En verden til forskel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2012
  • Opdateret: 25 aug. 2015
  • Status: Igang
En ung pige vil gerne gå på den eneste magiske skole i hele verden. Men magi er ikke ment til at blive udøvet af kvinder. Og hvad gør man så? Hun beslutter sig for, at klæde sig ud som dreng og tilmelde sig. Men hvad gør hun når hendes venner på skolen opdager hendes beskidte lille hemmelighed? Eller når de finder ud af, at hun besidder større evner end drengene?

308Likes
440Kommentarer
23711Visninger
AA

19. Forræder?

 

Charles? Var han under sirenernes kontrol? Hvor var Josh? Jacob ville gerne stikke af, men så var Josh i stikken. Hvad gør jeg nu?

Charles gik tættere på hende. Så det nu. tænkte hun og afventede Charles reaktion. Hendes skæbne lå nu fuldkommen i hans hænder, hvis han var forhekset så var hendes skæbne beseglet nu. Charles var nu kun en meter fra hende. Han satte ikke farten ned, men rakte armen ud efter hende. nej!

Charles skiftede kurs, han klappede hende en enkelt gang på skulderen og gik derefter uden om hende og videre.

Hun stod bare og åndede tungt efter at han var væk. Hendes hjerte måtte være stoppet da Charles rakte ud efter hende og lige nu var hun dækket af koldsved. Hun tog sin hånd i, at ryste og hun flettede fingrene for, at få dem i ro.

Slap af! Charles er på vores side. Charles er på vores side. Gentog hun inde i sig selv for, at falde til ro. Hun havde i de få minutter det hele stod på været fuldkommen rædselsslagen. Men det var ikke overstået endnu. Lang fra. Hun tvang sit ansigt til, at forblive udtryksløst mens hun kiggede rundt og ledte efter Josh. Der gik ikke lang tid før han kom ind gennem den anden indgang til kantinen med en kasse i hænderne. Han lagde den ned til de andre og så diskret op. Han fik øje på Charles og skiftede med, at se på ham og Jacob. Både Charles og Jacob gav ham et diskret nik med hovedet. Godt! Det gik overraskende efter planen! Nu skulle hun bare gå i gang med næste skridt i planen og det var… hmm.. nårh ja! Hun skulle gemme sig i kantinen og fungere som snigskytte derfra. Hun skulle til, at tage det første skridt hen mod kantinen da hun hørte nogen råbe bag sig.

”SLAVE! HVAD TROR DU LIGE DU HAR GANG I?” råbte en smuk kvindestemme.

Jacob vendte sig om og stirrede lige ind i et par vrede honningfarvede øjne. Det var sirenen Marfa der stod lige foran hende med krydsede arme. Tæt på kunne hun se hvordan hendes røde kjole sad stramt om hendes perfekte hofter og løst om hendes tynde ben. Der var en masse mikroskopiske huller lavet i overalt i kjolens stof som var omkranset af bittesmå sølvblonder. Jacob havde tidligere troet, at den bare var diamantbesat, men dette var jo ligefrem kunst.

Havde Marfa gennemskuet hende? havde hun opdaget, at hun nikkede til Josh? Var det fordi hun ved et mirakel stadig havde pistolerne og det gjorde hende mistænksom? Marfa stod som om hun ventede et svar. Skulle hun da svare? Hun havde ikke hørt nogle af de forheksede sige noget overhovedet? Men var det ikke fordi, at de ikke kunne tale under forhekselsen? Eller var det noget hun havde misforstået? Hun kunne ikke gøre andet end, at stå og stirre med et tomt udtryk i ansigtet.

”hvorfor arbejder du ikke?” knurrede hun til sidst.

Jacob blinkede et par gange. Arbejde? Nårh ja! Alle slaverne arbejde jo! Undtagen hende! Hun havde så travlt med Josh og Charles, at hun helt glemte, at være inde i rollen som forhekset slave!

”se, at komme i gang!” sagde hun strengt og pegede over på de mange uudfoldede kasser som flittige slaver var i gang med, at folde ud til yderligere brug.

