En verden til forskel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2012
  • Opdateret: 25 aug. 2015
  • Status: Igang
En ung pige vil gerne gå på den eneste magiske skole i hele verden. Men magi er ikke ment til at blive udøvet af kvinder. Og hvad gør man så? Hun beslutter sig for, at klæde sig ud som dreng og tilmelde sig. Men hvad gør hun når hendes venner på skolen opdager hendes beskidte lille hemmelighed? Eller når de finder ud af, at hun besidder større evner end drengene?

306Likes
440Kommentarer
23075Visninger
AA

28. Kryster (del to)

 

Den sorte dimension – skolens bibliotek

Jacob gik stilfærdigt ind på skolens bibliotek. Meget lidt vidste hun om den første dimension og dets væsener, men hvis der var noget sted hun kunne finde ud af disse ting, så var det her. Stilheden var dræbende eftersom hun udmærket kunne se at der tidligere i dag havde været folk herinde, der var blevet slæbt væk af hendes forheksede kammerater. Stole var væltet, bøger flød på gulvet og tasker var blevet efterladt eller tabt på gulvet.

Roligt gik hun over til en af de computere, der hver var opstillet ved hver sin søjle på en række. De blev benyttet til at søge i bibliotekets database og finde de bøger man ledte efter. Det tog hende ikke lang tid at logge ind og indtaste søgeordet. S-i-r-e-n-e-r.

På skærmen poppede der en række bøger op omkring sirener og andre væsener. Hun klikkede ind på en bog hun mente var passende. Sirenernes historie hun aflæste hurtigt hvor hun kunne finde den og gik så derefter ned gennem rækkerne af bøger.

”39.1” mumlede hun for sig selv for ikke at glemme tallet.

”39.1…. 39.1… her.” afsluttede hun da hun fandt placeringen og hurtigt fandt bogen hun søgte efter.

Hun spildte ikke tid med at finde et bord at sætte sig ved, men åbnede straks bogen og kiggede i indholdsfortegnelsen.

1-20 opstandelsen

21-45 den store krig

46-48 den sorte dimension

49-53 den gyldne æra

54-55 slavehandlen

56-59 nye leveveje

60 efterord

60 sider? Det har jeg ikke tid til! Jeg skimter bare indtil jeg finder noget brugbart. Tænkte hun og bladrede gennem bogen.

 

 

 

Tilbage i kantinen var viljernes kamp i fuld gang. Marfas minévanah energi dryppede fra hende med en sydende lyd når de ramte gulvet.

Hendes lyshårede søster Akilina var derimod udtryksløs som om hun kedede sig. Da hun opdagede, at Charles kiggede på hende smilede hun udfordrende skævt og slikkede sig lidt om læben.

Det gav Charles kuldegysninger. Det virkede næsten som om de borende lilla øjne, der stirrede på ham var øjne fra et rovdyr, der så på det bytte som hun havde trængt op i en krog og skulle til at fortære.

Han måtte tage sig grueligt sammen for at løsrive sig fra de dødbringende, dog utroligt smukke og tiltrækkende øjne. Akilina rejste sig derefter op og stod og overvejede situationen lidt. Ganske kort efter slog hun armene om sin søster i en omfavnelse og de sydende dråber fra Marfa forsvandt langsomt. Marfa så ud til at falde til ro ved sin søsters berøring hvorefter Charles åndede lettet op.

Godt.. nu skal jeg ikke bekymre mig om en tosset sirene der muligvis vil fare i hovedet på mig. Tænkte han og løsnede op i sine skuldre.

 

Men det var ikke kun Charles der åndede lettet op. Marfa havde altid haft svært ved at kontrollere sine følelser så Akilina var lettet over, at der kun skulle et kram til, at få hende under kontrol igen. De havde ikke krammet i lang tid efterhånden. Det gjorde de mest da de var små. Det vendte sig i hende. Hun kunne ikke lide at tænkte på sin barndom. Det bragte frygtelige minder frem.

Så… umådeligt frygtelige.

