En verden til forskel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2012
  • Opdateret: 25 aug. 2015
  • Status: Igang
En ung pige vil gerne gå på den eneste magiske skole i hele verden. Men magi er ikke ment til at blive udøvet af kvinder. Og hvad gør man så? Hun beslutter sig for, at klæde sig ud som dreng og tilmelde sig. Men hvad gør hun når hendes venner på skolen opdager hendes beskidte lille hemmelighed? Eller når de finder ud af, at hun besidder større evner end drengene?

306Likes
440Kommentarer
23130Visninger
AA

2. Flugten (del to)

 

Næste morgen stod hun tidlig op og gjorde sig klar. Hun stillede sig foran spejlet, satte sit hår op med en klemme og en masse hårnåle og tog en hue på der dækkede alt hendes hår. Føj for den. Tænkte hun kort. Hendes onkel var allerede taget på arbejde på trods af at klokken var 6 om morgen. Der var en time til at portalen ville åbne. Men hendes plan startede allerede nu. Hendes onkel fik hende overvåget selv i sit eget hus. Hendes værelse og badeværelserne undtaget.

Hun skulle finde på en måde at komme udenom dem alle, så den klamme idiot, der altid sad og drak kaffe og spiste donuts, ikke ville opdage hende. Hvis hun gik gennem godset med en kæmpe kuffert ville hun blive stadset på få sekunder. Der var kameraer over alt i huset for slet ikke at nævne de mange udenfor. Engang prøvede hun at løbe hjemmefra ved at tage billeder af rummet fra kameraets vinkel og sætte dem foran kameraet. Det virkede ikke. Blitzen kunne ses og kameraet kunne ikke se billedet eftersom lyset kom fra en dårlig vinkel. Hun havde kun fået ét måltid om dagen i en hel måned som straf for det.

Hun havde været lidt mere snedig denne her gang. Vagtens donuts kom altid med udbringning. Hun havde taget imod dem for ham den seneste måned og afleveret dem nede i kontrolrummet til ham for at vinde hans tillid. Denne gang ville hun putte afføringsmiddel i kagerne. Hun bad en stille bøn hvor hun igen takkede hendes mor for den nødopsparing. Normalt tog hun ikke imod dem så tidligt om morgen men en enkelt undtagelse ville han nok ikke lægge mærke til.

Hun gik nedenunder og ud til hoveddøren, tog imod donutsne og takkede chaufføren. Det var koldt udenfor så hun skyndte sig ind i huset igen og over mod den brede trappe. I stedet for at gå op ad den, gik hun lidt længere til venstre hvor en døråbning førte ned til kælderen hvor kontrolrummet var. Hun drejede rundt om hjørnet og gik ned af den lille trappe.

Hun stoppede. Her var der ingen kameraer. Et hul i systemet hun havde brugt år på at finde frem til. Hun tog afføringsmidlet op af lommen og fordelte det rundt i kagerne. Så stak hun indpakningen ned i sin lomme igen og småløb ned det sidste stykke ned af trappen og hen til døren til kontrolrummet. Når han var distraheret ville hun hoppe ud gennem vinduet ved siden af hoveddøren og gemme sig i busken indtil sidste øjeblik. I det sekund portalen åbnede sig ville hun løbe over til den. I det tidsrum ville hun være fuldt synligt, så det skulle gå stærkt. På hendes højre side var vagtens toilet. Perfekt. Hun kunne ikke være sikker på at det ville virke eller om han ville være derude når hun gik i aktion. Men det var hendes eneste håb at han var væk når den tid kom.

Hun bankede på og gik ind.

”Godmorgen Henry! Her er dine morgen donuts!”

Vagten vendte sig rundt i sin kontorstol. Der var sved på hans skaldede hoved og svedpletterne under hans arme voksede næsten hver dag indtil den ene gang hver anden måned hvor han vaskede sin uniform. Stedet var ét stort virvar af pizzaæsker og chokoladepapir. Tomme engangskrus tårnede sig op som gigantiske højhuse og en enkelt gammel hamburger i siden af rummet syntes at bevæge sig længere hen mod døren for hver dag der gik. Der stank af mug og musseafføring. Henry måtte have mistet sin lugtesans for flere år siden.

”Mange tak frøken Brown. Du er sådan en flik tøs”

Der var den igen, tænkte hun. frøken Brown. Sig mit navn!

”Det var en fornøjelse. Det er jo ikke fordi jeg har så meget andet at lave vel?” sagde hun og rakte ham æsken.

Han tog en op i hånden med det samme.

”Du kunne forberede dig på når du skal i skole igen.”

Hun smilede for sig selv.

”Åh, bare rolig. Det skal jeg nok…” han tog en bid.

”Meget snart.” afsluttede hun.

”Jeg tror at jeg går op og spiser morgenmad nu. Vi ses senere.”

Han kunne ikke vinke med æsken i den ene hånd og en fedtet donut i den anden. Han nikkede bare med munden fuld.

