The magic of music

Den 16-årige usociale men dog talentfulde Cathia har været hadet af hendes forældre siden fødslen. I håb om at hendes musik en dag vil gøre dem stolte, har hun kastet alt fra sig, og spiller fra morgen til aften. En dag bliver hun opsøgt af en højst usædvanlig dreng, og allerede der begynder Cathias liv at gå fra hinanden. Både af de mørke skygger der forfølger hendes musik, men også af den højst mystiske violinist fra skolen, den beskyttende trompetist fra skoven og den sære inspektør fra kontoret.

9Likes
16Kommentarer
2011Visninger
AA

6. Mobilens kys

”Hvor har du været henne? Jeg har været syg af bekymring.” Jeg sukkede tungt af Tristans falske omsorg, men gav ham i stedet et skævt smil.

     ”Jeg blev syg, men fik du afleveret opgaven?”

”Ja, ja. Men hvordan blev du lige pludselig syg, du havde det ellers fint, da jeg gi-” han stoppede, og så flovt ned i sit bord. Jeg lænede mig forvirret frem over hans pludselige humørskift. Han løftede langsomt hovedet ”Det var ikke på grund, af det jeg sagde til dig vel?” han læber var en lige streg, og pludselig syntes den mælkehvide hud at blegne lidt.

Jeg rystede ivrigt på hovedet, og viftede med hænderne for at berolige ekstra. Hvorfor ville jeg så gerne have ham til ikke at blive ked af det?

     Han så bare en anelse mistroisk imod mig, men forsøgte at skubbe det væk ved at smile stramt til mig.

Jeg sukkede indvendigt. Hvorfor gik det ham på? Det var ligesom hjemme hos mig i forgårs, han var så mystisk. Vores kedsommelige lære trådte ind, og undervisningen skred fremad.

     Noget andet mystisk ved Tristan var, at han ikke forstod, hvordan tingene i vores samfund hang sammen. I hver samfund- og historie time diskuterede han med læren, om hvor vidt han eller hun havde ret. Han noterede flittigt i sine hæfter, som han snart havde mange af. Jeg hævede altid øjenbrynene, når han tog de mange bøger frem. En stræber ville være en underdrivelse af ham, der var ingen ord på, hvor meget han gik op i skolearbejdet.

     Jeg så trist ud af vinduet.

 Da jeg kom hjem, gik det op for mig, at jeg ingen mobil havde, hvilket betød ingen kontakt med Cam. Jeg ville nu gerne have takket ham ordentligt, men jeg kunne ikke rigtig komme på noget. Han spillede virkelig flot, det ville have lydt helt fantastisk sammen med Tristans violinspil.

     Jeg rystede på hovedet, jeg fantaserede for meget i stedet for at koncentrere mig om undervisningen. Tristan havde i hvert fald ikke svært ved det. Blyanten glødede ved den store gnidning mellem papiret og blyet.

     Da det ringede ud, og jeg som sædvandelig satte af imod musikhuset, greb Tristan fast i mit håndled.

Jeg hoppede forskrækket i vejret, og fik ham til at grine. Et skulende blik landede på ham, da jeg drejede hovedet bagud.

”Nu ikke så gal Cathia hvad med at spille med mig i dag?” spurgte han, som om det var noget, vi gjorde til daglig. Jeg rystede bestemt på hovedet ”Niks, jeg spillede med dig en gang, det var mere end rigeligt.”

”Kunne du ikke lide det?” spurgte han forbavset.

”Jo, det lød da meget pænt…” mumlede jeg stædigt ned i jorden.

”Men var der ikke noget anerledes ved det?” spurgte han igen, jeg så bare væk ”Det var vel som alle andre stykker, hvorfor spørger du om det?”

”Du hørte det ikke?” jeg himlede bare med øjnene, og skulle til at gå væk fra ham, men han standsede mig i det.

”Indrøm det, du kunne også høre det?” insisterede Tristan, og lænede sig ind over mig. Jeg bakkede instinktivt tilbage. Han placerede sin arm langs over mit hoved på væggen, så det føltes som at være indespærret. Jeg så forskrækket op imod hans alvorlige ansigt. Mit hjerte dunkede voldsomt imod mit bryst, så jeg var sikker på, at han også kunne høre det.

