En verden til forskel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2012
  • Opdateret: 25 aug. 2015
  • Status: Igang
En ung pige vil gerne gå på den eneste magiske skole i hele verden. Men magi er ikke ment til at blive udøvet af kvinder. Og hvad gør man så? Hun beslutter sig for, at klæde sig ud som dreng og tilmelde sig. Men hvad gør hun når hendes venner på skolen opdager hendes beskidte lille hemmelighed? Eller når de finder ud af, at hun besidder større evner end drengene?

308Likes
440Kommentarer
23711Visninger
AA

39. Den nye rektor

 

Jacob stivnede. Hun turde ikke vende sig om. Nakkehårene rejste sig og koldsved opstod på hendes pande. Hun så i øjenkrogen, hvordan Spikey vendte sig om og stirrede på den kvinde, der for få dage siden havde forsøgt, at slå hende ihjel.

Hun var bange.

Dengang havde hun haft et våben. Venner der kæmpede ved hendes side. Adrenalin og mod. Men nu var hun strippet for alt det. Hun var tomhændet og hjælpeløs, bange og modløs. I et split sekund, lod hun sig være egoistisk og ønskede, at Joshua og Charles var her sammen med hende.

“Jacob?” Lød en velkendt stemme bag hende.

Hun glemte et øjeblik alt om sine bekymringer og frygt og vendte sig om for, at møde det varme, dog skarpe ansigt der tilhørte hendes rektor, James.

“James?” Spurgte hun og åndede lettet op.

Indtil Marfa trådte frem bag hendes rektor.

 

Hun så op på sirenen og blev mødt af to gyldne øjne der nedstirrede hende.  Marfa stod bøjet over hende med hænderne på ryggen og et smil på læben, som kunne hun åbne munden og æde hende på stedet.

 

"M... Marfa.." Fremstammede hun og tog et skridt tilbage.

 

Det var så der hun indså hvorfor Marfa havde hænderne på ryggen. Hun var iført håndjern. Og ved hendes side stod James. Til hendes rædsel fulgte resten af sirenerne trop og hun følte hvordan det vendte sig i hende.

 

"Jacob? Hvad laver du her?" Sprugte James forvirret.

 

Hun forsøgte desperat, at ryste rædslen af sig, men det lykkes ikke helt. Dog kunne hun tage sig nok sammen til, at svare manden.

 

"Jeg.. ville se om der var nyt fra Charles.. og Joshua." Fremstammede hun. Hendes knæ begyndte, at føles som gele og hun fattede ikke hvordan hun stadig kunne stå op.

 

Hun mærkede dog, hvordan flere personer, stillede sig tæt op ad hende og lagde beskyttende hænder på hendes skuldre og arme. Ud af øjenkrogen skimmede hun Spikey, Luke og Mike, der stirrede vredt tilbage på sirenen.

 

"SÅ! Bakker vi lige et par skridt tilbage, folkens!" Beordrede James eleverne, der modvilligt gik et par skridt tilbage.

 

"Joshua er ikke blevet udskrevet endnu, så vidt jeg ved..." Sagde James og førte sirenerne længere hen på hoveddøren.

 

"..men Mr. Takahashi er vidst allerede ankommet." Afsluttede han og pegende over sin skulder med tommelfingeren.

 

Og ganske rigtigt. Hvis man så godt efter, kunne man skimte Charles, der stod lænet op ad muren, med bandager rundt om hovedet og højre arm i skinne.

Jacob og hendes venner skulle lige til, at løbe over og hilse, da Marfa stoppede hende.

 

"Du! Menneskebarn."

 

De stoppede alle op. Jacob bagest og derfor tættest på sirenen. Både drengene og de to andre sirenesøstre så ud til, at holde vejret. Klar til, at springe frem hvis tingene blev grimt. Marfa gjorde dog ingen hentydninger til, at ville gå i kødet på barnet. Hun stirrede bare roligt på Jacob, som stirrede igen.

 

"Jeg hørte om din anmodning." Sagde Marfa blot og derved afbrød stilheden.

 

"...og?" Spurgte Jacob.

 

"Du forstår os altså? Hvorfor vi gjorde som vi gjorde?"

 

Jacob svarede ikke, men nikkede tøvende.

