Hvorfor rejser storebror?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2012
  • Opdateret: 14 jun. 2012
  • Status: Færdig
Mor, hvorfor rejser storebror? One-shot. Tusind tak til alle der har kommenteret! Husk at komme med feedback, hvis der er noget i ikke bryder jer om! https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=234505630001019&id=353101874743489

35Likes
39Kommentarer
2145Visninger

1. Minder

"Mor, hvorfor rejser storebror?"

Jeg var 7. 7 år, en lille skrøbelig brunette. Og jeg krævede svar på, hvorfor vi stod på lufthavnen. Hvorfor mor havde tårer i øjnene, og hvorfor far stod rank og så stolt på ham.

"Det er fordi storebror skal i krig, skat."  Hun holdt tårerne tilbage, og jeg kunne høre stolthed i hendes skælvende stemme.

"Kommer han så ikke tilbage?" Mine øjne var fyldt med tårer. Jeg elskede min storebror. Han måtte ikke forsvinde.

"Selvfølgelig gør jeg det!" svarede han i stedet. Han så på mig, og nussede mig i håret. Han vidste at jeg hadede det, det ødelagde de fine fletninger mor havde lavet.

"Du ødelægger mine fletninger!" sagde jeg, men lod mig kramme af ham. Han tog mig op på sine stærke arme. Jeg var stadig ikke helt klar over hvad det betød. Men jeg følte mig trygt. Og når man er syv, så er det vigtigts at man føler sig tryg.

Han satte mig ned, og gav mig et sidste kram og et kys på panden.

"Jeg elsker dig, husk det!" sagde han, og prikkede mig på næstetippen. Jeg holdt fast i min bamse i den ene hånd. Den han havde givet mig.

Så gav han min mor et kram, hviskede noget i hendes øre, og gentog det hos min far. Under normale omstændigheder ville jeg være højlydt og hoppet omkring, men der var noget i luften. Jeg kunne mærke det ikke var det rigtige tidspunkt.

Han vendte sig om, vinkede en sidste gang, og gik så mod gaten.

Jeg kunne ikke holde ud at se ham gå. Det virkede så endeligt. Så afsluttende. Så jeg løb mod ham, hurtigere end min mor kunne holde mig fast, og sprang op ad ham. Nogle folk kiggede, men mor græd ved fars skulder. Så gav jeg min storebror et kys på panden.

"Du skal love noget." Jeg sagde det med død seriøs stemme, men han havde svært ved at tage mig alvorlig.

"Ja?" sagde han, og prøvede at lade være med at smile.

"Du skal komme tilbage!" Jeg knugede teddybjørnen i min klamme, svedige håndflade. Et kort øjeblik blegnede hans smil, og jeg så frygten. Men så smilede han igen, et blik fuld af kærlighed, og jeg sagde til mig selv, at jeg bare havde bildt mig det ind.

"Selvfølgelig" sagde han, svingede mig hurtigt rundt, så det kildede i maven, og satte mig ned igen.

Samme sted. 7 år senere. Vi stod foran den store blå tavle. Jeg var træt, og mine øjne truede hele tiden med at falde i. Trods at den var 01:00,  stod der en pæn flok foran tavlen, der informerede os om flyene. Jeg kastede et blik på de andre mennesker. Hvem ventede de på? Kærester, brødre, søstre, mødre, fædre. Alle her havde en historie.

Jeg gav op, og satte mig i en af de hårde metalstole. Mor og far var spændte, og snakkede lavmælt om ting der intet havde med emnet at gøre.

Vi alle var spændte. I dag kom han hjem. Endelig!

I min ene hånd knugede jeg bamsen. Folk så underligt på mig. Det var ikke alle dage at man så en 14 årig der knugede en teddybjørn som var det hendes eneste eje. Nok var det ikke det eneste, men det var i hvert fald mit kæreste.

"Det ser ud til vi må vente lidt" sagde min far muntert, og satte sig på en af stolene ved siden af mig.

"You don't say" mumlede jeg, men jeg kunne ikke skjule spændingen i min stemme.

Døren gik op en ny gruppe mennesker gik ud. De virkede alle sammen smadrede, og jeg så på processen. Nogle traskede ensomt ud, andre blev straks livet op ved synet af deres venner og familie.

Pludselig mærkede jeg min mor blive anspændt. Jeg fulgte hendes øjne, og så en officielt udseende mand gå med kurs mod os. Angsten tog pludselig til.

De sidste par år havde vi ventet på hvert et brev fra ham med angst, og spænding. Ethvert andet brev blev set på med forsigtighed, og angst om det ikke var et brev om dødsfald.

Nyheder blev set regelmæssigt, og med frygten krybende over os. 

Det næste minutter var som en tåge. Officeren kom mod os. Mor skreg, og græd. Selv far græd. Han prøvede at berolige hende, men hun kastede sig ned på gulvet. Officeren gjorde sit bedste. Jeg selv?

Jeg sad der. Forstenet. Min store inspiration. Mit forbillede.

Jeg kylede teddybjørnen fra mig, og den skøjtede hen ad gulvet. Han havde brudt sit løfte.

***

Det tog år før jeg forstod. Jeg havde ladet mig forblænde af sorg. Men nu så jeg det klart, for mig. Han havde gjort det for ære. Han havde kæmpet for vores land. Han havde ikke forrådt mig. Han ville lære mig noget. Lære, at livet går videre. At nogle gange er det vigtigere at hjælpe andre, der er dårligere stillet. 

Og jeg tog det til mig. Tog det til mig, en sommerlig maj måned. Årsdagen. Der var jeg, med min gamle teddybjørn knugende mod mit bryst, ude i vores have. Og tænkte på ham.

Den dag besluttede jeg mig at melde mig til hæren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...