The magic of music

Den 16-årige usociale men dog talentfulde Cathia har været hadet af hendes forældre siden fødslen. I håb om at hendes musik en dag vil gøre dem stolte, har hun kastet alt fra sig, og spiller fra morgen til aften. En dag bliver hun opsøgt af en højst usædvanlig dreng, og allerede der begynder Cathias liv at gå fra hinanden. Både af de mørke skygger der forfølger hendes musik, men også af den højst mystiske violinist fra skolen, den beskyttende trompetist fra skoven og den sære inspektør fra kontoret.

9Likes
16Kommentarer
2073Visninger
AA

11. Magien bliver skabt

”Hvad!” udbrød jeg forskrækket, og havde nær tabt min kop med te.

Tristan, der før havde ligget og halvsovet, åbnede nu øjne på klem. Efter vi havde fået forbinding om min hånd, havde vi alle taget plads på Cams værelse. Tristan smed sig som den første i sengen, og jeg havde kravlet derop bagefter, og sad nu med fødderne over hans ryg.

     Cam, der sad i en stol ved siden af nikkede roligt ”Hvorfor ikke? Nu er vi alle samlet.” Jeg stillede tekruset fra mig ”M-men jeg ved jo ikke, hvordan man gør, og desuden vil jeg også lave ged i den,” protesterede jeg stammende.

”Bare rolig, jeg skal nok redde dig, hvis der sker noget,” mumlede Tristan søvnigt.

Jeg smilede bare håbløst af ham, og Cam tog sig til hovedet. Stemningen var kommet tilbage, efter jeg havde tilgivet Tristan, hvilket jeg ikke fortrød nu.

Men noget jeg fortrød, var at lytte til Cams spørgsmål. Han havde spurgt om, jeg ikke ville prøve at fremkalde min fløjte gennem halskæden og prøve at se, om jeg kunne styre skyggerne igennem musikken. Men jeg var meget imod det. Ikke nok med at skyggerne skræmte livet af mig natten, nu skulle de også skræmme mig om dagen.

     Jeg sukkede, jeg kunne kun tabe denne her, så jeg sagde i stedet: ”Før eller siden skal jeg vel prøve…”

”Og jo før, jo bedre,” opmuntrede Cam med et smil.

”Så jeg skal bare gøre ligesom jer?”

”Nøjagtig,” smilede han med et nik.

     Jeg tog en dyb indånding, og lukkede derefter fingrene omkring det sølvfarvede G-nøgle, mens mine øjenlåg lukkede i.

”Musica, magicae, vires,” fremsagde jeg med en vibrerende stemme, der fik en kuldegysning til at løbe op ad min ryg.

Under øjenlågene kunne jeg ane det skarpe lys komme frem, hvilket fik det til at krible i min mave af spænding. Det glødede i et funklende lys, så jeg forsigtigt åbnede øjne på klem, mens følelsen af tværfløjten kom frem i hånden.

     Jeg åbnede øjnene helt, da lyset var væk, og fløjten lå solidt i min bandagehvide højre hånd.

Et triumferende smil var tegnet på mine læber ved synet af fløjten. Det hele føltes altid lidt mere virkeligt, når man selv oplevede det.

     Jeg satte den op i nærheden af munden, kiggede en ekstra gang imod Tristan og Cam, der begge nu så interesseret imod mig med et smil.

Så begyndte jeg at spille. De lyse energiske toner strømmede ud, og gjorde mig fuldkommen afslappet. Jeg lukkede øjne, og lod de tynde toner komme igennem de fyldige og tunge. Sådan blev jeg ved i nogle minutter.

”Cathia?” lød det nu alvorligt. Jeg åbnede stadig spillende mine øjne, og fik øje på de sorte skygger i hjørnerne af værelset.

”Bed dem mentalt om at forsvinde,” forklarede Cam, og jeg gjorde, som han sagde. Det føltes enormt let. Jeg kunne se de adlød, og trak sig langsomt tilbage. Den store skræmmende følelse jeg havde indeni, var svundet mere ind af at vide, jeg kunne styre dem.

     Men der kom det. Skriget. Det borede sig ned i mine trommehinder, og var så gennemtrængende og fyldt med smerte, at jeg med et skrig smed fløjten fra mig.

Tog mig panisk til ørene, men det holdte ikke op. Det foresatte i det, som føltes som uendelighed. Jeg kunne høre, det var en kvindestemme, der i pinsel skreg for fuld hals.

     Jeg begyndte også at skrige, men mere for at få det andet til at forsvinde. Hendes skrig blandede sig med mit, og ville stoppe.

     Så jeg mærkede Tristans arme omkring ”Shhh… det er okay,” beroligede han blidt i mit hår. Mit åndedrag faldt ned, og hjertet fandt sin normale rytme igen. Efter et par sekunder svandt skriget ind, og jeg kunne tage mine hænder væk fra ørerne.

     Cam, der havde grebet fløjten, sad nu, og studerede den nøje an.

Tristan slap først, da han var sikker på, jeg var okay.

”Hvad skete der?” spurgte han roligt, og holdte en hånd på min skulder.

”Det var skriget,” hviskede jeg stramt ”Det kom igen.” Mine grønne foruroligende øjne spejdede rundt i rummet, og tjekkede, at skyggerne var helt væk.

     Cam rynkede brynene ”Måske er det et råb om, at Tonemoore har brug for, at vi kommer hjem snart.”

”Men det har været i mine mareridt siden, jeg var helt lille,” sagde jeg forvirret.

”Da krigen startede,” sagde Tristan nu, og vendte sig imod Cam, der nikkede stumt.

”Hvilken krig?”

