En verden til forskel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2012
  • Opdateret: 25 aug. 2015
  • Status: Igang
En ung pige vil gerne gå på den eneste magiske skole i hele verden. Men magi er ikke ment til at blive udøvet af kvinder. Og hvad gør man så? Hun beslutter sig for, at klæde sig ud som dreng og tilmelde sig. Men hvad gør hun når hendes venner på skolen opdager hendes beskidte lille hemmelighed? Eller når de finder ud af, at hun besidder større evner end drengene?

306Likes
440Kommentarer
23092Visninger
AA

30. Du ved intet!.. og dog (del to)

Hun blev dog hurtigt afbrudt.

”TAL IKKE SOM OM DU KENDER OS! Du ved INTET om hvad vi har gennemgået!” Marfas stemme rystede og man kunne svagt ane tårer i hendes gyldne øjne.

”nej! Men…. Jeg er måske den eneste som forstår jer.. bare lidt.” hviskede hun.

”jeg har ikke oplevet at være slave, pludselig fanget i en verden jeg ikke kendte til..”

Hun så målrettet op.

”men det betyder ikke at jeg ikke kan forstår jer!”

Marfa spærrede øjnene lidt op.

”en mand… forstå noget? Du forstår intet… hvis du gjorde, ville du allerede have givet op og underlagt dig for vores styrke... du og alle andre mænd er..”

”ER HVAD???” skreg Jacob vredt.

 

 

Dette forbavsede ikke kun Marfa og Akilina, men også Charles der forvirret vendte hovedet, for at se hvad der foregik.

Et kort øjeblik stod hun bare og åndede tungt. Derefter pegede hun vredt på sine bevidstløse klassekammerater.

”hvad er de? Hvad… helt nøjagtigt… har lige præcis DE gjort.. for at de fortjener denne form for behandling?” hun tog armen ned igen og en ubehagelig stemning bredte sig i rummet.

”det var ikke de der uskyldige drenge der spærrede jer inde… det var heller ikke dem der tvang jer til at gennemgå, hvad ved jeg, af forfærdelige ting…” hun tog en dyb indånding.

 

 

”så hvad er de?” spurgte hun.

 

 

 

 

Hvad er de? Hvad er de? Hvad er de? Ekkoede inde i Marfas hoved. Det var langt tid siden sidst hun havde opfattet mænd som andet end forfærdelige væsener som hun for længe siden havde svoret at udrydde.  Hvornår var det? hvornår? Alle mænd i hele hendes liv havde svigtet hende og gjort hende ondt. Og disse menneskedrenge der nu lå bevidstløse på gulvet… hun følte samme had for dem som hun gjorde for… mester. Selv hendes egen kærlighed til sin far var med tiden visnet og blæst væk med den kolde vind.

Efter flere års tortur, var de endelig sluppet væk… og så..

 

 

3 år tidligere i den første dimension – sirenernes barndomsgade

 

 

Marfa og Akilina var trætte. Det havde været hårdt nok at slippe væk og når de så endda skulle hjælpe deres blinde søster Sofya med at gå, tog det dobbelt så lang tid og dobbelt så mange kræfter.

Men det havde været det hele værd. De var nu frie. Og de var sammen og intet skulle nogensinde adskille dem igen. Deres bare og slidte fødder kæmpede sig gennem sandet og de anstrengte sig for at holde balancen. Det var flere år siden de sidst havde duftet brisen fra havet og alene visheden om at de var frie, gav dem kræfterne til at fortsætte.

De havde brugt uger på at finde ud af hvor de var i første omgang, da de havde flygtet og hjemrejsen til fods havde været hård. Men nu var de endelig på vej mod det eneste sted de kunne gå til… hjem.

”dér! Vi skal bare lige over den bakke! Så burde vi kunne se vores hus!” sagde Akilina, inden hun kradsede et af de mange sår på hendes arme.

De havde boet i et villakvarter dengang de var små. God beliggenhed tæt ved havet og alle deres venner boede tæt på dem. De huskede det som et paradis.

Kort efter nåede de toppen af bakken og gispede højlydt.

”hvad?” spurgte Sofya der intet kunne se.

”byen… den..” Akilina stirrede vantro på resterne af den for længst nedbrændte by der lå foran hende. En enkelt herreløs hund rodede i en skraldespand efter noget at spise og aske blev ført væk med vinden.

”den er væk! Ødelagt…” afsluttede hun afmægtigt og tåre fyldte hendes, nu lilla farvet øjne.

