The magic of music

Den 16-årige usociale men dog talentfulde Cathia har været hadet af hendes forældre siden fødslen. I håb om at hendes musik en dag vil gøre dem stolte, har hun kastet alt fra sig, og spiller fra morgen til aften. En dag bliver hun opsøgt af en højst usædvanlig dreng, og allerede der begynder Cathias liv at gå fra hinanden. Både af de mørke skygger der forfølger hendes musik, men også af den højst mystiske violinist fra skolen, den beskyttende trompetist fra skoven og den sære inspektør fra kontoret.

9Likes
16Kommentarer
2073Visninger
AA

1. Musikkens morgen

Ingen klag

Endnu et slag

Vil du nu også bil?

Lydt dog til denne symfoni

Jeg sprang med et sæt op, så det gyldenbrune bølgende kastanjefarvet hår fløj ud til siderne. Sveden drev ned af min pande og hjertet susede derudad, som var det på en galopbanen, hvor det gjaldt om liv eller død. Mine fingre rystede og det eneste, der var i min hukommelse, var drømmen eller rettere sagt mareridtet. Jeg drømte den alt for tit, og den ville aldrig stoppe med at komme, sådan føltes det. 

     Jeg rystede voldsomt på hovedet, men de skræmmende mørke toner ville ikke give slip på mig.

Mit blik vendte sig imod det lille digitalur formet som et klaver og en fløjte i et, der gav besked op, at der først var to timer, til jeg skulle være på skolen. Et suk gled ud af min mund, mens jeg strakte armene i vejret og bevægede fingrene let.

     Jeg studerede de lange slanke fingre. Den hjælpende del til at få opfyldt det krav, det krævede at de flydende melodiske toner, ville lyde perfekt.

I drømmen havde jeg spillet den muntre og lette vise, min mor altid plejede at nynne, når hun sad med kontorarbejdet, og det hele gik legende let. Desværre fangede hun mig i at lytte til hendes komponerede nynne og siden den dag, hørte jeg aldrig den melodi fra hende igen. Det forhindrede mig dog ikke i at miste den komplet. Jeg skrev den ned, og tilføjede nogle enkelte toner hist og her. Snart kunne jeg den udenad, og spillede den både på klaver og min lange sølvfarvede fløjte. Det opkvikkede humøret gevaldigt, og snart blev den gjort længere. Den var min yndlings blandt samlingen af komponerede værker, og da jeg blev 6, kunne jeg spille den perfekt. Ingen havde nogensinde hørt den, og ville aldrig komme til det. Det var min, som mig og min mor havde lavet. Det følte jeg i hvert fald.

     Men i drømmen gik der noget galt, tonerne blev fra muntre og lyse til dystre, tunge og mørke toner, der fik det til at lyde som selveste Dommedag var på vej.

Værre var, at der begyndte at komme skygger glidende ud fra højre og venstre. De fløj rundt i rummet som bølgende hav, kvalte alt på deres vej, og havde ikke i sinde af stoppe.

     Jeg nåede altid at vågne, efter jeg havde hørt det endeløse skrig, bore sig ned i mine trommehinder og forvolde smerte. Jeg vidste, det var skyggerne, der forsagede skriget, men jeg havde det altid som om, det faktisk var mig.

     Jeg rejste mig sløvt op, gned de sidste resterende rester af søvn ud af øjne, og gik hen til det brune skab, som var totalskadet efter mange års brug. Trak de sædvandelige sorte leggins og shorts ud, og iførte mig en mørkerød bomuldstrøje, mens børsten redte sig igennem de lange kastanjebrune lokker.

     Jeg så ned af mig selv. Studerede min lille slanke krop, hvis højde ikke var noget at prale af. Jo, tøjbeklædningen var godkendt. Blikket gik op til spejlet. Det lange brune hår, der krøllede i bølgende facon, de høje kindben, den spidse hage, den halvblege hud og de mørke smaragdgrønne øjne kunne vel også godkendes. Ikke at jeg var stolt af mit udseende, men jeg ville ikke have endnu en ting, mine forældre var skuffet over, så jeg tjekkede altid efter hver dag. Men enhver teenager var vel utilfreds med sit udseende. Jeg kunne i hvert fald finde en negativ ting. Min tynde splejsede krop, der var så muskelmanglende, at jeg knap nok kunne løfte en stol. På det seneste var jeg også blevet tyndere, fordi jeg nogle gange glemte et måltid. Det ikke sådan en streng diet, jeg havde, jeg glemte det bare på grund af overarbejde.

     Jeg gnubbede hænderne imod tindingerne, da billeder af mareridtet kort sprang som små filmklip igennem mit hoved. Hvorfor blev det ved med at komme?

