En verden til forskel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2012
  • Opdateret: 25 aug. 2015
  • Status: Igang
En ung pige vil gerne gå på den eneste magiske skole i hele verden. Men magi er ikke ment til at blive udøvet af kvinder. Og hvad gør man så? Hun beslutter sig for, at klæde sig ud som dreng og tilmelde sig. Men hvad gør hun når hendes venner på skolen opdager hendes beskidte lille hemmelighed? Eller når de finder ud af, at hun besidder større evner end drengene?

307Likes
440Kommentarer
23504Visninger
AA

35. Dagen derpå

 

Jacob følte sig vægtløs. Var hun død? Betød det noget? Hun ville endelig være fri fra sin onkel og hun ville måske endda kunne se sin mor i himlen. Det ville være rat at se hende igen efter al den tid adskilt. 

 

Hvad lavede hun før hun døde? Hun kunne intet huske og hun var også ligeglad. Hun følte sig så godt tilpas. Som om hele hendes krop var omkranset af ren og varm livsenergi. Det var en god måde at dø på. Hun prøvede at åbne øjnene, men hvidt skarpt lys truede med at blænde hende og hun skyndte sig, at gemme sig i mørket igen. Hun følte en blid hånd på sin pande. 

 

"Mor?" spurgte hun, nu endnu mere desperat for at åbne øjnene og se hendes ansigt endnu engang.

 

"Jeg beklager min ven, men jeg er ikke din mor." Sagde en varm og bekendt stemme. 

Jacob åbnede øjnene og på trods af lampelysets skær der blændede hende, kunne hun se silhuetten af en person med langt bølget hår. 

 

Hun sukkede. Både af skuffelse og af lettelse.

"Hej Luke" sagde hun hæst og smilede svagt op på sin holdkammerat. Hendes hals føltes tør og slidt. 

Hændelserne før hun mistede bevidstheden returnerede til hende på et splitsekund, hvilket resulterede i at hun satte sig brat op, kun for at blive straffet med en uudholdelig svimmelhed så hun faldt tilbage på den briks hun lå på. 

 

"Tag den med ro, min ven. Mike vil være tilbage igen om lidt for at tjekke op på dig." Sagde han med så kærlig en stemme at han sagtens kunne forveksles med en kærlig mor. 

"Mike? hvad skal han?" spurgte hun og tog sig for panden.

"Mike og nogle andre elever hjælper James med healing af de tilskadekomne elever. Der er også nogle læger til stede, men de bruger mere tid på at skændes med James, over hvorvidt de mener, at de bør overtage hele situationen frem for healing, i stedet for at tilse eleverne." Luke rakte over og tog en kande med vand og fyldte et glas. Rigtig nok kunne hun føle, at smerterne var svundet ind til en sitrende varm følelse, der ikke generede hende så meget, da hun satte sig op.

"Det ender med at vi bliver færdige, før de overhoved kommer til enighed." afsluttede han og rakte vandet til Jacob, der øjede det mistænksomt, men tog dog imod det. Efter at have stirret intenst på indholdet, nippede hun til det på trods af tørheden i hendes hals.

"Så... vi vandt?" spurgte hun. 

"DU vandt, Jacob. Hele verden så det på film. Altså... det meste af det" 

 

Blodet i hendes åre frøs. Huen. Hun havde smidt huen da hun skulle besejre Akilina. Et svagt minde om Joshua, der gav hende hendes hue på igen strejfede hende, men hvad nytte havde det gjort hvis alle havde set hende. Ville hun blive bortvist? Nej! Hun ville aldrig gå tilbage til det sted! Dog skød et lille strejf af håb op i hende.

"Hvad mener du med.... det meste?" spurgte hun tøvende og satte glasset fra sig. Frygtede svaret.

Luke lænede sig op ad væggen og krydsede armene over hans brystkasse. 

"Jo altså, sirenen i sin fugleskikkelse, væltede alle kameraerne i kantinen ned fra loftet. Der var dog et enkelt der stadig fungerede som lå på siden. Da sirenen greb dig kunne man desværre kun se halvdelen af hvad der forgik, har jeg hørt. Jeg er ked af, at man ikke har fået hele kampen på film. Det kunne ellers have været sejt." 