 

 

Lyden af nogle murbrokker der væltede skræmte dem og en gammel mand kom til syne.

”ups! Undskyld de damer… je’ var ikke u’ på at skræm’ jer.” peb han ud gennem det hvide skæg. Marfa åndede lettet op og henvendte sig til den gamle mand.

”undskyld, men ved du hvad der skete med byen, her?”

Den gamle mand løftede sine buskede øjenbryn som om han først havde opfattet nu, at han stod i en by.

”jeg ska’ fortæl’ dig hvad der sket’, ung’ dame. ” sagde han og pegede på hende med sin stok.

”byen ble’ invaderet! ”

Marfa spærrede øjnene op.

”invaderet?” spurgte hun.

”invaderet!” konstaterede den gamle mand og satte stokken til jorden, for at understrege sine ord.

Han vendte sig derefter med ryggen til dem og så ud over murbrokkerne.

”af røvere… nogle fræk’ karle, hvis du spørg’ meg. Der var desværre ik’ nogen overlevne. ”

Han holdte, hænderne bag ryggen og vendte sig igen mod Marfa.

”hvorfor spør’ du, ung’ dame?” spurgte han og rynkede på næsen for at fjerne en pludselig opstået kløe.

”ikke for noget.. tak for hjælpen.” takkede hun og vendte sig mod sine søstre.

”de væk..” konstaterede hun.

Tåre rendte ned over de tre søstres kinder ved relationen af at deres forældre var borte.

”Så… hvor skal vi så tage hen? Vi har ikke noget hjem.” spurte Akilina.

Marfa snøftede og vendte sig igen mod den gamle mand.

”undskyld hr.. men kan vi måske bo hos…” længere nåede hun ikke. Den gamle mand var allerede langt væk. Han gik og sang en eller anden sømands vise mens en diskret lille lommelærke skvulpede i hans ene hånd.

”der er fisk i alle vand! Der er nok til hver en mand! Skum å’ sprøjt, skum å’ sprøjt, skååål!”

Marfa sukkede og så ud over byen.

”mænd… de har aldrig gjort noget godt for os… alle mænd er hedninge!” sagde Marfa vredt.

”men… hvad med far?” spurgte Sofya forsigtigt.

”far… han kunne ikke beskytte mor. De er begge døde på grund af hans svaghed.” Hun vendte sig mod dem.

”hvis vi havde været frie noget før, kunne vi sikkert have reddet dem… forbandede Inna Kir!”

Vinden fra havet purrede op i Sofyas sorte, Akilinas lyse og hendes eget brune hår.

 

 

”verden er styret mænd. De har magten og kvinderne fatter åbenbart ikke, at de bliver undertrygt! Det er op til os at udrydde alle disse hedninge! ” hun rakte hånden ud mod sine søstre.

”slut jer til mig, søstre. Sammen vil vi skabe vores egen verden. Fri for alle mænd og hvor kvinderne har magten.” Akilina tøvede, men førte Sofyas hånd hen til Marfas og lagde sin egen oven på Sofyas. De følte sig ikke ligefrem lykkelige, men det føltes godt at vide, at man havde et ubrydeligt bånd med sin familie.

”hvordan?” spurgte Sofya.

”vi starter i det små. Vi starter med en lille dimension med svage indbyggere. Derefter arbejder vi os opad og overtager alle dimensionerne, indtil vi har styrke nok til, at nedlægge hele den øverste dimension!” svarede hun stolt.

 

 

”og Inna Kir?” Spurgte Akilina.

Marfa tænkte sig om.

”vi skyder skylden på dem… vi bliver nødt til at ofre noget tid på dem. Vi infiltrerer deres omgangskreds og kommer så tæt på dem som vi kan uden, at vi direkte møder dem. Så stjæler vi deres identiteter og begynder planen… er i med mig?”

 

 

Begge nikkede og en pagt mellem de tre søstre blev skabt den dag. Det tog dem ikke lang tid at finde Inna Kir søstrene. De havde åbenbart taget hjem til deres familie og blevet en del af familie forretningen. De var store navne i hele den første dimension. Marfa og hendes søstre brugte de efterfølgende 3 år på at arbejde sig op i firmaet og komme tæt på Inna Kir, samtidig med, at de havde trænet i al hemmelighed på at udvikle forbudt sirene magi og strategier.

Da de endelig opnåede deres mål og fik fat i de rette data og elementer for at stjæle deres identiteter kidnappede de, de tre Inna Kir søstre og droppede dem i en af de mere afsides dimensioner.

