En verden til forskel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2012
  • Opdateret: 25 aug. 2015
  • Status: Igang
En ung pige vil gerne gå på den eneste magiske skole i hele verden. Men magi er ikke ment til at blive udøvet af kvinder. Og hvad gør man så? Hun beslutter sig for, at klæde sig ud som dreng og tilmelde sig. Men hvad gør hun når hendes venner på skolen opdager hendes beskidte lille hemmelighed? Eller når de finder ud af, at hun besidder større evner end drengene?

306Likes
440Kommentarer
23196Visninger
AA

14. Had og kærlighed (del to)

 

Jacob vendte sig langsomt om og lænede sig op af kontrolpanelet. Hun gled langsomt ned indtil hun sad i fosterstilling. Hun puttede hænderne op og placerede dem på hver sin side af hovedet.

”hvorfor sker det her? Hvorfor sker det her?” Spurgte hun sig selv.

Josh knælede ned ved siden af hende og lagde sin hånd på hendes skulder.

”hmm.. der er noget der ikke stemmer.” mumlede Charles for sig selv.

Han kiggede stadig på skærmene og holdte sig undrende på hagen. Han kiggede nærmere på skærmen.

”hvad?” Spurgte Josh.

Han vendte sig halvt om og kiggede op på Charles.

”sirener behøver normalt ikke øjenkontakt for, at kunne forhekse mænd.” han holdte en kort pause.

”normalt kan de forhekse alle mænd inden for en radius af mindst 20 meter. Og eftersom de er tre… ca. 40 meter. De forstærker hinandens kræfter.”

Jacob kiggede op på Charles.

”og du ved alt det fordi…?” hun lod spørgsmålet hænge i luften.

”jeg har læst forud i bøgerne. Legender og magiens historie. Det meste er dog optegneler om myter fra vores verden men, det er udmærket til, at skabe et overblik.” svarede han fattet.

Når hun tænkte over det så var det nok ikke så tosset, at have Charles i nærheden når man havde brug for denne slags informationer. Hvad vidste hun overhoved om ham? Andet end, at han var en forkælet rigmandsunge med storhedsvandvid? Lad mig se… han er den klogeste i klassen, han laver åbenbart systematisk handel på skolen, han skal overtage sin fars firma når han bliver voksen. Hvis han ikke havde sådan en forfærdelig personlighed, ville han blive en rigtig god ægtemand i fremtiden.. men, stakkels pige der skal leve med hans personlighed hver dag. Tænkte hun.

Imens Jacob var optaget af sine egne tanker havde Charles mumlet om en hel del muligheder til hvad de nu kunne gøre.

”hvis vi nu kontakter den Japanske regering… nej de ville sikkert bare sige det var ude af deres hænder. Men, hvad så med, at vi barrikaderede.. nej, vi skal jo ud før eller senere. Hmm. Vi kunne jo også…”

”Charles!” Afbrød Jacob ham.

”hva’ba?” Charles blev revet ud af sin tankestrøm.

”er der nogen mulighed for, at man kan være immun over for sirenernes magi?”

Charles stod og tænkte over det i et stykke tid. Gennemsøgte al sin viden om sirener inde i sit hoved. Prøvede, at finde et smuthul.

”hvis man er kvinde?” forslog han til sidst og bredte armene undskyldende ud til siderne.

”kvinde?” spurgte hun overrasket.

”ja, eller hvis man bare i det hele taget ikke er den mindste smule.. ahøm.. seksuelt tiltrukket af dem.” sagde han lidt akavet.

Hun rejste sig op og stillede sig med front mod Charles.

”er du?” spurgte hun pludselig alvorligt.

Charles trådte et overrasket skridt bagud.

”hvad er det for et spørgsmål, at stille?” spurgte han fornærmet.

”ER DU?” hun hævede stemmen.

Charles stod lidt og kiggede i små korte ryk, rundt uden, at fokusere på noget. Han undgik hendes blik. Så sukkede han.

”jeg… er højere hævet over den slags vulgære svage kujoner.” Sagde han til sidst og nikkede kort som om han havde besluttet sig.

Hun vendte sig mod Josh.

”er du?” spurgte hun ham.

Josh lod blikket glide over Charles og derefter Jacob.

”du vil ikke få nogen problemer med mig.” sagde han.

