En verden til forskel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2012
  • Opdateret: 25 aug. 2015
  • Status: Igang
En ung pige vil gerne gå på den eneste magiske skole i hele verden. Men magi er ikke ment til at blive udøvet af kvinder. Og hvad gør man så? Hun beslutter sig for, at klæde sig ud som dreng og tilmelde sig. Men hvad gør hun når hendes venner på skolen opdager hendes beskidte lille hemmelighed? Eller når de finder ud af, at hun besidder større evner end drengene?

306Likes
440Kommentarer
23129Visninger
AA

27. Kryster

 

Hun vidste jo godt at dette ville ske. Hun vidste dog også, at hvis hun ikke havde handlet havde Charles sikkert mistet livet. 

Men nu var hendes eget liv i fare. Stor fare.

 

 

Hun fik nøjagtig 4 sekunder til at undvige de lange fingrenegle fra en stiktosset lyshåret sirene med lillafarvede øjne. Jacob vaklede baglæns, mens hun holdte sin tommelfinger for hullet på den lille cylinder, i hendes hånd. Stirrende ind i disse to sæt blodtørstige og ekstremt vrede blikke, følte hun at hendes egen død var nært forestående.

 

Hvad skal jeg gøre? Løbe? Kæmpe? Mennesker har gennem evolution udviklet instinkter. I situationer hvor man står over for en stor fare har man enten valget at stikke af eller kæmpe. Krybdyr instinktet er det der får os til at blive og stå op mod det der truer en, mens pattedyr instinktet er det der får dig til at løbe for dit liv.

 

 

I det øjeblik blev Jacobs krop pumpet op med adrenalin og en overmenneskelig styrke gav hende mulighed for..

At flygte.

 

 

Bange. Såret. Stresset. Udmattet. Alt dette var følelser der løb gennem hende da hun valgte at løbe udenom sirenerne, gennem rummet og ud af kantinen.

Hun efterlod Charles, der så modigt havde stået op mod disse skabninger. En kamp som HUN havde fået ham til at kæmpe.

Hun efterlod Josh, der såret lå inde i køkkenet og kæmpede for at holde sig i live. Josh, der af sit hjertes godhed havde ofret sig for at beskytte sin veninde og sit livs kærlighed. 

Hun efterlod alle sine forheksede venner. De alle var ofre for sirenerne og var tvunget til at følge deres befalinger og angribe deres egne venner. Dem havde HUN slået bevidstløs og bare efterladt i sirenernes nåde.

Hun havde efterladt James, der af kærlighed til sine elever ikke havde skadet dem og derfor ikke var i stand til at besejre sirenerne. Det var HENDE der havde fortalt sirenerne hvor nøglen var og fortalt dem hvor de kunne finde elektronik…

 

 

Det var hende der løb sin vej og efterlod alle de personer der var villige til at ofre alt, men som hun havde svigtet og som hun nu svigtede igen. Det hele er min skyld. Tænkte hun mens hun løb ned gennem gangene med tårrene strømmende ned over kinderne. Det hele er min skyld!

Hun bebrejdede sig selv alt det der var sket.

 

 

Charles så med sit ene gode øje hvordan Jacob var løbet udenom sceneriet og derefter stukket af. det passede ham fint, at knægten ikke længere var i vejen og bragte sig selv i unødig fare.

Dog kunne han ikke lade være med at tænke. Kujon.

Han blødte voldsomt fra maven og hans øje gjorde så ondt at det vendte sig i ham, men han vidste samtidig at, hvis han ikke skyndte sig at rejse sig op ville han være sårbar og sirenen ville have endnu en mulighed for at skade ham. Med den ene hånd for øjet og den anden støttende til gulvet fik han med besvær rejst sig op og tog sin bue op i hånden.

For foden af ham lå Sofya på jorden. Hun var faldet med panden først lige ned i gulvet med utrolig fart og kraft, hvilket havde slået hende bevidstløs. Tænk at en så farlig og stærk person kan se så fredfyldt ud når hun sover. Tænkte han og skævede over til Akilina og Marfa. De var heldigvis ikke fulgt efter Jacob, men de var stiktossede og så ud til, at de nærmest stod klar til at dræbe den næste ting der bevægede sig.

