En verden til forskel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2012
  • Opdateret: 25 aug. 2015
  • Status: Igang
En ung pige vil gerne gå på den eneste magiske skole i hele verden. Men magi er ikke ment til at blive udøvet af kvinder. Og hvad gør man så? Hun beslutter sig for, at klæde sig ud som dreng og tilmelde sig. Men hvad gør hun når hendes venner på skolen opdager hendes beskidte lille hemmelighed? Eller når de finder ud af, at hun besidder større evner end drengene?

307Likes
440Kommentarer
23437Visninger
AA

21. Den blinde dans

 

Josh nåede lige akkurat, at vende hovedet mod Charles og Jacob og sige:

”undskyld..” lige efter fik han smadret sit skrøbelige hoved ned i sit eget våben og mistede øjeblikkeligt bevidstheden.

”JOSH!” skreg Jacob igen mens tåre løb ned over kinderne på hende.

”fufu” fnes Marfa.

Sofya samlede Josh op i hans krave og slæbte ham hen til Marfa, hvor hun smed ham på gulvet som et eller andet bytte hun lige havde indfanget.

”godt gået søster.. hvad har vi her?” sagde hun og samlede Josh op som et trofæ. Josh hang slapt fra sin krave og hans briller var flækket.

”STOP! LAD HAM VÆRE!” råbte Jacob vredt.

”fufu..” lo hun ad hende.

Så var der pludselig noget ved Josh der fangede hendes blik. Hun smilede.

”nådada… det ser ud til, at den lille bitte dreng har slået sit stakkels tykke hoved” hoverede hun med barnlig stemme.

Hun vendte Josh om så de kunne se en smal stribe blod løbe fra Josh’ hoved. Jacob gispede. Marfas smil blev bredere og mere ondskabsfuldt. Hun løftede sin anden hånd og første sin perfekte pegefinger hen over Josh’ sår så der kom blod på hendes fingerspids.

”Stop det der! Du rør ham ikke!!!” skreg hun og løb over mod indgangen til køkkenet.

”Brown! Stop! Hvis du løber ud derfra vil de forheksede angribe dig!” Råbte Charles til hende.

”jeg er ligeglad!” råbte hun og åbnede lågen.

”ligeglad? Josh har lige ofret sig for dig dit fjols! Vil du bare pisse på hans indsats?” sagde han overbevisende.

Jacob stoppede op. Charles havde jo ret, men hun ville ikke acceptere det. Det kunne hun ikke. Hun så over på Marfa der slikkede blodet af sin pegefinger. Kom nu! Prøv du bare! Du tør måske ikke? Udfordrede Marfa hende med blikket. Jacob skar tænder. Hun vidste godt, at hun ikke kunne gøre noget ved det, men hvad ville der så ske med Josh?

Marfa rejste sig op og fremviste den bevidstløse Josh for kameraet der hang oppe på vægen.

”se her! Dette vil blive jeres skæbne hvis I kommer i vejen for os! Alle mænd vil falde eller blive os tro!” sagde hun med høj røst.

Derefter smed hun Josh fra sig som om han var en død ting. Nu hvor hun havde pralet havde hun ikke brug for ham mere. Josh landede et sted bag ved tronerne oven på nogle papkasser.

Marfa gik over til sin søster Sofya.

”pragtfuldt… aldeles pragtfuld som altid Sofya.” Marfa lagde stolt sin hånd på Sofyas skulder. Sofya smilede. Hun var glad for, at blive rost af sin storesøster. Derefter vendte Marfa sig over mod Charles. Hun smilede kækt og hånligt. Kom an, lille menneskedreng.

”det er vidst din tur.” sagde Marfa henvendt til Charles.

Marfa rykkede munden tættere på Sofyas øre, men når hun talte sænkede hun ikke stemmen.

”og denne gang… slå ham ihjel!” Sofya smilede og nikkede.

Åh nej! De vil slå Charles ihjel! Desuden er det ikke engang sikkert, at Josh overlevede! Hvad skal vi gø…

”Du..” sagde en hæs stemme.

Sirenerne vendte sig om.

De så Josh knæle ned foran kasserne. Han vejrtrækning var tung og blodet løb ned over hans ansigt. Han så vredt på dem.

