En verden til forskel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2012
  • Opdateret: 25 aug. 2015
  • Status: Igang
En ung pige vil gerne gå på den eneste magiske skole i hele verden. Men magi er ikke ment til at blive udøvet af kvinder. Og hvad gør man så? Hun beslutter sig for, at klæde sig ud som dreng og tilmelde sig. Men hvad gør hun når hendes venner på skolen opdager hendes beskidte lille hemmelighed? Eller når de finder ud af, at hun besidder større evner end drengene?

307Likes
440Kommentarer
23478Visninger
AA

8. Jacob, hjælp os! (del to)

 

Først stod alle lamslåede. Selv lærerne der stod bag scenen. Så brød det løs. Spørgsmålene. Hundredevis. Tusindevis.

”hvad? Hvorfor? Vi er jo lige kommet! Hvad sker der? Hvorfor stoppede Japan og Amerika med, at samarbejde?”

”HEY!” råbte en som Jacob mente gik i hendes klasse men hun kunne ikke rigtig huske hvad han hed.

”kom nu folkens! Lad os sætte os ned i grupper og finde på ideer! Vi SKAL finde en løsning!” råbte han så alle kunne høre.

Uden, at tøve satte folk sig ned i mindre grupper og talte ivrigt indbyrdes om deres ideer. Gruppe 3 sad sammen og talte seriøst. De blev enige om, at skiftes til, at komme med ideer.

”Vi kunne åbne en fed natklub!” Forslog Spikey. ”nej” svarede de andre i gruppen.

”Lave en zoo?” forslog Luke. ”nej.”

”Påtvinge Japan og Amerika til, at genoprette samarbejdet.” Beordrede Charles. ”nej!”

”Ringe på hos folk, og bede om bidrag?” Forslog Mike. ”nej.”

”Vinde nobelprisen!” drømte Josh højt. ”nej”

Jacob sad bare tavs og trillede tommelfingre. Hun havde en ide men tænkte, at de andre bare ville grine ad hende. især Charles.

”så… vi er på bar bund.” konstaterede Charles.

Var det sådan her det skulle ende? Havde hun gjort alt det her for, at skulle give op og tage hjem til onkel? Ikke tale om! Men hvad kunne hun gøre?

Mike sad og stirrede på Jacob.

”hey… hvad med dig Jacob? En person der er så stille MÅ have nogle ideer.” sagde Mike med glitrende øjne, usynlige horn i panden og et lusket smil på læben.

”nej!” Jacob rystede panikslagen på hovedet og tog sine let knyttede hænder beskyttende op til kinderne.

”Sig det nu!” blev Mike ved.

”nej!”

”Jacob… vores skole afhænger måske af det.” sagde Josh overbevisende.

Jacob sad lidt og tyggede på den. Så gjorde hun det op med sig selv. Jeg gør det!

Hun vendte hovedet og mumlede med trutmund:

”… et reality-show.”

”bff… hahahahaha!” grinede Charles.

Josh’ blod begyndte, at strømme til hans kinder. Han holdte jeg blidt for munden og vendte, hovedet til side så ingen så hans ansigt.

”huh? Vent.. Det var faktisk ikke nogen dårlig ide. Sorry. Jeg forventede bare du ville sige noget dumt eller latterfremkaldende. Jeg mener.. det jo en ide fra DIG.” undskyldte Charles.

Usynlige horn, sorte vinger, brændende baggrund og en bloddryppende le opstod pludselig omkring Jacob. Jeg vidste det! Den pokkers nar! Jeg skal få ham til, at ønske, at han aldrig var blevet født!

Da Jacob var færdige med sine morderiske tanker opdagede hun, at drengene havde udnyttet hendes dagdrømmeri til, at slæbe hende op bag scenen.

”held og lykke med, at fortælle det til de andre.” var der en fra gruppen der sagde, inden de skubbede hende ud på scenen så hun næsten snublede hele vejen hen til mikrofonen.

”wow!” sagde hun da hun var ved, at falde.

Hun så til højre. Flere tusind øjne stirrede stift på hende. tavse. Hun var fanget som en hjort der var blændet af et par billygter. Mor? Foran hende var der en der rømmede sig. Hun drejede hovedet. Det var James der stod bag den anden side af scenen. Hans ansigtsudtryk var ikke bare forhåbningsfuldt. Det var desperat.

