En verden til forskel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2012
  • Opdateret: 25 aug. 2015
  • Status: Igang
En ung pige vil gerne gå på den eneste magiske skole i hele verden. Men magi er ikke ment til at blive udøvet af kvinder. Og hvad gør man så? Hun beslutter sig for, at klæde sig ud som dreng og tilmelde sig. Men hvad gør hun når hendes venner på skolen opdager hendes beskidte lille hemmelighed? Eller når de finder ud af, at hun besidder større evner end drengene?

306Likes
440Kommentarer
23134Visninger
AA

10. Hundeejer får fint besøg (del to)

 

Jacob kom ind på kontoret uden, at banke på. En ting som James havde bedt hende gentagende gange om, eftersom hun jo allerede VAR inviteret.

”James!” Sagde hun spændt.

James så op fra sin computer. Han havde læsebriller på som han tog af og rejste sig op fra kontorstolen.

”Jacob. Velkommen.”

Jacob satte sig i James kontorstol og lænede sig fremad med spredte ben, støttende på armene der var placeret på kanten af stolen imellem dem. Hun vippede spændt og utålmodigt frem og tilbage på den.

”hvad er de gode nyheder? Hva? hva?” Hun smilede bredt mens hun så op på ham.

James tog brevet og rakte det til hende.

”det er fra nogle meget højtstående fra den første dimension” han smilede tilbage.

”fortæl mig lige igen hvad den første dimension er” Sagde hun mens hun tog brevet op i øjenhøjde og kløede sig samtidigt i hovedbunden.

”den dimension ''gutterne ovenpå'' kommer fra.” Svarede han for 117’ende gang.

”hvorfor ikke bare kalde den for Ecitsuj?”

”fordi det andet er lettere, at udtale.. læs nu videre” skyndede han.

”jajajaa.. giv mig lige to sekunder.” hun vinkede med venstre hånd imens for, at understrege det hun sagde.

Hun løftede blikket.

”jamen det jo fantastisk!” Sagde hun overrasket.

”Ja ikke?”

Jacob nikkede.

”Jeg vidste ikke, at der rent faktisk fandtes sirener.” Sagde hun og gav James brevet tilbage.

”de var her samtidig med, at gutterne ovenpå var her sidste gang. De skabte en del ballade men disse sirener, familien Inna Kir, er blevet til en meget magtfuld og respekteret familie i den første dimension.”

”og de kommer på besøg? Hvornår? Det er for vildt! Men hvilke forretninger er det de taler om i brevet?” Jacob rejste sig og gik hen til James minibar, hvor hun fiskede en cola ud til sig selv.

”de kommer i overmorgen. De er meget forud for denne dimensions teknologi. De vil sælge deres viden til gengæld for værdier som diamanter, hvilket de har forfærdelig lidt af i den første dimension.”

Jacob fandt øloplukkeren og åbnede sin cola.

”forud i teknologi… vil de lære os, at lave biler der kører længere på litteren, eller hvad?” Spurgte hun og tog en tår.

”nej… mere en bil der kører udelukkende på hjernebølger. Fri for benzin. Kun ved hjælp af tankens kraft! DEN slags teknologi.”

Jacob var lige ved, at kvæles i sin cola. Hun hostede.

”seriøst?” Spurgte hun chokeret efter, at hun havde fået vejret.

Han nikkede. Jacob smilede bredt og lavede en lille dans mens hun mumlede en lille sang på om en ''flying car''.

”hvordan er de?” Sprugte hun.

”hvad?”

”sirenerne! Hvordan er de?” Jacob satte sig ned på den meget mindre stol, der stod foran James skrivebord.

”de er.. intelligente og.. ufatteligt smukke.” svarede han lidt akavet.

”smukke?” Sprugte Jacob.

”du må huske på, at de er magiske væsener, der brugte deres skønhed og magi til, at lokke sømænd til, at styre deres skib i døden mod klipper og den slags.” Forklarede han.

James brugte resten af tiden på, at forklare om hvilke vidundere sirenerne havde skabt for andre verdener med deres teknologi.

”uha! Prøv lige, at se på uret, James! Jeg må hellere se, at komme i seng, inden de slukker lyset.” Jacob rejste sig, tog flasken og smed den i genbrugsspanden.

