Delta Fifths dødsrejse

Moderskibet Delta Fifth sender sin ørn ud til en fremmed planet. I ørnen sidder premierløjtnant Smith. Med sig har hun et mindre specialhold bestående af
Korporalen Canjo, Videnskabsofficieren Donovan, Sayaretsoldaten Nawid Shahar
Navigatøren Mills og andre.

Ingen af dem ved hvad der venter dem på Alfa-JKL-394. Alt ser fredeligt ud og de beslutter sig for at undersøge den nærmere.Havde de vidst hvad der ventede dem, havde de nok kysset deres røv farvel, inden de forlod skibet.

3Likes
0Kommentarer
1359Visninger
AA

3. Kap. 3


Kun Nawid Shahar, sayaretsoldaten, lod til at komme ubesværet videre. Som irakisk soldat, havde han tilbragt halvdelen af sin træning i bjerglandskaber. Men allermest havde han en fordel; hans våben var det største og tungeste. Derfor havde udviklerne monteret en lygte med en større omkreds, så det meste af undersiden var lyst op et stykke frem for ham.

Mills gik nogle få meter bag ham, og fik et lille udbytte af lyset der blev kastet tilbage og ædt op af mørke omkring ham. Fastlimet i sin hånd var GPSchanneren og han kiggede flygtigt på den med små sekunders mellemrum. Ind til videre havde den kun vist en ting.
Han kunne sammen med de andre høre premierløjtnanten i headsettet.
“Fordi der ikke er en fucking fis på overladen. Der er pisse dødt. Hvis vi skal finde et eller andet der er værd at glo på, må det være her... Desuden er huler spændende. Se det som en oplel-oplevelse, for fanden da...”
Mills smilede da han kunne høre premierløjtnanten støde ind i klippen bag sig og snublede. Af oplevelser var det her nok den mest røvsyge han kunne komme på.
I det fjerne kunne de høre lyden af sten der faldt ned. Eller ekkoet derfra. Lydene forgrenede sig ud i tunlerne.

“Op eller ned? Tunnelen deler sig kort fremme. Den nye vej går svagt ned, men det bliver vist værre senere. Denne her fortsætter ligeud.”
“Så er det jo ikke op eller ned. Så er det ned eller ligeud...” Mills var klar over at Canjos ellers gode humør var blevet efterladt sammen med lyset.
“Det er da stadig op i forhold til at det andet går ned.” filosoferede Donovan og mærkede klonket, da hans hjelm stødte mod loftet.
“I kunne godt ha sagt at det blev lavt igen.” Han skubbede den tilbage på plads og kunne høre den 2 andre småskændes om begreber og højde.
“Hold lige mund.... Hvis vi går nedaf bliver tunnelen bredere. Vi vil endda kunne gå ved siden af hinanden hvis det er det vi vil.” Mills var stoppet op og Smith var næsten ved at gå op i ham. “Så sig dog til når du stopper.” vrissede hun. “Vi går nedaf tøser. Savner sku at mærke jeres svedige hænder i mine.” Hun puffede til Mills og hele gruppen fortsatte nedaf.

Tunnelen blev som lovet bredere og Canjo sukkede lettet for sig selv. Hvis det var blevet ved meget længere, var han ikke sikker på at han ville ha kunne holde sin klaustrofobi i ro.
Der var stadig helt sort. Ud over deres egne skridt var er ikke en lyd. Det eneste dette sted kunne sammenlignes med var intetheden. Eller en grav. En lang uendelig grav. De havde ingen fornemmesle oer hvor de var, hvor længe de havde gået eller hvornår det ville høre op. Kun Mills med sin GPSscanner kunne gi et bud.

Der var en kradsen i headsettet. “Premierløjtnant Smith? Det er Mozelli fra Ørnen. Hvordan går det? Jeres signal bliver svære, og vi ville lige tjekke at I var okay.”
“Smith her. Alt er okay. Vi er i nogle klippeformationer, der lader til at blokere signalet jo længere vi kommer ned.”
“Fair. Gi lyd fra jer, når I kommer tilbage. Mozelli out”
Headsettet knassede igen, da forbindelsen til Ørnen blev brudt.

“Hvordan går det med GPSscanneren, Mills?” Premierløjtnantens skarpe stemme lød i Mills headset.
“Det går godt. Vi er stadig med, men kun de næste 4-6 kilmometer eller sådan. Efter det kommer der for for mange forstyrrelser og billedet..”
“Vil du kunne få os ud igen, hvis vi går længere end de 4-6 kilometer?” skar Smith ham af.
“Jeg kan ikke love noget. Så længe der ikke er flere gange end nu, burde det ikke være så svært. Men senere hen deler det hele sig op og der er ret mange tunnelsystemer at fare vild i.”
“Er der noget inden da der skiller sig ud? Jeg ville hade at have gået hernede for intet.”
GPSscanneren var i øjeblikket sat til kun at måle og analysere deres omgivelser og vise dem som et kort på skærmen. Som regel var det nok. Risikoen for fejl i informationer eller programmer blev større når kravene til den blev mere avancerede. Det kunne også ske at den meget enkelt løb tør for strøm. Intet var dog noget der dette ofte.

Mills slog en anden funktion til der overlappede kortet. Den nye funktion gik ind og analyserede deres omgivelser. Ikke nok med at den viste dem, hvordan de fandt rundt. Den viste nu også hvad deres omgivelser bestod af.

Langt det meste var sten, men der hvor GPSscanneren begyndte at svigte, var der en ændring. Stenvæggene ændrede sig til en form for metal. Bearbejdet metal kunne han se.
Han slog endnu en funktion til.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...