En verden til forskel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2012
  • Opdateret: 25 aug. 2015
  • Status: Igang
En ung pige vil gerne gå på den eneste magiske skole i hele verden. Men magi er ikke ment til at blive udøvet af kvinder. Og hvad gør man så? Hun beslutter sig for, at klæde sig ud som dreng og tilmelde sig. Men hvad gør hun når hendes venner på skolen opdager hendes beskidte lille hemmelighed? Eller når de finder ud af, at hun besidder større evner end drengene?

308Likes
440Kommentarer
23697Visninger
AA

33. Kræfterne gemt i dig

 

Marfa tog fat i mesterens stol og væltede den så han faldt bagover med et ordenligt brag. Sirenerne skyndte sig ud af rummet så hurtigt de kunne.

De vidste at det var et spørgsmål om minutter, før der blev slået alarm og hvis de ikke nåede ud i tide, blev konsekvenserne værre end døden.

 

 

Sirenerne spurtede ned af trapperne hvor de sprang flere trin over og flere gange var ved at snuble. De kom ned til kælderetagen hvor de svang om flere hjørner indtil Marfa spottede Inna Kir og hendes søstre der stod foran døren til garagen.

”hvad laver i her? I skulle finde bilen!” spurgte hun og stoppede op.

”den er låst! Og vi kan høre folk på den anden side!” sagde Akilina med øret presset op mod døren.

Marfa tog nøglerne fra Inna Kir og låste døren op. Derefter svag hun den op med et brag, så hun bevidst ramte fyren på den anden side, så han væltede omkuld. Hun skyndte sig ind og hamrede en næve mod hans tinding, så han blev slået ned mod betongulvet og mistede bevidstheden.

”fri bane!” sagde hun kort inden en alarm brød ud.

 

 

Rødt blinkende lys fyldte rummet og de vidste at de ikke havde meget tid igen.

”løb! Hen til bilen!” råbte hun og spurtede mod stedet hvor mesteren bil var parkeret.

Inna Kir søstrene var lige i hælene på hende mens Akilina småløb med Sofya i hånden.

 

 

Marfa var nået hen til bilen og skyndte sig at låse den op. Inna Kir søstrene satte sig alle ind og Marfa kiggede bagud mod sine egne søstre. Hun så, at de ikke var nået langt og hun kunne høre vagter på vej ned mod trappen.

”kom! Skynd jer!” råbte hun og holdte bagdøren åben.

Til hendes rædsel snublede Sofya og trak Akilina med sig i faldet. Marfa tænkte ikke to gange over det, før hun løb sine søstre til undsætning.

”Inna Kir! Tag rattet!”

”Marfa!” udbrød den ældste, men Marfa var allerede henne ved sine søstre.

Kort efter brød vagterne gennem døren.

”hey! Jer! Stop!” beordrede de, da de styrtede frem.

Marfa og Akilina var begge på benene og løb med Sofya, hvor de begge løftede hende under armene.

 

 

”kom nu! kom nu!” skyndede Inna Kir familien.

De var næsten henne ved bilen. Bare nogle meter mere og de ville være i sikkerhed.

Det kriblede koldt ned ad ryggen, da de blev trukket bagud af kolde hænder fra vagterne, der endelig havde indhentet dem. NEJ! De blev hurtigt tvunget i gulvet og lagdt i kæder. Marfa drejede hovedet der var presset mod gulvet og så Inna Kir’s ældste i øjnene.

”Inna Kir! Hjælp!” tiggede hun.

Sirenen så på hende med bedrøvet og undskyldende øjne inden hun startede bilen.

”Inna Kir! NEJ!” skreg Marfa.

”jeg er ked af det, Marfa.” Sagde hun inden hun trådte sømmet i bund og med skrigende hjul kørte fra de vagter der var nået hen til bilen.

”Inna KIIIR!” Skreg hun en sidste gang, inden Inna Kir søstrene succesfuldt flygtede fra Mesterens slot.

 

 

Senere i slottets kælder stod fangevogteren, der i sin tid have været praktiserende læge, men var gået hen og blevet sadistisk og gal. Nu arbejdede han her. Brugte sine dage på, at afstraffe Mesterens slaver og fjender på de mest grusomme måder. Han var en høj tynd og ældre mand der gik rundt med sine ovale briller og lang hvid kittel. Hans ansigt sank længere og længere ind i de dybe rynker, som årene gik og han var begyndt at gå foroverbøjet.

