En verden til forskel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2012
  • Opdateret: 25 aug. 2015
  • Status: Igang
En ung pige vil gerne gå på den eneste magiske skole i hele verden. Men magi er ikke ment til at blive udøvet af kvinder. Og hvad gør man så? Hun beslutter sig for, at klæde sig ud som dreng og tilmelde sig. Men hvad gør hun når hendes venner på skolen opdager hendes beskidte lille hemmelighed? Eller når de finder ud af, at hun besidder større evner end drengene?

306Likes
440Kommentarer
23069Visninger
AA

20. Forræder? (del to)

 

Ren og skær frygt. Marfa begyndte, at gå over imod hende, men stoppede brat op da en pil susede forbi, foran hendes ansigt med kun få centimeters mellemrum. Hun så først over på pilen der havde boret sig ind i vægen og derefter over på personen der havde affyret den. Charles stod stadig i samme position som da han havde sluppet pilen. Han blik var koldt og skånselsløst. Det var som om det sagde: ikke ét skridt længere. Marfas giftige blik fik rigelige mål. Hun pegede over mod Jacob og skreg vredt:

”slavehær! Angrib! Dræb!” råbte hun.

Dræb? Tænkte Jacob forskrækket og begyndte, at skyde videre mod tilfældige forheksede der kom for tæt på.

Marfa vendte sig derefter mod Charles der havde travlt med, at anråbe Josh, der lige havde fået øjenkontakt med ham.

”Jackson! Beskyt Brown!” han pegede over på Jacob. Josh nikkede inden han trak sit auravåben. Han løb hurtigt over mod køkkenet og stillede sig klar. Så tøvede han.

”hvordan?” råbte han tilbage til Charles.

Charles slog en elev bevidstløs ved, at slå ham med en knytnæve i mellemgulvet.

”fodfæste!” råbte han tilbage og uskadeliggjorde endnu en elev.

Fodfæste? Tænkte Josh forvirret. Han fokuserede først på sine egne fødder, men de havde godt fodfæste. Så så han over på Charles fodfæste. Også fint på trods af omstændighederne. Så hvad mente han med fodfæste? Åh nej! De kommer nærmere! De løber for stærkt! Jeg har ikke tid til, at regne det her ud! Så indså han noget. De løber? Fodfæste! Josh løb væk fra køkkenet indtil han næsten var på siden af de forheksede elever. Så svang han kæden med metalkuglen for enden mod de forheksede med al den kræft han kunne frembringe.

”JOSH! NEJ! Du må ikke skade dem!” råbte Jacob rædselsslagen.

Kæden svingede rundt om, de første i gruppens, ben som snublede og resten bag ved dem faldt over dem. Han trak hurtigt kuglen tilbage og svang den højere oppe denne gang mod næsten gruppe elever. Den fortsatte rundt om omkring 10 elever for derefter, at kuglen svingede rundt om den ende Josh holdte fast i. De forheksede var nu bundet som kvæg i en lasso.

Charles fortsatte med, at uskadeliggøre forheksede med de bare næver. Han fokuserede samtidig på, at være klar på, at angribe sirenerne hvis de kom for tæt på Jacob og Josh.

”Jacob! Nu! skyd dem!” råbte Josh.

Jacob tog sigte og skød et enkelt skud mod gruppen. Den forårsgrønne sky fór mod gruppen med uhyggeligt stor fart. Josh slap sit greb om kæden og trådte et skridt tilbage. Da skyen ramte den første elev fortsatte det elektriske stød gennem ham og kæden og påvirkede derefter de andre forheksede. En kædereaktion? Tænkte hun forundret da eleverne sank sammen og Josh samlede sit auravåben op igen.

Hvis vi fortsætter sådan her, tror jeg rent faktisk vi har en chance! Tænkte hun optimistisk.

Indtil hun hørte latterbrølet.

”heh….. hahaha….. HAHAHAHAHAHAAA!!!” Lo Marfa så højt og kraftigt, at alle andre i rummet stoppede op og så i retning af hende.

”hun… hun ler?” Sagde Charles målløs. I sådan en situation?

Marfa stoppede med, at le og fik øjenkontakt med Charles.

”dumme… tåbelige… nytteløse……. Mænd…” Marfa tilføjede en dråbe gift til hvert eneste ord der undslap hendes røde fyldige læber.

