The magic of music

Den 16-årige usociale men dog talentfulde Cathia har været hadet af hendes forældre siden fødslen. I håb om at hendes musik en dag vil gøre dem stolte, har hun kastet alt fra sig, og spiller fra morgen til aften. En dag bliver hun opsøgt af en højst usædvanlig dreng, og allerede der begynder Cathias liv at gå fra hinanden. Både af de mørke skygger der forfølger hendes musik, men også af den højst mystiske violinist fra skolen, den beskyttende trompetist fra skoven og den sære inspektør fra kontoret.

9Likes
16Kommentarer
2028Visninger
AA

10. To fyre og en violin

Den aftenen blev det får meget for mig af Tristans handlinger. Han kunne gå og snakke lige så mystisk, han ville, men at holde om mig midt om natten og derefter sige vi er et par, det var for meget.

     Jeg har aldrig rigtigt prøvet at være vred på nogen før, da jeg ikke har indgået i noget venskab, så det var noget helt nyt, at mærke en ny slags vrede vokse indeni mig.

Jo, selvfølgelig havde jeg været vred på nogen i det små men ikke sådan for alvor og overfor en ven.

     Hvordan jeg reagerede? Lad os sige at jeg ikke er det mest venlige væsen i den fase.

”Cathia for pokker, det behøver jo ikke være sådan,” vrissede Tristan, idet han satte sig ved siden af mig.

     Jeg flyttede bare så langt ud til kanten, jeg kunne ligesom hjemme hos mig om aftenen.

Tristan sukkede, og lagede sine bøger lidt hårdere på sit bord, end han plejede.

Under resten af timen ignorerede jeg ham fuldt ud. Jeg følte ikke rigtig, jeg bare kunne tilgive ham sådan uden videre. Det gjorde stadig ondt. Jeg havde gået og troet, vi faktisk var venner, og bare kunne spille sammen. Ja, han havde tit gjort uforudsigelige ting, der har fået mine kinder til at gløde og hjertet til at banke hurtigere. Men derfor kunne han ikke tro, vi var et par, som han sagde.

     Efter de sidste timer skyndte jeg mig over til musikhuset, jeg havde straks følelsen af, at nogen fulgte efter mig, og konstaterede efter at have kigget bagud, at det var Tristan.

Han fulgte efter mig indtil, vi stod foran det lydtætte rums dør.

     Jeg vendte mig ikke imod ham ”Jeg har ikke tænkt mig at spille med dig,” mumlede jeg med ryggen til ham. Åbnede derefter døren, og gik ind.

 

***

 

Der lå en underlig tom følelse over mig den dag. Jeg kunne ikke lide at være vred på Tristan, men sammentid kunne jeg heller ikke bare tilgive ham.

     Cam dukkede op senere den dag. Han skulle gå på skolen, så han kunne beskytte Tristan endnu mere. Jeg havde ikke glemt, at jeg var hans beskytter, men han måtte sammentid også acceptere, at jeg ikke ville være så trofast, som Cam var.

     Også næste morgen var jeg ligeså kold som forleden dag. Egentlig burde jeg blive venner med ham igen, men jeg var træt af hans tankeløse handlinger, hvor han kun tænkte på sig selv.

Da det blev frikvarter, brugte jeg det på biblioteket.

     Jeg gik hvileløst rundt mellem reolerne, lod blikket glide tavst ned ad titlerne, og trak i ny og næ en bog ud. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg lavede. Den tomme følelse sad stadig dybt i mig, og ville ikke give slip nøjagtig ligesom mareridtene.

     Jeg havde endnu engang haft det. Skriget var højere denne gang og skyggerne mørkere. De slugte mig nærmest, når de faretruende flød frem, når fløjtens musik trådte ind. Med dystre hylende lyde, knækkede træerne, som var de tændstikker, og efterlod dem sønderknust med triste toner.

Jeg lukkede kort øjne. Tonerne var triste, så triste at de fyldte den tomhed, der sad i mig med sådan en kraft, at det slog mig helt ud, og vækkede mig badet i sved.

     ”Leder du efter noget bestemt?” jeg sprang op, og væltede en bog ned på gulvet. Cam samlede den op, satte den derefter på plads igen, og lod fingeren hvile på den.

”Han er fuldstændig fra den Cathia. Men hvad kan vi gøre? Vi skal bare beskytte ham, og sikre os, at han ikke bliver taget.” han så imod mig ”Men vi er et hold.”

”Et hold?” spurgte jeg nu.

”Et hold,” gentog Cam med et nik ”Prinsen er nyttesløs her i denne verden. Hvis han ikke har sine to beskyttere,” han lod bogen falde ned på gulvet igen.