     ”Svar mig ærligt Cathia, kunne du ikke også høre, at vores musik fungerede sammen?”

Jeg tog hænderne op imod hans bryst for at skubbe ham væk, men han var stærkere end mig selvfølgelig, og lænede sig bare endnu mere ind imod mig, så jeg kunne mærke hans varme ånde imod mit ansigt. Til sidst blev det for meget.

     Jeg nikkede langsomt ”Jo, jeg kunne godt høre det. Det var det vidunderligste musik, jeg nogensinde har spillet…” indrømmede jeg halvkvalt.

Han smilede tilfredst, men flyttede sig ikke ud af stedet.

”Så spil med mig igen og vi kan lave den vidunderlige musik sammen endnu engang,” foresatte han. Jeg bed mig i underlæben ”M-men…” fremstammede jeg nervøst.

     ”Få jer et værelse i stedet,” råbte nogle drenge smørret, da de gik forbi os. ”Vi burde ikke stå sådan her Tristan, folk kigger.”

”Lad dem kigge jeg er ligeglad. Spil med mig Cathia,” af en eller anden grund blev jeg tiltrukket af den bedende måde, han udtalte mit navn på, og jeg blev drevet af en usynlig snor.

”kun på en betingelse…” sagde jeg så.

”Hvad?”

”At du giver mig en ny mobil,” det kom bag på ham. Udtrykket i hans øjne fortalte det, men han nikkede alligevel.

”I orden, jeg kommer forbi med den i morgen, men så spiller du også med mig efter skole i dag.” Mere sagde han ikke, da han trådte tilbage, og gik væk.  Jeg stirrede måbende efter ham. Han var, og blev mystisk.

 

***

 

Da skolen var forbi, stod Tristan uden foran døren til musikhuset, da jeg kom løbende.

”Du behøver ikke skynde dig for min skyld,” drillede han med et smil.

”Det gør jeg skam heller ikke,” sagde jeg forpustet, og skyndte mig at åbne døren og gå ind.

     Han fulgte lydløst efter mig, og vi gik op af trappen.

”Jeg flygter fra dine fans ikke andet,” mumlede jeg, da vi gik ned langs gangen.

”Fans?”

”Ja, alle de piger der vil slå ihjel for, at kunne holde dig i hånde,” spøgte jeg med dramatisk stemme, og så mig tilbage.

”Har de gjort dig noget?”

”Nej, det går nok, jeg skal trods alt spille med deres ”prins” sagde jeg med et grin. Tristan rynkede brynene som svar til det, og satte tempoet op.

 Vi fandt et lydtæt rum forenden af gangen. Tristan accepterede heldigvis, at jeg ikke ville spille foran andre. Efter mit korte anfald, hvor jeg havde sprøjtet ud om alt omkring mig, var jeg taknemmelig for, at han intet sagde til nogen.

     Jeg satte mig til rette ved klaveret ”Hvad skal vi spille?” spurgte jeg, og så imod ham.

”Jeg tænkte om vi ikke bare, kunne tage det samme nummer fra sidst?” kom det fra ham, mens han fandt sin violin frem. Jeg nikkede, det nummer passede mig helt fint, og så var det den, der åbnede mit blik for vores fantastiske musik.

     Jeg gik i gang. Fingrene fløj hen over tangenterne, og skabte dunkle og lyse toner med sig. Tristans violin kom ind efter de 33 sekunder, jeg havde spillet. Endnu engang blev jeg forskrækket over, hvor smukt det lød, og fortrød dermed intet om, at jeg havde sagt ja til Tristans tilbud.

     Jeg så op, og fik øje på dem. Henne i hjørnet og op ad væggen som en slange. Deres tågede tilstand fik dem til at se større ud. De begyndte at kredse i cirkler omkring os henover vinduet i lette bevægelser. Hvorfor kom de? De dukkede jo kun op i mine drømme. Hvad foregik der!?

     Jeg standsede mine hænder, for at tage dem skræmt op til ørene og skærme det skrig, der altid kom, når skyggerne var nær.

Jeg hørte ingenting, fokuserede bare på at lukke lyden ude.

     Tristans berøring fik det til at gibbe forskrækket i min krop. Hans berøring imod mine skuldre var let og prøvende, som var han bange for, jeg ville gå i stykker.

