En verden til forskel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2012
  • Opdateret: 25 aug. 2015
  • Status: Igang
En ung pige vil gerne gå på den eneste magiske skole i hele verden. Men magi er ikke ment til at blive udøvet af kvinder. Og hvad gør man så? Hun beslutter sig for, at klæde sig ud som dreng og tilmelde sig. Men hvad gør hun når hendes venner på skolen opdager hendes beskidte lille hemmelighed? Eller når de finder ud af, at hun besidder større evner end drengene?

306Likes
440Kommentarer
23061Visninger
AA

13. Had og kærlighed

 

”narko?” Spurgte han forvirret.

”ja! Narko! Vi så du solgte det til den dreng lige før.” Sagde hun som om han var fat svag.

”jeg ved ikke hvordan du kom frem til den latterlige konklusion, men jeg kan klargøre for dig, at jeg ikke har noget med stoffer, at gøre. Desuden behøver jeg ikke, at forklare mig over for dig!” Sagde han og vendte sig om.

”så! Smut nu! jeg får kunder!” Sagde han og viftede afvisende med hånden.

Hun var lige ved, at snappe. Troede han seriøst, at han bare kunne bede dem om, at smutte? Troede han, at han kunne slippe godt fra det? Hold da helt op, hvor var han bare opblæst! Hun kiggede over på døren til kontrolrummet. Nøglen sad i.

”er de herinde?” hun gik over til døren.

”hvem?” Svarede Charles uinteresseret.

”dem du har solgt narko til! Sidder de herinde og ryger?” Svarede hun og åbnede døren.

Der var ingenting derinde udover en masse skærme der viste hvad overvågningskameraerne så og en masse ledninger og summende maskiner.

Shit! De er ikke her!

”gå nu din vej! Min kunde bliver skræmt væk af jer! Fat nu, at jeg ikke handler med stoffer! Jeg skal være en succesfuld forretningsmand og overtage min fars firmaer når jeg bliver voksen. Hvis jeg handler med stoffer, kan jeg lige så godt skylle hele min karriere ud i toilettet.”

Jacob vendte sig om. Frustreret over ikke, at kunne gennemskue hvad hun havde overset.

”ikke narko, huh? Jamen hvad har du så i posen?” Sagde hun og snuppede den ud af hånden på ham.

Charles vendte sig overrasket om. Nu blev han rigtig vred.

”HEY! Aflever! Det er uerstatteligt!” han prøvede, at tage posen tilbage, men Jacob vendte sig om og åbnede posen.

”se! Jeg sagde jo, at du…” hun stoppede.

Nede i posen lå en lille legetøjsfigur. En manga figur hvis hun ikke tog meget fejl.

”en dukke?” Sagde hun forvirret.

Charles tog posen tilbage.

”ja. Og endda en eksklusiv en af slagsen! Der blev kun lavet 3 stykker af de små sataner hér. De fjolser som jeg sælger til er samlere. Og hvis du så meget som laver en lillebitte skramme på den så kommer DU til at…” Charles blev afbrudt af en høj lyd.

Det lød som om et skab eller noget andet stort blev væltet ovenpå.

”hvad fand’n…” Sagde han og kiggede vantro op.

”hvad skete der lige der?” Sagde Josh forvirret.

”lad og finde ud af det.” Sagde Jacob og gik ind i kontrolrummet igen.

Josh og Charles fulgte efter. De skulle begge til, at gå ind i rummet samtidig og stødte derfor sammen. Josh modtog et giftigt blik fra Charles, der straks gik videre. Josh krympede sig og fulgte tavst efter.

Inde i kontrolrummet var der mørkt. Kun lyset fra skærmene gjorde det muligt for dem, at guide sig selv over til skærmene. Der var ikke installeret en loftlampe endnu. Teknikkerne måtte have brugt deres eget lys. Jacob tænkte, at hun hellere måtte nævne det for James, næste gang hun så ham.

De kiggede op på skærmene og forsøgte, at finde årsagen til støjen.

”dér!” sagde Josh og pegede.

