tsunami af det. James havde fløjet (seriøst! Han havde vinger!) ind over stranden og havde svinget med arme og ben i luften som i en eller anden kung fu film mens hans bevægelser lyste op i hvide skær. Lidt ligesom når man svinger en stjernekaster.

Kæmpemæssige mængder af sand, jord og sten havde hobet sig op i en kæmpe mur foran kysten. Man kunne se hvordan han kæmpede med at holde muren på plads mens bølgerne gentagende gange hamrede mod muren. Ikke én person var såret under den tsunami.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...