Jeg åbnede forsigtigt øjne, og bemærkede, at skyggerne heldigvis var væk.

”Hvad skete der? Er du okay?” han lød bekymret.

Jeg nikkede blot, men nægtede at spille videre på klaveret. Tanken om at de ville komme frem igen, skabte en rædsel indeni mig.

     Tristan gav ikke så let op. Han spurgte til min tværfløjte og efter mange overtagelser, trak jeg den frem. Vi begyndte at spille, og jeg kunne hurtigt konstatere, at det også lød helt fantastisk med fløjten indblandet. Men de var der igen. Dukkede op i slutningen af nummeret, og flød rundt som havet i det lille lokale.

     ”Det lød jo helt vildt godt!” smilede Tristan oplivet. Jeg så bare uroligt rundt, skyggerne var dalet af vejen efter, jeg var holdet op med at spille.

Jeg nikkede medstemmende, mens jeg gik over til det sted, de havde befundet sig, og strøg armene gennem luften.

”Hvad laver du?”

Jeg fór sammen ”Ikke noget, j-jeg øhm… gennemtjekker bare lokalet for støv.”

”Normalt ville jeg betegne det der som underligt, men siden det er dig, så er det måske helt normalt,” grinede han.

     Jeg sendte ham et vredt blik, og satte mig ned på gulvet, hvor han også sad.

”Så kunne du tænke dig at spille mere med mig?” spurgte han, mens han bladrede sine nodepapirer igennem.

Jeg nikkede. Den vidunderlige musik vi sammen kunne lave, måtte ikke gå tabt på grund af, at jeg kun ville spille for mine forældre. Et af de blændende smil blev hevet frem på hans fyldige læber, ”Fantastisk,” sagde han blot, og lukkede øjne i, mens han lænede sig op af væggen.

Jeg havde en følelse af, at jeg burde fortælle om de sorte skygger til Tristan, jeg vidste ikke hvorfor, jeg havde bare brug for det.

Så det gjorde jeg, fortalte i en lang køre, med anspændt stemme og foruroligende øjne. Tristan der før havde lukket øjne, sad nu helt ret, og lyttede intens efter med et stirrende blik.

     Da jeg var færdig, sagde han ikke noget. Lænede sig blot op af væggen igen, og lukkede øjne. Først blev jeg irriteret over hans ligegladhed, men så lagede jeg mærke til det svage smil, der forsigtigt tippede frem på hans læbe. Var han glad for det!

     Jeg lænede mig med et opgivende suk tilbage, den dreng kunne man da heller aldrig finde ud af!

 Der var manglende informationer om Tristan, jeg endnu ikke havde fået, og stadig ventede på mig. David ville nok aldrig komme til mig igen, han ledte sikkert ikke engang efter noget, så jeg måtte selv snuse mig frem til det. Men Tristans mystiske opførelse hjalp ikke på noget som helst. Når jeg endelige havde fået knuderne i orden, kom han frem, og filtrede det hele til, så jeg måtte starte forfra.

     Jeg så på mit armbåndsur, jeg måtte også se at komme i gang med at øve alene. Jeg var begyndt at spille den lille melodi, jeg sammen med min mor havde lavet oftere. Jeg havde nemlig i sinde at spille den for dem meget snart. Jeg kunne mærke, at tiden snart var inde, og jo hurtigere jeg kom i gang, desto bedre ville det lyde. Der var ikke nogen tid at spilde, jeg skulle øve, øve, øve.

Og dog. Synet af Tristans afslappede ansigt gjorde mig underlig varm indeni, og måden han bare sad lænet op af væggen uden nogen bekymringer overhovedet, fik et let smil frem på min læbe. Enhver anden pige ville have været ellevild over at tilbringe sådan en tid med en dreng, som jeg gjorde. Men jeg var ikke ligesom dem, det normale teenageliv var blevet revet fra mig ved min første koncert.

     Jeg lænede hovedet imod Tristans skulder. Jeg kunne mærke hans kind imod mit hoved, hvilket konstaterede, at han havde ligget sit hoved imod mit. Han duftede dejligt af skov, når det lige havde regnet. Det var først nu, jeg bemærkede den duft han udspredte. Hvorfor lagede jeg mon først mærke til det nu?

