En verden til forskel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2012
  • Opdateret: 25 aug. 2015
  • Status: Igang
En ung pige vil gerne gå på den eneste magiske skole i hele verden. Men magi er ikke ment til at blive udøvet af kvinder. Og hvad gør man så? Hun beslutter sig for, at klæde sig ud som dreng og tilmelde sig. Men hvad gør hun når hendes venner på skolen opdager hendes beskidte lille hemmelighed? Eller når de finder ud af, at hun besidder større evner end drengene?

306Likes
440Kommentarer
23141Visninger
AA

29. Du ved intet!.. og dog

 

Havde Marfa lige udfordret Charles til at myrde hendes egen søster? Charles troede at de tre søskende var tættere end det her. De kaldte hinanden for elskede søster og efter hvad Charles havde observeret så nærede de tre søskende en dyb kærlighed for hinanden. Dette var så meget uden for Marfas karrakter.

 

Måske bluffer hun? Hun må da helt klart bluffe! Hun ville da aldrig bare ofre sin søster på den måde, men på den anden side kan jeg heller ikke forstille mig, at hun ville gamble med sin egen søsters liv… så hvad kan det ellers være? Tænkte han.

 

Charles’ øje kløede og smertede noget så forfærdeligt, men hvis han bare ét sekund sænkede paraderne, var han sikker på at den lyshårede sirene ville fare i hovedet på ham.

”du bluffer!” konstaterede han.

”gør jeg? Gør jeg virkelig, menneskedreng?” spurgte Marfa, stadig med et uhyggeligt bredt tandsmil og udspilede øjne.
Charles slugte en klump. Marfa lød overordenligt selvsikker. Og når en person pludselig skifter humør på den måde plejer de som regel at være i den overbevisning, at de vil vinde.

”hvorfor ønsker du, at jeg skal myrde din søster?” spurgte han roligt.

”JA? HVORFOR SIGER DU DET, MARFA?” udbrød en meget oprevet Akilina.

 

”hnhnhn..” lo Marfa med lukket mund. Derefter løftede hun langsomt sit hoved og bredte sine lange arme ud til siderne så hun stod i en foroverbøjet, nærmest bukkende stilling.

”kære søster! Dit offer vil skam ikke gå til spilde… din død vil blive starten på en ny æra! En ny æra kontrolleret af mig og din søster, Akilina!!! Du vil for evigt forblive udødeliggjort og mindet og hædret som en helegen af det vi vil forvandle alle dimensionerne til!!!” udbrød hun henvendt til sin bevidstløse søster, Sofya med et sindssygt ansigtsudtryk og makabre arm- og hovedbevægelser.

 

Hun har jo mistet forstanden! Konstaterede Charles inde i sit hoved.

 

”vi vil forvandle alle dimensionerne til et utopia for kvinder verdenerne over! Alle mænd vil dø eller knæle for vores fod og ingen af os vil nogensinde blive krænket igen! De vil se hvilken magt og kræfter vi besidder indtil de totalt underlægger sig vores bud og indser hvad vi i virkeligheden er i stand til!” fortsatte Marfa, med sine fine fingre filtret ind i sit eget hår, der rev og flåede i det så enkelte hårstrå knækkede og blev revet ud af hovedet på hende.

Akilina kunne ikke se på det længere.

”MARFA!” skreg hun og Marfa stoppede sin talestrøm.

”…”

”… det er nok nu…” sagde Akilina afmægtigt.

”husk nu på hvorfor vi startede på det her i første omgang… husk vores mål…” afsluttede hun.

 

Mål? Tænkte Marfa. Nårh ja… vores mål… udslet alle mænd.. de udnytter os… gør os ondt. De må dø. Ja. De må dø.

Og så var der… Inna Kir… de er forrædere… de må bøde.. de må dø.. nej det var ikke planen… de skulle have skylden… ja vi skyder skylden på dem. De må leve i vanære… de er forrædere. De skal vanæres. Ja. Det må de. Ja. Ja. Det er godt. Ja. Det var planen. Det var målet.

I sin hurtige og forvirrede tankestrøm, var hendes krop begyndt at ryste og Akilina trådte hen og omfavnede sin søster i håb om, at det ville få hende til at falde ned.

Det hjalp dog kun lidt og da Marfa forsigtigt skubbede sin søster fra sig, vidste Akilina udmærket at Marfa ikke var okay.