Jacob hverken sagde noget eller nikkede. Hun vendte sig bare om og gik den retning der var udpeget for hende. roooolig… roooolig… ikke for hurtigt. Hun havde SÅ meget lyst til, at løbe sin vej lige nu. denne dame var tusind gange mere skræmmende end Britney. Apropos Britney.. gad vide hvorfor hun og de andre kvindelige ansatte var sendt ned i kælderen? Kvinder kunne jo ikke forhekses så de har sikkert spærret dem inde, men hvorfor lige kælderen? Hun gennemsøgte sin viden om skolens opbygning. Kælderen? Hvad var der dernede? Nårh ja! Beskyttelsesrum. I Japan er der tit jordskælv og det er ikke altid, at folk kan nå at blive evakueret så James fik lavet nogle sikkerhedsrum under skolen. Men hvorfor skulle kvinderne derned? Jacob gøs. Gad vide om de henretter kvinderne dernede? Tænkte hun mens hun slæbte sine rystende ben henover det hvide flisegulv.

Næste skridt i planen er kantinen. Kantinen. Kantinen. Hun stjal et blik af Charles og Josh der spillede rollen godt, men hun kunne selv herfra mærke deres anspændthed. Hun rettede igen blikket mod kantinen og var lige ved, at støde ind i en anden forhekset. Hun så op på den høje fyr med de bløde lyse krøller. Synet skar hende i hjertet. Luke. Selv den fredselskende hippie var slavebundet til, at deltage i denne meningsløse krig. Han gik straks videre som om han ikke var klar over, at hun eksisterede hvilket var endnu et stik i hjertet for hende.

Hun gik videre og nåede endelig hen til skranken. Den hvidmalede klaplåge var det eneste mellem hende og sikkerhed. Hun gik hen til lågen og smuttede ind under klappen i stedet for, at spilde tid på, at løfte den. Hun kravlede på alle fire hen langs buffeten indtil hun var nået ud til midten. Herfra var der god udsigt over hele kantinen. Hun skimtede op over kanten og fandt hurtigt Josh og Charles.

Hvad nu? Tænkte hun. Var det hende der skulle lægge ud? Skulle hun give signal til Charles? Men kunne hun forvente, at Charles holdte øje med hende hele tiden eller skulle hun selv tage initiativ? Hun kiggede over på sirenerne og dukkede sig hurtigt ned da hun opdagede, at de så i hendes retning. Hun ventede til, at hendes hjerte slog normalt før hun så op igen. Hun skiftedes mellem, at se på Charles og sirenerne, hun stirrede især på Charles og forventede, at han på et eller andet tidspunkt ville lave en umærkelig bevægelse. En håndbevægelse. Bare ét blik. Et eller andet.

En sitrende lyd rev hende ud af sine tanker. Hun kunne lugte noget brændt. Hun sniffede et par gange og rynkede på næsen. Hun vendte sig mod lyden og fik øje på de meget store gryder der stod og kogte over. Grydelågene hoppede og skramlede mens væsker boblede over kanterne og ned på gulvet. Den forbrændte gryderet sivede ned gennem risten mens stuvningerne brændte sig fast på siden af gryderne.

”hvad er det? hey, slaver! Undersøg det!” Hørte Jacob, Akilina kommandere.

Jacobs hjerte stoppede et øjeblik. Undersøge det? jamen dét er jo HER! Og JEG er her! De kan ikke komme herind! Hun så sig om for, at finde et skjulested, men køkkenet var åbent og havde ikke mange gemmesteder.

Så så hun det. Et plasticforhæng! Sikkert til, at afskærme madlavning der svinede, men nu var det skjulested! Hun kravlede hurtigt hen til det og rejste sig op da hun var bag det tomme grydestativ. Hun trak forhænget for og holdte vejret da de forheksede få sekunder efter trådte ind bag skranken.