Jeg gør ikke kun det her for min egen skyld længere. Tænkte hun og stillede sig foran mikrofonen. Hun lagde hånden blidt på den kølige mikrofon. Jeg gør ikke kun det her for, at slippe fra min onkel længere. Hun tog en dyb indånding og lænede hovedet fremad mod mikrofonen. Jeg gør det fordi: Det er her jeg hører til. Det er her vi alle hører til! Josh og Luke og Mike og Spikey og endda Charlie! De er mine venner! Jeg gør det her for dem. Jeg gør det her for os! I den sidste tanke refererede hun til hele skolen.

”Mit forslag er, at vi investerer i et reality-show!” hun holdte en pause for, at folk skulle have tid til, at tænke.

”Tænk over det! Folk verden over ville dø for, at se os lære magiens kunst! Vi kunne koble nogle overvågningskameraer til internettet og folk kunne betale for, at følge vores dagligdag. Der er folk derude som sikkert har gået og spekuleret over hvad vi går og foretager os her. Plus, hvis det bliver et hit, vil andre selskaber måske investere i skolen og vi kunne få sponsorater!” Jacob stoppede sin talestrøm.

Så! Nu havde hun sagt det! Men folk reagerede ikke og det gjorde hende utilpas. Skal jeg sige tak og gå? Skal jeg spørge om hvad de syntes? Hun så til højre. Hendes gruppe stod også og vidste ikke hvad der skulle ske nu. Inden hun vidste af det lagde en stor hånd sig på hendes højre skulder. Hun vendte hovedet om og så, at James nu stod ved siden af hende og så hende ind i øjnene. Han havde noget andet i blikket end før. Håb. Han vendte hovedet mod eleverne.

”nogle andre ideer?” han lød ikke træt mere.

Jacob tænkte lidt, at han mindede om en Fønix. Genopstået af ilden. Genfødt. Han var igen den mand som hun engang havde set op til. Ingen elever svarede. De havde åbenbart været på lige så bar bund som hendes gruppe havde været. James gav hendes skulder et klem.

”godt gået Jacob. Tak.” Sagde han og Jacob rødmede svagt.

 

Og det var sådan, at showet opstod. James skabte forbindelser med nogle tv kanaler og fik ideen sat i værk. Han trak i nogle tråde for, at showet kunne begynde øjeblikkeligt og ikke skulle vente til næste sæson.

Efter nogle uger var showet allerede oppe, at køre. Der var ikke lavet meget reklame med den korte frist, men James mente, at det nok skulle gå. Det blev hurtigt et hit. Efterhånden som seerne strømmede til, gjorde pengene ligeså.

 

Dog var der steder på skolen hvor der ikke var placeret kameraer. Et sted bag en af skolebygningerne stod to drenge. Den ene vidste ikke hvorfor han var blevet bedt om, at komme. Han havde fået en seddel skubbet ind under døren til sit værelse, hvorpå der stod, at han skulle ankomme her på dette tidspunkt. Det var næsten aften. Beskeden var anonym. Men han kendte den person der stod foran ham.

”hvorfor bad du mig komme her?” Spurgte han irriteret.

”det.. jeg ville snakke med dig om noget.” Sagde den anden dreng nervøst.

Han var lige ved, at snappe. Hvis de kendte hinanden, hvorfor så snakke her? Kunne han ikke bare have stoppet ham ude på gangen? Han sukkede.

”snakke? om hvad?” Spurgte han til sidst.

Den anden dreng tøvede.

”Jeg… Jeg har gerne villet fortælle dig det her i noget tid nu.” den anden dreng tog en dyb indånding.

”Jeg er forelsket i dig! Vil du gå ud med mig?” erklærede han.

Den første dreng smilede. Gik tættere på den anden op placerede sin højre hånds fingerspidser på den andens brystkasse. Den anden dreng spærrede øjnene op.

”jeg.. troede ikke du var til den slags… er du ikke frastødt af mig?” Spurgte han, dog forhåbningsfuldt.

Den første drengs smil blev stramt. Øjnene kolde og hans højre hånd greb hårdt om hans T-shirt.

”selvfølgelig er jeg det! En fyr bager på mig? Det for klamt! Gå og dø, homo!” han skubbede hårdt den anden dreng i brystkassen så han snublede et par skridt bagud. Den første dreng fortsatte sin nedgørende tale:

”du er afskyelig! Forsvind fra mit åsyn, fag!”

