The magic of music

Den 16-årige usociale men dog talentfulde Cathia har været hadet af hendes forældre siden fødslen. I håb om at hendes musik en dag vil gøre dem stolte, har hun kastet alt fra sig, og spiller fra morgen til aften. En dag bliver hun opsøgt af en højst usædvanlig dreng, og allerede der begynder Cathias liv at gå fra hinanden. Både af de mørke skygger der forfølger hendes musik, men også af den højst mystiske violinist fra skolen, den beskyttende trompetist fra skoven og den sære inspektør fra kontoret.

9Likes
16Kommentarer
2007Visninger
AA

2. Urolig koncert

Jeg sukkede tungt. Tog mig distrekt til ørerne i et forsøg på at kapre noget af den larm, der altid var tilstede inden opvisningen begyndte. Jeg sad på en af de forreste rækker, hvor jeg altid nærstuderede opviserens bevægelser og reaktioner. Nogen så nemlig altid ligeud i luften, som havde de opdaget noget særdeles særpræget, eller også havde de lukkede koncentrerede øjne, det var vidt forskelligt fra person til person, og lige spændende for hver gang.

     I salen var der røde tæpper overalt, bløde stole med silkebetræk, en stor lysfyldt scene og balkoner til de mest betydningsfulde aftner, hvor der var koncert.

     Folk sad og snakkede højlydt til hinanden og flere løb rundt mellem pladserne. Jeg skjulte den irritation, jeg så i folk, når de opførte sig så respektløst til en opvisning ved at pille lidt ved kanten af min bomuldstrøje.

Ville jeg kunne have været iblandt dem, hvis jeg ikke havde fokuseret så meget på musik? Jeg rystede på hovedet. End ikke det ville få mig til at te mig som vilde dyr. Jeg havde aldrig rigtig passet ind blandt de andre. Pigerne havde i starten opsøgt mig med lektier, men der har aldrig foregået mere end det.

     Et par fodtrin langs plankegulvet på scenen, fik mig til at se op. Larmen var dalet af og folk havde sat sig, og så nu med lyttende øre imod opviseren.

En høj slank person med brede skuldre og en muskuløs kropsbygning, fremstrakt kæbe, sort silkehår der stod i løse totter på hans hoved, maskulin holdning og med fast hånd om en violin, stod og så imod publikum. Jeg var ikke typen, der gik så meget op i, hvordan folk så ud. Men bortset fra hans attraktive udseende havde hans sølvfarvede øjne med den tykke sorte streg rundt om regnbuehinden, der nærmest gjorde det sølvfarvede mørkere et deprimeret og nedtrykt udtryk over sig, hvilket undrede mig.

     Han satte violinen op til hagen, lagede buen på de fire strenge, lukkede derefter øjne og forestillingen var sat i gang. Et klaver var rullet hen i nærheden af ham, og en pige med glat lyst hår sad ved det store sorte flygel. Hun så med et sukkersødt smil imod violinisten, men måtte skuffet konstatere, at han ikke så i hendes retning. I stedet lod hun fingrene glide hen over tangenterne og satte derefter den sorthårede i gang tolv sekunder efter.

     Jeg kunne hurtigt konstatere, at de spillede Dream of Dreams af Brian Crain. Jeg så imod den sorthårets koncentrerede lukkede øjne og de nænsomme fingre, der med lethed lod musikken glide ud, han havde talent, det var tydeligt.

     Tonerne i stykket var triste og deprimeret, men sammentid fyldt med håb gennem de sørgelige lyde, der gav en én fornyet energi til at klamre sig til sin drøm. Men der var noget galt. Jeg rettede blikket imod pianisten, der sikkert fulgte med i stykket. Hun spillede godt ingen tvivl, men stadig lød det ikke passende med hans. Det svingede bare ikke rigtigt, jeg kunne ikke sætte ord på hvorfor.

Uden nogen form for tænkning kunne jeg også høre, at hendes toner ikke passede længere med hans. Han spillede det fuldkommen perfekt på violinen, men hendes lyde blev urolige. Jeg så imod hendes fingre, der rystede hver gang, de havde trykket en tangent ned og hendes øjne begyndte at løbe i vand. Jeg så forvirret imod den lyshårede skønhed med de blå øjne fulde af vand.

     Min forvirring blev større, da folk begyndte at rykke uroligt på sig. Jeg kiggede tilbage, og så, at flere også sad og græd. Nogen sad med sammenknuget rystende hænder, som var de nervøs for et eller andet.

”Jeg for altid et elektrisk stød indvendigt, når han spiller så skønt,” snøftede en pige tre pladser fra mig. Hendes veninde nikkede medstemmende, mens de med folede hænder så drømmende imod den sorthårede.

     Han åbnede nu øjne, og så med et nærmest bedrøvet blik rundt i salen. Hans blik kørte rundt og landede på mine smaragdgrønne. En rynke tegnede sig i hans ellers flotte pande med den mælkehvide hud, og hans øjne så chokeret imod mine.

