The magic of music

Den 16-årige usociale men dog talentfulde Cathia har været hadet af hendes forældre siden fødslen. I håb om at hendes musik en dag vil gøre dem stolte, har hun kastet alt fra sig, og spiller fra morgen til aften. En dag bliver hun opsøgt af en højst usædvanlig dreng, og allerede der begynder Cathias liv at gå fra hinanden. Både af de mørke skygger der forfølger hendes musik, men også af den højst mystiske violinist fra skolen, den beskyttende trompetist fra skoven og den sære inspektør fra kontoret.

9Likes
16Kommentarer
2031Visninger
AA

4. Opmærksomme forældre

”Elever Tristan Marlique har besluttet, at han hellere vil gå i vores klasse end sin gamle, så tag godt imod ham,” og det blev der gjort. Pigehylene kunne høres helt nede i den anden skolebygning.

     Jeg så bare ud af vinduet, der var ikke rigtig noget interessant ved, at Tristan startede i min klasse. Sådan var det tit på vores skole, folk skiftede nærmest klasse, som de skiftede sokker.

     Alligevel kiggede jeg skævende imod tavlen, hvor han stod med det sorte silkehår i totter og med maskulin holdning. Han fangede hurtigt mit blik, og jeg slog det ned igen med brændende kinder.

”Nu hvor jeg allerede har jeres opmærksomhed,” kom det fra læren ”Så skal i gang med et nyt projekt.” protester opstod allerede ved ordet projekt, så læren blev nødt til at råbe op.

”Så opfør jer dog som civiliseret mennesker!” skældte han vredt ud, og fik klassen til at tie.

     Han rømmede sig kort, og rettede på brillerne ”Det jeg før ville sige, var at i skal sammen to og to skrive om FN på ti sider, og jeg regner med, at i denne gang vil, kunne præstere et ordentligt arbejde om vores samfund. Og du Tristan kan tage plads ved siden af Cathia,”

Da mit navn blev nævnt, så jeg lyttende op. ”Det kunne også være, du skulle tage og arbejde med hende,” foresatte læren og sendte Tristan ned.

     Jeg så ligeglad ud til vinduet. Der var intet spændende at høre, som jeg havde troet så hvorfor lytte? Et par pigehyl og hvisken fik mig til at konstatere, at Tristan ikke skulle side sammen med dem.

”Skal du ikke sige velkommen til et nyt medlem arbejdspartner?” lød det ved siden af mig, så mine skuldre forskrækket sprang i vejret.

     Jeg drejede hovedet og mødte de sølvfarvede øjne og det brede smil ”Sig ikke at jeg skal arbejde sammen med dig?” udbrød jeg skeptisk. Han rynkede kort brynene, så det skulle ligne han blev fornærmet, men det stadig eksisterende smil afslørede, at han næppe tog det som en kritik. 

”Jeg glæder mig til at skrive om FN med dig,” sagde han blot.

”Ja, ja,”

”Vi skriver den vel efter skole ikke?”

”Ja, ja.”

”Hjemme hos dig?”

”Ja, j-” jeg standsede brat og så forvirret på ham ”Hvorfor hjemme hos mig?”

”Fordi jeg som sagt bor på skolen,” svarede han kort, og lod hånden hvile under hovedet, mens han så imod læren, så det virkede som om, at han var interesseret i undervisningen.

Jeg skulede irriteret til ham. Jeg hadede at vise mine forældre frem. Folk begyndte bare på alt det pjat med, at de ikke var nok sammen med mig, og jeg skulle se at få hjælp omkring det. Og dog… der var stadig en kriblen i min mave ved tanken om, at jeg skulle være sammen med en uden for skolen, det var trods alt første gang.

    

***

 

Stenene knasede under vores fødder, da vi gik langs fortovet med retning imod mit hus. Der var en tavshed imellem os, mens benene arbejde sig vej gennem grusstien. Jeg kunne hele tiden mærke Tristans blik på mig, men nænnede ikke at kigge imod ham.

     Hvorfor opførte han sig dog sådan? Han opførte sig som om, han kendte mig, og bare kunne gøre, hvad han ville imod mig. Og så var der også lige det med læberne. Ikke fordi jeg ville mærke dem imod min hud eller noget, men da jeg ville skærme hans lydniveau ved at sætte hånden for munden, afveg han hurtigt og havde et forskrækket udtryk over sig. Og så da han tog fat om min hånd, og bøjede hovedet imod den, rørte hans læber heller ikke, selvom det er det, man normalt gør ved den slags handling.

       Da mit store hus tegnede sig foran os, fiskede jeg nøglerne op af tasken. Tristan hævede imponeret øjenbrynet ved synet af huset ”Ikke dårligt, dine forældre mangler i hvert fald ikke penge.”

”Mine forældre er ejere af et stort firma,” forklarede jeg, mens vi gik op af trappetrinene, der førte op til hoveddøren. Vores hus var imponerende, det sagde alle i hvert fald, når de gik forbi.