     Jeg bed mig i læben ”Jeg skal bare have tid til at komme mig.” Cam nikkede, og stak hænderne i lommen ”Bare så du ved det, at være beskytter kræver mere, end man tror.” han gav mig et blidt smil, og vendte sig om, og gik.

     Jeg så efter ham, samlede derefter bogen op, og satte den på hylden.

Jeg så imod titlen ”Tilgivelse,” blinkede et par gange med øjnene, og forlod så biblioteket med bogen i hånden.

     Jeg gik med hastige skridt henover fortovet. Regnen var ved at foretage sig, men kulden var der endnu. Det var aften, og hver gang jeg åndede ud, dannede der sig en tynd tåge.

Jeg havde spillet til sen aften igen. Mest det komponerede musikstykke men kun på klaveret, da min fløjte lå hjemme i huset. Det lød godt, så jeg kunne snart fastlægge en dato, hvor jeg skulle vise det til mine forældre. Jeg smilede ved tanken.

     I mit hoved befandt vi os inde i stuen. De havde taget plads i den røde sofa. Emilie var i gang med at ordne en fest, og det hele virkede så hverdagsagtigt. Indtil, jeg pustede imod fløjten, og tonerne kom ud. Min mor ville straks genkende melodien og smile denne gang. Smile fra sit hjerte og med respekt til hendes nu 16-årige datter. Min far ville nikke, og i hans blik ville stoltheden flyde rundt. Når jeg afsluttede stykket, ville de endelig give mig respekten, som jeg så inderligt manglede.

     ”Jamen, jamen er det ikke tøsen fra skoven?” kom det bag mig. Det gibbede i min krop, og jeg drejede hurtigt om på hælen, og mødte de giftige brune øjne.

Jeg bakkede instinktivt bagud, men han greb fat om mit håndled, og trak mig voldsomt tilbage.

”Ikke så hurtigt min pige. Denne her gang vil jeg gøre mit arbejde færdigt,” smilede han lumsk. Jeg lavede en grimasse ved smerten, der kom fra den højre hånd, hvor jeg havde skåret mig for et par dage siden.

     Den brunhårede fyr kom frem. Jeg forsøgte skræmt at vride mig ud af den sorthårets tag, men det var så godt som nyttesløst.

”Du går ingen steder,” sagde han, og bøjede sig ned ”Jeg nåede aldrig at gøre gengæld for sparket,” hviskede han, og derefter mærkede jeg hans våde tunge imod mit øre.

     Jeg slog panisk imod ham, fægtede vildt med arme og ben, men han var stærk. Han trak hovedet tilbage, og den brunhåret trådte frem. Greb fat om begge mine hænder, og førte dem om på ryggen, tog så en hånd om mit hoved, så jeg var i et jerngreb.

     Smerterne fra hånden og den flydende fornemmelse, gjorde mig klar over, at såret var gået op. De to fyre bemærkede dog ingenting, og den sorthåret begyndte nu at fumle med mine bukser.

Jeg skreg skræmt op, og gjorde endnu engang modstand. En lussing over min kind fik mig til at tie ”Hold så kæft mens jeg arbejder, farmand skal tilfredsstilles, og det skal der en sød lille brunette til,” smilede han fælt.

     Han slyngede lussingerne ud, da jeg ikke havde i sine at stoppe mit skrigeri i håb om, at nogen ville høre mig.

”Hun larmer helveds meget, vi trækker hen væk herfra, ellers bliver vi bare fundet,” kommanderede den brunhåret.

”I går ingen steder med hende!” hvæssede en kold stemme.

”T-Tristan,” hviskede jeg hæst.

     Jeg drejede hovedet, og der stod han. I sin høje slanke men dog muskuløse figur, med det sorte silkehår siddende i løse totter på hans hoved, med kæben spændt og de sølvfarvede øjne i et hadefyldt blik rettet imod de to drenge.

     Han knugede hænderne hårdt sammen, og hans dræbende blik gennemborede de to andre. Den sorthåret rettede sig lidt op ”Og hvem skulle standse os?” lo han hånligt. Han greb fat om mine kinder med den ene hånd ”Det ser ud til, at din kæreste gerne vil hjælpe dig min snut, men ved du hvad? Din lille kæreste bliver nok nødt til at ende på hospitalet i stedet for,” han grinede stygt, og greb nu helt fat om mig, så den brunhåret slap sit tag.

     ”Hvad vil du gøre dengse?” spurgte han selvsikkert, og tog hånden ned langs min ryg, og jeg kunne mærke, han begyndte at tage på mig. Lod derefter sin tunge glide langs min kind, så jeg bed mig i læben af væmmelse.