Hun stod helt stille og prøvede, at følge med i hvor de forheksede var i rummet, men hun kunne kun se silhuetter af de forheksede gennem det hvidgule forhæng. Skygger gled langsomt over forhænget og hun hørte gryder skramle. Den vedvarende sitrende holdte op og skyggerne gled ud af hendes synsfelt. Hun slappede af i sine anspændte muskler og lænede sig op ad flisevæggen. Pyha! Maden i gryderne måtte være kogt over eftersom kantinedamen ikke er her til, at se efter dem. Hun flyttede fødderne ud i en behagelig position og ramte noget med foden. En næsten umærkelig skramlen lød. Hun så ned. En stegepande. Hun havde lige sparket til en stegepande.

En enkelt skygge dukkede op på forhænget. Den blev større og mørkere jo tættere den forheksede kom på hende. Det løb hende koldt ned af ryggen. Ville hun blive opdaget nu? det måtte ikke ske for en hver pris! Hun trak sin pistol og førte den hen til forhænget. Så snart det blev trukket til side ville hun affyre. Hun kunne høre, at det rumsterede ude i kantinen, men hun havde større ting, at tænke på lige nu. Skyggen blev mørkere. Han kommer tættere på. Tættere. Tættere. Tænkte hun og spændte musklerne i sine arme. Pistolen havde nu direkte kontakt med forhænget og en enkelt svedperle trillede ned over hendes pande.

På få øjeblikke blev forhænget flået med stor kraft til siden. Forhænget ramte Jacobs pistol og rev den ud af hænderne på hende. Hun var nu forsvarsløs. Nej! Hvad skal jeg nu gøre? Hun så sig om efter sin pistol, men hun kunne ikke finde den. Den forheksede tog fat i hendes trøje og forsøgte, at slæbe hende med, men hun tænkte hurtigt og knælede ned og tog stegepanden. Hun svingede den op og ramte den forheksede i panden, der straks mistede bevidstheden og sank til jorden.

 

Først nu opdagede hun, at det var hendes holdkammerat og ven, Luke. Oh shit! Tænkte hun, stadig med panden i hånden. Jeg har lige slået en hippie bevidstløs? Tænkte hun lamslået. Undskyld Luke! Først nu kiggede hun ordenligt på den stegepande hun havde slået Luke i gulvet med. Et lille plaster på såret er, at den er hjerteformet. Afsluttede hun sin stumme undskyldning med og lagde panden fra sig. Hun gik ned i knæ og fandt sin pistol hvorefter hun kravlede tilbage hen over flisegulvet indtil hun igen var i position. Hun tittede frem og prøvede, at finde Charles.

I stedet fik hun et chok.

 

Der var et mylder af elever der alle var klumpet sammen i to grupper. Hvad lavede de?  Hun ledte febrilsk efter Charles og Josh. Kom nu gutter! Hvor er i? Hun løftede pistolen og gjorde klar til, at skyde. Så så hun det. Et koboltblåt lys mellem alle de mange elever. Hvor er det nu jeg har set dét før? Så huskede hun det. Charles havde farvet sin pilespids mørkeblå med sin magi da han havde truet James.

Charles! Tænkte hun og affyrede. Den ramte en elev i siden og han faldt ind i en gruppe andre elever der alle væltede som en kædereaktion. Hun kunne skimte en skikkelse iført rød og blå bag de mange elever. Charles! Han eflignede det trick som James havde brugt tidligere hvor han skubbede eleverne væk fra sig ved, at sende pulserende bølger af magi ud mod de forbandede. Det var bare ikke nær så stærkt. Og Charles var ved, at tabe. Hun skød igen og igen og igen indtil de fleste elever rundt om ham var bevidstløse. Josh måtte være i centrum af den anden gruppe så hun affyrede et par hurtige skud mod gruppen. Joshs skikkelse kom frem og han fik kæmpet sig ud af mylderet. Han havde nogle få skrammer, men var stort set uskadt. Det hele var overstået på kun få sekunder. Sirenerne så forskrækket over mod Jacob og der opstod øjenkontakt. Det gav hende myrekryb og en kuldegysning gik gennem hele hendes krop. Marfas øjne glødede af raseri. Et blik gennemsyret af had fløj gennem lokalet og paralyserede Jacob i et par sekunder. Hun kendte alt for godt den følelse hun havde lige nu. Hun havde gennemgået den følelse talløse gange inden for de sidste timer.

Frygt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...