En verden til forskel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2012
  • Opdateret: 25 aug. 2015
  • Status: Igang
En ung pige vil gerne gå på den eneste magiske skole i hele verden. Men magi er ikke ment til at blive udøvet af kvinder. Og hvad gør man så? Hun beslutter sig for, at klæde sig ud som dreng og tilmelde sig. Men hvad gør hun når hendes venner på skolen opdager hendes beskidte lille hemmelighed? Eller når de finder ud af, at hun besidder større evner end drengene?

306Likes
440Kommentarer
23077Visninger
AA

34. Kræfterne gemt i dig (del to)

 

Vingerne baskede faretruende over dem, mens endnu et frygtindgydende fugleagtigt skrig, lød fra fuglekvinden.

Hvad skal jeg gøre?  Tænkte Jacob desperat.

..kmp…

Der var den igen! Hvad er det? tænkte hun irriteret.

”BROWN!...” udbrød Charles.

Et kort øjeblik skulle hun lige til at rette ham. Sig mit navn! Tænkte hun irriteret inden hun blev trukket tilbage til virkeligheden og indså sin bommert. Det navn hun ville høre prøvede hun jo at holde hemmeligt. Den fejl måtte hun ikke begå igen. Dog var tidspunktet nok ikke det rette og hun slog sig selv mentalt.

”Tilbage! Jeg klarer det her!” fortsatte han og holdte en advarende hånd tilbage mod hende. Han spændte sin bue og sigtede mod fuglekvinden, der med sin lange vingebredde fik basket et kamera ned fra loftet af, der blev slået i stykker mod gulvet.

Jacob bakkede væk fra Charles, men stoppede igen op. Hun ville gerne hjælpe, men hvad kunne hun gøre? Hun var svag! Det gnavede hende i sjælen men hun var nødt til at indse det! hun var en hindring! En svækling! En… byrde! Hun hjalp ikke med denne kamp. Hun stod i vejen for sine holdkammerater som HUN i første omgang havde trukket ind i det hele. Hun kunne se den store forskel der var mellem hende og drengene.

Hun blev revet ud af sine tanker da fuglekvinden skreg idet hun dykkede faretruende ned mod dem med uhyggelig fart. Charles og Jacob sprang til hver sin side i sidste øjeblik, før fuglekvindens kløer fløj dem forbi ørene, inden hun rettede op og atter svævede mod loftet. Jacob havde stadig travlt med at samle sig selv op, da Charles spændte, sigtede og affyrede en pil mod Akilina og ramte hende i vingen.

Akilina havde ikke forventet angrebet og mistede kontrollen over sin flyvning så hun kolliderede med væggen og loftet. Hun tog dog hurtigt aktion og borede sine kløer ind i vægen så hun havde noget at støtte sig til. For at holde sig oppe, baskede hun kraftigt med vingerne, så hun både væltede kameraer ned og smadrede flere ruder.

Akilina satte derefter af, fra væggen og dykke igen mod Charles. Charles sprang igen til siden, men Akilina faldt ikke for det samme trick to gange, så denne gang slog hun ud efter ham og ramte ham hårdt. Charles så kort stjerner da hans hoved kolliderede med væggen inden han faldt ind i bevidstløsheden.

”CHARLIE!!!!” skreg Jacob, da Charles blev ramt. Den irriterende stemme hun blev ved med at høre, skubbede hende næsten fremad mod faren, inden hun tog sig sammen. Hvad var det hun prøvede på? Kæmpe? Sikke en joke! Hvad skulle HUN kunne gøre? Dog havde hun allerede regnet ud hvad stemmen sagde, selv om hun ikke kunne høre den klart. Jeg har ikke brug for at kunne høre det. Det er jo mig selv der siger det! Tænkte hun mens stemmen begyndte at runge klart i hendes hoved.

KÆMP!