     Man kunne tydelig se, at Tristan forsøgte at få styr på sit raseri. Musklerne under hans mørkeblå skjorte spændes. Han tog hånden op til halsen, og jeg lurede den hurtigt.

”Musica, magicae, vires,” fremsagde han, og det skarpe lys kom frem.

”Hvad f….” mumlede den brunhåret med rynket pande.

     Da lyset var væk, stod Tristan med sin violin solidt i hånden. Der gik ikke lang tid, før han var i gang med at spille. De violette tåger dukkede op, og snoede sig omkring de to fyre, hvis ansigtsudtryk var ændret fra selvsikkert til forskrækket.

     Det begyndte at ryste i deres kroppe, og den sorthåret slap sit tag om mig, så jeg faldt til jorden. Jeg skævede imod de to drenge, der nu selv lå på jorden med den elektriske tåge omkring sig. Jeg rettede blikket imod Tristan, han kunne godt stoppe nu, de var allerede gennemstegt, men han blev ved. Med det vredesfyldte blik rettet på de sammenkrøbne drenge, lod han buen køre i hastige bevægelser langs strengene.

     ”Tristan stop,” hviskede jeg, og kom op at stå.

Han hørte ikke, foresatte dog i et hurtigere tempo. Drengenes skrig var gennemborende, og fik mig til at krympe skuldrene.

Blodet flød ned langs min hånd, og lavede pletter på jorden, men jeg var ligeglad.

     Jeg sprang fremad, og kastede mig bogstavelig talt ind Tristan. Vi væltede ned på jorden, mens hans violin trak sig tilbage til halskæden.

”Stop!” skreg jeg nu ned i brystet på ham.

Min krop rystede, og tårerne væltede frem. Tomheden, tristheden, vreden alt kom med op sammen med nogle hikkende lyde,

     Tristan tog sine arme omkring mig, og tyssede blidt ned i mit hår ”Det er okay, det er okay, der sker dig ikke noget,” hviskede han beroligende.

Men jeg kunne stadigvæk ikke holde op ”Du skal ikke bruge dine kræfter sådan for mig,” peb jeg, og holdte et stramt greb om hans skjorte.

”Med den hensigt de havde med dig,” han fnyste som svar.

Jeg sukkede, lige nu var jeg faktisk glad for Tristans impulsivhed og taktikløse handlinger. Hvis ikke han havde gjort noget, var jeg bare endt som legetøj for de to fyre.

     ”Cathia, jeg er så ked af det, jeg har gjort,” begyndte Tristan ”Du har fuldkommen ret, jeg er en forkælet prins, der kun gør det, der passer mig. Undskyld, undskyld, undskyld.”

Han strammede taget om mig ”Jeg vil gøre alt for at gøre det godt igen bare tilgiv mig,” lød det nu bønfaldende fra ham.

Jeg nikkede som svar, og han åndede lettet ud.

”Der er nok noget, du bør vide,” sagde han så.

”Og hvad er det?”

”Jeg har altid e-”

Pludselig blev jeg hevet op fra Tristan.

”Hvorfor i alverden ligger i, og roder rundt, når dit sår bløder så kraftigt,” skændte Cam, og satte mig på jorden.

Tristan bandede lavmælt, men kom op at stå også.

”Kom vi går hjem til mig, jeg har bandager liggende,” mumlede Cam, og greb fat om min anden hånd. Tristan kom op på min anden side, og vi gik sammen hjem til Cam.

     Tristan forsøgte også med at tage min hånd, men han glemte åbenbart, at det var den, hvis sår var gået op. Han tog dog i stedet blot fat om mit håndled.

”Må man så høre, hvad der forgår?” kom det fra Cam, efter et par minutter.

”Kan du huske de to fyre ude fra skoven?” begyndte jeg med bævrende stemme. Han nikkede ”De dukkede op igen o-”

”Og ville hellere end gerne i bukserne på Cathia,” afbrød Tristan med afsky i stemmen. Jeg så en smule forlegen ned i jorden, men foresatte ”Tristan dukkede op, og spillede, så de slap mig.”

”Hvor meget strøm fik de?” spurgte Cam så, han henvendte sig til Tristan ved at kigge på ham. Han kløede sig i nakken ”De er ikke døde, de ligger bare lidt slappe på jorden,” mukkede han op i luften.

     Cam tog sig til hovedet med et smil ”Vi er noget af et hold var?” Jeg smilede. Jeg følte mig rolig igen, nu hvor jeg var sammen med dem. Tilgivelsesbogen havde ret. Hellere venner end uvenner.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...