 

 

175 år tidligere i den første dimension – auktionen

 

”okay! Tak for alle de mange bud vi har fået her i aften.. men hør! Det er ikke overstået! Det er på tide at vi åbner op for denne aftens eksklusive tilbud! Lad os få de første sirener ind på scenen!” råbte værten inde fra scenen.

De maskerede vagter tog først to jævnaldrende smådrenge med ind. Nogle minutter senere den lille pige i den blå kjole.

”farvel” hviskede hun skræmt til sine venner, inden hun blev ført ind på scenen i håndjern mens tårer rendte ned over hendes små kinder.

Ganske kort efter slog hammeren da hun blev solgt til hvem ved for en skyhøj pris.

Da vagterne kom tilbage for at tage den næste i rækken, opdagede Sofya til sin skræk, at de kom efter Sky.

Sky var dog ikke villig til at give op så let og han begyndte at sparke ud efter vagterne. Dog uden det store held.

”sky!” udbrød Sofya.

Den ene af vagterne straffede ham ved at slå ham oven i hovedet med en knyttet næve.

”HEY!” Udbrød hans kollega og tog fat om vagtens håndled.

”vi har ikke lov til at slå dem! Hvis de har mærker kan de ikke sælges til en ordentlig pris!” afsluttede han.

Sky stod og svajede lidt mens stjerner dansede for hans øjne. Han gav vagten et rebelsk blik inden han kraftigt snøftede en ordenlig grønhakker og spyttede på mandens støvle. Dette gjorde manden ynderligere rasende.

”din lille..” sagde han og skulle igen til at udøve vold på drengen, da han huskede på sine ordre og valgte at sænke hånden igen. Han undlod at slå Sky, da han førte drengen ind på scenen, men han sørgede for at give ham et ordenligt skub i ryggen og senere spænde ben for ham og give ham skylden for at være klodset.

Inde på scenen blev Sky mødt af tusinde af øjne der stirrede på ham.

Sky blev tør i halsen. En svedperle trillede ned over hans pande for til sidst at dryppe fra spidsen af hans næse. Skarpt lys blændede ham fra oven og han havde det som om, at han skulle kaste op.

Hans opmærksomhed blev afledt af en mand i hvid jakke med spids krave og brune lædersko. Han havde lidt skæg på overlæben og på hagen, mens brune lokker hår faldt ned om siderne på hans ansigt.

”her har vi en af de mandlige sirener! Lidt ældre end de andre vi har på lager, men ynders brugbar! Især for de skønne damer vi har til stede her i aften!” sagde værten til publikummet.

I det øjeblik vågnede han fra sin tanktestrøm. Han måtte væk herfra. Lige meget hvad der skulle til.

Han løb frem mod værten og bukkede sig ned så hans hoved stødte lige ind i mandens mellemgulv og skubbede ham jamrende til scenegulvet.  

”HEY!” udbrød en af vagterne og løb hen for at få drengen under kontrol.

Sky havde dog allerede set det komme og flettede fingrende i en bedende håndstilling. Han skyndte sig at svinge hænderne op mod vagtens ansigt og ramte ham på siden af hovedet med al sin styrke. Også han faldt til gulvet, men var dog hurtigt oppe igen.

Inden Sky kunne nå at reagere, lagde en stor hånd sig på drengens skulder og tog fat omkring hans arm. Drengen strittede imod, men en anden vagt sluttede sig hurtigt til dem og tog fat om hans anden arm, så han ikke længere kunne gøre noget for at forsvare sig selv.

 

Han kunne ikke gøre mere. Hans forsøg på at flygte havde atter slået fejl.

 

Den sorte dimension – skolens kantine

Marfa tog en dyb indånding gennem næsen og trådte derefter udenom sin søster og henvendte sig til sin søsters gidseltager. Hun så ud som om hun et kort øjeblik overvejede sine muligheder inden hun talte.

”udmærket! Lad mig blot tage min søster og så forlader vi denne verden” hun lød stolt og diplomatisk, men Charles kunne udmærket godt se, hvordan Marfa var i en indre kamp med sig selv, for ikke at flippe ud og styrte over til sin søster.