Hun gik op i køkkenet hvor Sebastian allerede havde lavet morgenmad til hende på trods af at hun var stået op meget tidligere end hun plejede. Han havde lavet amerikanske pandekager og røræg. Hendes yndlings morgenmad.

”Hvad er anledningen?” spurgte hun da hun satte sig ned ved bordet.

”Du rejser jo over på skolen i dag. Og så vil jeg ikke have mulighed for at lave mad til dig igen før næste ferie.”

Hun var ved at kløjes i den skive pandekage hun havde puttet i munden.

Hun hostede.

”Her, frøken Brown. Et glas mælk.” Sebastian rakte et glas fyldt med iskoldt mælk hen til hende.

Hun tog en slurk og trak vejret tungt.

”Tak.”

”Det var så lidt”

Havde han opdaget hvad hun var ude på? Og endnu vigtigere. Vidste hendes onkel det?

”Øh. Sebastian, det er altså først i morgen at jeg rejser over på skolen igen.” sagde hun og lod som om hun skar videre i pandekagerne.

Han stod med ryggen til hende mens han var i gang med at tørre nogle glas af.

”Åh? Jamen det må jeg have… glemt”

Han sagde det på en spøjs måde. Som om han ikke mente hvad han sagde.

”Forresten har Hr. Brown fået installeret låse på alle vinduer på stueetagen. Sådan nogle smarte nye nogle med fjernbetjening. Han bad mig nævne det for dig.”

Hun stivnede. Havde hun så gjort alt dette forgæves?

”Men jeg nævnte for ham, at ham fyren der installerede det, havde sådan nogle fedtede hænder, at jeg ville blive nødt til at vaske vinduerne i dag. Det gør jeg når du er færdig her. Jeg holder dem åbne så fugerne kan tørre. Der bliver nok gennemtræk, så tag en jakke på.”

Hun så op.

”Indendørs?”

Han vendte hovedet så han kunne se hende over skulderen. Han smilede til hende. Nu forstod hun.

”Tak Sebastian.”

Hun kunne nu altid stole på Sebastian.

”En fornøjelse frøken Brown.”

Efter at hun havde spist gik hun hen mod trappen. Hun kiggede ned mod kontrolrummet. Lyset var tændt inde på vagtens toilet. Nu havde hun chancen. Hun løb op af trappen, ind på sit værelse, tog sine ting og var ude igen på få sekunder. Hun vidste hvad hun skulle gøre.

Hoveddøren var låst men vinduerne stod på vidt gab. Tak Sebastian. Hun løftede sin tunge kuffert og skubbede den ud gennem vinduet. Derefter hoppede hun op i vindueskammen og ned i busken. Alt var parat. Nu skulle hun bare vente. Når tiden kom, ville hun gå igennem porten. På instruktionerne stod der at hun ville blive transporteret til en form for samlings sal der lå i centrum af skolen. Så lad os bare håbe at det virker. Tænkte hun.

Mens hun ventede bemærkede hun duften fra blomsterne. En ting hun ikke havde gjort i mange år. Dengang hun var lille, havde hun og hendes mor boet her i weekenderne. Hendes onkel ejede det men de kunne bruge det når de havde lyst. Desuden var han altid i Tokyo, Rusland eller, et eller andet sted i Amerika. Hans yndlingsland. Engang havde dette gods været sådan et dejligt minde. Hun kiggede op ad den høje stenmur som hun sad op ad og kiggede derefter hen på porten. Når man kom ud af porten svingede grusvejen til venstre og førte ned til skoven hvor asfaltvejen lå.

Portalen ville åbne præcis klokken 7. Så snart hun var passeret igennem den ville den straks lukke sig bag hende. Hvis hendes onkel opdagede hende ville hun aldrig have nogen som helt chance for at undslippe. Hun kiggede på sit mobildisplay for 117’ende gang. Der var kommet dug på fra hendes svedende hånd og den varme hue gjorde det ikke bedre. Hendes telefon sagde 06:58 om morgenen. Det ville tage hende ca. 30 sekunder at løbe hen til hovedporten her fra busken foran hoveddøren. Altså hvis hendes beregninger var rigtige. I dét sekund portalen dukkede op ville den kunne ses på overvågningskameraerne. Om de ville kunne nå at stoppe hende var hun ikke klar over. Men hun ville ingen chancer tage. Det her var for vigtigt.

Displayet skiftede til kl. 06:59. hun begyndte at tælle ned fra 30. hun anstrengte sig for at hendes stress ikke skulle få hende til at tælle hurtigere.

10… 9… 8…

Næsten.

6… 5… 4…

Er der næsten.

3… 2… 1… NU!

Hun løb. Hun løb alt hvad hun kunne. Men hendes taske var tungere end hun troede og hun var lidt langsommere end hun havde forventet. Hurtigere. Hurtigere!

Hun løb gennem porten og rundede hjørnet.

Portalen var der ikke.

Hvad skete her? Hun havde planlagt alt til perfektion! Hvad gik der galt?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...