”Ja, jeg må nok også hellere se, at komme hjem.” Svarede James.

”hey James. Hvor bor du forresten?” Spurgte Jacob undrende.

James kiggede op fra computeren, som han skulle til, at slukke.

”jeg bor i et hus lige ved siden af skolen. Tæt nok på til, at jeg kan nå herover i nattetimerne hvis der sker en nødsituation.” Han åbnede et program på computeren.

”ok, fedt. Jeg smutter. Vi ses, James!” Jacob gik over mod døren.

”og Jacob..?” indskød James.

Jacob stoppede op og vendte sig halvt om, stadig med dørhåndtaget i den ene hånd.

”ja?”

”du skal ikke lytte til sådan nogle typer! Selvfølgelig er du ikke nogen hund!”

Hun stivnede.

”hvordan vidste du at…?” hun lod spørgsmålet hænge i luften, smilede, nikkede og forlod kontoret.

James kiggede på det program han havde åbnet. Det var et overvågningskameras direkte udsendelse han kiggede på. Han fnes for sig selv.

”du har glemt din egen idé, Jacob.” på skærmen så man Jacob løbe forbi, på vej mod sit værelse.

 

 

To dage senere, var hele skolen indviet i sirenernes ankomst og der var lavet forberedelser til besøget. Sirenerne ville dog først komme efter skoletid, så der var stadig lang tid til, at de ville ankomme. Jacob og resten af gruppe 3 sad og spiste frokost. Selvfølgelig var samtaleemnet det samme ved alle bordene.

”hvordan tror i sirenerne er?” spurgte Spikey drømmende og puttede en kogt gulerod i munden.

”James har fortalt, at de er intelligente og smukke.. men ellers ved jeg ikke rigtig hvad de ellers er for nogle.” svarede Jacob ivrigt.

”smukke hva?” Spikey begyndte, at savle og modtog en dumflad fra Jacob.

”glem alt om det dér, Spikey! Selv om du var den SIDSTE fyr på jorden… tror jeg, at de bare ville tage tilbage til den første dimension og finde en der var bedre end dig! Hahaha!” grinede hun.

Luke, Mike og Josh grinede med. Charles grinede aldrig.. jo den gang Jacob kom med sit forslag til reality showet men… nå, pyt!

Josh og de andre havde dog opført sig lidt spøjst på det seneste. Josh sagde næsten aldrig noget unødvendigt mere og Spikey rendte ikke rundt med et af sine pornomagasiner mere. Til sidst kunne Josh ikke styre sig længere. Han måtte have det af vide.

”Jacob? Hvordan kan du føle dig så afslappet med alle de kameraer?” spurgte han anspændt.

Jacob var faktisk overrasket over det spørgsmål. Hun kiggede på de andre der stift spiste deres frokost. Hun lagde mærke til, at hun var den eneste der spiste noget man skulle bruge spisepinde til. Det gik op for hende, at de var rædselsslagen for, at skulle kvaje sig i et eller andet foran hele verden. Endda, at tabe mad.

Jacob havde været spærret inde på det dumme gods over halvdelen af sit liv. Hun havde vænnet sig til, at kameraer fulgte hendes mindste bevægelse 24-7. Det var klart, at hun nok var den eneste på hele skolen der kunne føle sig tilpas på dette tidspunkt. Hun så sig omkring i hele kantinen. Et par elever havde fulgt med i deres samtale på grund af, at Jacob vidste den smule om sirenerne som James havde fortalt hende. De kiggede stadig og Jacob kunne se deres anspændthed.

For de andre… må dette her værre et mareridt. Ikke bare for MIN gruppe, men for hele skolen. Tænkte hun. Hun bemærkede også en eller to bebrejdende blikke.

I dét øjeblik besluttede hun hvad hun måtte gøre. Hun måtte på en eller anden måde få folk til, at slappe af og ikke være bange… men hvordan?

”i har det alle sammen på den måde?” Spurgte hun sine venner.

De nikkede.

”det er min ide.. så jeg skal nok gøre noget ved det!” Lovede hun.

”men.. hvordan?” Spurgte Mike nervøst.

