En verden til forskel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2012
  • Opdateret: 25 aug. 2015
  • Status: Igang
En ung pige vil gerne gå på den eneste magiske skole i hele verden. Men magi er ikke ment til at blive udøvet af kvinder. Og hvad gør man så? Hun beslutter sig for, at klæde sig ud som dreng og tilmelde sig. Men hvad gør hun når hendes venner på skolen opdager hendes beskidte lille hemmelighed? Eller når de finder ud af, at hun besidder større evner end drengene?

306Likes
440Kommentarer
23090Visninger
AA

17. Hvad kæmper vi for?

 

Savne mig? NEJ! det vil ingen jo hvis jeg ikke redder dem! Så vil det hele jo være forbi! Jacob åbnede øjnene mens hendes hånd famlede ned til hendes venstre hofte og hev den skarpladte pistol op af hylstret og satte den for James venstre tinding.

”undskyld.” hviskede hun tørt med den sidste luft hun havde tilbage i lungerne. Så skød hun.

En krafteksplosion slyngede James til siden så han fløj gennem luften og ramte vægen 8 meter væk og skank bevidstløs sammen på gulvet.

”arh!” skreg James mens al luften blev presset ud af hans lunger og hans hoved stødte ind i den hvidmalede beton.

 Vægen havde givet efter hans vægt og der faldt små brudstykker ned over hans ansigt. Jacob var i mellemtiden blevet presset med kraften fra pistolen længere op mod vægen indtil hun til sidst sank hostende og rallende til jorden.

Josh havde fået vejret og løb vaklende hen og knælede ned foran hende.

”J.. *host* Jacob? Er du okay?”

Hun hostede og rallede videre mens hun vinkede og pegede hysterisk over mod James. Hun ville have ham til, at tjekke James. Og det skulle være lige nu! Josh nikkede og løb over til James og fjernede hurtigt de værste brudstykker fra hans ansigt ved, at køre hånden forsigtigt ned over hans ansigt. Derefter lagde han øret mod hans brystkasse og lyttede.

Der var intet hjerteslag. Josh søgte febrilsk efter lyden, men den var der ikke. Han rettede sig op selv om han stadig var knælende. Han så på James. Og opdagede den fejl han havde begået. Han havde lyttet til den forkerte side af brystkassen. Han lagde nu øret på det rette sted og lyttede.

 Han kunne høre både hjerte og åndedrag.

Han åndede lettet op. Selvfølgelig var der ikke sket ham noget. James var stærk. Der var ingen mulighed for, at sådan et sølle våben kunne tage livet af ham. Han løb tilbage til Jacob og knælede igen foran hende og holdte hende om skuldrene.

”det okay! Han er okay! Han er bare bevidstløs… du gjorde det.” sagde han forpustet.

Hun så, lettet op på ham og derefter på James. Hun tørrede tårrene væk og samlede brillerne op og satte dem på plads.  Charles gjorde dem selskab mens han holdte sig på sit ømme punkt på hovedet. Han ville med garanti få en ordentlig bule lige dér.

Efter, at de havde sundet sig lidt og samlet deres udstyr sammen listede de hen mod indgangen. Jacob åbnede forsigtigt dørene på klem og så hvordan sirenerne sad og lo sammen. I det øjeblik blev hun fyldt til randen med ren og skær had.  Det er DEM der er skyld i alt det her. De har skadet mine venner og vil putte dem i yderlig fare de møgsvin! Jeg skal.. Jacob åbnede døren yderligere for, at gå ind og give dem en ordenlig røvfuld! Men hun blev stoppet af Charles der tog hårdt fat om hendes skulder og rykkede hende bagud. Han smed hende op ad vægen og holdte hende fast der.

”av! Hvad fanden laver du? Jeg skulle lige til, at dele flade ud!”

”tving mig ikke til, at slå dig igen. Fald ned!” sagde han indtrængende.

Hun tog en dyb indånding men var stadig møg sur.

”okay hvad vil du?” mumlede hun.

Han kunne nu godt skynde sig. Hendes venner var lige derinde.

”har du bare tænkt dig, at brase ind uden en plan?” Spurgte Charles.

”En plan? Var planen ikke, at vi gik ind og sparkede røv og redde vores venner?” spurgte hun forvirret.

