En verden til forskel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2012
  • Opdateret: 25 aug. 2015
  • Status: Igang
En ung pige vil gerne gå på den eneste magiske skole i hele verden. Men magi er ikke ment til at blive udøvet af kvinder. Og hvad gør man så? Hun beslutter sig for, at klæde sig ud som dreng og tilmelde sig. Men hvad gør hun når hendes venner på skolen opdager hendes beskidte lille hemmelighed? Eller når de finder ud af, at hun besidder større evner end drengene?

306Likes
440Kommentarer
23141Visninger
AA

36. Dagen derpå (del to)

 

Hun gik ud på badeværelset for, at sætte sit hår ordenligt op, så det ikke ville falde ud af huen senere ved et uheld. 

"Jacob, du skal ikke være så urolig. James skal nok få reddet bod på situationen. Din opgave er lige nu, at hvile dig! Bare... for en gangs skyld fald ned og træk vejret!" Spikey fulgte efter hende og stoppede hende i hvad hun lavede, ved at tage hende om håndledet.

 

"Du... er du... jeg mener, øhm." Spikey var frustreret over at ordene ikke ville adlyde ham. Han tog en dyb indånding og fortsatte. 

"Du stresser dig selv! fald ned og tag en dyb indånding! Du forhaster dig. Er det overhovedet gået op for dig, at du var tæt på at dø?" Det løb hende koldt ned ad ryggen ved disse ord.

Nej. Nej, hun havde ikke tænkt over det. Spikey havde ret, hun havde været tæt på at dø. Alt for tæt. Bevidst, skubbede hun dog følelserne væk og gik tilbage til at ordne sit hår. Hun havde ikke tid til at lade sine følelser løbe af med hende. Ikke endnu.

"Jeg... jeg er nødt til at se James." svarede hun bestemt og trak huen ned over håret. 

Spikey så bekymret på hende.

 

"Du... du har brug for mad og hvile og terapeut hjælp!" sagde han vantro.

"Hvad?" spurgte hun og stoppe op. "jeg har da ikke brug for en terapeut? hvorfor siger du det?" 

"Du er gået igennem SÅ meget, Jacob. Det har selvfølgelig været dybt traumatiserende for dig og selvfølgelig skal du have psykolog hjælp. Det er der mange der skal."

"Også Joshua og Charlie?"

"ISÆR jer tre. I modsætning til de andre elever, så var i ikke forhekset så i kan huske alt, mens de andre ikke er klar over, hvad der skete."

 

Hun sukkede dybt.

 

"Spikey, jeg er virkelig taknemlig for alt det du har gjort for mig. Men jeg vil nu spørge dig om du ikke nok vil overse dette... bare denne ene gang…" Sagde hun og lagde sin hånd på hans kind.

"...for min skyld?" 

Spikey tog en dyb indånding. Han var splittet. Han vidste godt hvad der var det rigtige at gøre, men samtidig kunne han ikke få sig selv til at skuffe sin... ven. Han holdte sin hånd over hendes og åndede ud igen. 

"Okay, men... lov mig at du ikke overanstrenger dig selv. OG at enten vi to eller du med en anden ven, snakker om det her senere. Okay?" 

Jacob smilede og åndede lettet op. 

"Det lover jeg." Sagde hun. Spikey var dog stadig utryg ved sin beslutning.

 

Spikey fik hende derefter overtalt til i det mindste, at færdiggøre sit måltid inden de gik nedenunder for, at overvære pressemødet i indgangshallen, hvor der var stillet en storskærm op så de kunne se med hvad der skete lige udenfor.

Spikey havde det elendigt når han så hvordan hun haltede lidt, selv om hun forsøgte at skjule det. Nok havde Mike gjort et godt job, da han healede hende, men han havde også meget travlt så han fiksede kun det mest nødvendige, i sin hast på at hjælpe så mange han kunne. Han overvejede om han skulle tage Jacob med tilbage til hendes værelse igen, men vidste samtidig at hun aldrig ville gå med til det.

Måske ville han kunne overtale hende til at hvile sig efter hun havde talt med James? Hun burde virkelig ikke være ude af sengen nu. Hans tankestrøm stoppe brat da han følte øjne der fulgte dem gennem rummet.

