En verden til forskel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2012
  • Opdateret: 25 aug. 2015
  • Status: Igang
En ung pige vil gerne gå på den eneste magiske skole i hele verden. Men magi er ikke ment til at blive udøvet af kvinder. Og hvad gør man så? Hun beslutter sig for, at klæde sig ud som dreng og tilmelde sig. Men hvad gør hun når hendes venner på skolen opdager hendes beskidte lille hemmelighed? Eller når de finder ud af, at hun besidder større evner end drengene?

306Likes
440Kommentarer
23092Visninger
AA

1. Flugten

 

ADVARSEL! DENNE MOVELLA INDEHOLDER SCENER DER KAN VIRKE STØDENDE FOR VISSE PERSONER.

ER DU UNDER 16 LÆSER DU DETTE PÅ EGET ANSVAR. 

 

Det her er sindssygt. Tænkte personen for sig selv. Og forbudt. Men siden at den mand kom til vores verden og åbnede verdens øjne for magien har alting ændret sig. I visse tilfælde ført til desperation.

En teenager iført hættetrøje gik ind på apoteket. Han vidste hvad han kom efter. Hans hætte var trukket helt ned over øjnene så ekspedienten ikke rigtig kunne se hans ansigt. Hun var også ligeglad. Han var sikkert bare endnu en person med et pinligt problem og sikkert følte sig til grin. Dem kom der mange af her på apoteket.

Teenageren bad om en af de nye tests. Hun rynkede på næsen. Så han var en af DEM? Disse nye tests var lidt ligesom politiets alkoholmetre. Bortset fra at disse tests målte en persons evne til at udøve magi og ikke hvor meget alkohol man havde fået indenbords.

Hun var nok lidt jaloux. Nej.. MEGET jaloux! For magi var kun bestemt til at blive udøvet af drenge! Disse særlige tests måtte kun drenge købe! Og ikke nok med det. Hvis testen var positiv, fik man automatisk et stipendium til den eneste magiske skole i VERDEN!

Hun sendte ham et giftigt blik. Han rømmede sig og skyndte sig ud af apoteket. Teenageren følte sig som en forbryder. Han gik ind på et offentligt toilet. Dametoilettet. Slog brættet ned og placerede den lille plasticpose på brættet. Han svedte. Han trak hætten af og fedtet langt rødt hår faldt omkring ryggen på ham. Han så sig selv i spejlet. En nordisk udseende pige kiggede tilbage.

Hun flåede indpakningen op. Hun måtte bare væk herfra! Og dette her var hendes chance! Hun havde set på tv hvordan drenge rejste fra deres hjemsted til skolen der lå helt over i Japan. Det skete ved hjælp af magi. Ingen pas, fly eller tog. Direkte fra din hoveddør til skoleporten. Nu kunne hun stikke af. Væk fra det her liv. Endelig.

Inde i æsken var der en lille cylinder. Hun læste på siden. Selv om hun havde misbrugt Youtube i adskillelige timer og set hvordan det foregik et utal gange ville hun være 100% sikker på at hun gjorde det rigtigt. Hun havde kun ét forsøg. Testen var 98,5% sikker så hvis hun fik negativ ville hendes anstrengelser være spildt.

Magitest 1,3: Før den lille cylinder op til munden og pust ét langt pust i ca. 10 sekunder. Vent et halvt minut og aflæs resultatet.

Hun tog cylinderen op til munden og pustede af sine lungers fulde kraft. Lad den få det hele. Lad der ikke være nogen misforståelse. Kom nu. Kom nu! Hun havde pustet i 15 sekunder i stedet for 10. bare for en sikkerheds skyld. Nu skulle hun bare vente. Det var de længste 30 sekunder i hendes liv.

Hun var pumpet op med adrenalin og hun gik rundt i cirkler. Hun begyndte at lægge mærke til sine omgivelser der ellers havde været som ikkeeksisterende for et øjeblik siden. Det beskidte toilet der ikke havde været vasket af i over en måned. Stanken, varmen, støvet i luften der var ved at kvæle hende. Måske gjorde atmosfæren herinde det til at dårligt sted at tage testen. Hun gik over til toilettet igen og søgte febrilsk efter testen. Hun måtte have den ud i den friske luft.