     Han kiggede derefter igen på sit urolige publikum og dernæst på mig. Et sejrrigt smil tegnede sig på hans fyldige læber, og jeg mærkede pludselig også en lille uro i baghovedet. Han sluttede af, og folk gav ham et hav af klapsalver.

     Jeg skyndte mig at komme ud fra salen, og hen imod mit klasselokale. Det blik han havde givet mig, det smil… Noget indeni mig sagde, at jeg skulle være ekstra opmærksom fra nu af. Alligevel følte jeg mig sært tiltrukket af, den mystiske opførelse han havde. Et rusk med hovedet fik mine tanker ledt på vildspor. Jeg havde ingen grund til at tænke på ham, jeg havde min musik og intet andet.

    

***

 

Normalt plejede jeg at gå direkte hen til musikhuset, når undervisningen var overstået og blive der til de lukkede, men en stil forhindrede mig i det. Så jeg måtte tilbringe en time over i lektiecafeen med en tysk ordbog i hånden.

     Jeg printede papiret om min normale hverdag ud. Den bestod ikke af så meget, musik om morgen, musik om eftermiddagen og musik om aftenen. Min tysklære ville i hvert fald blive kedet ihjel.

     Jeg tog fat om tasken og gik ned til skabene, hvor min tværfløjte lå indespærret

 Låste skabet op, og skyndte mig så hen til musikhuset.

     Jeg gik op af de tæppebelagte trapper og ned af gangen med kurs mod mit rum. Jeg standsede stumt foran den, og stirrede ind af vinduet, hvor en rødhåret dreng med briller havde taget plads foran klaveret, mit klaver.

     Jeg gik sløvt væk fra døren og hen imod de andre lydtætte rum. Desværre var der ikke et eneste ledigt…

     Jeg kunne have hylet op, men det ville bare være uforskammet og skabe uvedkommende opmærksomhed. Så i stedet gik jeg trist ned langs gangen, og kiggede ind af vinduerne i håb om et ledigt rum. Det var også fordi, jeg skulle lave den stil. Jeg kunne nemt have nået det, hvis den ikke havde stoppet mig, og holdt mig i den time, der havde forsaget at mit rum blev taget.

     Da jeg endelig fandt et ledigt lokale og stod og så imod det hvide klaver, der var placeret i midten, gjorde det ondt. Jeg svor ved mig selv, at jeg ikke ville spille så andre kunne høre det. Det var kun mine forældre, der måtte høre min musik som de første, og så ender jeg med at få et ikkelydtæt lokale.

     Jeg tog min fløjte op, jeg blev nødt til at spille hver dag lige meget hvad. Hvis jeg bare spillede lavt, indtil nogen af de lydtætte rum blev ledige, kunne jeg gå derind bagefter og spille som jeg plejede.

     Efter en time lagede jeg tavst fløjten fra mig. Det var ikke nogen fornøjelse at spille lavt. Der var ikke den samme tone og dybde i det, som der ville have været, hvis jeg kunne spille for fuld oplæsning.

Jeg satte mig hen til klaveret og bed mig bittert i læben. Hvis jeg bare skulle kunne få lidt ud af det her, måtte jeg bide i det sure æble og spille, som jeg plejede og ikke fokusere på lyden.

     Jeg lagede fingrene på tangenterne, og gav mig i kast med Brian Crains nummer Dream of Dreams. Det nummer drengen på scenen spillede, inspirerede mig, og jeg kunne godt lide dens melodi.

Efter et par minutter med den bedrøvede men sammentid kampopfordrende sang, havde jeg det meget bedre. Musikken opmuntrerede mig så meget, at jeg næsten ikke kunne tro det selv.

     Pludselig gik døren brat op, hvilket gav et sæt i mig og stoppede dermed

 musikken.

Jeg så imod personen og min mund blev større. I døren stod han. Ham med det mystiske smil. Ham der fik folk til at opføre sig mærkeligt, når han spillede. Ham med det bedrøvede blik.

     Men han så ikke bedrøvet ud længere, hans læber var adskilt i et kæmpestort og blændende smil, der fremviste en masse hvide tænder.

Jeg greb fat om klaverets kant, både over forskrækkelsen men også over hans overvældende udstråling.

Den måde han stod i døren på, venstre hånd der lå fremstrakt ud over døren, benene krydsede over hinanden og det stadige sejrrige smil, der var på hans læber. Han var virkelig tiltrækkende…

     Jeg rystede hans udseende af vejen og så derimod en smule irriteret ud. Hans ansigtsudtryk skiftede dog ikke. Han lukkede døren bag sig, og gik hen imod mig, selvsikkert og solidt.

”Hvis du ikke kan se det, så er dette rum her optaget,” mumlede jeg stift. Jeg lagede mærke til, at han havde sin violin i højre hånd. Han rettede buen imod mig ”Du er min match!” råbte han højlydt.