Han så sig om og så hvordan de andre elever iagttog dem. Mange så skeptiske ud mens andre så beundrende ud og nogle så endda lidt bange ud.

Jacob til gengæld viste ingen tegn på utilpashed. Hun var fuldkommen opslugt af sin opgave.

Spikey begyndte at blive nervøs. Hvordan kunne hun bare fortsætte på den måde?

Hun er meget stærk. Jeg tror ikke, at jeg ville kunne have gjort alt det, hun har været igennem og så derefter gå med oprejst pande…

Men… hvad hvis jeg tager fejl? Hvad hvis hun ikke er okay? Jeg har svært ved at tro på at NOGEN bare ville kunne trække på skuldrene af noget så traumatisk.

 

Spikey løb op på siden af hende og fik et glimt af hendes ansigt. Det var ubevægeligt som en sten og hendes ansigtstræk var en blanding af neutral og målbevidsthed.

Kunne det være… at hun undertrykker sine følelser? Det er ikke sundt. Det her var en dårlig ide. Tænkte han for sig selv. Jeg burde aldrig have tilladt hende at forlade rummet.

 

Hvad skal jeg gøre? Spikey overvejede situationen mens de var lige ved at nå deres destination.

Jeg lovede at hun kunne tale med James, men jeg må få hende tilbage til værelset eller et andet privat sted så hurtigt som muligt… jeg må vel bare vente til efter hun har talt med James og derefter få hende tilbage til soveværelset i en fart. Jeg burde aldrig have gået med til det her.

 

Jacob stod endelig foran storskræmen der var stillet op i indgangshallen. Showet viste en reporter der stod nede blandt andre journalister foran en scene med mikrofon. Fra højtalerne kunne man høre kvindens skingre og kantede stemme prøve at overdøve alle andre lyde, der kom fra mylderet og forklare hvad de allesammen stod og ventede på.  

”Der er et massivt antal af folk der er mødt op til James McCoys pressemøde i dag! Vi har indtil videre ikke kunne få en udtalelse fra Mr. McCoy og hvis det står til EU så vil både McCoy og resten af Ecitsuj blive udvist og nægtet adgang til vores verden permanent. Dog protesterer flere grupper mod dette, blandt andet størstedelen af USA's stater og dele af asien. Samt flere religiøse grupper.”

 

Det løb Jacob koldt ned over ryggen. EU havde meget magt og fik som regel sin vilje. Forhåbentligt ville James’ tale kunne overbevise dem om at lade ham blive.

På skærmen fortsatte kvinden.

 

”Og hvad gik så galt at hele verden pludselig har mistet troen på deres helt? Til jer der ikke har hørt det endnu, viser vi det nu igen.” Da reporteren afsluttede sin sidste sætning, poppede et nyt billede frem på skærmen. Videooptagelser af skolebygningen set udefra og billeder af James der gik forbi journalister mens han afviste at tale med dem, flimrede for skærmen. En stemme dækkede samtidig kort nyhedsudsendelsen.

”Vi troede at det var Harry Potter agtigt eventyr. Nu, er det et mareridt. En skole der ellers skulle have lært unge drenge at trylle, blev i går formiddag til et blodbad, da magiske væsener overfaldt skoleeleverne og deres rektor McCoy. Mange er kvæstede og eleverne er traumatiseret.”

 

”De overdriver helt vildt.” hviskede Jacob vredt til Spikey, der blot nikkede kort uden at tage øjnene fra skærmen. Nu var der zoomet ind på en ældre kvinde fra gaden der havde nogle kommentarer til emnet.

”Det er jo forfærdeligt! Vi skal ikke have vores unge sådan et farligt sted!”

”McCoy har lovet af udtale sig senere til et pressemøde hvor han vil forklare sagen. Dog er der ikke store håb for Ecitsujs fremtid i vores verden.” afsluttede baggrundsstemmen inden skærmen blinkede tilbage til den originale reporter.