 

 

175 år tidligere i den første dimension – auktionen

 

Værten spildte ikke tiden med at stå og glo. Han gik straks i gang, med at forsøge at sælge den åbenbart voldlige lille sirenedreng.

”hey! Ikke alene har drengen udseende! Han har også muskler! Han kan bruges til både husarbejde, arbejde i sengen OG fysisk arbejde! Ikke dårligt, vel? nåh! Hvem har så et bud? Skal vi starte på… 1500 blanke? Kom nu lad mig høre 1500 blanke! DER! 1500 blanke, må jeg høre 1600?” kort pause. Så rakte en blandt publikum sit skilt i vejret med sit nummer.

 

”1600 blanke! Nogen der byder 1700?” spurgte han og kiggede sig ivrigt omkring.

”kom nu! han vil sikkert vokse op og blive dobbelt så køn og sikkert også stærk! Man kan sikkert spare lidt på føden eftersom han er i sådan en fin stand!” lokkede værten.

Det virkede sikkert eftersom et par hænder derefter blev rakt i vejret.

”Der! Jeg kan se 1700 blanke! Nogen der byder 1800?... 1800 herover! Okay første… anden… solgt! Til fruen på bagerste række!”

 

Og sådan blev det ved.

”solgt!”

”solgt!”

”solgt!”

Blev gentaget gang på gang, mens tårrene strømmede ned over kinderne, på de børn der med tunge skridt, blev tvunget videre mod deres frygtelige skæbne.

Akilina, Marfa og Sofya blev alle tre samtidigt ført ud på scenen hvor de mærkede de sultne og grådige blikke der alle var rettet mod dem.

”okay! Vi har næsten fået solgt hver eneste genstand i aften, men vi mangler dette søskendepar! 3 sirener i bedste stand! Udmærket kvalitet og garanteret lydige hvis de bliver opdraget korrekt!!”

 

Buddene regnede ned over værten, der erfaren håndterede og lokkede køberne.

                                                                                                                           

 

Den sorte dimension – skolens kantine

 

Charles var mange ting, men han var ikke en morder. Han kunne ikke være sikker på, at Marfa ikke bluffede, men han kunne heller ikke bare stå her og være sårbar i tilfælde at Marfa rent faktisk talte sandt og var ligeglad med om hendes egen søster mistede livet.

Han stod i en sårbar position hvis Marfa eller Akilina besluttede sig for at angribe. Han var nødt til at tænke hurtigt. At tænke var hans hjemmebane, men han var ikke vant til at skulle gøre det under så stort pres eller hvor der rent faktisk stod liv på spil.

 

Hvad kan gå gennem hendes hoved lige nu? hvorfor er hun villig til at gå så langt for at slå mænd ihjel? Hvad er hendes drivkraft? Hvad kan få hende til at være villig til at gå så langt at hun rent faktisk vil ofre sin egen søster? hvad kan der være sket? Tænkte Charles alvorligt mens verdenen omkring ham truede med at komme tættere på ham for hvert sekund og hive ham ud af sine tanker.

 

Hvad skete der?

”hvad skete der?” spurgte en stemme ovre fra døren af, lige efter at Charles havde tænkt nøjagtig det samme.

Charles så hurtig over mod døren og så Jacob stå i den med en bog i hånden, inden han hurtigt genvandt fokus og koncentrerede sig om sin gidseltagning.

 

Jacob skabte sig hurtigt et overblik over situationen. Charles stod foroverbøjet over en bevidstløs Sofya mens Marfa så ud til at have været op i en hønsekamp med sin søster… eller… når hun så ordenligt efter så så Akilina helt normal ud i modsætning til Marfa. Måske havde Marfa gjort skade på sig selv? svært at sige når man ikke havde været der.

I hvert fald fik hun intet svar på sit spørgsmål, så hun stillede det igen.

 

”hvad skete der dengang?” spurgte hun henvendt til Marfa.

Det tog lidt tid for sirenen at tænke over hvad menneskedrengen mente inden hun til sidst gav op.

”hvad mener du, menneskedreng?”

 

Jacob holdte, bogen hun havde haft i hånden, frem foran sig. Efter at have knebet øjnene sammen kunne Marfa skimte titlen.

Sirenernes historie. Efter en kort pause fortsatte Jacob.

 

”i var slaver, ikke sandt?” ordet ’slave’ sendte en bølge af følelser gennem begge sirener der ganske svagt krummede sig sammen ved lyden af det blotte ord.