De vidste at Inna Kir kunne overleve der og de ville sikkert også blive fundet nogle år efter, men til den tid ville Marfa og hendes søstre have spoleret deres gode navn og de ville blive straffet for de ting som Marfa og hendes søstre havde gjort.

 

 

”så hvor starter vi, Marfa?” spurgte Akilina kort efter af de havde forladt Inna Kir. Marfa havde for en uge siden sendt et brev om deres ankomst i Inna Kirs navn. Nyheden skulle spredes for at Inna Kir kunne få skylden.

”et sted i den nederste dimension. Det kaldes… jorden.”

 

 

Den sorte dimension – skolens kantine

 

 

”… De er mænd… alle mænd er forrædere, griske, overmodige og mener de kan tillade sig alting fordi de er stærkere… men der tager de fejl. Vi er kvinder. Vi er sirener. Vi. Er. Magt!” Hun bredte armene ud til siderne med håndfladerne opad.

Hun er jo sindssyg. Tænkte Charles.

 

 

”er i? er i virkelig?” spurgte Jacob til Charles’ overraskelse.

”hvad mener du?” spurgte sirenen og sænkede armene.

”i er hævngerrige! Det forstår jeg godt! Men… i lader det gå ud over de forkerte personer! Der kommer intet godt ud af jeres had. I burde i stedet glemme hvad der er sket og hvad i har mistet og..”

Af en eller anden grund dukkede billeder af hendes mor og onkel op i hendes hoved. Hun forstod ikke hvorfor.. og dog.

”i har hinanden.. ikke sandt? I er frie.. ikke sandt? Hvorfor lade det gå ud over alle mænd?”

 

 

”hnhnhn.. du taler som om du ved alt… men du forstår intet. Vi gør ikke dette som hævn over alle mænd. Vi skal simpelt hen bare bruge muskelkraft til vores oprindelige mål. Når vi har taget denne verdens befolkning til slaver arbejder vi os op gennem dimensionerne indtil vi er den største magt nogensinde. Mesteren, Inna Kir og Claremont… de skal også få betalt for deres synder. Vent og se!” svor Marfa.

Jacob vidste ikke hvad hun skulle sige. Slaver? De havde tænkt sig at sende alle mennesker på jorden i krig? Og hvad mente de med at Claremont havde syndet? Claremont var jo de gode? Marfa havde ret hun vidste jo intet om hvad de havde gennemgået… og dog.

At være indespærret mod sin vilje. En mand der tvinger en til at lystre. En mand der straffer en hvis man ikke makker ret. Hun forstod… i det midste lidt.

 

 

”søster… ” sagde Marfa og afbrød jacobs tankestrøm.

”slut dig til mig i vores folks ædleste kunst… vi afslutter dette her nu.” sagde hun mens luften begyndtedes at føles tyk og svær at indånde. Jacob vidste udmærket at hun nok var i chok, men hun var sikker på at det ikke kun var hende selv der var påvirket af stemningen.

”HOLDT! I RØR JER IKKE! HVIS I GØR NOGET SOM HELT SÅ GÅR DET UD OVER JERES SØSTER!!!” skreg Charles. Han råbte det autoritært, men man kunne tydeligt høre frygt i hans stemme.

Marfas læber krøllede opad i et dystert smil og hendes øjne blev hårde og udfordrende.

”som jeg sagde… menneske. Gør det”

 

 

Charles nåede ikke ikke engang at overveje et svar før Marfa og Akilina skilte læberne i sirenernes mest kendte angreb.

 

 

Sirenesang

 

 

Det startede forsigtigt ud. Som en svag hvisken. Derefter en kort og lidt kraftigere lyd, nærmest afprøvende, men ufattelig smukt. Det gav blidt ekko og Akilina stemte i. Det var svært at beskrive, men hvis man skulle sammenligne deres stemmer med noget så ville Marfas være som en blidere og mindre skrigende form for opera, som under vand. Akilinas var derimod mere varm som stemmen fra ens første kærlighed og lød som flere stemmer på én gang.

Verden omkring en syntes at forsvinde og sirenernes ansigter og kropsformer syntes at fylde hele ens verden.

 

 

Jacob var helt opslugt af denne farverige musikalske verden der udspillede sig for hende. Dog slog en lyd hende ud af sin drømmetilstand. Hun så til venstre og så hvordan Charles havde ladet sin bue glide ud mellem sine hænder, falde til jorden og derefter forvinde spøgelsesagtigt.

Den måde han så på sirenerne kunne på ingen måde være skuespil.

 

 

”Charles?

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...