”og? Det sekund du træder indenfor og begynder, at skyde omkring dig vil du blive fanget ligesom James. Vi bliver nødt til, at have en måde vi kan snige os ind på uden, at de bemærker os.” Charles gik hen til en af de bevidstløse forheksede og rev hans antenne af. Han drejede dem mellem fingrene og undersøgte den grundigt. Til sidst åbnede han en lille klap han fandt og rev en masse små røde, blå og gule ledninger ud af den og lukkede klappen igen.

”jeg har ingen anelse om hvad disse her er til. Sirenerne kan jo forhekse mænd så hvad skal de bruge disse antenner til?” Sagde Charles eftertænksomt.

”men jeg er sikker på, at hvad end de gør så kan de ikke virke uden disse” han løftede hånden og fremviste de ledninger han havde revet ud af skiven.

Han stod og tænkte i noget tid.

”hvordan skal vi kunne komme ubemærket ind?” han kiggede ned på den antenne han havde i hånden.

Så løftede han hovedet som om han havde fået en ide.

”det kunne måske virke.. men det er risikabelt.” Charles hjerne arbejdede som en gal.

”hvad har du tænkt dig?” Spurgte Josh.

Charles så op som om han først nu opdagede at de andre var der.

”jeg har en plan..” Sagde han så.

”skide godt Egon!” Sagde Jacob og knyttede sin højre næve i sejr.

Josh og Charles gloede på hende som om hun var sindssyg.

”du sagde: ’jeg har en plan’ ikke? Det er det Egon plejer, at sige.. i ved.. de der tyveknægte i tv med gummihandsker og talkum der..?”

Tavshed.

”i kender den ikke? Når nej! Dansk tv… bare glem det.”

Charles fortsatte.

”min plan er, at vi alle skal indfanges af sirenerne.” Sagde Charles stolt.

Tavshed.

”okay så sindssyge smitter?” spurgte Josh.

”først lader jeg mig indfange og bytter de forheksedes antenne ud med denne her.” han holdte skiven op.

”og derefter går jeg ud og henter jer og sætter endnu en saboteret antenne på jer i stedet. Jacob, efter, at du er blevet ’forhekset’ gemmer du dig i køkkenet og gør dig klar til, at skyde så mange elever som muligt. Vores største problem er eleverne. De skal uskadeliggøres. Alle sammen. Når der ikke er flere bevidste forheksede så gemmer du dig og lader Josh og jeg klare resten. Du skal ikke deltage i kampen mod sirenerne eftersom du er for svag. Forstået?” det Charles sagde begyndte rent faktisk, at give mening… og måske kunne det rent faktisk lykkedes hvis de var rigtig heldige.

”forstået! Men der var stadig noget der ikke stemmer” sagde Jacob.

”du har ret..” sagde Charles.

”vi ved ikke engang hvad disse skiver gør, men det risikable er jo om vi kan modstå sirenernes magi. Hvis bare én af os bliver rigtig forhekset så vil den person ødelægge hele vores dække og forråde os.” fortsatte han og gik hen for, at stjæle flere antenneskiver fra de bevidstløse.

”men vi har en fordel…” fortsatte han.

”hvis min teori er rigtig så kan forheksede ikke bruge deres auravåben. James havde muligheden, men han kæmpede imod os med sine bare næver. Vi kan bruge vores auravåben i et overraskelses angreb når vi har infiltreret deres midlertidige base i kantinen.” han hev ledninger ud af de to sidste antenneskiver.

”jeg går først.. og så henter jeg jer om lidt. Vent her og gem jer.” sagde han og puttede to antenneskiver i lommen og beholdte den anden i højre hånd.

Jacob og Josh gik væk fra indgangen og stillede sig op ad vægen ved siden af dørene. Charles tog en pil med den hånd han havde skiven i og spændte sin bue.

”jeg håber altså, at I to er gode skuespillere…” sagde han anspændt og sparkede dørene til kantinen op og styrtede ind.

”BERED JER PÅ, AT DØ FORRÆDERER!” råbte han mens han løb direkte mod sirenerne og affyrede sin pil.

Den ramte ikke sirenerne, men borede sig ind i vægen bag dem. Sirenen med det brune hår og røde kjole rejste sig op og hvæsede.