Andre personer, der havde lyttet med i samtalen, begyndte, at hviske sammen. Jacob ventede til, at nyheden havde spredt sig til hele kantinen.

Så rejste hun sig op. Hun sin bakke der havde hendes tallerken med en risret og et glas med juice.

”jeg tror jeg glemte noget… salt” Sagde hun lidt højere end hun behøvede.

Hun gik ud fra sin plads med bakken og følte de tusindvis af øjne der fulgte hende. hun havde sommerfugle i maven og hadede allerede sig selv for det hun skulle til, at gøre. Hun kiggede op på kameraet. Nu håber jeg i nyder showet. Tænkte hun udfordrende. Så gik hendes plan i gang.

Da hun tog næste skridt, førte hun bevidst højre fod om bag ved venstre så hun ikke kunne fuldføre skridtet. Hun mistede balancen og grebet om bakken. Der lød et ordenligt rabalder da tallerken og glas smadrede og efterlod en sø af risret og juice på gulvet foran hende. Hun lå ned på maven og mærkede stilheden der fulgte efter. Så begyndte det.

Latteren. I modsætning til sidste gang, så følte hun sig ikke dårligt tilpas over, at de grinede af hende. de vidste godt, at hun gjorde det for dem. Så om lige meget hvad de tænkte om hende nu, så var hun ligeglad. Hun vidste bare, at nu kunne de slappe af. For stort set intet kunne overgå dette.

”så for søren! Undskyld! Jeg henter noget, at tørre op med!” Sagde hun med den mest panikslagende stemme hun kunne fremføre.

Hun fik fejet maden op, tørret saften væk og givet pletten en hurtig omgang med en fugtig klud, som hun fik udleveret af kantinedamen. Da hun rakte den til kantinedamen. Tog damen i stedet fat i hendes arm og trak hende hen til sig. hun hviskede Jacob i øret:

”det var flot, det du gjorde for dine venner.” hviskede hun til Jacob.

”tak” hviskede Jacob smilende tilbage.

Jacob tog en bolle fra kantinen og satte sig ned ved bordet igen. Latteren var holdt op og folk snakkede atter løs som de engang havde gjort før alt det her med reality showet.

”øhm.. Jacob?” Spurgte Josh tøvende.

Det var tydeligt, at han udmærket vidste hvad hun havde gjort. Men han var nervøs for om hun måske var ved, at dø af skam!

”jeg gider ikke snakke om det.” mumlede hun imens hun nippede til bollen.

Hun kunne ikke snakke videre lige nu. Hvis hun, gjorde ville hun ikke kunne undertrykke sit kæmpe smil.

 

Efter maden fortsatte skoledagen som altid. Noter blev skrevet, lærerne læste højt fra bøger. Det hele faldt lige så stille på plads. Jacob modtog en sms fra James om, at hendes ekstra undervisning var aflyst i dag på grund af sirenernes ankomst. Hun havde allerede forventet det men blev dog alligevel lidt skuffet over, at hun ikke kunne øve i dag eftersom hendes præstation i magi ikke var blevet forbedret gennem al den tid.

Eleverne blev kaldt over højtalerne om, at de skulle møde op i indgangshallen for, at tage imod sirenerne.

”hvor fedt! De er her snart! Kom, lad os løbe så vi kan få en god plads!” Sagde Spikey entusiastisk.

De løb ned mod indgangshallen. Da de nåede frem så de, at der var lagt en gigantisk rød løber ud og der var sat røde bånd op langs siderne hvor eleverne kunne se fra. Der var næsten ingen så de kunne frit vælge. De stillede sig helt tæt på de røde bånd i midten af salen. Her ville de kunne se sirenerne i længst tid.

Salen blev hurtigt fyldt og James råbte eleverne an for, at bringe dem til tavshed.

”hør efter! Vi vil nu modtage familien Inna Kir! De er meget højtstående folk fra den første dimension, så vis jer fra jeres bedste side! Husk på: i er nu repræsentanter for den sorte dimension! Så vis nu, at I er stolte af det!

Et højt jubelråb bølgede igennem forsamlingen. James forstod virkelig, at give folk livslyst!

Latteren stoppede brat op da en portal åbnede sig lige foran hovedindgangen. Sirenerne var ankommet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...