”i blev også kidnappet, ikke? Grunden til jeres had for mænd ligger i at dem, som købte jer, udnyttede jer gennem mange år, ikke?” sagde hun mens hun gik tættere på.

 

”kapitel 5, slavehandlen. Efter at sirenernes adelige havde underskrevet fredstraktaten og sirenemagi blev forbudt, begyndte slavehandlere at indfange og sælge sirener på det sorte marked! De blev som regel solgt til rige og magthavende mænd hvor mange af dem stadig tilbringer deres dage der.” gengav hun ud fra bogen af.

 

175 år tidligere i den første dimension – auktionen

 

”SOLGT! 3 unge sirener for i alt 60.000 blanke!” afsluttede værten, stolt over at have solgt dem alle tre på én gang og endda til en god pris.

 

Hvad der ventede de tre søstre, var muligvis værre end døden. Kun timer efter at auktionen var afsluttet stod de i et palæ med lysekroner og malerier over alt. Det så gammeldags ud, men man kunne udemærket godt se, at stedet var holdt godt ved lige gennem alle disse år.

De ansatte rengøringsfolk og yderligere slaver, havde givet dem en kort forklaring af hvordan man skulle tale til ”mesteren” som de kaldte ham.

 

”se ham ikke direkte i øjnene når I kommer ind, men vent til at I bliver bedt om at tale. Og afbryd ham nu endelig ikke, for jeres egen skyld. Han bliver så frygtelig hidsig når tingene ikke går som han vil have det.”

”vi vil hjem til mor og far!!!” havde de svaret igen, men til ingen nytte.

De blev kort efter puffet ind i et mindre rum hvor, fyren der havde købt dem på auktionen, sad i en dynge af puder og bappede på en lang pibe. Han kiggede sultent på dem, inden han løftede et tørklæde op til panden for at tørre lidt sved væk.

Han var en stor mand. Rigtig stor. Endda også lidt overvægtig, men han var højere end normale folk og endda sirener. Han havde lidt gråt skæg omkring sin mund og var iført orange og røde klæder. Han bredte sine arme indbydende ud til siderne inden han talte.

 

”kom piger, træd blot frem. Jeg bider ikke.” det varede ikke længe før pigerne gik helt tæt hen på manden mens de skreg af ham.

”vi vil hjem til vores mor og far! Send os hjem! Vi vil ikke være her mere!” råbte de i munden på hinanden.

En hånd blev løftet og lussinger blev uddelt til hver og en af de tre søstre, der staks begyndte at bæve læber.

”lyt efter, jeg ejer jer nu og hvis I ikke gør som jeg siger så slår jeg jer ihjel. Er det forstået?” sagde han hårdt mens tårrene løb ned over sirenernes små kinder. Dog nikkede de. Det var ikke fordi at de bare havde givet op og accepteret deres skæbne. Det var bare at på vej ind i palæet, så de mesteren skyde en af sine slaver for at græde højlydt. Det var kun et barn. Oven i købet yngre end dem selv. De vidste udmærket, at denne mand ikke spøgte.

Et skummelt smil bredte sig på den store mands læber.

”godt, dygtige piger. Så hvis I begynder at tage jeres tøj af, kan vi begynde morskaben.”

 

 

Den sorte dimension – skolens kantine

Charles holdte vejret for et øjeblik. Var det virkelig dét der drev dem? Og i så fald, hvordan kunne han udnytte denne nye viden til sin egen fordel? Han nåede dog ikke at tænke længe før Marfa svarede.

”hvad der skete? Du har jo selv lige sagt det. Hvad er der ellers at nævne? Ja, du kender vores historie, og hvad så?

Jacob stod et øjeblik og overvejede situationen. Hvad skulle hun sige? Hvad skulle hun gøre? Nu vidste hun jo hvad de havde gennemgået, men hun havde rent faktisk ikke rigtig nogen plan når det kom til stykket.

 

Og dog.

 

Hun kunne relatere til dem. Så meget vidste hun.

”at værre barn…” startede hun forsigtigt.

”betyder også at stort set alle andre er stærkere end dig...” hun tog endnu et skridt videre, øjnene direkte rettet mod Marfa.

”at få stjålet sin frihed fra en… og man er ikke i stand til at stille noget op..” sagde hun og så ned på bogen hun holdte mellem sine hænder. Hun åbnede munden, men kunne ikke rigtig få andre ord ud end:

”forfærdeligt.” sagde hun afmægtigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...