Jeg var ved at blive godt træt, at det mareridt kom mindst to gange om ugen med nøjagtig samme handling og motiv. Men jeg kunne jo ikke rigtigt få det til at stoppe.

     Jeg tog fat om den lille skuldertaske og den store kasse med min dyrebare lange fløjte. Jeg havde fået den af min bedstemor. Hun er død nu, men hævdede, at jeg havde sans for musikken efter, at jeg havde spillet på hendes klaver som lille. Hun havde lært mig op og derefter sørget for, at jeg ville få den rette undervisning. Senere hen gav hun mig et blæseinstrument, så jeg altid ville, kunne spille hvor som helst når som helst.

     Mine forældre var ligeglade, hvad jeg foretog mig. Så længe de kunne koncentrere sig om deres arbejde, måtte jeg gøre, hvad jeg ville.

     Jeg gik ned af den rengjorte trappe, som rengøringsdamen altid tog om aftenen, efter at have taget alle værelserne. Hun var netop i gang med at hive støvsugeren frem, da jeg trådte ind i køkkenet.

”Godmorgen Cathia,” smilede hun venligt, og satte støvsugeren på gulvet. Kørte derefter en hånd henover sing pande og strammede engang elastikken, der holdte det helt lysebrune hår i en hestehale.

”Godmorgen,” svarede jeg hende med det samme smil på læben, og åbnede for køleskabet.

”Du kommer ellers tidligt i dag,” konstaterede jeg og tog juicekartonen ud, mens jeg fandt et glas i skabet.

”Ja, men pengene skal jo ind. Din mor vil jo have, at alle de dyre møbler skal funkle og hun har også et middagsselskab, der skal komme i aften. Hvilket minder mig om, at jeg skulle sige fra hende, at du-”

”Skal holde mig inde på værelset under middagen,” afsluttede jeg med en beklagelig mine. Hun så medfølende imod mig med sine blå øjne ”Vil du så stille støvsugeren på mit værelse, når du er færdig?”

”Jeg skal nok gøre dit værelse rent,” sagde hun med et mildt smil, kastede engang med det brune hår, og satte stikket i kontakten. Jeg hældte juicen op i glasset med en rynket næse ”Men mor og far har sagt, du ikke må rengøre mit værelse.”

”Jeg bliver betalt for at gøre rent, og jeg har derfor i sinde at gøre rent. Dine forældre mener det måske godt, men i mine øjne er de nogle røvhuller. Jeg fatter stadigvæk ikke, at du ikke siger noget til det?”

”Jeg ved, du mener det godt Emilie. Nok har de et anerledes blik på mig, men det eneste jeg vil have, er at de skal være stolte af min musik, resten kan være lige meget,” sagde jeg bestemt og så direkte imod hende.

”De ser ikke anerledes på dig,” begyndte Emilie i sine stædige folder ”De hader dig. Ked af at sige det men de virker ikke til at holde af dig på samme måde, som andre børn bliver.”

Jeg grinede bare af hendes sætning ”Vær nu ikke fjollet. Hvorfor skulle mine egne forældre hade mig? Du kan være helt rolig Emilie, det er bare nogle andre forholdsregler, de tager i brug her, end du nok er vant til derhjemme.” Sådan var mit svar altid og ville altid være det. Emilie havde det tit med at gentage sine spørgsmål, hun kunne være pokkers stædig nogen gange, og nægtede at give op, før hun havde overbevist personen om, at hun havde ret.

     Inden hun nåede at komme med en protest, drak jeg juicen, greb fat om tasken, den aflange kasse,  jakken, og skyndte mig ud af døren.

Mine støvler gav genlyd på asfalten, da jeg med hurtige skridt gik i retning imod skolen. Hvis jeg var heldig, ville der være et musiklokale ledigt, medmindre de stadig ikke havde åbent. Jeg kastede et kort blik på armbåndsuret. Den var halv syv, de åbnede altid op klokken seks, så man kunne spille til klokken otte, hvor undervisningen startede. Jeg kunne helt sikkert godt nå at få fat i et lokale.

Min skole Tonemoore, var opbygget af en rig millionær med en kærlighed for musik. Han havde tjent en hel vognfuld penge på sine værker og valgte at hans viden skulle gå videre til andre med en interesse for musikkens verden. Selvfølgelig var den også baseret på normal undervisning for elever med andre færdigheder, men der var bare gjort ekstra meget ud af musikken. En hel bygning med lokaler, der var åbent fra klokken seks om morgen til ni om aftenen. Stort bibliotek med to sale, kantine med mad nok til at brødføde en hel by, flotte forhold i klasselokalerne, masser af lokaler til folk med sans for kreativitet, flot natur osv. I det hele taget var det en rigtig god og vedligeholdt skole, som var alle pengene værd.  