”… rør’ ham ikke!” råbte han.

Josh samlede sig selv og kuglen op og løb over mod Sofya. Et kampskrig undslap hans læber og han svingede kuglen over sit hoved med kurs mod Sofya med al sin styrke. Hun satte fra jorden og sprang bagud. Josh’ auravåben hamrede sig ned i gulvet og lavede et hul. Hullet mindede om en halv fodbold der var vendt på vrangen.

Josh fortsatte med, at jage Sofya og slå flere og flere huller i både væggene og gulvet. Jacob stod med munden åben og så på sin ellers så fredelige ven gå grassat mod sin fjende. Hvad var der dog sket med ham? Han var som en totalt anden person. Jacob stod og overvejede det. Han var normal da vi kom ind i rummet. Han var normal da de forheksede angreb. Han var normal da han kæmpede mod Sofya.. var det dét? Bliver han sådan når han slås? Eller er det noget andet?

Desuden.. hvordan kan Sofya angribe så godt? Hun er jo blind! Er det er speciel evne sirener har? Hun er jo super stærk! Det fodarbejde dér det er simpelthen fantastisk! Hvordan bevæger hun fødderne så hurtigt? Hov! Vent nu lige… hvornår fik hun FØDDER? Jacob så over på Marfa og Akilina. De havde ingen fødder. Der var kun de små tråde af sort røg der lydløst sivede ud, der hvor deres ben burde være. Så sirener kan materialisere deres fødder? Hun så over på Charles. Hun kunne se på hans ansigtsudtryk, at han sugede al den information til sig som han kunne. Han overvågede hver en detalje af vores modstandere. Deres udseende, deres evner, deres personlighed. Det hele blev bearbejdet og analyseret inde i hans hoved.

Josh var begyndt, at køre sig selv træt. Han skiftede til forsvars position og åndede tungt.  Han var forpustet af, at løbe rundt og svinge med den tunge kæde. Han så ud til, at være frustreret.

”hvad…” sagde Josh.

”HVAD ER DU? HVORDAN KAN DU VÆRE BLIND OG STADIG KÆMPE?” skreg han og løb igen over mod Sofya i sit raseriudbrud.

Han hamrede kuglen mod hende, men hun undveg let og hans auravåben endte igen med, at lave et hul i gulvet. Han blev straffet med en fod i skulderen og et efterfølgende knæ i maven. Han hørte noget knække. Et ribben? En rød blomst af blod opstod på hans trøje. Han så ned af sig selv og tog sig til det sted hvor det gjorde ondt. Det føltes ikke rigtigt. Der var noget der sad forkert. Sofya slog igen til. Denne gang havde hun en skarp lille genstand i venstre hånd. Josh nåede kun lige akkurat, at hoppe til siden til, at han ikke blev stukket i brystet. Dog ramte Sofya han overarm og skar et snit i hans kød. Han skreg kort af smerte.

Angst, smerte, vrede og udmattelse var alt sammen med til, at nedbryde Josh lidt efter lidt. Han hostede og tog hånden for munden. Da han efterfølgende så på den var der blod i den. Han spyttede en klat blod og vaklede hen mod Sofya.

”josh! Stop! Hun slår dig ihjel!” skreg Jacob skingert.

Han fortsatte stædigt mens han mumlede det samme igen og igen.

”tte… dg…. Bsktt… dig…. Beskytte…. Dig…” mumlede han ud mellem sine blodige læber.

Beskytte dig? Mener han mig? Hvorfor ville han dog gå så langt bare for det? Jacob så over på Charles for, at se hans reaktion. Hun blev overrasket da hun så, at han var fuldkommen rasende. Hvad grund havde han til, at blive vred nu? Fordi Josh tabte?

Sofya sprang frem langt hurtigere end, at Josh kunne nå, at reagere. En dyb smerte sprang frem der hvor Sofya havde slået Josh med en knytnæve og flækket hans underlæbe.

Han vaklede et par skridt bagud og mistede grebet om sit auravåben. Han kæmpede med bare, at holde sig selv oprejst.

”jeg skal nok vinde…” han bukkede sig ned og tog fat om kæden.

Så jeg ber’ dig… han rettede sig op.

Smid mig ikke væk..! råbte han inde i sit hoved og startede vaklende, men kom hurtigt i løb, direkte mod Sofya.

