The magic of music

Den 16-årige usociale men dog talentfulde Cathia har været hadet af hendes forældre siden fødslen. I håb om at hendes musik en dag vil gøre dem stolte, har hun kastet alt fra sig, og spiller fra morgen til aften. En dag bliver hun opsøgt af en højst usædvanlig dreng, og allerede der begynder Cathias liv at gå fra hinanden. Både af de mørke skygger der forfølger hendes musik, men også af den højst mystiske violinist fra skolen, den beskyttende trompetist fra skoven og den sære inspektør fra kontoret.

9Likes
16Kommentarer
2027Visninger
AA

5. Hornets søvn

Da klokken var et om natten, kunne min krop ikke klare det mere. Den deprimerende følelse der bare hang i mig som en skygge, ville ikke give slip på mig. Jeg rejste mig, og gned mine øjne, så derefter på mine hænder stadig ingen tåre.

     Jeg gik hen til skabet, tog nogle jeans og en tynd mørkerød trøje ud, og tog det på. Listede ned af trappen, selvom de nok var ligeglade, om jeg gik ud midt om natten for at gå en tur. Jeg tog mine sko på, åbnede hoveddøren, og mærkede den kølige februar kulde imod mit ansigt, hvilket var utroligt behagligt.

     Jeg lukkede lydløst døren bag mig, gik derefter hen imod skoven, der kun lå et stykke fra vores hus.

Under turen vendte samtalens frygtelige sætninger igennem mig igen, mens jeg vadede rundt mellem træerne.

     Jeg tog mig til ørene, selvom det var temmelig nyttesløst.

Fuglene kan synge uanset hvilken måned, det er… Jeg kneb øjnene hårdt sammen.” Nej mor, de skal ikke synge mellem mig og Tristan, jeg vil være med jer,” hviskede jeg hæst.

Pludselig faldt jeg tilbage med en smerte jagende i panden. Jeg åbnede øjne, så et stort træ foran mig, og sukkede derfor opgivende af mig selv.

     Jeg måtte virkelig tage at se mig bedre for. Jeg kom ubesværet op at stå og gik udenom egetræet, der stod tavst i mørket med vinden susende gennem dens blade.

Efter en halv time satte jeg mig på jorden. Jeg tog mig til hovedet, det var jo håbløst. Den knude jeg havde i maven, ville ikke løsne sig, før jeg havde snakket med min mor.

     Men tanken om hendes store smil da jeg sagde, jeg ville prøve at være sammen med Tristan, forhindrede mig i det.

Hvordan ville mit forhold med hende være, hvis jeg sagde noget til hende?

”Når der er vist en, der er ude for at gå en måneskinstur,” kom det grinende fra en hæs stemme. Jeg fór forskrækket op, men en stor brunhåret fyr tårnede sig foran mig, og puffede mig ned på jorden igen.

”Og hvor skal du så hen?” spurgte en anden sorthåret flabet og satte sig på hug foran mig. De så ud til at være et par år ældre end mig, men jeg var ikke helt sikker her i mørket.

     Jeg svarede ikke, sendte ham bare et dræberblik, og forsøgte at komme op igen. Han pressede imod mine skuldre ”Ro på min snut du har jo ikke spor travlt,” smilede han lumsk, og så imod mig med sine brune øjne.

     Jeg bed mig skræmt i læben. Det her var slemt, ikke nok med at min mor ville af med mig, nu skulle jeg også voldtages som bonus. Jeg fnyste, ikke vis det stod til mig.

Jeg kom op at stå igen, og sparkede den sorthårede lige der, hvor det gør allermest ondt. Han faldt krampende sammen på jorden, og gispede højlydt. Den brunhårede reagerede langsomt, og slog blikket fra mig for at se på sin smertefyldte ven.

     Da satte jeg i løb, og spurtede gennem skoven med grenene piskende omkring min krop. Jeg pustede, og stønnede, mærkede hvordan mine ben, bare foresatte i sit hurtige tempo gennem træerne og henover jorden.

