Transsylvaniens Prinsesse: De Forenede

Om tvillingerne Erica og Mike, som får vendt op og ned på deres i forvejen ikke normale tilværelse.

1Likes
0Kommentarer
580Visninger
AA

2. Hemmeligheden

Mike og Ericas instinkter og væsen nedstammer fra to oldgamle generationer, som folk i dag kun ville tro, fandtes i eventyr. De nedstammer fra slægterne vampyrer og varulve, men de har ikke helt normale gener, som mange andre i deres slægt. Deres far er nemlig vampyr og deres mor er varulv. Da deres mor ventede tvillingerne, vidste ingen i de to slægter, hvordan skæbnen ville lægge sig for Mike og Erica. Men generne faldt heldigt ud. Mike har arvet sine mors varulvegener, mens deres fars vampyrgener gik til Erica, dog med enkelte fordele. Deres far er nemlig tvunget til at gå med en ring for at kunne færdes udenfor i sollyset, mens Erica frit kan færdes, da hun har arvet de varulvegener, der flyder i hendes mors og tvillingebrors årer. Og hvor andre vampyrer ikke vokser i højden og forbliver samme størrelse, som de blev forvandlet i, har generne gjort at Erica vokser som alle andre og stopper først med at vokse, når hun når det fuldvoksne vampyrstadie. Dog må hun som alle andre vampyrer døjes med den kolde og blege hud.

 

    ”Hvad vil du, kære bror?” spurgte Erica tydeligvis irriteret over afbrydelsen.

    ”Du kommer med mig nu!” snerrede han og greb ud efter hende. Men straks blottede Erica sine tænder og hvæsede ad ham.

    ”Du rører mig ikke!”

    ”Rolig nu I to vilddyr.”, lød det henne fra sofaen af. Både Mike og Erica kiggede derhen og så på Michael, som sad med armene afslappet henover ryglænet. Mike knurrede ad ham og Erica hvæsede igen ad Mike.

    ”I er søskende. I burde ikke snerre sådan af hinanden.” sagde Michael roligt og rakte ud efter sit glas. Han kiggede intens på dem begge på med et skævt smil om munden.

    ”Det glas er helt sikkert fyldt med blod.” tænkte Mike vredt.

    ”Hold kæft!”, lød der straks i hans hoved. Mike skævede til Erica, som skulede ondt til ham.

    ”Sæt dig ned, Mike.” tilbød Michael.

    ”Nej! Jeg er kommet for at hente min søster.” sagde Mike hårdt.

    ”Glem det! Jeg tager ikke med dig!” snerrede Erica lige så hårdt tilbage.

    ”Tag med ham, Erica. I det mindste så ikke for din venindes skyld.” kom det roligt fra Michael af. Erica rettede sig straks op og så hen på Michael.

    ”Mary?” sagde hun forsigtigt.

    ”Ja. Hun sidder ude i bilen og er bekymret for dig.” Michael havde igen det skæve smil hen over munden, mens han kiggede på Erica. Lidt efter gik det op for hende, hvad Michael havde gjort.

    ”DU! Du læste hendes tanker! Vi havde en klar aftale.” Erica sprang frem med fuldt blottede tænder og røde øjne. Nok hældte Erica mest til vampyrgenet og havde ikke meget tilovers for mennesker, men hun havde stadig en dyb menneskelig respekt for folks private tanker, især når det gjaldt Mary.

    ”Jeg så det som en nødvendighed.” advarende han Erica.

    ”Hun har trods alt en stærk duft, som vi alle har svært ved at modstå – vampyrer, som varulve.” sagde han køligt og lod blikket vandre til Mike.

    ”Du lader hende være!” knurrede Mike og tog et par skridt hen imod sofaen.

    ”Og du lader ham være!” snappede Erica efter ham. Mike tog endnu et par skridt og straks var Erica over ham. Hun snappede ud efter hans skulder, som hun vidste, var beskadiget. Mike brølede, da Erica satte tænderne i senen. Han slyngede sin søster af og formskiftede til varulv. De skulle begge til at gå til angreb på hinanden, da de hørte Marys stemme ude på gangen.

      ”Hallo?” kaldte Mary. ”Er her nogen?” Mike og Erica så hurtigt på hinanden og skiftede tilbage. Erica havde efter få sekunder igen sine gyldenbrune øjne og Mike sin almindelige menneskeform. Han greb Erica i armen og trak hende med ud af rummet. På Mary så dem ude på gangen, kunne både Erica og Mike se lettelsen i hendes ansigt.

    ”Kom.” sagde Mike og greb fat i Marys arm og trak hende og Erica med ud af huset. Han styrede dem alle ud i bilen og satte sig bag rattet. Ophidselsen rasede og sled stadig voldsomt i ham.

    ”Mike, hvad er der sket?” kom det forfærdet fra Mary. Først der mærkede han smerten i skulderen efter Ericas bid, samt det varme blod som flød ned af trøjen.

    ”Jeg blev skubbet ned i et glasbord.”, mumlede han og startede bilen.

    ”Undskyld.”, lød det i hans tanker. Det var Erica. Han svarede ikke.

 

En halv time senere standsede Mike foran Marys hus. Erica lagde godt mærke til de blikke, de sendte hinanden, inden Mary sted ud af bilen med et ”Vi ses” til hende. Derefter havde Erica regnet med at Mike kørte dem hjem, men til sin forbavselse steg Mike ud af bilen for at følge Mary til dørs. Han lagde forsigtigt en hånd på hendes ryg og førte hende op ad indkørslen.

