En verden til forskel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2012
  • Opdateret: 25 aug. 2015
  • Status: Igang
En ung pige vil gerne gå på den eneste magiske skole i hele verden. Men magi er ikke ment til at blive udøvet af kvinder. Og hvad gør man så? Hun beslutter sig for, at klæde sig ud som dreng og tilmelde sig. Men hvad gør hun når hendes venner på skolen opdager hendes beskidte lille hemmelighed? Eller når de finder ud af, at hun besidder større evner end drengene?

309Likes
440Kommentarer
23875Visninger
AA

24. Fortidens blinde vinkel (del to)

 

Evne? Tænkte Sofya overrasket. Du mener vel en forbandelse! På grund af din slags er jeg nu forbandet til aldrig, at skulle se mine elskede søstres ansigter igen!

Hvor lang tid siden var det nu? det føltes som en evighed siden, at de var blevet kidnappet. Kidnappet til en skæbne langt værre end døden.

 

175 år tidligere i den første dimension.

Akilina skreg. Sofya græd og Marfa var rædselsslagen, men holdte beskyttende armene om sine søstre. De sad på bagsædet i et gammelt og ildelugtende køretøj som de så brutalt var tvunget ind i. i adskillelige minutter sad de forskræmte og hulkende på bagsædet og frygtede, at manden igen ville slå dem som da de nægtede, at sætte sig ind i bilen.

I starten havde manden været rigtig rar og fortalt dem, at han noget slik til dem, liggende oppe i sin bil. De fulgte gladelig med manden, men så snart han havde åbnet bildøren sagde han, at de skulle sætte sig ind så de lige kunne tage en køretur.

Pigerne havde pænt takket nej, eftersom de skulle spise middagsmad. Mandens ellers så venlige øjne var øjeblikkeligt blevet hårde og kolde.

”hvis i ikke sætter jeg ind lige nu så tager dette våben og skyder både jer og jeres familie” havde han sagt og taget et skydevåben frem af sin lomme.

Pigerne kunne dengang ikke bedømme, at våbenet bare var lavet af plastic. I deres øjne var det et rigtigt skydevåben der kunne dræbe dem. Manden havde slået dem med flad hånd fordi de havde tøvet og havde derefter grebet hårdt om deres tynde små arme og tvunget dem ind i hans køretøj.

De blev på få timer kørt tværs gennem landet og ført ind i en anonym og skummel bygning hvor de blev smidt ind i et rum med flere børn. De var alle sirener.

”hvem er i? hvor er vi?” Spurgte de nervøst.

 

 

Tilbage i den sorte dimension ventede Charles stadig på et svar fra Sofya. Hun overvejede om hun bare skulle sige, at det ikke kom ham ved, men besluttede, at fortælle ham det alligevel så han ikke ville stille flere irriterende spørgsmål.

”et uheld er skyld i min blindhed… jeg fandt selv ud af hvordan jeg kunne udnytte mine evner til min egen fordel, på trods af mit handikap.”

Sofyas fod ramte et stykke is så det gav en lyd fra sig. Hun bøjede sig forover og samlede isklumpen op.

”mine øvrige sanser er også meget skarpere end alle andres. For eksempel min hørelse.”

Charles fik et lille chok da Sofya pludselig knuste isklumpen mellem sine fingre. Hun smed indholdet af sin hånd ud mod Charles. Den ellers massive isklump var nu omdannet til bittesmå skinnende iskrystaller der kunne minde om sne.

Hun kan kun se mig… og?

”hvordan kan du så se mine pile? De er ikke levende?” spurgte han.

Sofya sukkede opgivende og satte hænderne på sine hofter mens hun rystede på hovedet.

”dine pile ER en del af din minévanah energi! De er bogstavlig talt lavet af det!” sagde hun negørende og pegede endnu engang på Charles halssmykke.

”hvis du tog den dér af ville din bue og pile forsvinde som dug for solen! Er du virkelig SÅ dum? Lærer den gorilla jer ingenting? Men på den anden side.. hvad kan man forvente af en mand?”