     Desværre er jeg nok ikke det hurtigste menneske, da den sorthåret fik kastet sig over mig og væltet mig omkuld. Han var hurtig til at komme sig, hvis man tog det i betragtning af, at jeg nærmest lige havde kastreret ham. Jeg skreg forskrækket op, og forsøgte panisk at slå ud efter ham. Han holdte fast om mine arme med den ene hånd, og greb fat om min bluse med den anden. Hans brunhårede ven dukkede op, og hjalp med at holde mine ben nede.

     Jeg fægtede vildt med kroppen, men det var til ingen verdens nytte. Den sorthårede grinede bare af mig ”Det er nyttesløst min snut, de eneste der er herude er…” Han tog et bedre tag om blusen ”Os!” afsluttede han, og rev stoffet fra hinanden.

     Jeg lukkede stramt øjne sammen, var det sådan her, jeg skulle ende?

En fantastisk beroligende trompetmusik begyndte at spille. Var jeg allerede død, det var godt nok en hurtig og pinefri død, jeg havde. Og dog, jeg ville jo nok ikke dø af at blive overfaldet, men jeg overdrev altid i kritiske situationer.

     Det gik dog hurtigt op for mig, at trompetspillet faktisk var ægte, og da åbnede jeg øjnene. De to fyre holdt ikke længere fast i mig, men vaklede søvndrukkent tilbage, indtil de til sidst faldt over nogle rødder, og blev liggende.

     Jeg kom hurtigt op og stå, og skulle til at spurte af sted igen, da mine ben gav efter. En hånd greb ud efter min arm, og jeg skreg skræmt op igen, og slog ud i luften.

En hånd imod min mund fik mig til at tie.

Personen der holdte for min mund, havde lyst strittende hår, dybblå øjne der skinnede i nattens mørke, høje kindben, lys gylden hud og et forundret udtryk over sig.

     Jeg glippede lidt af øjne ved synet af ham, det var den anden dreng, jeg havde mødt, hvor jeg fandt ham attraktiv. I nattemørket så han godt oprustet ud med en muskuløs kropsbygning, men stadig var han ikke særlig høj, som jeg ville have troet. En smule lavere end Tristan.

     Han tog hånden til sig, da han kunne mærke, jeg var faldet til ro. Tog derefter sin jakke af, og slog den omkring min rystende krop.

”Sådan, du skal ikke være bange,” smilede han beroligende, og lynede jakken op. Da jeg ikke sagde noget, strøg han blidt en hårlok væk fra mit ansigt ”Er du okay? Og hvad laver du herude på denne tid af natten?” Nu kunne jeg ikke holde det tilbage længere, vandet begyndte at løbe ud af mine øjne uden at stoppe.

     Og sådan stod jeg. Midt om natten ude i skoven med kulden hængende i luften, med en dreng der lige havde reddet mig fra at blive voldtaget foran mig, og hulkede løs.

Vreden og sorgen gled ud med tårerne, der bare blev ved at strømme ned med klynkende lyde.

Den lyshåret så forståeligt på mig, tog derefter sine stærke arme omkring min lille krop, og trak mig ind i et varmt kram. Normalt ville jeg have skubbet ham væk, men i denne her tilstand jeg var i nu, var krammet ret så behageligt. Vi stod sådan i et par minutter, indtil jeg var stoppet med at hulke.

”Prøv at sætte dig ned et øjeblik,” begyndte han venligt, og jeg adlød dydigt. Han trak sin gyldne trompet frem, som åbenbart havde ligget i hans baglomme.

”Det kommer overhovedet ikke til at gøre ondt tag det helt roligt,” afsluttede han så, og begyndte at spille en lullaby på trompeten. De beroligende lyde gjorde mig roligere, så jeg begyndte at studere hans spillemåde. Han spillede godt, fingrene gik op og ned i selvsikre bevægelser, og han så fuldstændig afslappet ud. Han spillede i korte minutter med lukkede øjne, og så derefter imod mig. Han stoppede brat sit spil.