Charles ville fortrække hvis han kunne overtale sirenerne til et kompromis hvor de gik hvert til sit for at slikke sine sår og forberede sig lidt bedre, men vidste udmærket godt, at de på ingen måde lade dem overleve dette med deres gode vilje. I stedet besluttede han sig for at skifte taktik og i stedet udnytte deres følelser. Han ønskede på ingen måde, at situationen skulle udvikle sig på denne måde. Og han var ikke stolt over det han nu havde besluttet sig for, at han skulle til at gøre, men det var nødvendigt hvis han alene skulle beskytte hele denne verden.

Han tog atter en pil fra sit hylster og spændte sin bue. I en hver anden situation ville han nok have skudt efter Marfa og Akilina, men i dette tilfælde sigtede han mod den bevidstløse blinde sirene, Sofya.

 

 

Ude på gangen stoppede Jacob langsomt op af udmattelse. Hun brugte sin ene frie hånd til at støtte sig op ad væggen. Hun pustede og stønnede. Hun var ikke sikker på hvor langt hun var løbet så hun så sig omkring. Hun var i korridoren der førte hen til indgangshallen. Hun var rendt samme vej tilbage som de var kommet.

En forfærdelig følelse stak hende i maven og brystkassen.

Skam.

Hun skammede sig forfærdeligt over at være sådan en kryster. Hun havde ladet sin frygt løbe af med sig og bare rendt sin vej… som en hund der stikker halen mellem benene. Tænkte hun.

Hun så sig kort tilbage. Jeg kunne vende om.. jeg kunne bruge den nye kraft jeg har fået. Overvejede hun.

Men… vil det så ikke bare være det samme igen? Jeg render rundt og gemmer mig i krogene mens Charles er den der står for skud. Hvordan kunne jeg gøre det anderledes? Hun fortsatte lidt og drejede til højre rundt om hjørnet, hvor hun blev mødt af den store indgangshal med den brede trappe. Skarpt sollys blændede hende fra det store ovenlysvindue der dækkede størstedelen af rummets loft. Midt på gulvet stod en bronzestatue af den første dimensions kongefamilie, der i sin tid havde skabt akademiet, der i deres verden blev kaldt Galmon, opkaldt efter kongen. Nærmest i trance eller i chok, gik hun igen ind i kontrolrummet med de mange skærme der viste hvad alle skolens kameraer så.

En tung stemning lagde sig over hende da hun kiggede op på skærmene og så Charles’ rebelske ansigt. Hvad ville han gøre i mit sted?

Hun stod og overvejede det et øjeblik. Gøre noget klogt… hun slugte en klump da hendes hukommelse flygtigt mindede hende om noget Charles havde sagt tideligere. ”du er godt klar over at vi har et bibliotek, ikke også?”  Hendes pande glinsede af sved da hun en sidste gang så op på Charles’ ansigt inden hun forlod rummet for at gå mod biblioteket.

Biblioteket? Jo hvorfor ikke? Tænkte hun i sin ekstaseagtige tilstand.

 

 

Tilbage i kantinen spærrede Marfa og Akilina øjnene op af overraskelse da den lille menneskedreng sigtede på deres bevidstløse søster med sin bue og pil, mens han så på dem med en udfordrende mine.

”hvor… hvor VOVER du, menneske?” knurrede Marfa.

Hendes vrede fokuserede nu direkte på dette mindreværdige lille væsen, der lige nu stod og spillede karl smart ved, at vifte med et våben omkring næsen på hendes elskede søster.

Charles, der ellers udtrykte kølighed og målbevidsthed, var skrækslagen på indersiden. Det var med meget besvær, at han udtalte de næste ord med hård kølighed.

”hør efter! I to.. forlad denne verden med det samme! Og vov ikke at vende tilbage… denne kvinde er nu mit gidsel!” Hans stemme rungede mellem de hvidmalede vægge og myrekryb løb ned over ens ryg ved lyden af hans ord.

 

 

Han lod sine ord synke ind før han fortsatte.

”Hvis I angriber eller prøver på at lave nogle tricks, slipper jeg!” truede han til sidst, med spidsen af sin pil svævende faretruende mod Sofyas ansigt.

”giv mig afbryderen til antennerne!” beordrede han.