 

”Vi har netop fået at vide at Mr. McCoy er på ve… vent! Der er han!” afbrød hun sig selv og begyndte, sammen med alle de andre journalister, at overdøve hinanden med spørgsmål til James, der nu var på vej op på scenen for at holde sin tale.

 

Da James nåede podiet og løftede armene for at få ro, blev der endelig stille. Dog generede det kraftigt Jacobs øjne, at der konstant blev taget fotos af ham. Hun slugte en klump og bad en stille bøn.

 

”Først og fremmest vil jeg gerne takke jer alle for at have mødt op i dag. Som sagt, så har gårdagens hændelser skabt forvirring og frygt, men jeg er her for at forsikre jer, at alting er under kontrol. Je..”

En journalist afbrød ham.

”Mr. McCoy! Hvad mener de med kontrol? Der er børn der er kommet til skade her!” spurgte han anklagende.

”Eleverne har fået den nødvendige behandling og der vil desuden blive tilbudt terapihjælp på skolens regning.” Svarede han kort inden han fortsatte sin tale.

”Sirenerne er i sikker forvaring og jeg vil tage dem med tilbage til Ecitsuj så de kan blive sat for en domstol. Fremover..”

Endnu en afbrydelse.

”Mr. McCoy! Tror du seriøst selv på at den skole vil fortsætte fremover? Efter sådan en skandale er det da klart at i vil blive udvist!”

James stirrede bare fremt for sig et øjeblik.

Kom nu.. kom nu! bad Jacob inde i sit hoved.

 

”Jeg indrømmer at dette var en sikkerhedsbrist. Det var en fejl og de kom tideligere end forventet. Men dette beviser bare tydeligere at i har brug for Ecitsujs hjælp! At de sirener ankom flere år inden forventet, beviser bare at jeres verden nu er i dimensionsrøvernes søgelys. De vil komme. Uanset om jeg er her eller ej. Nøjagtig samme ting vil ske igen! Men næste gang. Der er jeg der måske ikke… og så er i for alvor på spanden!! Jeg tilbyder at beskytte jer! Nøjagtig som Ecitsuj beskytter 7 andre dimensioner der er mange gange større end denne. Det er et tilbud der er meget dumt at afvise, men i sidste ende er det jeres eget valg. De tre sirener er i bunden af rangstigen for mængden af faren i vil møde fra nu af!”

 

Tavshed.

 

James rakte hånden ud mod kameraet.

”Jeg ber’ jer. Hjælp mig med at hjælpe jer.” afsluttede han og nikkede kort for at proklamere at talen var slut.

Han var ikke nået mange skridt væk fra podiet, før en eksplosion af spørgsmål begyndte at regne ned over ham.

”Mr. McCoy! Mr. McCoy! Hvad med..! Hvad mener de med..!! Mr. McCoy!” Den ene journalist afbrød den anden og efter få sekunder, var James væk.

 

”Jeg syntes det gik godt.” pippede Spikey ved hendes side.

”Tror du?” spurgte hun og holdte sig beskyttende om sine egne skuldre.

”Tag den med ro, min ven. Det gik jo fint! Det var en fin tale.” Sagde han og bankede hende venskabeligt på ryggen. Hun smilede kort til ham, men kunne ikke stoppe den væmmelige følelse hun havde i maven.

”Nå, er du klar til at gå tilbage?” spurgte han og tog hendes hånd.

”ikke endnu.”

”Hvad? Jamen du lovede.” argumenterede han. Spikey var efterhånden ved at være godt irriteret på hele situationen.

”Jeg har stadig ikke fået svar på mine spørgsmål.” Hun løsrev sig fra Spikey og gik om på den anden side af skærmen, mod hovedporten hvor hun vidste James ville ankomme. Snart.

Hun nåede dog ikke langt før Spikey greb hende om håndledet.

”Nej! Nu går vi tilbage så du kan hvile dig! Du kan snakke med James senere. Du kommer kun i problemer ved, at være ude af din seng.” Sagde han bestemt og begyndte at trække hende med sig tilbage mod sovesalene på trods af hendes protester. De nåede få meter, da en (pink) spiral af tåge opstod foran porten og en velkendt mand trådte igennem.

”James!”.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...