Akilina havde efter hendes mening vundet. Den sidste forhindring var ryddet af vejen og nu kunne hun og hendes søstre atter samle kræfter, inden resten af denne verden ville knæle for deres fødder eller dø. Dog, da hun vendte rundt så hun én tilbage, der stadig så ud til at have modet til at kæmpe. Fjols. Tænkte hun inden hun dykkede ned for sidste gang. Hun lod fjerene falde af og forsvinde i den blå luft som små iskrystaller. Hun kunne mærke sine fingre gendannes og magien sprudle mellem hendes åre. Sig farvel.

 

 

Det var ikke bevidst, at hun havde strakt armen ud. Det var ikke bevidst, at hun skulede ad Akilina. Det var ikke bevidst, at hun langsomt begyndte at løbe mod sirenen, mens et kampskrig arbejdede sig op gennem hendes hals. Det var nærmest et instinkt. Hun vidste ikke helt hvorfor, men hun kunne føle magien boble i sig. Kraftigere end nogensinde før. Hun så hvordan Akilina fór nedad, med den ene arm strakt ud mod hende. Dette var alt eller intet.

Jacob mærkede hvordan hendes kræfter slyngede sig ned gennem hendes arm og ud i hendes hånd. Der sprang smaragd grønne gnister der knitrede og sprudlede fra hendes håndflade og hendes stemme var på sit højeste niveau. Hun kunne FØLE sit auravåben i sin hånd, selvom det ikke havde materialiseret sig endnu.

Hun og Akilina var nu tæt på at kollidere. Hun trak armen tilbage for at angribe, men sirenen holdt sine lange fingre udstrakt mod hende. Jacob angreb. Hun kunne nærmest i slowmotion se omridset af sit auravåben i øjenkrogen af hendes synsfelt inden det…

 

 

Forsvandt.

 

 

Hun nåede knap nok at blive overrasket, inden ubarmhjertige fingre slog sig om hendes hals og tvang hende bagud med sådan en kraft, at luften blev slået ud af hendes lunger. En sky af iskrystaller faldt som konfetti ned over Akilina der nu holdte Jacob i sin hånd som et vindertrofæ.

Jacob vidste ikke engang hvornår Akilina var begyndt at le. Hun kunne knap nok få vejret, når hun var løftet over gulvet på den måde. Akilina afsluttede sin latter og henvendte sig til drengen i hendes hånd.

”Der så du den sande styrke af mit folk! Mange mænd som dig har i generationer ladet livet for den uden tvivl mægtigste race der eksisterer! Det er næsten synd at du ikke kan opleve samme skæbne som de gjorde…” hun stoppe da en tanke slog ned i hende. Hun så sig til siden og smilede grumt.

”eller måske er der”

Hun strakte armen ud mod den søjle af is der var dannet tideligere fra et lækkende vandrør. Langsomt smeltede en del af isen, der samlede sig i en lille vandpyt, inden den langsomt snoede sig hen over gulvet og hen for foden af Akilina. Hun vendte håndfladen mod pytten der rejste sig fra gulvet og samlede sig som en boble i luften.

”Sig mig menneske. Har du nogensinde været tæt på at opleve druknedøden? Den skulle være yderst væmmelig. ”

 

 

Jacob kunne ikke svare hende. Hun havde besvær med at trække vejret i forvejen og nederlaget havde endnu ikke lagt sig. Hun havde tabt! Hun havde været SÅ tæt på og så havde hun bare fejlet! Hun troede endelig at hun havde fundet ud af at kontrollere sine kræfter og at alt ville blive godt igen. Men nej! Hun tabte! Og nu stod hun og alle de andre over for konsekvenserne af hendes nederlag! Hun så hvordan Akilina viftede med hånden og vandboblen svævede mod hendes hoved. I bevægelsen sænkede Akilina svagt Jacob der mærkede noget strejfe hendes fødder.

Var det… Katélen? Et nyt skud af håb skød op gennem hende, inden hendes hoved blev omsluttet af iskoldt vand. Hun panikkede. Hun kunne ikke få vejret. Hun rev og flåede i sirenens fingre, men de holdt nådesløst fast om hendes hals, mens hun sparkede og slog ud til alle sider, i et desperat forsøg på at slippe fri.