Jacob nikkede.

”det samme her.” sagde hun, stadig nikkende.

”ventnulidt vent nu LIDT! Prøver du, at sige, at VI…” Charles pegede hysterisk rundt i en lille cirkel mellem dem.

”… skal forsøge, at redde James og de andre, fra disse sindsforvirrede magtfulde magiske væsener?”

Jacob stod og overvejede det et øjeblik. Så nikkede hun.

”ja.” sagde hun kort.

”come on! Vi er ELEVER! Ikke små soldater..”

Hun nikkede igen.

”OS?! Hvad har du tænkt dig? Vi har… ét geni..” han pegede på sig selv.

”… en taber der STINKER.. til magi..” han pegede truende på Jacob.

”… og en, fag!” sagde han nedladende og nikkede en truende gang hen mod Josh.

Jacob sukkede opgivende.

”jamen hvis vi nu gjorde det at… Vent lidt.. hvordan kan du vide, at Josh er bøsse?” hun kneb øjnene forvirret sammen, lagde hovedet på skrå og så på Charles.

Hun kiggede over på Josh, der undgik hendes blik, og derefter over på Charles, der gjorde det samme.

”åh gud!” Sagde hun, da det gik op for hende.

”HAM? var det.. HAM… du spurgte?” spurgte hun Josh chokeret.

Josh sagde ingenting men rødmede en del. Jacob så over på Charles. Han så både ud som om han skammede sig og var fornærmet på samme tid.

”Åh gud! Af alle du kunne have valgt så var det HAM? Hvad har han som ingen af de andre har?” spurgte hun som om hun havde mistet al håb om hans fremtid.

Josh tøvede lidt.

”jeg.. ka’ li’ hans latter” mumlede han til sidst.

”hans hvad? Hvornår har han… nåååh.” Sagde hun, da hun huskede dengang hun havde forslået reality showet.

Charles havde troet, at hun ville komme med en latterlig idé og var flad af grin. Han slugte dog hurtigt sit grin igen, da det viste sig, at være en god ide alligevel.

”det er alt sammen noget nonsens!” gamlede Charles.

”alle homoseksuelle skulle bare dø! Det er ikke naturligt! Og nu hvor jeg ved, at DU også er en af dem, så stoler jeg endnu mindre på dig.” sagde han og pegede igen truende på Jacob.

”ved du hvad? Josh og jeg HAR været igennem den dér diskussion. Jeg er IKKE bøsse! Kan du forstå det?” sagde hun lynhurtigt og hidsigt.

”tsk!” svarede Charles bare og gik tilbage til skærmene.

Han lænede sig frem og støttede vægten på armene, der var placeret på kontrolpanelet. Jacob gik tilbage og satte sig igen op af kontrolpanelet. Charles sukkede med lukket mund og rystede derefter på hovedet.

”hvad var så din plan?” Spurgte han hende til sidst uden, at se på hende.

”hva?” sagde hun forvirret.

”du spurgte om man kunne være immun… havde du da en plan?”

En plan? Havde jeg en plan? Jeg har vel tænkt lidt.. har jeg ikke? Vi har da den fordel, at vi er immune over for dem… men vi er kun tre. Og jeg kan ikke rigtig kæmpe… det ser ret sort ud når jeg tænker over det… men vi må ikke miste håbet!

Hun rejste sig atter op. Hun kiggede kort på skærmene, hvor hendes medelever var i gang med, at blive indfanget én efter én. Så vendte hun blikket mod Charles og derefter Josh. Hun sukkede en enkelt gang og nikkede. Hun havde nu bestemt sig.

Hun pegede op på skærmene.

”det er vores kammerater, der er derude… skal vi bare stå og se på mens de bliver slavebundet af en flok skønhedsdronninger med storhedsvandvid?.. NEJ! Selv om det ser sort ud… og selv om vi er i stærkt undertal… og selv om vi kun er elever med minimal træning..”

Hun blev afbrudt af Charles.

”hvad er din pointe?”

”min pointe er…, at vi er nødt til, at gribe dén minimale chance vi har for, at redde dem.”

”okay.. så lad os sige, at vi FAKTISK gik til angreb mod denne fjende… men hvad ville DU så gøre? Du har intet auravåben endnu.” Spurgte han.

Hun stod og tænkte lidt.