     Jeg hævede farten, da jeg så de store bygninger, der med de skjulte broer hængt sammen, tornede sig foran mit blik. Rundt omkring mig var der som sædvandelig elever, der kom gående med enten instrumenttasker, lerkrukker der skulle finpudses eller malerier.

Jeg slog hurtigt blikket ned og traskede af sted med retning imod musikhuset.

     Det store røde murstenshus stod som en mægtig konge ud over skolens område. Den rummede så mange vidunderlige ting. Lyde, tåre, glæde, latter og ikke mindst alle tonerne fra instrumenterne.

Jeg åbnede for den tunge metaldør, og en duft af blomster og træ ramte mig som et vindpust. Jeg sukkede lettet over at være væk fra alle de andre. Lige siden jeg startede her, har jeg kun fokuseret på min musik, da det er våbnet til stolt- og respektheden til mine forældre. Jeg havde ikke brug for en ven, jeg havde for travlt til det. De hader dig… Emilies sætning poppede op i min hjerne.

     Jeg rystede med et ubekymret smil på læben. Hvorfor skulle de det? Emilie kunne være så uforstående nogen gange. Ethvert barn ville da opnå sine forældres respekt lige meget hvad.

     Jeg gik op ad den tæppebelagte gang, med de fredfyldte gyldne vægge og malerier. Gik derefter op ad en af de to snoede trapper, der førte op til musiklokalerne.

Allerede ved det sidste trappetrin kunne man høre tonerne strømme rundt. De var enten triste, glade, vrede oprørte… der var så mange ord på, hvordan musikken beskrev folks følelser og tanker. Man kunne tydeligt høre, at der var en, som ikke havde startet dagen godt ud, da tonerne var barske og hårde. Kom i turbulens takter og det lød snare som om, at personen hamrede løs på sit instrument. Så var der en, der var stille og nærmest lydløs. Lyse toner der kom langsomt efter hinanden, og her lød det mere som om, at personen var bange for at røre instrumentet. I dette tilfælde ville jeg skyde på, at personen fra morgenstunden har startet sin dag trist ud.

     Der var tre forskellige gange på første sal med hver tyve lokaler, hvor der befandt sig en elev og spillede, som det passede dem. Jeg tog den midterste gang og gik helt ned til enden, hvor de lydtætte rum befandt sig.

     Ingen havde nogensinde hørt mig spille. Der var den ene undtagelse med musiklæren, der ikke længere underviste mig og så var der mine forældre. Som syvårige fremførte jeg en opvisning for dem. Alle ville sikkert være henrykte over, at deres datter kunne fremføre sådan et svært musikstykke som Mozarts måneskinssonataen på klaveret og et andet mere kompliceret stykke på tværfløjten. Men nej. Mine forældre var bestemt ikke henrykte. De fandt med lethed nogle små fejl og så nærmest ud til at kede sig under forestillingen.

     Det knuste selvfølgelig mit lille hjerte dengang, men jeg svor, at jeg en dag ville få dem til at respektere og blive stolte over min musik. Derfor er de, de eneste der må høre mit spilleri.

     Jeg sukkede lettet ved synet af det lokale jeg mest brugte. Det var lydtæt og indeholdt det flotteste sorte flygel, der skinnede som nattehimlen.

Jeg trak ned i håndtaget og gik indenfor. Rummet var forholdsvist stort, med nodestativ og et lille skab til elevernes nodepapirer. Jeg lagede dog aldrig mine noder derind, bare tanken om hvis nogen fik fat i dem, skar indeni. Selvfølgelig måtte jeg stole på skolens sikkerhed, men jeg tog ingen chancer, når det gjaldt mine livsværker.

     Jeg stillede taskerne fra mig og gik hen til flygelet. Strøg fingrene hen over den glatte sorte overflade og lod dem glide hen på de rene hvide tangenter.

Jeg havde ikke noget derhjemme. Men jeg øvede mig også kun her i de lydtætte rum, der var åbent fra om morgnen til sen aften, og endda også i weekenderne.

     Inden flygelets fantastiske lyde skulle komme, sikrede jeg mig ved at se gennem det firkantede vindue på døren, at ingen var nær.

Nogle af eleverne her fandt det nemlig meget morsomt, at give folk et chok mens man sad fordybet i sin egen verden. Mange af pigerne synes det var alle tiders, når drengene kom, og fik dem til at hvine højlydt. Det gav dem en god chance for at løbe efter dem og fange deres opmærksomhed. I mine øjne var det idiotisk at finde en kæreste på den måde. Det skulle ikke forgå ved en afbrydelse med en eller anden tilfældig gut, hvad romantisk var der med det?

     Jeg satte mig på den bløde bænk, og gav mig i kast med mine klaverevner.