Hun brød ud i en hånende, men dog bedårende latter der brat blev afbrudt da en pil susede forbi hendes øre og purrede op i hendes korte hår. Hun fik faktisk et lille chok på trods af, at hun allerede vidste, at han skød. Charles stadig i samme position som da han havde sluppet pilen. Hans blik var iskoldt og hårdt.

”tal ikke sådan om McCoy.” beordrede han med kølig stemme.

Et øjeblik stod de bare og nedstirrede hinanden. Indtil Marfa råbte.

”Sofya! Se så at få skaffet ham af vejen! Jeg er ved, at miste min tålmodighed!”

Det tog ikke mere end få sekunder for Sofya at nikke til sin søster for så derefter angribe. Hun fremmanede en sylespids isklump i sin hånd hvorefter hun sprang frem mod Charles og svingede armen så isklumpen kun var få centimeter fra Charles’ øje. Han sprang bagud mens Sofya fulgte efter.

Jacob fulgte rastløst med i kampen. Det så håbløst ud. Sofyas angreb faldt som regn ned over Charles der desperat prøvede, at undvige hende gang på gang. Jacob fik en klump i halsen og hun havde mest af alt lyst til bare at græde og ønske alt det her væk. Hun var bange.

Bange for, at Charles skulle tabe. Bange for selv, at skulle til at beskytte sine venner og kæmpe. Bange for at hun ville tabe. Bange for… sirenerne. Generelt bange for disse høje smukke skabninger der ikke ønskede andet end at skade dem.

Charles var i knibe. Og det vidste han godt. Han var ikke vant til, at skulle reagere så hurtigt og endda slet ikke slås. Det eneste han vidste om kamp var det som James havde lært ham på de få måneder de havde gået på skolen. Han vidste ikke hvad han skulle gøre med en fjende der var så forbandet hurtig! Hun kunne jo både se ham og hans pile. Hvordan bærer man sig ad med at slå hende?

En tanke strejfede ham pludselig. Han huskede sirenens ord.

’jeg kan kun se minévanah energi’. Havde hun sagt. Hun kan ikke se noget andet end mig og mit våben. Det vil sige at hun ikke kan se andre ting som.. som.. han så ned på gulvet. Sten! Tænkte han da han så et ødelagt stykke af gulvet fra Joshuas kamp. Han løb hurtigt frem og samlede en sten op og tyrede den mod Sirenen.

Stenen der var på størrelse med et krus havde kurs direkte mod Sofyas hoved. Vil det mon virke. Nåede Charles at tænke før Sofya trådte et enkelt skridt til side så stenen hånligt fløj forbi hende. Hun fnes ad ham. Okay. Ikke en af mine bedste ideer. Hun kan jo stadig se, at jeg smider noget efter hende. hvis jeg på en eller anden måde kunne ramme hende med noget som ikke kom fra mig af… fra en anden.. vinkel.

Vinkel.. verden omkring Charles blev forvandlet til et virvar af geometri, vinkler og tal. Hver en overflade i rummet blev på øjemål vurderet i vinkel i forhold til ham, hvad stof det var gjort af og hvilken relevans det havde for den nuværende situation. Ligninger der omregnede fart dansede derefter for hans øjne mens han overvejede radius for hans våben.

Han vendte sig til siden for, at få et bedre overblik over salen og var lige ved at skvatte i et af de huller Josh havde lavet. Han så ned og smilede lumsk kort efter. Perfekt! Tænkte han.

Han stillede sig nu med front mod Sofya endnu engang. En intens spænding steg mellem disse to bedrevidende personer. En kamp på intelligent og minévanah. Hvem ville vinde? Hvem kunne regne den andens strategi ud først og hvem måtte til sidst bide i støvet? Sirenen havde selvfølgelig en kæmpe fordel… men hun vil bitterligt fortryde hvis hun undervurderer Charles Takahashi! Tænkte han.