Efter min mening kunne jeg godt vende mig til denne nye erindring. Med hovedet imod Tristan følte jeg mig helt rolig, kroppen slappede af, og de uvedkommende tanker forsvandt. Den usynlige beskyttende ring samlede sig omkring mig, så længe Tristan havde hovedet imod mit, og ikke rørte på sig.

    

***

 

     Næste dag kom jeg tidlig hjem fra skole på grund af en ny skoleaflevering, der krævede så meget af min tid, at jeg ligeså godt kunne bruge den herhjemme.

Jeg smed tasken fra mig, stillede blidt fløjtekasse ved min store dobbeltseng, og gik i gang.

Efter to timer ringede det på døren. Normalt ville Emilie have taget den, men jeg vidste godt, hun var i gang med forberedelser til den næste store fest, mine forældre skulle holde. Jeg sprang ned af trappen, gled selvfølgelig og landede med et bump på jorden. Den korte isende smerte fik mig til at bide tænderne hårdt sammen. Haltende gik jeg hen til døren, og åbnede den.

     Tristan stod der, hvilket fik mig til at spærre øjne gevaldigt meget op og glemme smerten i hoften. Han hævede sit øjenbryn ”Overrasket?” jeg nikkede, og fik ham til at sukke.

”Har du glemt, hvad jeg skylder dig?” han fremviste en kasse, han havde haft under armen. Et billede af en mobil fik mig til at huske.

Jeg tog imod æsken, og han vendte sig om med en hilsen, og skulle til at gå, hvis jeg ikke havde grebet fat om hans jakke.

Han vendte spørgende hovedet om. Jeg så med glødende kinder ned i jorden ”K-kan du måske hjælpe mig… Jeg har ikke særlig meget forstand på elektroniske ting?”

     Han grinede blot som svar, og gik indenfor. Stillede skoen pænt som sidste gang, men greb hurtigt fat i min arm ”Er dine forældre hjemme denne her gang?”

Jeg så anklagende imod ham ”Nej, de er i gang med at planlægge en fest ovre ved deres firma, der er altså ikke noget galt i, at de er her.”

     Jeg gik op af trappen efterfuldt af Tristan, vi satte os i min seng, og gav os i kast med den lille maskine.

”Jeg tror altså, du gør det forkert igen Cathia,” sagde Tristan.

”Hold mund, jeg har styr på det.”

”Ja, helt sikkert,” grinede han arrogant. Jeg fumlede rundt på tasterne, mens jeg rynkede brynene i forvirring. Mange af pigerne fra min klasse var født med en mobil, og kunne skrive frem og tilbage med lukkede øjne, de havde talent, hvilket jeg åbenlyst ikke havde.

     Da den gik ud forsiden igen, sukkede jeg højlydt.

”Måske er jeg alligevel ikke særlig erfaren,” mumlede jeg tilstående, men Tristan var stille. Jeg tænkte, at han sikkert var faldet i staver, og foresatte min kamp imod det elektroniske.

     Jeg standsede brat fingrene, da jeg kunne føle Tristans varme ånde imod mit øre. Drejede ængsteligt hovedet til siden, og hoppede forskrækket i vejret. Han sad alt for tæt på mit ansigt, og blev ved med at læne sig fremad. Jeg bakkede besværligt tilbage, da min dyne forhindrede mig i at gøre det hurtigere.

Tristan greb ud efter mig, og trak mig tilbage imod ham.

”T-Tristan…” hviskede jeg nervøst, mens hans ansigt nærmede sig igen. Jeg forsøgte at presse imod hans bryst, men ligesom i skolen hjalp det ikke spor.

     Jeg lukkede derfor stramt øjne i, mens jeg kunne mærke, han kom tættere på. Hans læber rørte blidt min marmorblege kind, hvilket skabte et jag af vilde vibrationer, der fór rundt igennem min krop.

Sådan sad vi i et par sekunder, indtil han gav slip. Hele hans ansigt var et stort smil, han var som et genoplivet menneske, som han sad, der og knugede hånden sejrrigt.

     ”H-hvorfor kys-” sætningen ville ikke fuldføres, selvom jeg gerne ville have det. I stedet kravlede jeg om bag ham, og stødte hovedet imod hans ryg ”Du er for mystisk,” stønnede jeg forvirret. Duften af regnskov beroligede mine nerver, og fik mit hjerte til at blive roligt igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...