     Jeg lagede forvirret hovedet på skrå over hans pludselige stoppen. Det havde lydt helt fantastisk. Flydende toner havde strømmet ud af blæseinstrumentets horn, og gjort skoven helt fredelig. Jeg havde ikke bemærket nogen fejl i hans spil.

”H-hvorfor sover du ikke?” spurgte han lavt, det var nok mest henvendt til ham selv, for han så væk fra mig.

Jeg lod ham gruble med sine tanker alene, da jeg rejste mig op for at komme væk. Skoven var det sidste sted, jeg havde lyst til at være nu.

Mens jeg listede af vejen, forsøgte jeg at gennemgå hele episoden igennem for at få et overblik. Først havde min mor forsøgt at få mig giftet bort med Tristan,eller noget i den stil. Det havde i starten lydt ret urealistisk, men hvis man tænkte som min mor, kunne det sikkert godt lade sig gøre, derefter havde jeg gået rundt i skoven, og mødt to fyre med en alt for forkert tankegang, så stødte jeg ind i den mystiske lyshåret, der spillede på sin trompet, og bagefter fik overmandet de to drenge.

     Men hvorfor havde han stillet det spørgsmål? Selvom det var en lullaby, som er en vuggevise, så skulle der altså mere til før, jeg ville falde i søvn, efter alt det der var sket.

     En hånd greb fat om mit håndled, og trak mig tilbage, så jeg stod ansigt til ansigt med den lyshåret igen.

”Jeg tror, jeg tager dig med hjem. Det virker ikke til at dit eget hjem, er det mest fristende bud lige nu, hvis jeg gætter rigtigt,” smilede han imødekommende. Han havde ret. Mit eget hjem ville jeg heller ikke tilbage til, lige nu ville jeg bare tømme hovedet for de dårlige vibrationer, der var forekommet i det hus. Men stadig var det lidt for mistænksomt, at han inviterede mig med hjem så sent. Selvom han virkede som en venlig og kontrolleret fyr, så kunne man aldrig være for sikker. Og dog, jeg så ikke rigtig andre muligheder andet end mit eget hjem, hvor jeg i hvert fald ikke skulle være.

     Så jeg nikkede stumt, og han vendte sig med ryggen til mig, og bøjede sig ned. ”Hop op,” beordrede han med munter stemme.

Jeg adlød endnu engang, og steg op på hans ryg. Min lille spinkle krop fyldte ikke særlig meget og med et let spring, kom han op at stå.   

”Du store, du vejer jo ingenting, har du hørt det fantastiske ord at spise?” gispede han drillende, mens han rakte mig hans trompet. Jeg tog imod den, og lod den hvile mellem min mave og hans ryg. Tog så armene omkring hans hals, men sørgede for ikke at holde for stramt.

     En hæs latter krøb ud af min mund.

”Når, så du kan altså tale?,” konstaterede han med et grin ”Mit navn er for resten Cam… Cam Sayness.”

Også han udtalte sit navn med engelsk accent. Det fik hans navn til at lyde cremet og let, hvor det på vores danske sprog ville have lydt som en kam.

”Og dit navn frøken går-ud-i-skoven-midt-om-natten?”

”Cathia… Cathia Weverclue,” udtalte jeg med perfekt accent.

”Godt at møde dig Cathia, går du i skole her i nærheden?” lød det spørgende fra ham.

”Ja, på Tonemoore jeg er 1’ger. Hvad med dig?” samtalen begyndte skride fremad, og jeg var taknemmelig for Cam, der gjorde, hvad han kunne, så jeg ikke skulle tænke på det, der skete før.

”Jeg skifter jævnligt skole, men er også 1’ger,” svarede han kort, og drejede om et hjørne. Den vuggende rytme han havde, når han gik og den beroligende stemme, fik mine øjenlåg til at lukke i ligeså stille. I det fjerne lød det som om, nogen spillede på violin.