 

"Du har så også forstået, at vi ikke bad Ecitsuj om hjælp, korrekt?"

 

Endnu et nik.

 

"Ved du hvorfor?"

 

Jacob rystede på hovedet.

 

Dette fik hende til, at smile.

 

"Der er mere til dette her end øjet ser. Ecitsuj er ikke helt hvad de gerne vil have befolkningen til, at tro. Din ven her..." Sagde Marfa og kiggede over på James der skulede tilbage, men sagde ingenting.

 

".. er heller ikke hvad han giver sig ud for, at være." Hun vendte blikket tilbage til Jacob.

 

"Du og jeg... vi er ikke så forskellige." Marfa lænede sig helt frem mod Jacob så hendes fyldige røde læber næsten rørte Jacobs øre.

 

"Kom og hent mig når du opdager sandheden." Sagde hun, inden hun blev trukket tilbage af James og ført hen mod den portal han havde sat op, mens de havde snakket.

 

"Den midlertidige rektor burde ankomme i løbet af dagen. Jeg har bedt Mr. Takahashi og nogle af lærerne om, at assistere ham med det detaljerne." Sagde James og stoppede op kort inden portalen.

 

"Og Mr. Brown?"  

 

Jacob slap vejret, hun ikke vidste at, hun havde holdt.

 

"Ja?" Svarede hun.

 

"Vil de assistere ham med administration af showet?" Spurgte James, mens han sendte sirenerne i forvejen. Marfa holdte hendes blik indtil hun forvandt i den pinke spiral af røg der udgjorde portalen.

 

"..ja" Svarede hun. Det sidste hun så var hendes Rektor James, der nikkede en enkelt gang til hende. Som om han sagde. 'du skal nok klare det'. Derefter forsvandt han ind i portalen der lukkede sig efter ham.

 

Hun følte sine knæ give efter, da flere sæt af hænder greb hende og førte hende roligt hen mod hendes ven. Hun lod sig taknemligt føre bort fra det sted. Hun følte, at hun ville blive kvalt, hvis hun blev. Hendes hals var snøret sammen og hun havde svært ved, at trække vejret.

De var næsten nået over til Charles, der tålmodigt ventede på dem. Han havde bandager rundt om hovedet, omkring pande og tinding. Hans arm var lagt i skinne, så en bandage snoede sig om hans hals og omfavnede hans arm, som et skrøbeligt lille barn. Han lignede lort. For at sige det mildt. Hun følte et stik af dårlig samvittighed og skam. I bund og grund var det hendes skyld, at han var i den forfatning.

"Goddag." Hilste han, da de var nået derhen.

"Dav" hilste hun halvhjertet og stillede sig ved siden af ham og lænede sig op ad væggen.

Sådan stod de bare et øjeblik, mens de andre delte et blik.

"Hvordan har du det?" Spurgte Luke og afbrød den akavede stilhed.

"Jeg har fået en udmærket behandling af både James og hospitalet. Tak." Svarede han politisk og tørt.

Trods salen var fyldt med lydene fra de snesevis a elever opstod der en øredøvende tavshed mellem de 5 venner. Til sidst kunne Luke ikke holde det ud mere.

”Spikey!” Udbrød han.

”Ja?” svarede Sprikey, tydeligvis forvirret.

”Du var jo ved, at DØ af sult ikke? Vi må hellere gå.”

”Jamen jeg er da ikke..?” Protesterede Spikey, der tydeligvis ikke kunne læse stemningen eller tage et hint.

”KOM! Sulten, sulten, sulten!” Fortsatte Luke og skubbede Spikey mod kantinen mens Mike spankulerede efter dem.

 

Endelig var Jacob og Charles alene.

 

”Jeg.. ” begyndte hun, blot for at blive afbrudt af Charles.

”Du behøver ikke, at undskylde.”

Hun så op.

”Hvordan vidste du..?”

”Vi overlevede. På grund af dig. Jeg fortryder dog stadig, at jeg ikke fik dig overtalt til, at blive i kontrolrummet. Vi kunne være døde.” Jacob vidste ikke hvad hun skulle svare. Han havde ret. De kunne være døde. ”Men det er vi ikke. Du gjorde det. Du redde os. Og..” Charles rømmede sig før han fortsatte. ”Og jeg er taknemlig for det… tak.”

