Delta Fifths dødsrejse

Moderskibet Delta Fifth sender sin ørn ud til en fremmed planet. I ørnen sidder premierløjtnant Smith. Med sig har hun et mindre specialhold bestående af
Korporalen Canjo, Videnskabsofficieren Donovan, Sayaretsoldaten Nawid Shahar
Navigatøren Mills og andre.

Ingen af dem ved hvad der venter dem på Alfa-JKL-394. Alt ser fredeligt ud og de beslutter sig for at undersøge den nærmere.Havde de vidst hvad der ventede dem, havde de nok kysset deres røv farvel, inden de forlod skibet.

3Likes
0Kommentarer
1357Visninger
AA

5. Kap. 5

"Nå, men hvis chokket har lagt sig, så lad os da se om den kære Mills har ret." Smith kaldte de andre sammen. De kunne ikke stå her og blomstre til Canjo kom tilbage. Hun tog tøvende det første skridt mod....? De fulgte alle med i stilhed. Lyskeglerne dansede søgende frem og tilbage, op af vægge og søgte mod loftet der nu hævede sig så højt over dem at det forsvandt i det uvidste. Alligevel delte de en følelse af at være indespærret, luften tung og trykkende. Ved skillelinjen hvor naturlig sten blev til unaturlig metal stoppede de modvilligt, som for at tage mod til sig og få et kostbart øjeblik til at forstå omfanget. Underlaget blev hårdt. De få lyde blev rungende. Ekkoerne ophørte. Selv mørket ændrede sig. Lysene blev reflekteret i det døde metal og delt ud i rummetspøgelsagtige genskin. Igen fandt de et loft. Denne gang af metal, smedet og formet med kanaler, ledninger, udsugninger og så videre. Tætpakket. "Det må være er rumskib." Shahar var den første til at bryde tavsheden, der havde tynget dem, mens de gik fra rum til rum. Det ene mere øde og ødelagt end det andet. Knust inventar lå spredt over det hele, døre sad ikke ordentlig i, barrikader var blevet forceret af en fjende der ikke havde efterladt sig nogle lig. "Måske var det her en dårlig ide..." Lød Mills dæmpede stemme. "Maam. Ber' om tilladelse til at gå ud og vente på Canjo." Tunlernes mørke var mindre intimiderende end skibets kaos og kroge, der lå gemt i det sorte. Han kunne høre dem le, men han var ligeglad. "Hvem der end har været her er for længst rykket videre. Det er er tykt lag støv overalt. Inden fodspor eller noget der har berørt gulvet.. Men hvis ikke du kan klare presset, så vent på Canjo." Smiths stemme var hård og skuffet. Det sidste var næsten det værste. Han var utryg og havde svigtet. Men stadig forlod han i hast skibet med lyset flakkende omkring sig. At komme ud var ikke nok. Den krybende fornemmelse sad stadig i ham og han kunne ikke ryste den af sig. Hvornår ville Canjo komme tilbage? Han kunne gå ham i møde. Komme længere væk fra rumskibet. Det var imod ordren men lokkende og det ene skridt blev hurtigt til to og flere. Han var fikseret på sin tomme GPSscanner der intet opfattede. Og efter en rum tid så han det. Mills studerede GPSscanneren. Der var alt for mange lysende prikker der bevægede sig tilfældigt omkring. Som et flipperspil i slowmotion, med alt for mange spillere. Der var 2 prikker der nærmede sig hinanden. Den ene forholdte sig i ro, og GPSscanneren fortalte at prikken hed Kop-ECa75 , kort for Korporal Ewan Canjo, og han var i live. Den anden prik, den der nærmede sig hed ikke noget. Det måtte være en fejl. Han slog over på korporalens egen kanal. "Korporal? Hvad er din position?" Headsettet knasede. "Min por" "on er 00-35" "2-6." Noget af svaret blev ædt op af støjen fra den ustabile forbindelse, men Mills kunne gætte sig frem til resten. "Hvem er der du er sammen med?" De 2 prikker var nu så tæt på hinanden at korporalen måtte vide det. "Sam" "en med? Jeg ha" "kke indhen" "et nogle a" "de andre. Jeg" "alene." "Det kan ikke passe." hviskede Mills skeptisk. "Hva?!" lød korporalens stemme. "Du falder" "ud Mills. Gen" "hvad du" "sagd." De 2 prikker var nu lige ved siden af hinanden og Mills kunne se hvordan de småt begyndte at lappe ind over hinanden i kanten. En pludselig og vedvarende larm i hans hoved fik ham til at flyve op i loftet og han var ved at tabe GPSscanneren. Larmen var lige ved hans ører. Han var omgivet af den. Han snurrede omkring og inden han vidste hvad det drejede sig om, havde han afsikret sit våben. Støjen blev ved, men den var fjern og blev ædt op af interfarens. Mills kunne høre råb og skud der overdøvede hinanden. Det var ikke kun den statiske støj han kunne høre. Det var nærkamp i en smal tunnel. "Korporal?" kaldte han foruroliget. "Kom ind." Råbene blev til en desperat skrigen, skudene kom hurtigere. Canjo måtte holde aftrækkeren i bund. Og så var der igen stille. "Korporal?" kaldte Mills igen ud. "Kom ind Canjo." Der var en svag vedvarende knassen. "Korporal?" Han kaldte på den fælles kanal. Han lød bekymret. Mills kunne mærke hvordan hans ryg blev fugtig og hans krop som svar på hans akutte stress udsendte adrenalin, der gjorde ham klar til kamp eller flugt. Han så på GPSscanneren. Der var stadig 2 prikker. Korporalen der blev hvor han hele tiden havde været og den anden prik der var på vej væk. Han vendte omkring og løb tilbage. Selv når han snublede, holde han tempoet. Ingen længe mistede GPSscanneren forbindelsen og efterlod ham til sig selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...