 

Inde i køkkenet stod Jacob bare og følte sig hjælpeløs. Hendes hjerte hamrede af nervøsitet og hendes ben sved der hvor hun var blevet bidt. Bekymringen om Josh for ikke, at nævne hele situationen var ved at nedbryde hendes viljestyrke. Hun havde fulgt med i Charles’ kamp mod sirenen, men kunne efterhånden ikke holde ud at se på det, på grund af det pres der byggede sig op omkring hende, som en solid stenmur der kom nærmere og nærmere fra alle sider. Der må der være NOGET jeg kan gøre. Jeg ved godt, at Charles bad mig om at blive herinde til han og Josh havde taget sig af sagen. Men Josh er såret og det efterlader Charles alene tilbage. Jeg er ikke sikker på om han kan klare dem alle helt alene… jeg må først gøre noget ved de forheksede elever før jeg kan hjælpe Charles. Måske er der er noget i køkkenet der kan hjælpe mig. Jacob begyndte at åbne skabe og skuffer i håb om at finde noget der kunne hjælpe hende.

Hun fandt mange ting, men intet der var brugbart. Hun fandt knive, pander og tallerkner men hun kunne jo ikke bruge noget af det som våben imod de forheksede eftersom hun ikke ville skade sine skolekammerater. Hun åbnede endnu et skab under buffeen og fandt til sin overraskelse en flaske gin.

”ser man det.. det ser ud til, at vores kære kantinedame har et lille drikkeproblem.” sagde hun for sig selv og holdte flasken op foran sit ansigt.

Igennem flasken skimtede hun en æske fyldt med nogen metal der skinnede. Da hun fjernede flasken så hun, at det var en kasse fyldt med papirklips.

”og hun samler på papirklips… sær ting at samle på. Men på den anden side hvis hun er glad for det så er det vel okay.” hun huskede tilbage på dengang hvor hun og hendes mor havde lavet halskæder af papirklips ved at sætte dem sammen til små kæder.

Hun mindedes hvor lykkelig hun havde været dengang hendes mor stadig havde været i live. ”jeg tager ud for at finde din far. Din onkel vil passe godt på dig indtil jeg kommer tilbage” havde hun sagt. Hendes onkel var dengang en venlig og sjov mand. Efter det var hun rejst til udlandet i søgen efter Jacobs far. Desværre skete der en ulykke og hendes mor vendte aldrig hjem igen. Et eller andet inde i hendes onkel gik i stykker den dag. Han blev hård, kold og indelukket. Præcis som han var nu. Han kunne ikke længere få tinge til, at hænge sammen i hjemmet længere. Derfor kom Sebastian ind i deres liv. En høj slank mand med grålige øjne og lyst hår. Når onkel ikke længere havde tid så plejede Sebastian at lege med hende og hjælpe hende med lektier. Han var der altid for hende når ingen andre var.

”åh mor. Gid du var her. Du var altid så opfindsom. Du ville vide hvad jeg skulle gøre nu.” sagde hun og tog en papirklips op mellem fingrene.

”gid at vi bare kunne gå tilbage til dengang. Og sidde og lave kæder af papirklips og blomster. Men jeg er nødt til at redde mine venner… vent… papirklips.. jeg, jeg har det!” udbrød hun stille. Hun så op mod loftet og bad en stille bøn. Tak mor.

 

Tilbage hos Charles var hans ansigtsudtryk ændret fra eftertænksomt til fokuseret. Jeg kan gøre det her. Jeg har en strategi der vil virke perfekt i forhold til mit handikap i denne kamp. Selv ikke hendes fart og reflekser ville kunne hamle op med mig nu. De vil alle tre fortryde, at de lagde sig ud med mig. Jeg har overvejet alle muligheder ud fra de oplysninger og beregninger jeg har fået og bearbejdet. Hvis jeg spiller spillet rigtigt vil jeg have en god chance for at vinde.

Sirene!

 

”du har tabt.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...