Det var… ikke lige hvad hun havde forventet. Hun havde accepteret hvis han var vred, ked af det, selv hvis han ville le ad hende, over hvor stort et fjols hun havde været. Men hun havde ikke forventet tak.

Charles ansigt skiftede farve. Han prøvede, at dække det med sin hånd, men var ikke særlig succesfuld.

”Jeg.. Jeg har noget jeg skal så.. vi ses senere.” Skyndte han sig, at nævne inden hun kunne nå, at stoppe ham.

Hun kunne ikke andet end, at sukke dybt og småle. Hun havde måske været igennem helvede, men hun fortrød ikke ét sekund, at hun var sprunget ud af det vindue, hjemme i Danmark.

 

”Hej! Jeg hedder Sam.” Lød en stemme ved hendes side.

Hun fór sammen ved lyden. Opslugt af sine egne tanker, havde hun ikke bemærket fyren, der nu stod ved hendes side med udstrakt hånd. Han så ud til, at være ældre en hende, højere og havde kort brunt hår. Hun havde nær tabt huen, af skræk.

Hun så op på Sam, der stadig havde hånden strakt ud mod hende.

”Er du okay?” Spurgte han og bøjede sig lidt længere ned i hendes højde.

”Øhm.. ja.. jeg..” Stammede hun i et desperat forsøg på, at finde ordende. ”HEJ.” Sagde hun bestemt og tog hans hånd. ”Mit navn er Jacob.”

”Sweet! Rat at møde dig. Det var dig der tæskede havfruekvinden, ikke?”

”Sirenen” Rettede hun ham. ”Og jo, det var vidst mig der afsluttede jobbet, men jeg ved nu ikke om det var mig der..”

”Awesome! Og hvad hedder ham der iført jakkesæt og bandager?” Afbrød Sam.

”Øhm.. Charles. Han er fin nok. For det meste.”

”Jacob!” Kaldte Luke fra den anden ende af rummet. Han og Mike vinkede glad, mens Spikey gik ved siden af og halvhjertet, gnaskede på en pakke mikado.

”Jeg smutter nu. Vi ses senere!” Sagde Sam, mens hun vinkede tilbage.

”Ja vi se..s” Svarede hun. Til hendes forvirring var han allerede væk. Det var hurtigt. Sikke en sær fyr. Tænkte hun.

”Hey Jacob. Hvorfor står du her, helt alene?” Spurte Luke, da de var nåede hen til hende.

”Charles… skulle noget.” Svarede hun og så over på Spikey, der ikke så ud til at nyde den chokoladeovertrukne kiks-pind han havde placeret i mundvigen.

”Hvad så, Spikey? Var du ikke sulten? Du burde spise mere end bare slik.” Drillede hun, velvidende om at Spikey sikkert havde overædt tidligere og nu var påtvunget af Luke til, at spise yderligere for, at dække over deres pludselige behov for, at efterlade hende og Charles.

”Vær barmhjertig! Har jeg ikke lidt nok?” Tiggede han og puttede resten af pakken i lommen.

”Hvad skal vi så nu?” Sprugte han for, at lede samtalen over på noget andet end ham.

”Nu? Nu venter vi. James sagde, at den midlertidige rektor kommer senere i dag. Lad os give ham en varm velkomst, når han ankommer.” Svarede hun mens de forlod rummet.

 

Senere samme dag, kørte en pæn bil op ad indkørslen. En ældre asiatisk herre, med en mappe under armen steg ud og gik op mod dobbeltdørene. Han behøvede ikke, at åbne dem da de allerede var halvåbne da han nåede til sidste trappetrin. Han blev mødt af en lille gruppe mennesker. To voksne og to børn. De bukkede alle respektfuldt for ham, inden den voksne kvinde bød ham velkommen.

”Goddag, Mr. Nakamura. Velkommen til vores skole.” 

 

---------------------------------------------------------------------------

Undskyld allesammen for den lange ventetid og at der kun er et halvt kapitel(indtil videre). Opdateringerne vil ikke komme så ofte men jeg forsøger at holde historien gående. Tak til alle der stadig følger med og jeg håber i ser frem til de fremtidige kapitler. - Nanna

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...