En verden til forskel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2012
  • Opdateret: 25 aug. 2015
  • Status: Igang
En ung pige vil gerne gå på den eneste magiske skole i hele verden. Men magi er ikke ment til at blive udøvet af kvinder. Og hvad gør man så? Hun beslutter sig for, at klæde sig ud som dreng og tilmelde sig. Men hvad gør hun når hendes venner på skolen opdager hendes beskidte lille hemmelighed? Eller når de finder ud af, at hun besidder større evner end drengene?

307Likes
440Kommentarer
23504Visninger
AA

18. Hvad kæmper vi for? (del to)

 

Charles var på vej over mod dem. Jacob havde både lyst til, at løbe sin vej og gå derind og give ham én på siden af hovedet. Hvad skulle de gøre? Han havde bedt dem om, at vente på, at han hentede dem. Hvilket han også gjorde lige nu, men hvis han virkelig VAR forhekset så ville det være katastrofalt, at lade sig indfange nu!

”hvad gør vi?” spurgte Josh rædselsslagen.

Hvad skulle de gøre? Hvis de løb nu ville de nok kunne ryste dem af. Skulle de løbe eller blive? Kunne der være en minimal chance for, at Charles rent faktisk havde klaret den?

”vi er nødt til, at løbe nu Jacob!!” skyndede Josh på Jacob der stadig stod og kiggede ind mellem sprækken.

Vi løber. Tænkte hun. Han fik ikke byttet den ud så hvis vi ikke løber er det slut. De måtte få hjælp udefra.

Så slog en tanke hende.

”vi bliver” sagde hun bestemt og gik væk fra døren.

”HVAD?” spurgte Josh overrasket og skræmt.

”vi bliver” gentog hun.

”men…” stammede Josh og gik væk fra hende. parat til, at løbe.

Hun havde bestemt sig. Hun huskede en fejl hun havde begået før. Det ville hun ikke gøre igen. Hun stillede sig op ad vægen og foldede armene over kors for, at understrege sin beslutning.

Josh gik frem og tilbage. Han ville gerne løbe sin vej, men han ville ikke være alene. Han vidste ikke hvad han skulle gøre ved situationen på egen hånd. Desuden ville han aldrig kunne se sig selv i spejlet igen hvis han efterlod hende her alene. Han auravåben skrabede højlydt hen over gulvet når han gik og det begyndte, at gå Jacob på nerverne.

”fjern dit auravåben Josh. Du får alligevel taget den fra dig.” Sagde hun og stak sin pistol i hylstret.

Hun håbede på, at de ikke ville lægge mærke til dem eftersom hele hendes tøj sæt var sort som pistolerne, men hun tvivlede på det.

Josh tvivlede lidt. Han ville helst beholde den fremme. Den gav ham en følelse af tryghed, men han vidste, at hun havde ret. Han lod sit auravåben forsvinde mellem sine fingre som et spøgelse. Nu skulle de bare vente.

Det varede ikke længe før Charles brasede gennem døren sammen med de forheksede og greb hårdt fat i Josh’s hår, tøj og indfangede ham brutalt sammen med en anden forhekset. Jacob blev taget ved hver af sine arm og løftet op ved armhulerne så hun ikke havde fodfæste.

Der var nu ingen vej tilbage. De måtte sætte deres lid til, at Charles var mere udspekuleret end de havde troet. De begyndte begge skuespillet og strittede imod og sparkede ud til alle sider.

”lad mig gå! Giv slip!” hvæsede hun ad dem mens hun sprællede og sparkede de forheksede i siderne.

Inde i kantinen sad sirenerne på deres midlertidige troner og snakkede. Eller det gjorde to af dem i hvert fald. Sirenen i den røde kjole sad og stirrede ud i luften.

”søster?” spurgte sirenen med det lyse hår og de lilla øjne.

Hun reagerede ikke.

”Marfa?” spurgte hun.

”hvad?” Marfa blev revet ud af sine tanker og vendte hovedet mod sin søster.

”du virker fraværende. Er der noget galt?”

Marfa rystede på hovedet.

”nej.. jeg sad bare og tænkte på gamle dage. På hvordan alt det her startede.. og ham.” hun kiggede på sin søster.

