En verden til forskel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2012
  • Opdateret: 25 aug. 2015
  • Status: Igang
En ung pige vil gerne gå på den eneste magiske skole i hele verden. Men magi er ikke ment til at blive udøvet af kvinder. Og hvad gør man så? Hun beslutter sig for, at klæde sig ud som dreng og tilmelde sig. Men hvad gør hun når hendes venner på skolen opdager hendes beskidte lille hemmelighed? Eller når de finder ud af, at hun besidder større evner end drengene?

306Likes
440Kommentarer
23085Visninger
AA

22. Den blinde dans (del to)

 

Overmod? Havde denne høje kølige skikkelse overhoved det? skulle han provokere hende eller ville det være bedst, at vente? Det er svært, at bedømme når man ikke kender den type person man skal lokke informationer ud af.

Sofyas ansigt afslørede ingenting. Hun begyndte lige så stille, at gå i en langsom cirkel rundt om ham. Hun var personligt ligeglad med ære, men hun skyldte sine søstre alt så hvis det var dét de ønskede ville hun gøre det. Hun ville også dræbe denne dreng. For det ønskede hendes søstre. Det var så uendelig lang tid siden, men minderne var brændt fast på indersiden af deres øjenlåg og forfulgte dem stadig den dag i dag.

 

175 år tidligere i den første dimension.

Sofya løb. Vandet føltes skønt mod hendes bare tæer og solen varmede hendes små barnekinder. Hun så ned i vandet og opdagede en gylden muslingeskal halvt dækket af sand nede under det lille lag vand. Hun bukkede sig ned og samlede den op. Efter, at have skyllet den holdte hun den op mod solen. Den strålede fantastisk i lyset. Farven mindede hende om hendes ældste søsters øjne. Hun vendte om og løb op på stranden hvor hendes søstre sad og spiste kolde desserter.

”Marfa! Marfa! Se den her musling! Den har samme farve som dine øjne!” råbte hun og løb over til sin søster. Hun tog sin søsters hånd og placerede den i hendes hånd.

”den er til dig!” sagde hun stolt.

Marfa smilede og så på den flotte musling.

”tak Sofya.. hér. Smag den her.” Sagde Marfa og stak en skefuld dessert ind i munden på Sofya.

Sofya slikkede sig om munden. Det var en god ide, at tage til stranden i dag. Deres forældre kaldte på dem oppe fra den lille hytte de brugte som sommerhus. De bad dem om, at pakke sammen og komme ind og spise middag.

”okay mor!” råbte Akilina og samlede håndklæderne sammen.

Deres forældre var allerede gået ind i hytten igen da de var færdige med, at pakke sammen. Deres mor var i gang med, at vaske hænder efter, at have snittet grønsager mens deres far læste, om hvad der var sket den seneste uge på sin lille HVEB (håndholdt visuel effekt board).

”aldeles frygteligt!” sagde han med bekymret mine.

Hans hustru vendte sig om og så med på den lille artikel han var i gang med, at læse.

”åh nej dog! Det er anden gang i denne måned! De stakkels, stakkels piger.” bemærkede hun.

Artiklen fortalte om endnu en gruppe unge sirener var blevet kidnappet. De var alle sammen piger. Man havde ingen spor efter hvor de kunne være blevet ført hen eller om de overhovedet stadig var i live. Det stak især dette forældrepar i hjertet eftersom deres døtre var omkring samme alder som de bortførte.

”vi kan ikke undgå det længere, kære. Vi er nødt til, at passe ekstra på dem fra nu af. Tænk hvis der nu skete dem noget?” spurgte han sin hustru der nikkede samtykkende.

”ja min skat. Vi tager ud til min mor overmorgen. Jeg havde selv tænkt på, at bringe det op og jeg har allerede talt med hende. Hun syntes det var den rette beslutning.” hendes hånd var knyttet og hvilede på bordet. Han tog hendes hånd og kyssede den let.

”det skal nok gå.”

 

Udenfor var Akilina, Marfa og Sofya på vej op mod hytten. De lo mens de sparkede til sandet og legede om, at træde hinanden over tæerne. Sofya både smilede og grinede.  Det var omkring den alder i hendes liv hvor hun var allermest lykkelig.