Det var et gråt murstenshus med to etager, indeni var der en stilfuld indretning med mange dyre møbler. Jeg kunne sagtens huske den tid, mine forældre brugte på at få alle møblerne på plads og indrettet tingene perfekt. Festlokalet var det vigtigste for dem. Det var der, alle deres værdifulde møder skulle holdes, og hvor gæster skulle imponeres.

     Det eneste sted de havde ladet mig bestemme var mit værelse. Min far havde givet mig en bunke penge og med sætningen ’Gør som det passer dig’ kunne jeg gøre, hvad jeg ville.

     Jeg låste op, og vi trådte ind. Tristan var meget opmærksom på at tørre skoene af og stille dem pænt ind til siden.

”Sikke høflig du pludselig er,” sagde jeg med et drillende smil på læben. Han trak på skuldrende ”Jeg er godt opdraget, ved hvornår man skal gøre hvad.”

     Da vi gik igennem køkkenet, hvor min mor var i gang med at lave hendes sædvandelige kaffe, så hun overrasket imod os.

”Jamen dog, hvem har vi her?” udbrød hun, og ignorerede kaffemaskinen, der havde givet tegn på, at den var færdig.

”Det er Tristan mor en fra min klasse, vi skal bare lave en opgave sammen,”  introducerede jeg med et blidt smil til hende.

Tristan rakte formelt hånden ud ”En ære frue tillad at præsentere mig selv. Mit navn er Tristan Marlique, og det er mig en fornøjelse at befinde mig i deres yndige hjem.” Jeg så måbende imod Tristans hurtige personlighedsskifte.

     Min mor så dog respektfuldt på hans opførelse, og tog fat om hans hånd ”Sikke dog en høflig ung mand,” hun slap hånden ”Jamen gå i da bare op og lav opgaven. Kunne i tænke jer noget Cathia, hvordan gik skolen for resten? Har du haft en god dag med musikken…”

Hun kvidrede ud med spørgsmål, og jeg svarede med smil fuld af glæde. Aldrig havde min mor virket så interesseret i min hverdag, ja og mig i det hele taget.

     I en halv time snakkede min mor muntert med Tristan efter min besvarelse af hendes spørgsmål, og jeg sad og så med et tålmodigt blik på dem. Bare glad for at være i nærheden af hende.

Da vi sad på mit værelse med en computer og en skål fuld af kager, sagde Tristan endelig noget til mig.

”Din forældre manipulerer altså med dig,” advarede han med anklagende mine, mens jeg åbnede op for FN’s hjemmeside.

”Hvad mener du dog?” spurgte jeg med den samme muntre tone. Mit humør var steget gevaldigt af min mors pludselige interesse. Også min far havde kigget ind under samtalen og spurgt ind til mig.

”Synes du ikke, de virker lidt for…” han tøvede ”Imødekommende overfor mig?”

”Jeg synes, det er rart,” svarede jeg ligegyldigt, og begyndte at skrive.

”Der er da ingen, der synes det er rart ens forældre, nasser sådan om ens venner,” kommenterede Tristan forvirret.

”Jo, jeg synes,” konfronterede jeg. Tristan lo kort ”Du siger, jeg er vanvittigt, og nu sidder du, og nyder dine forældres meget nærtagende opmærksomhed. Jeg tror altså, det er dig, der er vanvittigt.”

Jeg lukkede computeren sammen ”Hør her Tristan lige siden jeg kunne gå, har jeg ønsket den opmærksomhed, og nu får jeg den. Kunne du ikke bare lade mig være glad? De har altid hadet min musik, hvorfor tror du ellers, jeg spiller så meget? De ser ned på mig. De har aldrig spurgt ind til min hverdag på den måde, de har faktisk talt rent ud sagt aldrig nænnet mig et blik!” skældte jeg spydigt, mens jeg folede armene over kors.

     Han lukkede dog ikke munden ”Netop derfor er det da underligt, de lige pludselig er opmærksomme, når jeg kommer. For helved Cathia kan du ikke se det?”

”Jeg kan godt se det, de vil gerne være sammen med mig nu-”

”De prøver jo at gifte dig bort,” afbrød Tristan vredt, og greb fat om mine skuldre.

Jeg stirrede på det silkesorte hår ”De vil jo bare slippe for dig så-”

”Hvorfor går det dig på?” spurgte jeg forvirret, og lod mine smaragdgrønne øjne, få hans sølvfarvedes øjenkontakt. Hans ansigt antog et stift udtryk, og han strammede grebet om mine skuldre.

”De vil af med dig via mig o-”

”Du skal ikke snige dig udenom!” nu var det min tur til at afbryde. Han stivnede kort, og så bare i mine øjne et stykke tid.

”Hvorfor..” begyndte jeg, mere for at få ham til at snakke ”Hvorfor bliver du så vred på grund af det?”