I spisesalen stod en gruppe drenge og væltede borde og stole i jagten på, at få fat på nogle af de andre elever. Hver gang en af de voldlige elever havde fået fat i en anden person, slæbte de disse personer med ud af rummet.

”hvad har de, gang i?” Spurgte Charles vantro og lagde posen fra sig.

”se dér!” Sagde Jacob og pegede på en anden skærm.

De voldlige personer, slæbte deres sprællende medelever op på øverste etage og ind i værelserne der ellers tilhørte sirenerne.

”hvad laver de?” Spurgte Jacob sig selv.

”jeg zoomer ind” Sagde Josh og trykkede på et par knapper.

”se! Nu kommer de ud igen!” sagde Jacob.

På skærmene så man, at de selv samme elever der var slæbt derind for et øjeblik siden, selv gik tilbage til kantinen og hentede flere af deres medelever. Deres ansigter var udtryksløse.

Efter et stykke tid, holdte de op med, at hente elever og begyndte i stedet, at hente kasser inde fra værelserne og stille dem i spisesalen. Kort efter trådte sirenerne ud af værelserne. De så anderledes ud end de gjorde før. Den blinde sirene var nu iført en sort jumpsuit dragt og sorte læderhandsker. Den lyshårede havde to rottehaler af små totter hår oven på hovedet, mens resten hang løst ned over hendes ryg. Hun havde en pink top på der gik fra brystet til lige over navlen. Hendes hvide jeans og brune bælte sad langt nede på hoften og man kunne skimte en turkis g-streng. Den sidste sirene havde en lang rød, tætsiddende og glitrende kjole på. Hendes bølgede hår var sat til den ene side og snoede sig om sig selv ned over hendes venstre skulder.

”wow, tænkt at… noble personer klæder dig sådan” tilføjede Jacob.

”hvad har familien Inna Kir gang i?” spurgte Charles vredt.

”vent! Er det der ikke Luke?” Spurgte Josh og pegede.

De kiggede alle nærmere. Jo. Det var rigtigt. Han havde det samme neutrale ansigtsudtryk. Hvad havde sirenerne gjort ved ham? Han og et par andre elever var i gang med, at slæbe kantinedamen ned i kælderen. Der var ingen kameraer dernede så der var umuligt, at sige hvad de skulle dér. Det samme gjorde en anden gruppe drenge med Jacobs matematiklærer Britney. Og bibliotekaren Ellen.

Sirenerne opholdte sig nu i kantinen. Kasserne blev stillet ved siden af dem og tre højryggede stole blev båret ind.

Nu indså Jacob hvad hun havde overset. Jeg mistænkte den forkerte person. Jeg var forblændet over mit had til Charles, at jeg fuldkommen overså det mest indlysende! Så kloge personer behøver ikke, at få af vide hvordan et kamera fungerer! Jeg havde så travlt med, at være repræsentant for den sorte dimension, at jeg ikke engang ville så meget som, mistænke vores magiske gæster. Hvordan kunne jeg være så dum? Tænkte hun.

Den lyshårede og den blinde satte sig ned. Den sidste stod og dirregerede eleverne. Flere og flere elever blev indfanget og bragt hen til sirenen. Da en elev blev tvunget i knæ og holdt fast foran sirenen, bukkede hun sig ned og fastholdte drengens ansigt og tvang ham til, at kigge ind i hendes honningfarvede øjne. Hendes øjne lyste kort op. Kort tid efter, lavede drengen et fjoget grin og sirenen rettede sig op igen. Drengen blev sluppet og han rejste sig op. En anden dreng gik hen og tog en lille dims op af kasserne. Det var en lille antenne på en flad skive. Den blev sat fast på drengen tinding og hans ansigt lagde sig i naturlige folder. Derefter gik drengen ud for at hente flere elever. Det lignede, at de var blevet forbandet eller noget i den stil. Og sådan fortsatte det indtil, at dørene blev slået op.

I døren stod James.

”Inna Kir… hvad skal dette betyde?” Spurgte han vredt da han så sceneriet foran sig.