”se, der er en mand!” sagde Akilina.

Og ganske rigtigt. Få meter foran dem gik en mand i deres retning. Hætten på han kappe var trukket helt ned over øjnene så man ikke kunne se hans ansigt. Hvilket var mærkeligt eftersom det var varmt og en kappe var overflødig i dette vejr. Han stoppede op foran dem.

”hej piger…” sagde han.

 

Inde i hytten var deres forældre begyndt, at blive utålmodige. Akilina, Marfa og Sofya var stadig ikke kommet indenfor og maden ville blive kold hvis de ikke spiste nu.

”skat, kan du lige kalde på dem?” bad deres mor sin mand om.

”jo selvfølgelig, elskede.” svarede han og stak hovedet udenfor.

Han kunne ikke se sine døtre nogen steder.

”MARFA? AKILINA? SOFYA?” kaldte han.

Han gik ud af hytten og kiggede efter dem. Han kaldte igen. Intet svar. Hvor kunne de være blevet af? han kaldte adskillelige gange før han til sidst opdagede det. dér. Oppe på bakken ved vejen! Pigernes taske! Han løb derop og samlede tasken op. Han så først til højre og så til venstre. De var ingen steder, at finde.

”PIGER?” råbte han.

Han kiggede ned i tasken. Der manglede ingenting. Det begyndte så småt, at gå op for ham hvad der var sket. Han havde tænkt tanken, men ville ikke acceptere det. Så faldt han på knæ. Han græd.

”SOFYA! AKILINA! MARFAAAAAAAAAAA!” skreg han.

 

Tilbage på skolen i den sorte dimension stoppede Sofya op. Hun var lige så overbevist om, at mænd var nogle svin, som sine søstre. Ingen undtagelser. Ikke engang et barn som ham der stod foran hende. Hun sprang frem uden varsel og slog benet ud efter ham. Charles dukkede sig i tids nok til ikke, at blive ramt. Han satte af og sprang et par skridt væk fra hende. Han trak en pil og spændte sin bue. Det tog ham kun et øjeblik, at få hende på kornet inden han slap.

Sofya trådte et enkelt skridt til siden så pilen var lige akkurat uden for hendes rækkevidde. Charles stod målløs og måbede lidt. Hvordan? Han tog endnu en pil og skød efter hende. Samme resultat. Hvordan? Igen. Det samme. Igen. Det samme. Igen. Igen. HVORDAN BÆRER HUN SIG AD? Han skar tænder. Frustration over ikke, at kunne regne hende ud vældede op i ham. Han var vant til, at kunne finde en logisk udvej til stort set alle de udfordringer han var kommet ud for i sit liv. Hvorfor kunne han ikke regne hende ud? Han havde ikke nok information. Han stoppede pludselig op.

”hvad… hvad er der med dig?” spurgte han.

”du kan se mine pile?” halvt spurte han, halvt konstaterede han. Bluffer hun? Er hun ikke blind alligevel? Sofya gik direkte imod ham indtil hun kun var et par meter fra ham. Der er ingen anden forklaring. Konstaterede han. Han så ned på et af de huller som Josh havde lavet. Han fik en ide.

Han så Sofya over skulderen. Så fyldtes hans ansigt med triumf. Han smilede ondskabsfuldt.

”det ser vidst ud til, at jeg allerede har vundet.” sagde han og pegede på det han så.

Nærmest per refleks vendte Sofya sig om i den retning han pegede. I samme sekund satte Charles fra og sprang fremad. På få sekunder havde han knælet ned og grebet en håndfuld støv fra det hul Josh havde lavet tidligere og kastet det mod Sofya. Sofya vendte sig om igen hvorefter støvet ramte hende i ansigtet og i øjnene.

”Arh!” udbrød hun da støvet smertefuldt brændte på hendes nethinder. Hun tog sig til ansigtet og forsøgte, at gnide støvet ud af øjnene. NU! Tænkte Charles og snuppede en pil fra sit hylster. Han tog sigte og slap pilen. Den fór med dødbringende fart mod Sofya. Jeg vinder. Tænkte han triumferende.