”Tackless og Marlique har altid hadet hinanden,” begyndte Tristan ”De mener, at de har retten til tronen, og vi mener at deres måde, at styre landet på ikke fungerer. Så der startede en krig om tronen, og den var været i ja sytten år indtil videre.”

”Desuden har vi større ret til tronen, når prinsen og hans beskyttere nemt kan regere over landet med deres kræfter, men Tackless synes åbenbart ikke det kan gøres uden tortur,” fnyste Cam vredt.

     Han lagede fløjten på bordet ”Men det er ikke hele grunden. Nu hvor Tristan rummer de her kræfter, er der jo mange, der gerne vil have fat i ham, som jeg fortalte dig for et par dage siden,” jeg nikkede lyttende.

”Men prøv at forestille dig hvor meget magt de ville få, hvis de fik fat i ham? Der ville komme nye tronarvinger frem, og det hele ville gå fuldkommen galt?”

”Ikke kun mig,” kom det fra Tristan, jeg flyttede blikket over til ham ”Det gælder også jer, er ikke de eneste specielle her, hvis du får os alle sammen, så går Tonemoore i stykker.”

Cam rømmede sig kort, og skævede til fløjten ”Det med skrigene er måske en advarsel, men jeg ved ikke.”

”Måske kan Shaila hjælpe?” forslog Tristan.

”Shaila?”

”En meget mærkelig kvinde i Tonemoore men hun er sindssyg klog, det var hende, der lærte mig om mine kræfter, og hvordan jeg skulle bruge dem.”

”Selvom du ikke er helt så god til det endnu,” anklagede Cam med en mumlen.

”Okay, hun lærte hvordan men ikke hvornår de skulle bruges,” udglattede Tristan.

     Cam rejste sig ”Det er sent, Cathia vil sikkert gerne hjem, en af os må følge hende derhen.”

”Vent,” standsede jeg ”I sagde at Tackless og Marlique familierne kæmpede sammen, men hvordan kan det så være, at vores rektor hedder det altså David Tackless?”

     Deres ansigtsudtrykke stivnede brat, og de så pludselig helt blege ud.

Så så de imod hinanden, og ligesom på film når situationen er rigtig dårlig, sank de engang.

”Noget siger mig, at det ikke var så smart at sige det,” mumlede jeg undskyldende.

”Nej, det er ikke det,” sagde Cam stramt.

”At vi ikke har lagt mærke til det…” han lo hånligt af sig selv ”Hvordan kan man kalde sig en beskytter, når prinsen bliver placeret på en skole, hvor det største svin af dem alle holder til?”

”Slap nu af Cam. Du vidste jo ikke engang, hvor jeg var i den tid, du kom trods alt før mig.” brokkede Tristan sig mut.

”Men kan i ikke se det? Han har jo bygget skolen og kaldt den det samme navn som vores land for at lokke dig hen, hvilket virkede i den grad, da han også har fået mig og Cathia ind,” klonkluderede Cam spydigt.

     Jeg bed mig i læben, selvom jeg ikke var særlig erfaren indenfor dette her, så kunne jeg sagtnes forstå, at vi en lus mellem to negle. Det ville virke lidt for mistænksomt, hvis tre elever gik ud af skolen på samme tid, så det kunne vi ikke gøre.

     ”Hvad gør vi så?” spurgte jeg nervøst.

”Vi bliver nødt til stadig at tage derhen, men vi to må holde ekstra meget øje, vi skal bare ikke virke for mistænkelige overfor David,” mumlede Cam tænkende ”Vi kan stadig ikke komme i kontakt med dem derhjemme, så vi har intet råd at søge der.”

”Kan vi ikke bare selv drage til handling?” spurgte Tristan nu.

”Sådan som du gør det? Nej, det tror jeg ikke,” kommenterede Cam stift.

     Tristan rullede bare med øjne, og lagede sig til rette igen.

”Jeg prøver at se, om vi kan få fat i dem, måske er heldet med os denne gang, vent her,” sagde Cam så, og rejste sig for at gå ud af rummet.

     Da døren var lukket, greb Tristan fat omkring mig, og trak mig ned ved siden af ham.

”H-hvad laver du?” udbrød jeg forskrækket, og varmen begyndte allerede at brede sig i kinderne.

”Du skal jo beskytte mig, og jeg føler mig mest beskyttet på tæt hold,” forklarede Tristan kælent.

     Jeg sukkede som sædvandelig opgivende af ham, men forholdte mig rolig. Han havde sin arm rundt om mine skuldre i et fast og betryggende greb, og da jeg så imod ham, var øjnene lukket i.

     Han virkede faktisk mere afslappet nu, og hans åndedrag blev også langsommere og tungere.

”Tristan?” spurgte jeg pludseligt. Han åbnede det ene øje på klem ”Mmm?”

”Undskyld.”

”Undskyld?” nu åbnede han øjnene helt op.

Jeg begyndte nervøst at pille ved knappen på min trøje ”J-ja altså fordi jeg var sådan overfor dig… Du ved råbte af dig…” min stemme dødede hen, da Tristan skubbede mig længere op imod sig.

     Hans varme læber ramte blidt min pande, og fik en strømhvirvel sendt rundt i kroppen. Han tog hovedet tilbage ”Undskyldningen godtaget,” smilede han kærligt, og strøg en hårlok om bag mit øre.

     Jeg gemte bare hovedet i hans bryst for at skjule min rødme i kinderne. Han grinede kort af mig, og snoede nu sin anden arm omkring min krop. Lænede sig fremad, så jeg kunne mærke hans ånde imod mit øre ”Jeg går ikke længere bare rolig,” hviskede han mildt, og strøg mig over håret.

     Det gibbede i min krop. Ikke af Tristans kærlige ormsorg overfor mig, men fordi at lige netop denne slags omfavnelse minede mig om Cams.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...