"Halvdelen?"

"Ja, og du var desværre ikke med på den halvdel."

 

En stor byrde blev løftet fra hendes skuldre. Et smil bredte sig på hendes læber. Hun var ikke blevet set! Hun var i live! Alting skulle nok blive godt igen. Eller....

 

"Luke... hvad skal der ske nu? Med os? Med skolen?"

Luke fik strakt et pinefuldt udtryk. 

"Det... det skal du ikke bekymre dig om. Hvil dig nu hellere."

"LUKE! Hvad skal der ske?"

Luke åbnede og lukkede munden som for at prøve at finde ordene.

”Jeg… hør, det ser ikke ud til at gå så godt. Mange af eleverne er traumatiseret og der er en masse verdensledere der er blevet vrede på James. ” svarede han trist.

”James? Jamen hvad har HAN gjort galt? ” Hun var forvirret. Hvorfor var James i problemer?

”Folk er vrede over, at sirenerne kom med dårlige intentioner. De overvejer at udvise James og alle andre væsener fra hans verden, altså fuldkommen afskære vores verden fra deres.”
Jacob satte sig hurtigt op igen, ignorerede svimmelheden og kvalmen der igen skød op i hende.

”Jamen at udvise James vil da ikke gøre nogen gavn! Dimensionsrøvere vil da komme lige meget hvad! Det er da derfor at han kom hertil i første omgang!” argumenterede hun.

Luke løftede undskyldende hænderne.

”Ja, men det ved DE ikke. Det er derfor James afholder en pressekonference i Tyskland i morgen. Han skal nok rede trådene ud, bare rolig.”

”I morgen? Allerede?”

”Man skal helst skynde sig med sådan noget, inden medierne kører det op til noget meget værre.” Luke tog hende forsigtigt til baghovedet og skubbede let til hendes brystkasse, så hun lagde sig ned igen.

”Hvil dig nu, min ven. Mike vil være her igen om lidt.” Luke sendte hende endnu et af sine gyldne smil der kunne smelte en.

”Vent!” afbrød hun.

”Hvad med Joshua? Og Charles?” spurgte hun panisk.

Luke lagde roligt sin hånd over hendes egen.

”Fint. De har det fint. James har personligt set til dem og de hviler sig bare lige nu. De fik de værste skader så derfor tilså han dem først. Og hvis lægerne vinder, så bliver de transporteret til et hospital, hvor de vil få yderligere hjælp. Ikke at de har brug for det, eftersom deres sår er healet, men lægerne er temmelig hysteriske.”

Jacob åndede endelig lettet op og lukkede øjnene for at slappe af. Dog forsvandt den nervøse knude i maven ikke.

”Luke?” sagde hun stille, med lukkede øjne. Det var næsten en hvisken.

”Ja?”

”Vil alting blive okay?” spurgte hun bekymret. Hun kunne ikke helt lægge følelserne på hylden længere. Hun følte stadig en barriere mellem hendes bevidsthed og hendes følelser, men hun var for træt til at tænke, på det nu.

Luke stod og overvejede det et øjeblik. Så strøg han hende over hendes pande og kærtegnede kærligt hendes ansigt. Sært.

”Bare rolig. Alting skal nok blive okay. Vi finder en løsning.”

Med de ord, lod hun igen søvnen slå sig om hende som et varmt tæppe, så hun langsomt gled ind i søvnen igen. Hun havde flere spørgsmål, men lod dem vente til senere. Lige nu, ville hun bare sove.

 

Da hun vågnede igen, lå hun i en seng. Sin egen seng. Hun drejede hovedet og så, at Josh ikke lå i sin seng.

 

Dog sad Spikey i en stol ved hendes egen, med krydsede arme og hovedet hvilende på sit bryst, hvor han var døset hen. 

Jacob så derefter opad og læste cifrene, der stod på hovedet, på sit vækkeur inden hun måtte konkludere, at der nok var gået en dag, siden kampen mod sirenerne sluttede. Hun sukkede dybt, inden hun begyndte at studere trækkene hos Spikey. 