Jeg tyssede lynhurtigt på ham, og rejste mig.

”Hvad mener du så med det?” spurgte jeg lavt. Han efterlignede mig dog ikke og foresatte i sit høje tonleje ”Du skal spille med mig!” jeg sprang rent instinktivt frem for at sætte min hånd for hans mund, men han undveg hurtigt og med et forskrækket blik over sig.

     Jeg glibbede kort med øjne, så derefter flovt ned i gulvet over min tankeløse handling. Bakkede tilbage så jeg stod ved klaveret igen ”Jeg spiller ikke med nogen,” hviskede jeg spagt.

”Jo, jo du bliver nødt til at spille med mig,” gentog han med insisterende mine. Jeg så kort imod de sølvfarvede øjne med den tykke mørke streg om regnbuehinden, så han ikke desperat ud?

Jeg slog blikket ned igen ”Beklager, men jeg har aldrig gjort det, og kommer heller ikke til det.”

”Men du skal spille med mig,” sprang han frem imod mig, så jeg måtte læne mig op ad klaverets side.

”Du er min match,” foresatte han ”Min match.”

Mine ben begyndte at ryste over den tætte nærhed, vi havde. Det var første gang en fyr, var så tæt på, som han var. Det provokerede mig også gevaldigt, at han ikke kunne acceptere, at jeg ikke ville spille med ham, så mit ansigt antog et misbilligende udtryk.

”Men jeg vil ikke og du kan ikke få mig til det, så fat det dog!” nu var det min tur til at hæve stemmen.

     Han sukkede tungt og kørte den ledige hånd gennem sit hår, så derefter ned i jorden, med et skævt og nærmest bønfaldende blik imod mig. Jeg så bare stumt væk, med hænderne hvilende på klaveret. I lang tid var der en akavet tavshed, så lang at jeg rent faktisk kiggede imod ham.

Han så bare afventende imod mig, lignede ikke en der havde i sinde at forlade lokalet.

Til sidst sukkede jeg opgivende og pakkede mine nodepapirer sammen i tasken. Svang den derefter om skulderen ”Jeg har ikke i sinde at spille sammen med dig, jeg har mine grunde og accepter dem venligst,” sagde jeg neutralt.

”Men hvis du skifter mening, så kommer du lige med det samme,” det lød ikke som et tilbud snare som en beordring.

”Men det har jeg ikke…”

”Tristan og du er?” spurgte han med en høflig stemme. Jeg skuttede mig lidt af hans ord, han havde ikke hørt efter overhovedet, hvem var han egentlig?

Han så ventende på mig, da jeg ikke svarede. Gik derefter hen til mig og tog fat om min hånd, bøjede sig ned, så det lignede at han ville kysse den, men hans læbe ramte aldrig.        ”Mit navn er Tristan Marlique, kunne jeg være så heldig at få navnet på den skønne dame?” han udtalte sit navn med en engelsk accent ligesom, man gjorde med mit. Mine kinder begyndte at brænde og det hjalp ikke, at han så med et af de blændende smil imod mig.

Jeg undgik hans øjenkontakt ”Cathia Weverclue,” mumlede jeg standhaftigt. ”Cathia,” han smagte på ordet ”Ja, det kan jeg godt lide, interessant og ikke nær så kedeligt, som jeg havde frygtet.” Inden jeg kunne nå at sige mere, havde han sluppet min hånd, åbnet for døren og gået ud. Jeg stirrede forskrækket imod den nu åbne dør, hvor han før lige havde stået og smilet til mig.

     Pludselig vågnede jeg op af min døsede tilstand, og begyndte rent panisk at gnide min hånd imod benet. Den slags berøring havde jeg aldrig prøvet før, det var skræmmende, overvældende… og dog. Sammentid mærkede jeg hele tiden en skylle af behagelighed svømme rundt i min krop, og mit hjerte bankede hurtigere end det skulle.

”Tristan,” gentog jeg. Nu var det min tur til at smage på hans navn og det lød faktisk rigtig godt i min mund. Hvem var den fyr? Jeg havde aldrig set ham før, og jeg havde ellers været en del nede i opvisningshuset.

Jeg får altid et elektrisk stød indeni, når han spiller så skønt… Det var også underligt. Da han startede sin opvisning lød det så perfekt, men sammentid begyndte alle at røre uroligt på sig. Nogen begyndte tilmed at græde, hvilket der ifølge mig ikke var nogen grund til, når violinen ikke passede med klaveret.

Du er min match!... Jeg tog mig til hovedet. Hvad han ment med det? Jeg ruskede arrigt med hovedet, jeg havde ikke tid til at dreje hjernen om led for at få løst det mysterium. Mit detektivniveau var ikke højt nok til det. I stedet gik jeg ud på gangen i søgen efter et lydtætrum, der heldigvis var ledigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...