Josh svang sin kæde og kuglen havde kurs mod hans modstander. Sofya sprang en enkelt meter op i luften og svang benet i luften som ramte Josh på siden af hovedet.

…mor. Afsluttede han inde i sit hoved.

Josh faldt til siden. Det så ud til, at alting forgik i slowmotion. Mørket krøb faretruende ind i hans synsfelt. Han mistede bevidstheden før han ramte gulvet.

1-0  til sirenerne.

Josh havde tabt. Lige nu lå han forslået og blødende på gulvet. Hans blod flød ud i fugerne mellem fliserne. Nu kunne hun ikke klare det mere. Hun var ligeglad med alt andet. Hun løb over til udgangen fra køkkenet og slog klappen til side. Hun skubbede og maste sig forbi de forheksede på trods af de protesterende råb fra Charles. Hun nåede endelig hen til Josh. Hun lyttede forsigtigt til hans brystkasse og hørte til al lettelse hans hjerteslag.

Hun så op. Sirenerne så ikke ud til, at ville gribe ind. Godt. Hun måtte have Josh væk herfra. Hun stak en arm under hver af hans armhuler og begyndte, at trække ham baglæns tilbage mod køkkenet. Det var en besværlig og langsom proces. Det var som om, at tiden stod stille og hvert et skridt tog en evighed. Hun nåede over til de forheksede som flyttede sig over lavede en sti efterhånden som hun nærmede sig dem.

Hun lagde ham forsigtigt fra sig og begyndte, at finde ud af hvor stor skaden var. Han havde sikkert brækket noget, men hvad kunne hun gøre ved det? hun gik over og tog en karklud og pressede den mod det sted han havde skåret sig. i det mindste kunne hun forsøge, at stoppe han blødning. Han havde sikkert også indre blødninger, men indtil kampen var ovre kunne han ikke få lægehjælp.

Skynd dig Charles. Bad hun i sit sind.

Charles havde stået og råbt efter Jacob der havde trodset hans ordre og var panisk rendt ud og hentet Josh. Hvad hvis de havde angrebet ham? De kunne begge være døde! Så er det hele op til mig nu. Tænkte han. Ikke fordi han havde noget imod det. Han havde det bedst med, at klare tingene selv. Det var det han var vant til. Alene. Han havde stået og overvåget Sofya under hele hende hendes kamp mod Josh. Charles havde i modsætning til Josh en fordel fordi hans kampstrategi var, at angribe fra afstand.

Dog kunne han stadig ikke regne ud hvordan hun kunne angribe og undvige modstanderen. Hun VAR jo blind. Det burde ikke give mening. Sofya stod ret og elegant som en kold og gudesmuk statue. Hendes sorte jumpsuit sad ikke forkert ét sted og hun knyttede hænderne så læderhandskerne knirkede let. Charles sendte hende et giftigt blik velvidende, at hun ikke kunne se ham. Han var ikke et muskelhoved. Charles foretrak, at løse problemer med hovedet og ikke med vold. I dette tilfælde var han dog nødsaget til, at bruge begge. Han havde allerede en plan.

”jeg troede, at sirener var ærefulde væsener!” sagde han lidt højere end han havde behøvet.

Marfa lænede sig frem i stolen.

”antyder du, menneske dreng, at vi ingen ære har? Bare fordi, at vi besætter jeres mindreværdige dimension betyder det ikke, at vi mister vores ære.” svarede hun igen.

Charles gik tankefuldt frem og tilbage.

”det var ikke dét… jeg mente.” sagde han stilfærdigt.

Stilhed.

”jeg mente, at det ikke er ærværdigt, at kæmpe en ulige kamp.”

Marfa lo.

”hvordan kan det IKKE være en ulige kamp? Vi er flere hundrede gange mægtigere end jeres ubetydelige race!”

”måske hvis vi kendte jeres evner? Som f. eks… hvordan kan en blind kæmpe på den måde? Hvordan får i ben? Alt sådan noget.”

”hahahaha! Som om DET skulle hjælpe jer! Nu vel.. det er min søster der kæmper mod jer så det er hende der bestemmer hvad hun vil fortælle om sig selv… OG om det er sandt” sagde hun lumsk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...