”tror i virkelig, at I kan vinde bare fordi i uskadeliggøre vores midlertidige hær? Vi er mere end bare kønne ansigter. Og hvad vil i gøre når de vågner op? Tilstandsstandseren vil sørge for, at de forbliver under vores forhekselse!” Hun lod ordene hænge lidt i luften.

Så smilede hun lumsk.

”men… der er én mulighed.” sagde hun roligt.

Charles knep øjnene mistroisk sammen til små smalle sprækker. Marfa bredte armene ud til siderne og fremviste sine to søstre.

”Én af os har en afbryder…” Sagde hun.

”…så kun hvis I kan finde den af os der har afbryderen…” fortsatte Akilina.

”…og besejre hende i kamp..” fortsatte deres blinde søster Sofya.

”kan i befri jeres venner.” afsluttede Marfa.

Stilhed.

”hvad hvis vi bare tager antenneskiverne af dem inden de vågner?” spurgte Charles skeptisk.

Sirenerne fniste indbyrdes.

”for din egen skyld, menneskedreng… vil jeg stærkt fraråde det. For hvis du gør…” Marfa smilede.

”…vil det svitse deres hjerner og gøre dem til hjernedøde. Du ville give dem det hvide snit.” Marfas blik fortalte dem klart, at hun faktisk ville se frem til sådan et udfald med stor længsel.

”…” Charles kunne ikke finde ord. Han havde faktisk planlagt bare, at fjerne skiverne fra deres tindinger efter, at de havde arresteret sirenerne. Hvis de ikke havde fortalt dette ville han havde dømt dem alle til et liv som grønsager!

Vent nu lidt… Tænkte han. Så gik rædslen op for ham. De elever ude på gangen han havde fjernet nogle antenneskiver fra! De var nu… åh gud! Han havde jo dræbt dem! Han tog sig rædselsslagen til ansigtet med sin venstre hånd.

”mmh?” mumlede Marfa interesseret ved Charles’ rædselsslagne ansigtsudtryk.

”nåh! Så du HAR allerede gjort det? sikke en skam!” sagde hun og smurte et tykt lag sarkasme ovenpå.

Charles så op på hende, stadig med hånden foran det ene øje.

”hvorfor… hvorfor giver du os en chance? Hvorfor fortæller du os om afbryderen? Hvad får du ud af det?” han lagde ansigtet i stramme vrede folder.

”hvorfor? Hmm….” spurgte hun.

Så pegede hun op på overvågningskameraet.

”hele jeres verden følger med. Ved at vise hele jeres race hvor uduelige i mænd er, vil vi statuere et eksempel.” hun vendte sig om og gik tilbage og satte sig i sin midlertidige trone og lagde benet over kors. Akilina tog Sofyas hånd og førte hende over til deres troner.

”så hvem af jer vil dyste mod en af os?” spurgte Marfa.

 

 

Tiden stod stille i et øjeblik. Dyste? Én af os? Jeg troede, at vi skulle gøre dette i fællesskab som et overraskelsesangreb. Hvordan fandt de forheksede ud af, at Charles og Josh overhoved ikke var forhekset?

”Det vil jeg.”

Stilheden var afbrudt af Josh. Han var allerede på vej over mod dem, men stoppede op da han stod ved siden af Charles.

”er du fuldstændig sindssyg? Dette er ikke et tidspunkt, at spille smart på.” fortalte Charles ham, dog stilfærdigt.

”jeg spiller ikke smart. Det er bare på tide, at jeg gør lidt nytte.. desuden kan jeg ikke tillade, at nogen af jer to kæmper i mit sted.” Sagde han roligt inden han trådte længere frem og tog imod udfordringen.

Jer to? Hvad mener han med det? Tænkte Jacob.

”fufu” lo Marfa.

Mener han, at… han er forpligtet til, at beskytte mig fordi jeg er kvinde… og Charles fordi han er forelsket i ham? Hvor dum kan han værre? Charles ville være langt bedre til, at kæmpe mod så stærke modstandere! Josh dit fjols!

Marfa rejste sig og hendes høje slanke krop tårnede sig op med en udstråling af både skønhed og ondskab. Hun smilede, men smilet nåede ikke hendes øjne.

”det ser ud til, at vi har vores første modstander, mine søstre!” hun bredte armene udfordrende ud til siderne.

Hun vendte sig mod sin højre og så på sin søster. Hun rakte hånden ud mod hende.

”vil du dyste først, kære søster?” hun tog sin søsters hånd og førte hende et par meter ud på gulvet.