”Charlie… ved du noget om de våben, der er oppe i rummet over trappen? Bag den dør hvor der står: personale. Ingen adgang?”

Charles kneb øjnene lidt i og blinkede et par forvirrede gange.

”våben? Nej, jeg har ikke været derinde, men prøv, at beskriv dem. Måske ved jeg noget om dem alligevel.” sagde han og placerede hånden, tankefuldt rundt om sin hage.

”det er små sorte pistoler med hule cylindere fastgjort til toppen. Lidt ligesom vandpistoler.”

”vandpistoler? Hmm… sorte pistoler med cylindere.. nej, din beskrivelse er ikke god nok… jeg er nok nødt til, at se dem for, at kunne fortælle om jeg kender til dem eller ej… hvorfor? Og hvornår har DU været derinde?” han pegede spørgende på hende.

”lang historie… jeg tænkte bare, at JEG måske kunne bruge disse pistoler mens, i brugte jeres auravåben.” hun holdte en pause.

”jamen fint, så lad os gå!” sagde hun som om det var åbenlyst og vendte sig om mod døren.

”vent Jacob! Hvor skal du hen?” spurgte Josh og rakte en arm ud efter Jacob.

Hun vendte sig om.

”hvor, spørger du? Op på næste etage selvfølgelig!”

”har du jord i hovedet? Hvis vi går ud herfra bliver vi fanget på få sekunder! Tænkt på hvis der kommer nogen!”

Jacob pegede op på skærmene.

”husk på.., at VI har øjne overalt.” sagde hun og smuttede ud af døren.

Charles og Josh stod som forstenet et øjeblik. Så snublede de over til skærmene og fulgte med i hvordan Jacob løb op af trappen. Hun kiggede sig for til begge sider for, at sikre sig, at der ikke kom nogen og smuttede så ind i rummet med personaleskiltet på. Begge drenge sukkede lettet op. Ingen havde set hende. Josh stod og trippede lidt.

”nå meen… jeg tror også jeg smutter.” sagde han og løb efter Jacob.

Igen stod Charles naglet til skærmen og fulgte med i Josh’s færd op af trappen og ind i rummet. Han sukkede lettet op igen. Hans vendte sig om og så sig omkring i rummet. Der var ikke meget lys, men hans øjne havde efterhånden vænnet sig til mørket. Han var nu alene i rummet. Han havde ikke noget problem med, at være alene men han blev ved, at tænke på, at de to paphjerner ville få slået sig selv ihjel. VENT! Jeg er ikke.. bekymret for dem, vel? Tænkte han forbavset. Nej! Selvfølgelig er jeg ikke det! jeg vil bare ikke have, at de gøre situationen værre end den er! Bestemte han med sig selv til sidst.

Han vendte sig halvt om og kiggede på døren med personale skiltet igen. De kommer ikke tilbage hertil, gør de vel? Han vendte sig om igen og gik længere ind i rummet. Der stod nogle papkasser, hvorpå der var skrevet SYKLUBBEN med tusch. Syklubben havde åbenbart ikke fået et officielt værelse endnu og havde nok fået lov til, at bruge stedet her som lager.

Af ren nysgerrighed, åbnede Charles en af kasserne og spærrede øjne og mund op af overraskelse. Det er jo…

Oppe i personalerummet stod Josh og holdte sin jakke op foran Jacob. Jacob havde besluttet sig for, at skifte til en af de fede sorte dragter og ville ikke risikere, at Charles måske kom dumpende ind, selvom Josh havde fortalt hende, at han nok ikke kom. Efter, at hun havde skiftet begyndte de, at undersøgte rummet. Josh anede ikke hvad det var for nogle våben og han var heller ikke interesseret i dragterne. Han mente, at hans eget tøj var fint til, at kæmpe i. Han var iført en tyndt trøje med løse ærmer og havde en kort cowboyvest ud over. Han havde knæbukser på, men havde alligevel skiftet sine gummisko ud med de lange sorte støvler fra rummet.

Så kom Charles styrtende ind og lukkede døren efter sig. Han havde en plasticpose i hånden. Han lænede sig med ryggen op ad døren og var forpustet af, at løbe op af trappen. Han kiggede akavet på dem.

”hvad så? Skal vi så redde vores skole eller hvad?” Spurgte han.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...