”du skal ikke være bekymret for mig, Akilina.” fortsatte hun.

Akilina så dog stadig bekymret på Marfa. Både hende selv og hendes søstre var stadig hjemsøgt af det væmmelige minde. De prøvede desperat, at glemme det, men de havde en mission, at fuldføre så hun lod det ligge.

En gruppe forheksede havde indfanget to elever mere og førte dem nu hen til dem. Eleverne slog og sparkede ud til alle sider mens de råbte skældsord og truede de forheksede. Den ene havde pjusket mørkt hår og briller og den anden var iført en heldragt og havde en mærkelig form for hovedbeklædning på. Det matchede overhoved ikke. Flere mænd uden sans for tøjsmag.

Hun så igen kort over på Marfa, men hun så ud til stadig, at være hensunket i tanker. Hun besluttede sig for, at tage den her for hende. Hun rejste sig op og gik over til de ny indfangede elever og forberedte sig. At forhekse det modsatte køn var en kunstart i sig selv som andre kulturer hverken ville forstå eller kunne acceptere. Mange fra deres egen race var endda helt stoppet med, at udøve den kraft som et symbol for fred med den første dimension. Det var dog en latterlig tanke mente hun. Den første dimension var indbegrebet af mænd og dem ville de have fred med? Engang styrede de utallige verdener. Og nu..? de var blevet til skrøner. Silhuetter at mange dimensioners fortid og nogle steder helt glemt. Man havde mistet respekten for dem. Og det var hovedgrunden til at HAN gjorde dét mod dem… han..

NEJ! Det må jeg ikke tænke på! jeg bryder sammen igen hvis jeg tænker for meget over det. Jeg må være stærk.. for mine søstres skyld. Tænkte hun og puttede en fattet mine på. Det var måske kun en facade, men hendes søstre betød mere for hende end noget andet.

”hvad har vi her?” hun gav dem elevatorblikket og kiggede så over på Charles.

”det ser ud til, at jeres lille ven forrådte jer! Sikke en skam. I burde have vidst, at jeres sølle forsøg på modstand ville slå fejl.” hun smilede overlegent og kørte fingrene gennem sit lyse hår.

”men hvad kan man forvente af mænd? Underlegne væsner… okay lad os få det overstået.” sagde hun og knælede ned foran dem.

Hold da helt op hvor er disse sirener dog melodramatiske og overfladiske… kommer det mon sammen med udseendet? Tænkte Jacob indtil hendes opmærksomhed faldt på noget andet.

En elev kom hen og stod allerede klar med en tilstands standser til Josh. Og kort efter en til ved hende selv. Hvor var Charles henne? Hun havde sat sin lid til ham så hvor var han? Hun så sig omkring.

Dér. Han stod ovre ved kasserne. Han havde ryggen til dem. Han VAR forbandet! Den idiot! Hvad var meningen med planer hvis de alligevel ikke virkede? Hun havde sådan håbet på, at han på en eller anden måde havde smyget sig uden om forbandelsen på en eller anden måde og så virkede det ikke engang? Hun havde endda trukket Josh med ind i alt det her og han kunne have stukket af og måske have hjulpet dem udefra! Hvordan kunne jeg dog være så dum? Hvorfor tænker jeg aldrig tingene igennem? Jeg håber og håber på, at tingene løser sig hvis jeg bare løser sig hvis jeg ønsker det, men jeg er nødt til, at handle selv hvis jeg vil have noget gennemført! Tænkte hun og forsøgte, at sparke den forheksede ved siden af sig i hovedet. Hun ramte ikke og blev straffet med en dyb smerte da hendes fod landede hård på gulvet igen. Bidemærket sved sindssygt meget.

”Av!” beklagede hun sig og trak foden lidt op fra gulvet for, at lette trykket.

Akilina løftede det ene øjenbryn og smilede lumsk.

”bare rolig lille menneskedreng. Snart vil du ikke kunne mærke smerten længere.”