    ”Mary, jeg er ked af at du skulle opleve mig sådan.” sagde han, da han var sikker på at være udenfor sin søster tankerække.

    ”Det… Ja, jeg vil ikke sige, at det er okay. For det er det ikke. Det er mere… skræmmende.” sagde Mary med hovedet sænket.

    ”Jeg ved det. Sådan er det med Erica. Hun får mig virkelig nemt op i det røde felt.” sagde Mike, og var glad for at Mary ikke vidste hvor sandt det var med de gener, der var i deres familie.

    ”Men Mike.” sagde Mary og så ham i øjnene.

    ”Jeg ved ikke om det er gået op for dig, men jeg vil dig virkelig gerne.” Mike havde altid lukket sit sind af for andres tanker, men Marys sætning fik ham ud af balance, hvilket gjorde at hans sind blev åbnet, og han kunne føle Marys følelser for fuld blus.

    ”Øh…” stammede han. Mary så på ham med håb i øjnene, men da han ikke svarede, vendte hun sig om og begyndte at gå op mod huset. Mike rystede på hovedet og råbte efter hende.

    ”Mary vent!” Mary vendte sig om og så på ham. Mike gik det korte stykke op til hende og tog hendes hænder i sine egne.

    ”Jeg vil også dig, Mary. Det vil jeg virkelig.”, sagde han stille. Mary så forbløffet på ham et kort øjeblik og kastede sig så i hans arme. Mike holdte hende tæt ind til sig og indsnusede duften af hende.

    ”Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle dig hele sandheden,  Mary.” tænkte han, og kyssede hende på håret.

 

Da Mike kom tilbage til bilen stod Erica foran bilen, og hun kunne straks føle, at der var noget forandret ved ham.

    ”Hvad er der sket?”

    ”Ikke noget, der rager dig. Sæt dig ind.” sagde han koldt, og ville til at åbne døren.

    ”Nej. Nu fortæller du mig, hvad der er sket. Jeg kan føle det i mit sind, men du lukker mig ude af en grund.” bed Erica ham af. Mike knurrede.

    ”Nu sætter du dig ind i den bil, Erica!” Erica blev overrasket over hans udbrud, men parerede ordre. Mike satte sig ind bag rattet, startede bilen og styrede bilen hjemad, vel vidende at de stod til skideballe, da klokken var blevet sent.

 

Mike og Erica nåede knap nok at åbne døren selv inden deres forældre var over dem.

    ”Sådan er det med de gener.” tænkte både Erica og Mike i samme øjeblik, som de vrede ord fra deres forældre haglede ned over dem. Begge sendte de hinanden et skjult blik, og som alle andre tætte tvillinger forstod de straks hinandens frustrationer.

    ”Erica! Mike! Hører I overhovedet efter?” kom det dømmende fra deres far.

    ”Forstår I ikke, hvor farligt det er for jer at færdes udenfor?” spurgte deres mor fortvivlet.

    ”I kunne være blevet…” hikstede hun, inden hun gav tårerne lov til at trille.

    ”Annika, søde…” kom det fra deres far af inden han tog hende i sine arme.

    ”I har stuearrest i to uger!” sagde han med et så strengt blik, der ikke indbød til diskussioner. Erica og Mike luntede ud af stuen med dårlig samvittighed over at have gjort deres forældre bekymrede.

    ”Hey, undskyld med din skulder.” sagde Erica stille på vej ned af gangen til deres værelser. Mike havde helt glemt sin skadede skulder, og mærkede på den med hånden. Det gav et jag i hele armen, da han rørte ved den.

    ”Den er helet i morgen.” sagde han. Erica lagde mærke til trætheden i hans stemme.

    ”Mike…” begyndte hun, men inden da havde Mike drejet ind af døren til sit værelse og lukket den. Kort efter hørte Erica låsen klikke i døren. Et tydeligt tegn på at han ønskede at være alene. Erica sukkede og lukkede døren til værelset efter sig.

 

    ”Annika, du kan ikke blive ved med at være så overbeskyttende over for børnene.” sagde Christopher til sin kone, som tørrede tårerne væk fra kinderne af.

    ”Christopher, de er vores børn. De eneste af deres slags! Deres skæbne kan ikke tids lægges. Deres tidslinjer er slettet på grund af generne. Hvordan kan jeg undgå at reagere som jeg gør?” spurgte Annika bebrejdende.

    ”De er voksne børn for guds skyld! De har klaret sig igennem alle årerne, hvorfor skulle de så ikke kunne det nu?”

    ”Christopher, du ved lige så godt som mig, at faren altid vil lure derude. Det var derfor vi forlod Pennsylvania for at bo her,  hvor ingen kendte os.” Annika kiggede op på sin mand og så at minderne fra deres hjemland stod printet i hans ansigt.

    ”Det er over tohundrede år siden nu.” kom det stille fra ham.

    ”Ja og børnene må intet vide om det! I alle disse år har vi løjet om at de ingen familie havde udover os. De skulle bare vide…” Annika lod sætningen hænge i luften da hendes mand godt kendte til hele sandheden om den hemmelighed, der lå skjult i familiens slægt.

    ”Kom, min hustru. Lad os gå i seng.” sagde Christopher og rakte ud efter Annikas hånd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...