 

***

 

Det var nærmest som at vågne op fra en dyb søvn, når jeg var færdig med at spille. Lydene sad stadig fast inde i mit hoved, og fingrene var endnu ikke færdige med at bevæge sig. Men klokken var snart otte, og klasseværelset lå ovre i den anden bygning. Som 16-årig 1.ger farede man let vild, hvis man endnu ikke havde studeret det kort, man fik udleveret ved starten af skoleåret, så der ville være risiko for at komme for sent.

     Jeg greb fat om mine tasker, og skyndte mig ud på gangen, hvor andre elever der selv var fordybet i deres arbejde, ikke havde set tiden an.

Ned af vindeltrappen og igennem gangen, der førte over til skolebygningen og væk fra musikbygningen.

Ved siden af den lå biblioteks- og kreativitetsbygningen, hvor folk kunne male, sy eller lave lerfigurer. Jeg havde endnu ikke set mere i den bygning end biblioteket.

     Et par piger gik med store lattergrin foran mig. Jeg stirrede kort på de sammenslyngende arme og den kærlige tone, de havde overfor hinanden.

Jeg havde aldrig rigtig oplevet, hvordan et sandt venskab var. Mest fordi jeg bare havde holdt mig væk fra de andre piger siden folkeskolen, men også fordi jeg ikke rigtig vidste, hvordan jeg skulle være overfor andre.

     Jeg fandt min plads inde i klassen og lagede tværfløjtetasken fra mig, mens jeg fandt mine skolebøger frem. De andre piger sad i små grupper, men jeg undgik dem omhyggeligt og sad altid for mig selv.

     Min lære kom ind, og den kedsommelige undervisning gik i gang.

Efter en sløv time var gået, begyndte mine fingre at bevæge sig hen af bordet. Blikket var vendt ligeud imod den højt optagne lære, der skrev historiske begivenheder blandet med danske faglige udtryk op på tavlen.

Jeg mærkede bordets glatte kant imod mine fingrespidser, mens de fløj over det, som var det fløjten, der blev trykket ned på.

     Jeg begyndte endda at puste i takt, og mærkede hvordan min hjerne gennemgik det komplicerede rod af noder fra min første opvisning.

Jeg var 7 år, da jeg optrådte på den store skræmmende scene. Den var langt fra indbydende end øvelokalet var, men synet af mine forældre på forreste række og med snobbede holdninger fik benene til at bevæge sig.

     Jeg havde lige optrådt på klaveret med Måneskinssonataen af Mozart, men de så ikke ligefrem ud til at nyde det. Mit hjerte dunkede derfor ekstra hurtigt af nervøsitet, og hænderne om tværfløjten blev helt svedige.

Jeg husker tydeligt den vidunderlige lyd, der fremkom fra fløjten, og følelsen af at se folks beundring bortset fra mine forældre.

     Min far gabte, og min mor tjekkede hele tiden sit ur, som ville hun gerne ud så hurtigt som muligt. Efter koncerten kørte vi hjem i stilhed. Ingen kritik, ingen kompliment, ingenting…

Jeg standsede fingrene. De havde rent faktisk sagt en ting i bilen. Jeg krympede skuldrene ved påmindelsen ”Mit selvskab kommer om en time! Jamen så kør dog, vi bliver nødt til at ordne nogle ting inden. Jeg kan jo ikke gøre for, at denne her nederdrægtige koncert stod i vejen!”

     Klokken ringede, og jeg samlede bøgerne sammen.

Folk gik ud i deres sædvandelige grupper, mens jeg stod alene tilbage i klasselokalet. Mit blik var rettet bedrøvet imod vinduet, hvor jeg så på de fejende trækroner, hvis blade let fløj rundt i luften.

     Jeg flyttede øjne imod det store antal elever, der gik i retning af opvisningshuset. Det var tydligt ved synet af de mange elever, at det var en af de talentfulde, der skulle optræde.

På skolen arrangerede man tit i frikvarterene små opvisninger, lavet af de musiske elever. Jeg havde været dernede masser af gange og også blevet tilbudt at spille men pænt takket nej. Måske kunne lidt musik opmuntre mig, for efter påmindelsen af mine forældre havde humøret sunket kraftigt.

     Jeg tog min fløjtetaske og gik ned langs gangen imod skabene, hvor vi kunne have vores instrumenter stående. Det var ikke fordi tingene ligefrem, blev stjålet, men man var altid lidt ømmere omkring sit instrument end for sine skolebøger, der altid lå inde i den åbne klasse.

     Jeg indkodede låsen til skabet og drejede om på hælen, så de lange brune bølger af hår blev kastet til siderne, og satte så kurs imod opvisningshuset.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...