For sent. Testen havde allerede afgivet sit svar.

Hendes hænder rystede. Hun rakte langsomt ud efter testen. Hvis den var negativ var det hele forbi. Den var NØDT til at være positiv. Endnu en svedperle trillede ned ad hendes pande og ned i hendes højre øje. Det gjorde ondt og hun blev nødt til at fjerne den irriterende smerte før hun fortsatte. Hun var irriteret. Hun skulle lige til at aflæse svaret på en af de vigtigste beslutninger i hendes liv og så bliver det lige pludselig afbrudt af… Hendes blik faldt på resultatet. Positiv.

Hun faldt på knæ. Hun begyndte at hulke. Hun græd længe. Tåre af glæde. Endelig. Efter alle disse år kunne hun endelig komme væk fra det her syge liv og begynde at blive fri.

Efter nogle minutter hvor hun havde sundet sig lidt, rejste hun sig op og smed indpakningen ud. Cylinderen gemte hun i hættetrøjens lomme. Hun gik ud af toilettet og ned mod togstationen. Hun havde kun en halv time før hun skulle være hjemme igen. Dog gik hun ikke direkte ind på stationen med det samme men gik ind i en tøjbutik lige ved siden af. Der gik kun 5 sekunder før hun kom ud igen med en lille pose i hånden. Senere stod hun på toget. Hun var på vej hjem.

Godset. Hvor hun hadede det sted. Ene og alene fordi det var her hun boede sammen med sin uudholdelige onkel. Endeløse gange fyldt med røde tæpper, porcelænsvaser og gamle malerier med guldrammer. Dusinvis af rum med sølvtøj, bøger og ansatte. Hun gik igennem porten og op ad den lange indkørsel med de perfekt klippede hække og træer. Forhaven var stor og nyslået. Et par gartnere rendte rundt og klippede rosenbedene til mens nogle andre vandede tulipanerne der var ved siden af hovedindgangen.

Hoveddøren blev åbnet og en langhåret mynte hund kom ud af den. Den opdagede hende straks og løb hende i møde. Hunden hed Alexander.

”Hej Alex! Hvordan har min go’e dreng det? Har du det godt? Hva? Har du det godt?”

Hun klappede hunden på hovedet, der svarede tilbage ved at slikke hendes håndryg. Hun kiggede op mod hoveddøren. Sebastian stod som sædvanligt og ventede tålmodigt på hende.

Sebastian var godsets bedste tjener. Hendes onkel kaldte ham en ”butler” men hun syntes selv, at det lød dumt. Desuden troede hun ikke engang på at han hed Sebastian men at det var noget hendes onkel havde fundet på fordi han var dårlig til at huske navne.

”Velkommen tilbage frøken Brown. Skal jeg tage deres ting?”

Hun hadede når de ansatte talte sådan til hende. Frøken? Deres? Brown? Kunne de ikke bare sige hendes fornavn?

”Nej tak Sebastian. Jeg klarer mig.”

Sebastian tog hendes jakke og hun skulle lige til at gå videre.

”Hr. Brown ønsker at tale med dem”

Hun stoppede op. Tale? Direkte til hende? det betød ballade.

”Onkel?” Sebastian nikkede.

”Ja, han er i biblioteket.”

Hun slugte en klump. Det her ville ikke ende godt.

Hun bankede på. Og ventede. Kom man ind til ham uden hans tilladelse ville man blive straffet.

”Kom ind” sagde en dyb tør stemme.

”Sebastian sagde du ville tale med mig?” Sagde hun mens hun gik gennem døren.

En mand der så langt ældre ud end han var, sad i en antik læderstol med højt ryglæn. Hendes onkel var næsten altid iført jakkesæt. Hvem bærer slips i sit eget hjem?

”Korrekt.. kom herhen. Sæt dig.”

Enhver anden ville have opfattet den sætning som et tilbud. Men hun vidste at det var en ordre. Hun satte sig i sofaen.