Det var nyttesløst. Hun kunne mærke bevidstheden forlade hende, da hun kom til at indhalere vandet, hvorefter hun begyndte at hoste og ralle. Nej. NEJ!!

 

 

Akilina smilede triumferende, da hun så sit offer kæmpe for sit liv. Hun var helt sikker på at hun havde vundet nu. Derfor gav det hende et enormt chok, da hun følte små fingre nive sig fast i hendes ben. Af overraskelse så hun ned og mistede fokus over den magi, hun brugte til at kontrollere vandet, der nu faldt til jorden. For sin fod så hun en asiatisk dreng der lå på maven og rev med sine negle i hendes ben, med vrede i blikket.

 

 

Josh.

 

 

”lad.. hn… være” fremstønnede han og endnu engang rakte ud og rev sirenen i benet.

”Afskyelige væsen! Forsvind!” skreg Akilina og sparkede Josh væk fra sig som om han var et skadedyr.

Jacob nåede knap nok at opfatte hvad der skete, da hun havde travlt med at få vejret og hostet vandet op fra lungerne. Hun kunne mærke katélen med sine tåspidser, men kunne ikke nå den. Pokkers. Akilina lo kort.

”giv dog op! Jeres modstand er nyttesløs! Alle mænd vil falde for vores fødder!” Sagde Akilina og sænkede Jacob en anelse mere. Stadig ikke nok. Lidt mere.

Hun hostede.

”Hvad… hvad hvis du nu tager fejl?” fremtvang hun.

Akilina stod forvirret med drengen i hånden. Det menneskedrengen sagde gav ikke mening.

”hvad mener du? Du er en mand! Du har tabt!”

”Nej.” svarede Jacob igen inden hun rakte op og rev huen af sit hoved så lange lokker af fugtigt rødbrunt hår faldt om hendes skuldre.

Akilina blev så overrasket, at hun tog et enkelt skridt bagud og sænkede Jacob i processen. Lige akkurat nok til, at hun kunne få fat i katélen med fødderne, hurtigt løfte den op til hænderne og affyre den mod sirenen på klods hold. En eksplosion opstod mellem dem og de blev begge fyret i hver sin retning. Akilina lå tilbage og rystede stadig ukontrollabelt af stødet, mens Jacob skreg af smerte da hun selv ramte gulvet.

 

 

Det var overstået. Hun følte lettelsen skylle over hende. Hun var i smerte og hun var på bristepunktet til at bryde ud i tåre. Men hun var i live.

 

 

Der gik lidt tid hvor intet skete. Så hørte hun noget slæbe sig hen over gulvet. Hun lod hovedet falde til siden og så sin ven Josh kravle over til hende, kun ved hjælp af armene.

”er du..” Han rømmede sig.

”… er du okay?” spurgt Josh.

Okay? Det havde hun ikke tænkt over. Hun tænkte på om hun måske var i ekstase eller chok. Hun vidste ikke engang, at hun var begyndt at nikke. Josh så sig kort om inden han kravlede væk fra hende igen. Hvad skal han nu? Tænkte hun. Hun blev besvaret da hun følte Josh sno hendes hår og hive hendes hue ned over hendes hoved igen. De smilede kort til hinanden inden Josh lagde sig udmattet til at sove ved hendes side. Hun følte sig selv træt og skulle til at lukke øjnene da hun hørte en velkendt stemme.

 

 

”Jacob!” Hun så op og hendes rektor, James’ ansigt, fyldte hendes synsfelt da han knælede ved hendes side. Hun smilede op til ham.

”Er du okay? Bare rolig. Hjælpen er på vej.” forsikrede han inden han løftede blikket, for at overvære situationen.

 

 

”James?” spurgte hun svagt.

James bekymret ned på hende.

”Ja?”

”Vi skal huske… at få monteret en lampe i kontrolrummet. ” mumlede hun og smilede groggy.

James slap vejret, han ikke vidste han havde holdt. Han rystede på hovedet og smilede overbærende ned på hende. Det var det sidste hun så, inden søvnen endelig slog sig om hende og hun faldt i søvn med et smil på læben. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...