Sirenen i den røde kjole så ud til, at være deres leder. Hun trådte frem og pegede på ham.

”det betyder, at du ikke længere har kommandoen over denne skole! Vi overtager stedet her!” hun vendte sig om og satte sig på den midterste stol.

Hun lagde benene over kors så det øverste ben blev blottet. Det var hypnotisk, den måde det gik fra fast kød og længere nede på benet blev til sivende røg. James gik tættere på.

”og senere overtager vi resten af denne mindre dimension. Let som en leg.” hun smilede men hendes øjne var fulde af had.

”I… i er ikke familien Inna kir.” Sagde han vantro.

”korrekt… SLAVEHÆR! ANGRIB!” råbte hun.

Alle de forbandede elever glemte alt om de stakkels personer der løb for deres liv og koncentrerede sig om, at angribe deres rektor. Instinktivt trak han sit auravåben, men stoppede så op. Han kunne jo ikke angribe sine egne elever. Hans våben forsvandt mellem hans fingre i et lille røgslør og han begyndte i stedet, at skubbe sine elever væk fra sig med bølger af magi. Pulserende blev elever skubbet væk i små stød. De kom ikke til skade og rejste sig derfor hurtigt op igen. Han skubbede og skubbede og han banede sig vej hen mod sirenerne. Men de var for mange. Der kom flere og flere. Han kunne ikke forsvare sig imod dem uden, at skade dem. Og inden han vidste af det havde de lavet en bunke af mennesker oven på ham.

”ngh! Arh!” stønnede han, under vægten af de elever, han ellers ville have beskyttet med sit liv.

”JAMES!” råbte Jacob fra kontrolrummet.

Hun lød skinger og tøset da hun gjorde det, men hun var ligeglad. James var i fare. Hun måtte gøre noget. Hun gik over mod døren og skulle til, at tage fat i dørhåndtaget, da en hånd tog hårdt fat om hendes håndled. Hun så op og så Charles alvorlige ansigt stirre på hende.

”giv slip!” hvæsede hun og prøvede, at vriste sig fri.

”nej, er du fuldkommen sindssyg? Hvad har du tænkt dig, at gøre?” han gav slip men stillede sig mellem hende og døren.

”jeg må da gøre NOGET!” Sagde hun desperat.

”hvad KAN du gøre? Denne verdens stærkeste person har fejlet! Hvad kan DU gøre?” Sagde han langsomt og bitterligt tæt på hendes ansigt.

”jeg ved det men.. men..” Tøvede hun.

Hun følte sig så fortabt lige nu. Hun vidste godt, at hun ikke kunne gøre noget. Hun var uden tvivl den sidste person i verden der ville kunne redde dem. Men hvis hun ikke gjorde noget, hvem skulle så?

Josh afbrød deres diskussion.

”hey gutter… i bør nok se det her.” han så trist på dem.

Jacob og Charles gik igen hen til skærmene.

I spisesalen havde sirenen rest sig op og var nu på vej over mod James, der stadig lå klemt under sine elever. Hun knælede ned foran ham og tog fat rundt om hans underkæbe. Hun tvang ham til, at se hende ind i øjnene.

”hvorfor?” Spurgte han åndeløs.

Hun spærrede kort øjnene op. Derefter faldt de tilbage i de naturlige folder. Hun smilede. Hun lænede sig nu tættere på.

”hvorfor?” Spurgte hun og hendes øjne blev fyldt til randen med ren og skær had!

”fordi mænd er nogle svin!” hvæsede hun ud mellem hendes perfekte tænder.

Så lyste hendes øjne kort op.

”nej!” hviskede Jacob.

James spærrede øjnene op. Hans mund åbnede sig, som om han ville sige noget, men intet kom ud. Så faldt hans ansigt tilbage til neutral. Kort efter, smilede han fjoget og eleverne fjernede sig efterhånden fra hans ryg. En elev gik hen og hentede en af de små antenner og placerede den på James tinding. James fjogede smil forsvandt og hans ansigt blev neutralt igen. Han var i deres magt nu.

Deres rektor James, var faldet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...