Sofya reagerede hurtigt ved, at snurre rundt og træde til side i samme bevægelse. Hun havde stadig travlt med, at få støvet ud af sine øjene. Hun havde ikke set noget under hele processen. Hvad? Jamen hvordan? Jeg tog fejl igen?

”DIN UFORSKAMMEDE LILLE MØGUNGE! HVOR VOVER DU, AT KASTE JORD I ØJENE PÅ MIN SØSTER?!” Råbte Marfa der så ud til, at skulle til, at bryde ind i kampen, men Sofya løftede en afvisende hånd.

”nej kære søster.. jeg klarer den her.” sagde hun stilfærdigt.

Marfa så ud til, at være i krig med sig selv et øjeblik, men hun besluttede sig dog alligevel, at sætte sig igen.

Jacob tittede frem over buffeten. Hun havde hørt Sofya skrige og hun ville se hvad der skete. Hun havde set hvordan Sofya havde undveget Charles’ pile på trods af støv i øjnene. Utroligt. Hvordan bærer hun sig ad? Hendes hjerte havde været lige ved, at stoppe da Marfa begyndte, at skælde Charles ud. Heldigvis havde Sofya fejet hende af. Charles var måske klog, men dette var jo væsener fra en helt anden verden. Desuden var Charles i første omgang jo kun et barn! SÅ klog kunne han jo heller ikke være.

logik, realisme, historie, psykologi, matematik… alt det han plejede, at kunne stole på. Det virkede ikke i denne sammenhæng. Magi var ikke logisk eller realistisk. Han kunne ikke bruge sin fornuft. Historien hjalp ham ikke eftersom der ingen af kilderne havde klare beskrivelser om disse væsener. Han kunne ikke regne deres evner ud ved, at bruge psykologi eller matematik! Intet virkede! Han kunne ikke stole på sine evner længere. Det eneste han kunne komme frem til var strategi og styrke. Han var god til skak. Det handlede om, at tænke sig om, snyde modstanderen og vælte kongen. Men hvem VAR kongen i dette spil? Kongen er den der er stærkest i dette spil. Afgjorde han med sig selv. Han så på Sofya. Hun så udadtil, at være den svageste af de tre. Han så derefter over på Akilina og Marfa. Marfa så ud til både, at være del ældste, viseste og stærkeste. Hun var lederen. HUN havde afbryderen.

Nu hvor han vidste hvor den var. Var det eneste han skulle gøre, at vinde over Sofya og få Marfa til, at være hans næste modstander. Så snart han ville få fat i afbryderen ville han afbryde antenneskiverne og forsøge, at vække James. James ville kunne på få sekunder kunne arrestere sirenerne og finde ud af hvad der derefter videre skulle ske.

”du er seriøs… menneskedreng. Du bruger hovedet. I modsætning til din lille ven så har du rent faktisk noget mellem ørene. Ikke dårligt… for en mand.” hun tog hånden væk fra ansigtet.

”du ville vide noget om os? Fint.” sagde hun og flyttede vægten over på den anden fod.

Charles blik blev fanget af en bevægelse nede ved Sofyas fødder. Langsomt opløstes Sofya fødder og forsvandt som tåge og blev erstattet af tynde tråde af sort røg.

”denne form antager vores ben når vi er nået til et hvis punkt i styrke. Begrundet af, at vores kræfter sidder i den øvre del af vores kroppe har resten tilpasset sig til, at bruge så lidt energi som muligt. I dette tilfælde er den nedre del af vores kroppe stort set holdt op med, at eksistere. Ved, at tilføre energi til de forskellige dele af kroppen kan vi antage den form vi ønsker. Selv hvis det ikke er vores oprindelige udseende.

”selv hvis det ikke er vores oprindelige udseende? hvad mener du med det?” spurgte han.

”hvis du vil vide det… menneskedreng. Så vis mig mere af den intelligens! Vis mig, at du er værd, at fortælle det her til!” sagde hun og angreb igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...