Hans seneste projekt var 3 sirener der havde forsøgt at flygte. Han havde hørt at det var lykkedes for 3 andre, men han blandede sig ikke i mesterens sager eller stillede nogle spørgsmål. Han gjorde sit arbejde og gik hjem i seng. Dag efter dag.

Han vendte hovedet og så på de tre fastspændte skønheder, der alle så rædselsslagende ud. Han betragtede deres skønhed, men følte sig ikke videre tiltrukket af dem. Hans seksuelle lyster kom af sadistiske fantasier om folk der vred sig i smerte. Smerte som HAN påførte dem. De ville stritte imod og skrige når han langsomt klippede fingrene af dem. De ville blive hæse af deres smerteudbrud, når han skrællede huden af deres ansigter og blodet strømmede ned over deres øjne, han allerede ville have stukket hul i med store nåle.

 

 

Ja. Det var DET han elskede ved sit job. Og han ville nyde at gøre samme og endnu værre ting ved disse tre sirener.

Han tog ildrageren fra gløderne i ildstedet og vandrede afslappet over til sirenerne. Han havde ikke travlt. Han ville nyde dette her. Han ville sikkert kunne høre deres hulken og tryglen for nåde, hvis det ikke havde været for de laser, han havde bundet rundt om munden på dem. Dog kunne han se deres øjne der strømmede med tåre.

Hans blik faldt til sidst på den mørkhårede sirenes øjne. Hun var blind, konstaterede han og surmulede lidt over, at hun ikke kom til at se alle de ting, han havde tænkt sig at gøre ved hende.

 

 

Så smilede han grumt.

 

 

”jeg går ud fra at du ikke får brug for disse” sagde han og løftede ildrageren op til hendes øjne og nødt synet af sirenens skræmte ansigt, uvidende af hvad der skulle til at ske.

En pludselig bevægelse stoppede ham.

Akilina ruskede alt hvad hun kunne for, at komme ud af stolen hun var bundet til, så hun kunne give ham en omgang. Ingen skulle røre hendes søster.

 

 

”Nå nå, ser man det. Man er nok noget fyr og flamme… så vil du sikkert ikke bryde dog om dette” sagde han drilsk og slog den mørkhårede sirene på siden af hovedet med ildrageren.

Akilina rev og flåede i sine bånd for at slippe løs, mens hun hvæsede spydigheder af ham så godt hun kunne med bind for munden.

”Hvad vil du gøre ved det? Bitch?” Sagde han hånede med armene ud til siderne inden han gav den mørhårede sirene en lussing. Han lo og lo. Det var simpelthen så underholdende at skade nogen foran deres kære uden at de kunne gøre noget ved det. Hun ville blive ædt op indefra af hjælpeløshed.

 

 

Der… gik et eller andet i stykker inde i Akilina den dag. Alle hæmninger lod til at krakelere og hun følte en form for lille flamme opstå i brystkassen. En flamme? Nej, en supernova! Blev hun klar over, da hver en celle i hendes krop begyndte, at brænde med en intens varme, endnu kraftigere end hendes vrede og had til denne mand.

Fangevogteren tog et par forskrækkede skridt bagud rædselsslagen for den forfærdelige skæbne der snart skulle ramme ham.

 

 

 

 

Jacob stirrede på det væsen der engang havde været Akilina, der nu var halvt forvandlet til en grotesk skabning med fjer og kløer. Hendes ben blev lange, gule og skællede mens 4 sorte kløer opstod på hver fod. Fjer udsprang fra hendes arme og omkransede hendes ansigt, hvorefter de løb ned over hendes brystkasse, der udvidede sig så hendes bluse revnede og faldt til jorden i laser. Fjerne krøb ned til hendes hofter og slangede sig om hendes lår, indtil hele hendes krop var dækket af mørkebrune fjer.

Som hun stod tilbage så hun ud som et grotesk fuglemonster med kvindeansigt.

”hvad fanden?” bandede Jacob og trådte forskrækket et skridt tilbage.

”hahaha…” lo Akilina.