”SLAVEHÆR! ANGRIB!” hun pegede på Charles med sine perfekte lange negle og en million øjne blev rettet mod Charles.

De angreb fra alle sider. Det tog ikke lang tid, at indfange ham. Han var ikke nær så stor eller stærk som James og eleverne var skånselsløse. Jacob og Josh stod og kiggede gennem sprækken mellem dørene. Charles auravåben blev taget fra ham og han blev brutalt tvunget i knæ.

”arh” skreg han da han fik en fod i ryggen og armene tvunget bagud.

Sirenen gik frem og lo.

”tåbelige mand! Troede du seriøst, at det ville virke? Bare rende ind og skyde vildt omkring dig? Du er vidst ikke ret klog… og du har vidst ikke nogen tøjsmag” sagde hun og gav ham elevatorblikket.

En af eleverne gik hen og tog en af antenneskiverne fra kasserne. Da den forheksede kom tættere på blev Charles ansigt fyldt med underen og vidst også frygt.

”hvad er det?” spurgte han sirenen der rullede med øjnene.

”det er sikkert ikke noget en mand for slet ikke, at snakke om menneske, ville kunne forstå, men jeg skal prøve, at gøre det enkelt. Det du ser her er et fint instrument som vi kalder en tilstands-standser.” hun tog endnu et skridt frem. Det var klart, at hun nødt, at blære sig.

”En tilstands-standser fastholder ’den der bærer den’s tilstand indtil den bliver fjernet. Som du kan se så fastholder jeg og mine søstre lige nu dine venner i en tilstand af vores forhekselse.” hun smilede og afventede reaktion.

”men… hvorfor behøver i bruge dem når I allerede har forhekset dem?” spurgte han som om han ikke forstod hvad der lige var blevet fortalt ham.

Men det var bare skuespil.

”hvorfor? Dumme, dumme mand! Vores forhekselser er ikke permanente! De går i opløsning efter et par minutter… en mand er nødt til, at se på os for, at blive forhekset og jo tættere på vores øjne de er desto længere holder forhekselsen.” Charles kunne se, at hun begyndte, at kede sig.

Hvis han skulle få ordnet noget så var det nu! Men hvad skulle han spørge om? Hvad skulle han gøre?

”slut med de spørgsmål… det er tydeligt, at du ikke kan rumme det i din lille hjerne.”

Hun gik helt tæt på Charles og knælede ned foran ham og holdte hans blik fast ved, at gribe hårdt fat om hans underkæbe.

”vent..” gispede han.

Hun tvang ham til, at se ind i hendes honningfarvede øjne. De lyste kort op og Charles øjne blev spærret op i et kort øjeblik og han fik et fjoget ansigtsudtryk. De forheksede slap ham. Charles begyndte, at stå og svaje fra side til side som en eller anden idiot mens han betragtede skønheden foran ham. Da den forheksede kom hen til ham for, at give ham antennen på mistede Charles balancen og væltede ind i eleven.

Charles blev skubbet tilbage og han svarede ved, at grine fjoget.

”hvad laver han?” hviskede Jacob.

Den forheksede gik hen og satte antennen fast på Charles tinding. Charles ansigtsudtryk blev neutralt og hans smil forsvandt. Hans auravåben forsvandt som et spøgelse mellem de forheksedes fingre.

”hvad? Jamen.. hvorfor skiftede han ikke skiven ud?” hviskede Jacob hysterisk.

Hvad skete der? Charles fik jo ikke udskiftet antennen. Betyder det, at han rent faktisk er forhekset? Den måde han slap ind på var jo ikke ligefrem ’’ubemærket’’ han VAR inde, men hvad forskel var dette på, at blive fanget med vilje eller, at blive fanget mens de prøvede, at redde deres venner? Det var jo umuligt, at han kunne have byttet antennen ud efter hvad de lige havde set. Jacob begyndte efterhånden, at indse nederlaget og smage skuffelsens bitterhed.

Det varede dog ikke længe. Charles prikkede nogle andre forheksede på skuldrene og pegede over mod Josh og Jacobs skjulested. De begyndte sammen, at gå over mod dørene. Bragte han nogle af de forheksede med? I det øjeblik var Jacob sikker.

 

Charles var lige nu i gang med, at forråde dem. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...