Ulvehyl

14 årige Cilla føler sig... tom. Hendes veninde er flyttet, og hendes forældre skændes konstant. Hun er ensom som aldrig før, og har ikke nogen at støtte sig op af. Men så begynder hun at snakke med den nye dreng i klassen, Tom. Og så forandres alting...

4Likes
6Kommentarer
1046Visninger
AA

2. En ulv

Inden i var jeg tom. Tom og forladt. Forladt og alene. Udenpå? Udenpå gik jeg rundt med et kæmpe falsk smil, så alle troede at jeg var glad. Men det var jeg jo ikke. Det var slemt nok at min eneste og bedste veninde, Kiara, var flyttet, nu var mine forældre også begyndt at skændes. Hver dag, når det ringede ud, blev jeg tilbage i klassen, mens alle de andre stormede ud til frikvarter. Så sad jeg så der, og vrælede som en lille baby. Så ynkelig... Jeg spiste meget lidt. Jeg fik ikke morgenmad, eller frokost. Kun en miniportion aftensmad, som vel oftest bestod af...Pizza, måske. Efter jeg havde spist en halv slice eller sådan noget, gav jeg de få rester til vores store Golden Retriever hund, Louie.

Uden mor og far så det, selvfølgelig. Jeg havde allerede tabt mig seks kilo. Og mens jeg sad på mit værelse, og alle disse tanker hvirvlede i gennem mit hoved, som snefnug, kom jeg også til at tænke på at jeg måtte gøre noget ved det. Jeg måtte udslette ensomheden, og tomheden. Jeg følte mig lidt som en ulv, der længtes efter at være fri, og gå sine egne. Hyle energisk op mod månen, og gå på jagt. Men jeg var ikke nogen ulv. Jeg var Cilla Johanson, Den Ensomme Pige. "Cilla!" kaldte min mor nede fra køkkenet. Jeg sukkede. Pff. Mit liv, det var vel meningsløst. Sådan følte jeg det i hvertfald, og tanken om selvmord havde allerede strejfet mit hoved. Modvilligt gik jeg ned af trappen, i håbet om at det var gode nyheder der ventede mig. Men nej, selvfølgelig ikke. Bare et brev om, at jeg skulle til tandlægen i næste uge. "Mor, jeg vil gerne gå til noget," sagde jeg. Hun kiggede på mig, og smilede skævt.  "Nå, sagde hun. Og hvad skulle det så være?"  Jeg sukkede instinktivt.                                                       "Det kan vel være ligemeget," sagde jeg, og prøvede at fremtvinge et lille smil.                                           "Nej, det kan det ikke, Cilla. Jeg er træt af at du kommer hjem fra skole hver dag, og styrter grædende op på dit værelse. Og du vil ikke fortælle hvad det er." Jeg gloede på hende. Sådan havde hun aldrig snakket før! "Jamen," peb jeg.

"Nej, Cilla. Hvis det fortsætter sådan her, er jeg bange at jeg er nødt til at sende dig til psykolog."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...