Ikke føle noget? Ja klart! Jeg er jo kvinde! Gad vide hvad de vil gøre ved mig når de finder ud af det? selv hvis jeg spiller forhekset vil Charles bare stikke mig i ryggen igen og afsløre mig! Hvad gør jeg? Spiller forhekset og stikker af? Men vil Josh følge efter? Og ER Josh overhovedet fuldstændig immun over for sirenernes magi? Han kunne jo i teorien godt tænde en lille smule på kvinder dybt nede i sin underbevidsthed. Tankerne kørte rundt i hovedet på hende og hun blev bare mere og mere forvirret for hvert spørgsmål hun stillede sig selv.

Akilina kiggede bare på hende et øjeblik.

”hey… den hue? Du er jo den lille dreng der viste os vejen til kontrolrummet, ikke?” hun lo enkelt gang med lukket mund.

”jeg burde faktisk takke dig… uden dig ville den store mand sikkert have fået mistanke om vores identiteter hvis vi gik og snuste rundt i flere dage efter rummet.” hun rejste sig op og bredte armene ud til siderne.

”alt det her… er takket være dig!” hun lod sine ord hænge i luften så de rigtig kunne bore sig ind i Jacobs sjæl.

Akilina lod sin opmærksomhed falde tilbage på Josh og hun knælede ned og tvang ham til, at se ind i hendes øjne ved, at holde fast om hans hage. De lyste kort op i en vidunderligt smuk pink/lilla farve og faldt derefter tilbage i hendes naturlige lilla øjenfarve.

Josh spærrede øjnene op og smilede bagefter skævt. Han fnes lidt og betragtede Akilina. Han fik sat en tilstandsstandser fast på tindingen og hans ansigtsudtryk faldt tilbage i sine naturlige folder. Han blev sluppet hvorefter han vendte sig om og gik sin vej. Han gik over og hjalp de andre forheksede med, at flytte kasser.

Så vendte Akilina sig mod Jacob.

Jacob havde fældet en tåre. Det hele er min skyld. Tænkte hun.

Akilina skubbede Jacobs sikkerhedsbriller op så de sad på hendes panda. Derefter tog Akilina hårdt fat om hagen på hende. Det gjorde rigtig ondt. Disse skabninger var ikke kun vidunderligt smukke, de var også utroligt stærke. Lige meget hvor meget hun prøvede kunne hun ikke lade være med, at kigge hende ind i øjnene. Og hvorfor ville hun lade være? De var så smukke… så smukke.. smuk…

Det tog hende et øjeblik, at indse, at Akilina var i gang med, at kaste sin forbandelse over hende. Akilinas øjne holdte op med, at lyse. Det tog Jacob to nanosekunder, at huske hvad hun så skulle gøre. Hun smilede. Hun så på skønheden foran hende med så meget længsel i blikket hun kunne.

Jeg er nødt til, at gøre det godt igen… sirener.. i vil falde!!!

Akilina klemte kort øjnene sammen, men lod det ligge. De to nanosekunder kunne have kostet Jacob dyrt hvis ikke Akilina var mere optaget af, at komme tilbage til sin søster end, at være sikker på hvad hun lavede.

De forheksede slap Jacob og en eleven med tilstandsstandseren kom hen til hende og satte den fast på hendes tinding. Det føltes klistret, men ikke fedtet. Lidt ligesom, at få et plaster eller et stykke tape sat fast på hovedet. Hun holdte op med, at smile og begyndte, at gå hen for, at arbejde ligesom de andre. Hun gik over og tog imod kasser fra den anden indgang til kantinen. Tilfældigt mødte hun Josh da hun skulle laste af. Han var i gang med, at stable da han fik øje på hende. De stod bare og betragtede hinanden med udtryksløse ansigter i ganske få sekunder. Så nikkede Josh ganske umærkeligt. Hun nikkede ganske forsigtigt igen og gik videre.

Så stoppede hun. I den anden ende af rummet stod Charles og stirrede direkte på hende.

Han begyndte, at gå med kurs direkte imod hende. hvad skulle hun gøre? Hente Josh og tage spurten? Hun vendte hovedet og prøvede, at finde Josh, men han var væk. Forvundet i mængden.

Er han forhekset? Josh’s og min tilstandsstander ville jo ikke have nogen effekt lige meget om Charles havde saboteret den eller ej.

Jeg kan ikke tage den af og tjekke her. Hvad gør jeg nu?

Jacob havde ikke tid til, at tænke mere for Charles var nu foran hende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...