”Enhver ville jo blive vred af det,” mumlede han fraværende, og så væk fra mig. Jeg rystede på hovedet ”Folk ville ikke blande sig i andres familieægteskaber,” et fnys kom ud af min mund.

     Han brummede kort, og slap taget om mine skuldre. Satte sig så med benene foran sengekanten, hvor han før havde siddet helt op i min seng.

Jeg så tavst ned i mit skød. Jeg ville så gerne have, at han sagde, at jeg bare havde ret og lade det hele ligge. Den sære følelse af utilpashed steg, da han ikke ville svare imod mig, som jeg havde regnet med.

     Efter mange minutters stilhed sagde Tristan gudskelov noget ”Vi må hellere få skrevet,” jeg nikkede stumt,, og åbnede for computeren.

Jeg så med et anspændt blik på skærmen og forsøgte at fokusere, men tanken om at Tristan faktisk havde ret, gjorde mig mere og mere utilpas.

Et klap på mit hoved fik mig til at se op. Tristan så imod mig med et af de beroligende smil med sin hånd hvilende på mit hovedet ”Bare glem alt det jeg sagde… Det er lige meget,” Men det var det ikke, jeg kunne se det i hans blik. Han ville bare forsøge at gøre mig glad igen. Derfor nikkede jeg, og frembragte et skævt smil.

     Efter to timers uafbrudt skrivning om FN lå vi på gulvet, og stirrede op i mit hvide loft.

”Jeg fatter altså stadigvæk ikke et hak om anden verdenskrigsvinderne, skal være VETO-lande, det giver jo ingen mening,” brokkede Tristan sig endnu engang. Jeg smilede håbløst af ham. Jeg havde ikke tal på, hvor mange gange jeg havde forklaret Tristan om verdenskrigene her på jorden, og hvorfor der skulle være VETO-lande, men han forstod det stadigvæk ikke.

”Man skulle næsten tro, du var fra en anden planet siden, du ikke ved noget som helst,” jokede jeg, og pilede ved en løs tråd i trøjen.

”Ja, det siger mine forældre også altid,” medstemte Tristan en anelse nervøst. Det var underligt. Tråden knækkede af trøjen.

     Hvorfor lå han, og løj? Jeg havde jo tydeligt læst, at han ingen forældre havde, og så ligger han, og snakker om dem, som om de stadig ånder.

Men desuden kunne det også være, at han ikke havde lyst til at snakke om dem nu, hvor de ikke længere var iblandt os på jorden.

     Da klokken blev syv gik Tristan hjem. Vi havde en perfekt stil klar til læren i morgen, og jeg ville faktisk indrømme, at jeg havde det sjovt med ham.

     Med en nynnende stemme gik jeg nedenunder, hvor min mor var i gang med sin sikkert tiende kop kaffe.

”Han er nu en dejlig dreng ikke Cathia?” sagde hun med den stadige muntre stemme. Jeg nikkede ”Ja, han er en god ven,” svarede jeg venligt.

”Og du er sikker på, han ikke er mere end det?” spurgte hun nysgerrigt. Jeg nikkede bestemt ”Vi er bare venner mor,”

”Jaa, men man må jo springe ud, når sæsonen er der,”

”Hvad mener du?” spurgte jeg forvirret, mens jeg tog et æble fra køleskabet.

”Det er jo tiden, hvor folk finder sammen,”

”Den 14. februar?” spurgte jeg en anelse skeptisk. Hun viftede bare med hånden, hvor hendes ring sad fra dengang, hvor far havde friet til hende.

”Fuglene kan synge uanset hvilken måned, det er,” understregede hun, og tog en tår af sin kaffe. Jeg sukkede indvendigt, hvad var det, den dame hentydede til?

”Det jeg prøver, at sige er, at jeg synes godt, du kan satse på Tristan,” smilede hun. Jeg rystede kraftigt på hovedet ”Jeg har ikke tænkt mig at blive kærester med ham, hvis det er det, du hentyder til.”

”Men der er jo nogen, som skal kunne tage sig af dig min skat,” insisterede hun, og ordet skat lød fantastisk i mit øre, når det kom fra hende.

”Jeg kan vel godt tænke over det,” sagde jeg så mest for at gøre hende glad. Hun smilede ”Det synes jeg er en god løsning min skat,” spandt hun. Da jeg gik ovenpå for at sove, lå jeg længe og tænkte mig og min mors samtale igennem.

De prøver jo at gifte dig bort… Tristans sætning sprang igennem mig, så det gibbede i min krop. Havde han mon ret? Jeg krøb sammen som en kugle.

     Ville de bare af med mig? Tog de den ultimative chance, da Tristan kom –som den første- hjem til mig? Det gav mening på min mors mange spørgsmål, der normalt aldrig ville blive nævnt.

     Jeg ville gerne græde tingene ud, men mine øjne var tørre som sandpapir, så jeg lå bare, og peb i mine knæ.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...