Han virkede vred og hård, men skammede sig inderligt over at udnytte en forsvarsløs kvinde til sit eget formål… på trods af, at hun lige havde forsøgt at myrde ham.

 

 

Over hos sirenerne havde Marfa rejst sig mens orangerøde tråde af magi flaksede omkring hende af vrede. Det begyndte at ligne små eksplosioner mens verden omkring de tre personer forsvandt og der var kun dem. Der var en tavs kamp på vilje. Ville Marfa nu i et udbrud af vrede angribe Charles som et eller andet bidsk dyr eller var hendes kærlighed til hendes søster større end hendes vrede.

 

 

175 år tidligere i den første dimension – gammel varevogn.

 

Marfa, Akilina og Sofya holdte tæt om hinanden. De savnede deres forældre noget så grusomt og de var ikke glade for halvmørket i køretøjet. Sofya stjal et blik af den sammenkrøllede sky der sad for sig selv over i hjørnet. En varme bredte sig i hendes mave og bryst. Denne mærkelige følelse gjorde situationen af en eller anden grund mere udholdelig. Dog vidste hun ikke helt hvad det betød.

Kort efter stoppede køretøjet og dørene blev atter åbnet.

Udenfor køretøjet, ventede der en række mænd med håndjern og lænker parat til børnene. En efter en blev de lagt i håndjern og alle kædet sammen i én række. Håndleddene smertede da de gik ind i den større bygning med de blå vægge og trægulv. Hvis man anstrengte sig kunne man høre stemmer, i massevis. Der skete helt sikkert noget inde i komplekset.

 

Dog blev Marfa og hendes søstre ikke helt præsenteret for det endnu. De blev sat til at vente i en aflang celle op ad en væg med en lang bænk hvor de alle satte sig på række. Lydene blev højere. Det lød som om at der blev klappet og jublet. Søstrene så sig omkring og opdagede, at sirenerne ikke var de eneste i rummet der var iført lænker. På den anden side af rummet var der yderligere personer lænket til hinanden i celler. Dog var disse ikke sirener, men stadig af forskellige racer. Der var dværge, elevere, kentaurer og en enkelt enhjørning.

 

Hvad var meningen? Hvorfor var alle disse personer og væsener lagt i lænker og ført hertil? Af hvad nytte skulle det have? Marfa gøs ved tanken om at skulle stå side om side med disse væsener og kæmpe til døden i den store krig. Og endnu værre.. hendes små søskende ville lide samme skæbne.

En stemme ude fra larmen rev hende ud af sine tanker.

 

”OKAY! Nu er vi klar til at starte showet og byde velkommen til de mange gæster der er her i aften!” stemmen, der lød til at være en mand, holdte en pause for at modtage applaus.

”vi har et væld af forskellige vare i dag! Alt fra små flittige nisser til de sjældneste af de sjældne skabninger dimensionerne kan byde os! Og i dagens særlige anledning har vi et læs unge sirener til jeres disposition!” Endnu engang var der applaus. Denne gang endnu højre end den sidste.

Vare? Sirener! Hvad mener de? Tænke Marfa.

 

”lad os få de første eksemplarer ind på scenen, skal vi?”

Efter en kort applaus kom nogle maskerede vagter ind og tog et kuld på fem nisser med ud på scenen. Man kunne ikke se hvad der skete derinde, fra hvor de sad, men efter nogle øjeblikke kunne man høre stemmen igen.

”okay… vi har tre gange fem nisser til salg. De er yderst flittige til husarbejde og passer sig glimrende til børnepasning og håndarbejde! Vi lægger ud med 300 blanke, nogen bud?”

En mumlen opstod mellem publikum.

”kom nu folkens! De holder i mindst 110 år og så fylder de ikke så meget! Man kan praktisk talt have dem i et fuglebur!” lokkede værten, sit publikum med.

Mere mumlen opstod.

 

”okay vi har et bud herovre! 300 blanke, kan vi få nogen med 400?” kort pause.

”400 blanke! Lad mig se 500.. 500 blanke herovre! 600! Kan jeg se 700?” kort pause.

”700? 650? Okay første, anden.. solgt! 5 nisser for 600 blanke, til herren i den grønne jakke.” afsluttede han og der lød et hammerslag. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...