Hans stærkt afblegede hår havde nok været en mere mat blond, begrundet røddernes farve. Det var fedtet med hår produkter der gjorde det muligt at trodse tyngdekraften og stå op den umulige (og latterlige) vinkel.  Hun var klar over, at hvis han åbnede øjnene ville hun blive mødt med isblå krystaller der varmt ville møde hendes nøddebrune. 

Han var ret tynd og hans kraveben stod tydeligt frem fra hans hvide zebrastribede trøje. Hans hud var meget bleg med et strejf af pink og hans underlæbe havde et lille sår, fra hvor hans hugtand havde skrabet mod den sensitive hud. 

Hun prøvede at sætte sig op i sengen, hvilket hendes krop stærkt protesterede imod og hun jamrede sig over smerterne der skød op gennem hendes ryg. 

Spikey blinkede et par gange, da han vågnede af lyden, inden han gabte og strakte sig i sædet.

"Åh. Du er vågen." sagde han og smilede svagt. Han så træt ud. 

"Hvordan har du det? E..er du sulten? Det må du vel v… være. Du har praktisk talt været i koma siden i går. Vent, jeg har noget her." sagde han og snublede over ordene flere gange, inden han akavet rejste sig og gik over til skrivebordet, hvor der allerede var et måltid anrettet på en frokostbakke fra kantinen. 

Jacob gned sig træt i ansigtet og lod Spikey sætte bakken i hendes skød. 

"Hvor er Josh?" spurgte hun. 

"Han er på hospitalet. Han fejler ikke noget, men åbenbart er der ingen der stoler på James, så et par elever er blevet transporteret til det nærmeste hospital." Forklarede Spikey og gabte en ekstra gang, da han lænede sig tilbage i stolen igen og sukkede tungt. 

"Så han kommer snart tilbage? Skønt! Jeg glæder mig til at alting kan vende tilbage til normalt igen. Jeg har fået nok af sirener! Jeg er bare glad for at de er væk nu." Sagde hun og tog en bid at et stykke toast. Hun var taknemlig overfor Spikey. Han havde vogtet over hende mens hun var svag og han holdte samtidigt også på hendes hemmelighed. Det var rat at have venner som ham og Josh. 

"Øhm... sirenerne er altså ikke væk endnu." sagde Spikey og kørte hånden gennem sit hår så det satte sig bedre. 

Jacob tabte toastbrødet så det røg ned på hendes tallerken og væltede hendes smørekniv ned på gulvet. 

"De... er her stadig?" 

"Ja, James har taget hånd om dem og de er i sikker forvaring nu. Han tager dem med ham tilbage til den første dimension efter hans pressemøde senere i dag." 

Hun åndede igen lettet op. Hun var i sikkerhed. Sirenerne var uskadeliggjort og hendes venner fik den nødvendige hjælp. 

"Så er alting jo godt igen." Sagde hun og tog koppen med vand og satte den ned på gulvet, med god afstand til hende selv. 

Spikey så vantro på hende. 

"Jacob... jeg tror ikke at du er klar over hvor alvorlig situationen er... flere elever er traumatiseret og tilskadekomne. Stort set hele verden er oprørt og skræmt over hele denne situation. Debatter er skabt, hvorvidt skolen skal lukkes og magien forvises fra vores verden. Jacob... de har tænkt sig at forvise eller fængsle James." Sagde han alvorligt og bedrøvet.

Hun kunne ikke fatte ordene hun hørte. James? fængslet? Forvist? Jamen de havde jo vundet! De havde jo afværget katastrofen! Hvorfor give James skylden?

"Hvornår er pressemødet?" Spurgte hun og skubbede bakken fra sig, inden hun svang benene ud over kanten af sengen. 

 

"Øhm, om to timer. Hvorfor? Jacob! Du burde blive liggende! Du er ikke stærk nok til at.." Han blev afbrudt af Jacob der hurtigt vendte sig mod ham.

"Jeg er nødt til at se James." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...