Både Charles, Jacob og Josh stod lamslåede. Hun havde jo bedt sin BLINDE søster Sofya om, at kæmpe? Er hun fuldstændig sindssyg? Hun kan jo knap nok gå selv så hvordan har hun tænkt sig, at hun skulle kunne kæmpe?

”du… du joker, ikke sandt?” spurgte Josh vantro.

Marfa smilede lumsk til Josh.

”jeg joker ikke menneskedreng. Din modstander vil være Sofya. Jeg vil råde dig til ikke, at undervurdere min søster.” Marfa gik tilbage til sit sæde og gjorde sig det behageligt.

”jeg kan da ikke slås mod en blind!” sagde han og trådte et skridt bagud.

”reglerne, menneskedreng er, at VI vælger hvem af os der vil kæmpe og I vælger jeres. Og nårh ja.. bare så vi sikre os, at dine små venner ikke blander sig i kampen..” hun pegede over på Jacob.

”Slaver! Omring ham!” beordrede hun.

Alle slaverne rettede på samme tid deres blik mod Jacob. De løb hurtigt over mod hende og stillede sig i en halvcirkel fra væg til væg rundt om kantinen så der ikke var nogen muligheder for hende, at undslippe. Hun var fanget. Vent nu lige… er JEG et gidsel? Tænkte hun. Det er bare SÅ typisk, at vælge kvinden ti, at være gidslet! Hun sigtede frem for sig med pistolen og skiftede hele tiden mål eftersom hun ikke vidste hvor eller på hvem hun skulle sigte.

Charles havde ikke kunnet nå, at løbe hen til hende og stod nu og skar tænder af vrede.

”hvis du blander dig, menneskedreng, vil mine slaver bogstavligt talt rive din lille ven fra hinanden.” truede Marfa.

Jacob slugte en klump. Hun kunne bare se hjælpeløst til, på hvordan Charles sænkede sig våben.

Josh vendte sig mod Sofya. Hendes ansigt var udtryksløst ligesom de forheksede, men i modsætning til dem fik det hende til, at se smuk og mystisk ud.

Jeg kan da ikke slås mod en blind kvinde! Tænkte Josh mens han satte vægten på den anden fod. Hans auravåben skramlede mod gulvet. Men måske kan jeg bare binde min kæde omkring hende så hun ikke kan bevæge sig. Eller måske kunne jeg…

Længere nåede han ikke, at tænke før et ben svang gennem luftet og ramte ham mellem øjnene. Mens han stod og tænkte på strategier var Sofya allerede løbet med lynets hast mod ham og sparket ham i hovedet. Josh faldt bagover og landede hårdt på ryggen.

Både Charles og Jacob gispede af overraskelse.

”arh!” skreg Josh og tog sig til skulderen og ansigtet.

Han rejste sig op på albuen og tog hånden væk fra ansigtet. Det første han så var Sofya der igen skulle til, at angribe. En hæl havde kurs direkte mod hans hoved med faretruende høj fart. Josh kastede overkroppen i modsatte retning og rullede væk fra hende. Han rejste sig op og rakte ud efter sit auravåben.

Idet han tog fat i kæden hamrede en håndrod ned over hans underarm og maste den ned i gulvet.

”ARH!” skreg han og slog ud efter Sofya der straks var sprunget bagud uden for hans rækkevidde.

Josh samlede sit auravåben op med sin ømme arm og stillede sig parat til, at hun skulle angribe igen. Jacob og Charles kunne ikke gøre andet end, at se hjælpeløst til. Denne person er ikke normal. Hun kan umuligt være blind når hun kan både angribe og afvige. Tænkte Josh.

Sofya styrtede igen direkte mod Josh, men denne gang var han forberedt. Han svingede den store kugle mod hende med al sin kræft. Fik dig! Sofya sprang elegant over både ham og kuglen og slog en saltomortale i luften lige over hans hoved. I et brøkdel af et sekund kunne han se hendes ansigt da hun var vendt op og ned midt i sit spring. Sofya landede elegant bag ved Josh og jog foden i ryggen på ham.

Hun fokuserer ikke på noget med blikket. Tænkte han mens han faldt. Hun ER jo blind. Han landede oven på sit auravåben der smertefuldt jog sig ind i hans bløde hud. Hans hoved hvilede på hans auravåbens kugle. Det ville have set grimt ud hvis han havde banket hovedet ned i den. Han nåede kun lige, at se op og igen se Sofya i gang med, at jage hælen ned mod hans hoved en gang til.

Jacob skreg:

”JOOOOSH!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...