Delta Fifths dødsrejse

Moderskibet Delta Fifth sender sin ørn ud til en fremmed planet. I ørnen sidder premierløjtnant Smith. Med sig har hun et mindre specialhold bestående af Korporalen Canjo, Videnskabsofficieren Donovan, Sayaretsoldaten Nawid Shahar Navigatøren Mills og andre. Ingen af dem ved hvad der venter dem på Alfa-JKL-394. Alt ser fredeligt ud og de beslutter sig for at undersøge den nærmere.Havde de vidst hvad der ventede dem, havde de nok kysset deres røv farvel, inden de forlod skibet.

3Likes
0Kommentarer
1339Visninger
AA

1. Kap. 1

"Dette er premierløjtnant Smith. Alt går efter planen. Delta Fifth gør klar til landing på planet Alfa-JKL-394, i daglig tale kaldet Cernun. Anslået landing vil finde sted om... 4 minutter. Scanninger viser intet nævneværdigt. Iltholdig atmosfære og levedygtige vilkår. Ved nærmere eftersyn rummer Cernun grønne arealer, men det meste er ørken og mindre bjerglandskaber. Temperaturen er 13,8° celsius med en vindstyrke på 3 kilometer i timen med let vind. Cernuns sol er stået op. Vores landingskoordinater er N 00° 73.496 E 32° 34.685. Klokken er nu... 0500 og vi gør klar til landing. Premierløjtnant Smith out." Delta Fifths tonstunge Ørn knagede metallisk, da det tungt landede på den sandede og ujævne overflade. Knuste alle mindre sten under sin vægt. Ørnen var et mindre transportskib til små hold og mindre udstyr. Det var mere manøvredygtig end det omfattende moderskib, men samtidig også mere udsat. Da hastighed og manøvredygtighed var de primære mål, havde man strippet den for unødvendige forsvar og angrebsmuligheder og den bragte kun det minimale med sig. Dens matte kompakte overflade rystede svagt, da den fandt fodfæste og motoren brummede, da den gik ud. På trods af dens størrelse og vægt var den overraskende lydløs og landede uden besvær i en støvsky der kort dækkede den helt, inden det lagde sig igen. Ørnen forblev på ydersiden inaktiv et stykke tid, inden en sluse i siden blev åbnet med en summen og hejst ned som bro. En scanningsrobot på 0,5x1 meter kørte sikkert ned på 2 larvefødder. Den kørte lige frem og efter 4 meter stoppede den og dens kameraøje gled søgende over landskabet, frem og tilbage, lige længere væk for hver gang. Selv så den intet, men menneskene inde i Delta Fifth fulgte nøje med på skærmen. “Der er ingen tegn på liv. Men målingerne holder stik. Ifølge tallene burde det være muligt at bevæge sig frit derude, uden iltdragter.” Han pegede på skærmen, for at understrege. “Men tyngdekræften er større her. Det betyder at det vil føles som om vi går med... uhm..." Videnskabsofficieren med speciale i udenjordiske biotopiske forhold slog tallene fra skærmen ind på en omregner, der via nogle forprogrammerede formler vidste et nyt tal.  "20 kilo ekstra. Der bliver med andre ord ingen hoppen omkring." Der lød en svag mumlen fra 2 andre. En fra den lille gruppes Sayaretsoldat, ham der i forvejen skulle bære de tungeste våben og den anden der svarede med en lettere utilfreds mine, var navigatøren, der var på sin første udenjordiske mission og havde håbet på alt andet end et halvkoldt vejr og tung atmosfære. Premierløjtnanten sendte dem et sammenbidt blik. “Ta en tudekiks tøser. Vi går kun en lille tur, så vi kan være tilbage til kaffe og kage kl 1600.” Hendes stemme var lige så fjendtlige som hendes udseende. Det blonde hår var barberet af, og venstre side af ansigtet var brændt væk, og efter 4 kirugiske operationer var der stadig tydelige mærker efter angrebet, der trak hendes ansigt skævt og gav hende en svag læspen. “Få samlet jeres ragelse. Vi rykker ud om 2 minutter, og så gider jeg ikke høre mere klynk!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...