Han kunne ikke stole på hende. Han havde allerede overvejet muligheden for at Marfa ville komme med denne form for anmodning, men han kunne ikke bare lade hende tage hans gidsel, for så derefter at have muligheden for at bryde deres aftale og dræbe ham.

”udelukket!” protesterede han.

”jeres søster vil forblive mit gidsel! Når I har afleveret afbryderen og forladt denne verden, vækker jeg McCoy og så overtager han sagen derfra. I to forlader denne verden uden jeres søster og så lover jeg, at hun ikke kommer yderligere til skade.” afsluttede han.

 

Marfa rynkede brynene. Det sidste hun havde lyst til var, at overlade sin yngste søster i hænderne på disse mindreværdige væsener… og så oven i købet mænd! For stakkels Sofya ville det jo bare være hele mareridtet om igen! Marfa så ned på sin lillesøsters kønne ansigt. Hendes mund var lidt åben og hendes brystkasse hævede og sænkede sig langsomt. Sorte lokker faldt ned over øjnene på hende og Marfa syntes det mindede hende om dengang hendes søster havde haft sit syn. Hun vendte sig halvt om og så sin anden søster ind i øjnene. Lilla øjne kiggede tilbage og rystede let på hovedet.

Hun kunne også have mistet synet. Tænkte Marfa for sig selv ved synet af Akilinas lilla øjne. Født som sirene er man naturligt gudesmuk… perfektion flyder i vores åre og gør os uimodståelige, men samtidig også sårbare hvis vi aldrig lærer at håndtere den gave.

 

Hun vendte sig atter mod den lille menneskedreng, mens hendes tanker fløj frit.

 

Vores forfædre udviklede denne naturlige skønhed gennem evolutionen… andre racer ønskede ikke at dræbe noget der var så smukt. Pæne fugleracer blev jagtet og dræbt for deres flotte fjerdragt og forskellige dyr blev røvet for deres tiltalende skind.

Sådan var det ikke med sirener… man kunne ikke røve os for vores skønhed. Den eneste mulighed for at beholde denne skønhed var ved at holde os i live. De kønneste fik bedst hjælp og behandling og derved udviklede vi os til nogle af de mest fantastiske skabninger i hele den første dimension.

 

”vi forlader med vores søster! Ellers forlader vi slet ikke dette sted!”

”jo i gør… enten forlader i uden jeres søster… ellers også forlader i dette sted med et lig” sagde han koldt og strammede buen yderligere.

 

Det løb marfa koldt ned af ryggen ved drengens ord.

 

Mænd… de holder os nede… de tror vi er svage… de skulle alle bare dø… dø… dø… dødø.. døødødødødødødødødødødøddø……

 

Ja….

 

Det er det Sofya ville ønske… at ofre sig for udslettelsen af disse hedninge… for, at de alle bare skal dø alle sammen.

 

”hn….. hn hn hnn hnnnnn!” smålo Marfa med lukket mund.

 

”hn… hnhahaha….harharharhharhharhHARHHARH!!!!!” lo hun hysterisk til sidst.

Charles så med vantro på synet foran ham. Den før så stilfærdig og elegante sirene begyndte pludselig at flippe ud og le hysterisk. Han så hvordan hun begyndte at køre hånden nervøst gennem sit pandehår så enkelte sammenfiltrede brune lokker faldt ned over hendes ansigt og klistrede sig til hendes læbestift. Ødelagde perfektionen ved hendes udseende.

 

Blikket i hendes øjne ændrede sig drastisk. Hun så ikke vred ud længere… mere som om hun… morede sig? nej det kunne da ikke være det… kunne det? Marfa lænede sig forover så hendes bløde hår faldt ned over hendes ansigt og skjulte hendes udtryk. Charles kunne ikke se andet end hendes læber der nu var skilt i et bredt og sindssygt tandsmil.

Da Marfa tog en indånding for at fremføre de næste ord, holdte han vejret. Men det hun skulle til at sige kunne han umuligt være forberedt på.

 

”gør det.”

 

 

Hun havde hvisket ordene, men uden spor af tøven. I stedet lød de umulige ord udfordrende.

Både Charles og Akilina spærrede øjnene op i ren og skær vantro. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...