”er du bange nu… dreng?” hånede hun mens det hvide i hendes øjne blev overtaget af en dyb sort farve der fik hendes øjne til at ligne sorte huller. Jacob måtte indrømme, at når hun så ind i Akilinas øjne, hun fik lyst til at krølle sig sammen på gulvet og hulke på livet løs. Der var helt klart noget galt.

Charles blev også lidt forskrækket, men var godt klar over hvad der foregik. I modsætning til Jacob, vidste han godt at sirener ikke kun var i skikkelse af den velkendte havfrue krop, men også i denne form som halv fugleperson, ifølge mytologien. Han havde dog ikke forventet dette.

 

 

Akilina spredte læberne i et kuldegysende hajtandsmil, hvor hendes tænder nu var lange og sylespidse. Hendes øjne lignede noget der som fra en seriemorder, som fyldte en skræk helt ind til knoglerne. Hun baskede med sine nye vinger og steg til vejrs så støv dansede om deres fødder og udstødte et frygtindgydende fugleagtigt skrig.

Jacob var fuldstændig rædselsslagen. Hun havde aldrig oplevet noget lignende i hele sit liv og havde slet ikke forventet dette, da hun meldte sig til skolen. Hvad skulle hun gøre? Der var et 3 meter højt fuglemonster foran hende, der havde intet andet mål end at slå hende ihjel. Hun kunne mærke hvordan hun lagde vægten på den ene fod, som om hun skulle til, at vende på hælen og stikke af igen. Men… var det dét hun var i gang med? Ville hun bare stikke af igen og endnu engang lade Charles i stikken.

Hun så over på Charles. Han var slemt tilredt og holdte sig kun i gang, ved hjælp af adrenalin og rå viljestyrke.

Han ville tabe. Tænkte hun.

Rigtig nok begyndte Charles’ hoved at snurre og han følte sig sløj. Adrenalinen var ved at aftage, eftersom han holdte hovedet koldt. Han så op på fuglekvinden, der lettede faretruende over dem.

Han overvejede deres situation. Jeg er såret og mister langsomt min styrke. Jackson ligger bevidstløs og forblødende inde i køkkenet og Brown står fuldkommen blottet og forsvarsløs uden sine våben. Det havde været en dum ide at kaste sig ud i dette med livet som indsats og nu betaler vi prisen.

Han så tilbage på Jacob og kunne ikke længere skjule sin bekymring.

Vi taber.

 

 

 

 

Jacob vidste udmærket godt hvad Charles tænkte og han havde sikkert ret. Hvis bare hun kunne få fat i sine katéler så ville hun kunne være til nytte! Hun begyndte at søge med blikket rundt i lokalet for at finde sine forsvundne våben. Den katél Charles havde opladt, var i hænderne på en voksen og velbygget forhekset mens den anden… hvor er den anden?  Tænkte hun og så sig om.

Det varede ikke længe før hun fik øje på den… bag ved den groteske fuglekvinde.

Umuligt. Erkendte hun og så tilbage på den forheksede der holdte hendes anden katél. Også umuligt. Så… der var intet hun kunne gøre? Skulle hun bare igen stå og se på mens Charles satte sit liv på spil?

..p…

En stemme bag hende fik hende til, at vende sig forskrækket rundt. Der var dog ingen. Var det noget hun havde forstillet sig?

..p…

Dér! Der var den igen! Men den var alt for svag til at hun kunne høre den. Dog gav det hende gåsehud, men på den gode måde. Som om man glædede sig til noget. Men hvad?

Hun besluttede sig at ignorere det og fokusere på faren. Akilina havde næsten nået det høje loft og støvet dansede op om deres knæ mens et grumt smil bredte sig på fuglekvindens læber.

 

 

”vold, undertrykkelse, slaveri med mere! Alt dette har mine søstre og vores race måtte gennemgå de sidste mange år! Men nu er det slut!” rungede Akilinas stemme gennem salen.

Et stik af medlidenhed skød gennem Jacob da hun ordet slaveri. Disse sirener var jo ikke bare onde uden grund. De var personer med følelser, der var blevet mishandlet og svigtet gennem hvem ved hvor mange år? De var ofre for den nådesløse verden, de allesammen levede i. Men hun ville stadig ikke, lade dem slavebinde menneskeheden. Hun ville ikke lade dem!

..mp…

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...