Den anden drengs øjne fyldtes med tårer. Han løb. Han løb og løb. Hans T-shirt fik pletter af hans tårer. Afvisningen. De hårde kolde hadefulde øjne. Skældsordene. Det var for meget.

 

Inde på skolen gik Jacob og Spikey sammen mod spisesalen for, at få en kop aftenkaffe. De var i gang med, at tale om en ny film som Spikey havde hørt om.

”de siger, at den har de bedste effekter man hidtil har set! Der skulle være en scene hvor helten springer ud fra en bygning uden faldskærm! Skuespilleren laver selv sine egne stunts!” Spikey var helt oppe, at køre.

”virkelig? Jeg elsker når de gør sådan noget! Det er så sejt… av!” Jacob var stødt ind i nogen, der var på vej gennem døråbningen de skulle til, at gå forbi.

”det må du undskylde…” hun kiggede på personen hun var stødt ind i.

”… Josh?” Spurgte hun overrasket da hun så, at han havde tårer i øjnene.

Han græder? Hvorfor? Hans øjne er røde. Tænkte hun.

Hun fik en alvorlig mine på. Hun tog fat i Josh’ arm.

”kom med mig! Spikey? Vi går i seng nu. ses i morgen” Sagde hun og begyndte, at trække Josh med hen mod trapperne.

”Det er i orden. Gå bare.” Spikey kunne godt se, at Josh havde brug for støtte og, at det var bedst, at lade dem gå. Han surmulede dog over, at han ikke kunne tilbringe tid sammen med den eneste pige på hans alder. SÅ! Slå det ud af hovedet! Du har besluttet dig for, at du vil holde på hendes hemmelighed! Du afslører hende hvis du flirter med hende! han gik videre alene.

 

Oppe på værelse nummer 161 sad Josh på sin seng og tørrede tårerne af i sine håndled. Jacob stod og rodede i sit skab.

”fandt dem!” Hun gik hen til ham og rakte en æske med papirlommetørklæder frem.

Han tog imod dem og pudsede sin næse. Hun satte sig ved siden af ham og ventede tålmodigt indtil han havde kølet ned.

”hey.. hvad er der sket?”

Josh snøftede en gang.

”Jeg.. jeg er lige blevet afvist.” sagde Josh og kastede papirkuglen i sin hånd hen mod papirkurven. Den ramte ikke.

”av.” Sagde Jacob medfølende og tænkte over det.

”måske.. ville hun bare gerne have, at du sagde det til hende direkte og ikke over telefon.. eller sms.. Hvad brugte du?” Spurgte hun og rejste sig op igen.

Josh tøvede.

”Lover du ikke, at dømme mig?” Han så alvorligt på hende.

Jacob tøvede ikke. Hun nikkede bestemt og knælede ned foran ham.

”Jeg talte direkte til ham.” svarede han så.

”han? Betyder det at.. åh.” Han er bøsse? Tænkte hun.

Hun sad og tænkte lidt for sig selv. Han vil sikkert bede James om, at få et nyt værelse nu hvor han ved det. Det ville de fleste gøre. Tænkte Josh.

”var han hård ved dig?” Spurgte hun.

”hvad? Jacob… skal du ikke begynde, at løbe skrigende bort? Syntes du ikke, at det er klamt?” Josh var lamslået.

Han havde kun mødt to eller tre personer i sit liv som ikke var rendt skrigende væk når han havde fortalt det. Jacob rystede blidt på hovedet.

”Jeg kommer fra Danmark. Vi er ikke så homofobiske der, som i Amerika. Personligt har jeg ikke noget imod din seksualitet. Der er ikke noget galt med, at være bøsse.” Sagde Jacob forstående og lagde en hånd på hans knæ.

Josh brød sammen og fik grædt ud. Jacob sad bare tavs hele tiden og nussede hans knæ. Da Josh var færdig var hans øjne meget røde.

”lad os gå i seng.” sagde Jacob til sidst.

”det hele vil blive bedre i morgen.” Sagde hun og tog fat i sin dyne for, at rede op til, at gå i seng.

Josh stod og iagttog hende med et dødt udtryk i øjnene. Han gik hen og tog fat i Jacobs højre arm.

”hvad?” spurgte Jacob. Har man mare på hjerte? Tænkte hun.

Uden advarsel, trak Josh hende hen og smed hende i sin seng. Han kravlede op i sengen og holdte fast i hendes håndled og støttede sin kropsvægt på sin anden hånd.

”J.. Josh?” Hvad laver han? Tænkte hun forbavset.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...