Biblioteket var ét stort rum fyldt med overpyntet skrammel. Egetræsgulv, en hvid træsøjle i hvert hjørne af rummet og en stor kamin hvis tremmedøre blev bevogtet af 2 marmorløver. En gammeldags lysekrone hang oppe i loftet og skinnede dovent ned på hende. Rummet lugtede jordslået. En duft der mindede hende om de gode gamle dage hvor hun engang havde været lykkelig.

Kun et antikt glasbord med guldbelagt bordben stod nu imellem hende og hendes onkel. Hun ventede. Ligesom med døren, så var det altid en dårlig ide at være utålmodig og skynde på denne mand. Hendes onkel løftede hovedet og sagde:

”Hvordan var din shopping tur?” Hun slugte en klump.

Hun fik næsten aldrig lov at forlade huset og når hun gjorde var det aldrig særligt længe. Hun skulle altid gennem et krydsforhør hver eneste gang både før og efter. Hendes onkel var topchef for en række indflydelsesrige store firmaer jorden over. Han havde kun adopteret hende for at få hendes del af hendes mors arv da hun døde. Godset lå i Danmark og selv om hendes onkel hellere ville bo i en storby i Amerika, som han havde gjort før, så boede de nu her sammen fordi det var hendes mors sidste ønske at hun skulle vokse op i Danmark.

Grunden til at hun ikke måtte gå ud så tit var at han ikke ville have at hun skulle blive kidnappet, for han ville under ingen omstændigheder betale løsesum. Så det var billigere bare at holde hende her. Hun havde gået på privatskole indtil videre men det var kun steder med overvågning. Lige nu var det sommerferie og skolen lod ikke nogen blive i ferierne. I overmorgen ville ferien være slut. Men dén skole hun ville tage til åbnede en dag tideligere for at introducere de nye elever i skolens forløb.

”Det gik fint. Jeg fik købt det armbånd jeg har ønsket mig så længe” hun tog det op af posen. Han så skeptisk på det. Billigt skrammel i hans øjne. Hvis hun nogensinde skulle bruge penge skulle han først vide til hvad, hvorfor hun ville have det, og hvad det ville koste. Bagefter skulle hun fremvise bonnen og give byttepengene tilbage.

”Her er bonnen”

Han gennemlæste den grundigt. Dato. Tid. Beløb. Butik. Alle de ting blev gennemgået. Hun kunne umuligt købe noget uden at han vidste det.

”Det passer.”

Hun åndede lettet op. Hun havde i dagevis ledt efter et smykke der havde præcis samme pris som testen og på at kontakte en veninde der ville købe den til hende i lige præcis dén butik for sine egne penge på et bestemt tidspunkt. Og planen var lykkedes. Men kun den første del af den. Hun ville flygte fra dette rædselsfulde sted. Væk fra sin fæle onkel og et liv bag tremmer. Næste del af planen var selve flugten.

”Jeg går op på mit værelse. Tak for armbåndet. Godnat.”

Han kom ikke med nogen indvendinger, hvilket betød at hun havde lov til at gå.

Hun gik op på sit værelse. Det rum hvor hun havde sit fristed. Det eneste rum i huset hvor hun kunne gøre nøjagtig som hun ville uden bekymringer. Hun havde tilbragt det meste af sin tid derinde når hun var hjemme i ferierne.

Himmelsengen der stod op ad væggen fungerede som centrum for alt opmærksomheden mens hendes skrivebord bare stod og så ordinært ud. bunker af papir, blyanter og stumper af viskelæder fyldte skrivebordet så meget, at bordlampen havde svært ved, at være der. Tegninger og atter tegninger havde hobet sig op gennem årene. Den ene bedre end den anden. Hun havde jo haft tid til det. I den anden ende af rummet stod et sminkebord hun havde arvet fra en slægtning hvis navn hun for længst havde glemt. Glasset var for en måned siden skiftet for sjette gang dette år.

Hun gik gennem rummet og fandt den kuffert frem der lå gemt under sengen. Den var fyldt med ting hun ville få brug for på skolen. Plus nogle penge hun havde fået af sin mor inden hun døde. Det var hendes nødopsparing. Der var ikke meget tilbage men det var nok. Hun kunne have købt testen for disse penge men så ville hun stadig have problemer med sin onkel der ikke ville lukke hendes ud særlig tit. I morgen ville blive dagen. I morgen ville hun flygte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...