 

***

 

Den nat drømte jeg den samme drøm, jeg tit havde haft, motivet var bare ændret brat. Folk ville kalde det for et mareridt, men lige nu var det befriende at koncentrere sig om noget andet, der ikke vedrørte familien og mig selv. De sorte skygger havde fået min fulde opmærksomhed, hvilket gjorde, at jeg lagede mærke til, at de fremtrådte med poltergejstevner.

     Jeg havde solidt fløjten i min hånd, og spillede for fuld hals, mens de strømmede mellem mine ben og ud fra højre og venstre. Jeg var inde i en skov. En person havde stillet sig i vejen, og noget indeni mig sagde, at jeg ikke skulle vise hensyn til personen. Så mentalt havde jeg beordret de sorte skygger til at storme ud og gribe fat om personen, der viste sig at være min inspektør David Fearmon. Skyggerne væltede træerne omkring sig, greb fat om David, men pludselig som et filmskifte var jeg i en anden skov med kulde omkring mig. Skyggerne var væk, og det eneste jeg kunne høre, var trompet- og violinmusik, der spillede sammen i de vidunderligste toner.

     Jeg begyndte at følge lyden, men idet jeg var så tæt på, at jeg kunne have mærket spillernes ånde imod min hud, åbnede mine øjenlåg sig.

     Jeg svedte, men mærkede sammentid en kulde omkring min krop. Min hals var tør og min næse tilstoppet. Jeg satte mig sløvt op, og mærkede, hvor øm og tung min krop var.

Jeg tog mig til halsen, hvor et tykt halstørklæde var snoet om. Så derefter ned af mig selv for, at konstatere, at jeg havde noget andet tøj på. En alt for stor rød T-shirt hang ud over min krop, og jeg kunne hurtigt gennemskue, at det måtte være Cams. Havde han klædt mig af?

     Han dukkede kort tid efter op i døren med en kop dampende te i hånden. ”Godt, du er vågnet. Jeg nænnede ikke at vække dig siden, du har scoret dig en slem forkølelse.”

”Forkølelse?” jeg nyste engang, og fik derefter mit svar. Det var måske heller ikke særlig klogt at gå i skoven kun iført en tynd trøje og et par bukser midt i februar måneden.

     Han rakte mig teen, og jeg tog glædeligt imod den for at hugge noget af dens varme damp.

”Du har sovet det meste af natten og dagen,”

”Hvad dag er det nu?”

”Torsdag,” svarede han hurtigt. Jeg slog en hånd for min pande ”Jeg burde have været i skole nu.”

”Klap lige hesten, du skal i hvert fald ikke i skole med den forkølelse,” sagde Cam, og satte sig på en stol ved siden af mig. ”Men jeg kunne nu godt tænke mig at vide, hvad du lavede i skoven så sent?” En klump satte sig fast ved tanken, men jeg havde desperat brug for at komme ud med det hele. I bund og grund var Cam heller ikke den værste at fortælle sådan noget til, og siden han hjalp, og tog mig med hjem, så jeg ingen anden mulighed end at sige sandheden. Jeg fortalte og fortalte i et kvæk. Cam sagde intet, lyttede blot, og nikkede indimellem.

     Da jeg var færdig, og pustede lettet ud, havde han ikke andet end at give mig ret i, at det var en af de måder, han også selv ville afreagere på. Hvilket jeg beundrede ham for, han fik det til at lyde så korrekt og ikke fuldkommen latterligt, som jeg selv havde set det. Et venskab mellem Cam og mig var allerede opstået.

     ”Så ham Tristan er han en god ven?” spurgte Cam. Jeg trak kort på skuldrende, der var gået det meste af dagen, og vi sad nu bare, og snakkede med hinanden.

”En ven og en ven. Det er det samme som med dig, selvom han er pokkers insisterende på at spille med mig,” det sidste mumlede jeg lavt. Cam lænede sig tilbage i stolen ”Han virker som en okay fyr, det kunne jeg være, jeg skulle møde ham, så jeg kan sikre mig, du ikke havner i ballade igen.”

Vi havde kun været sammen i en dag, og vi drillede allerede hinanden, jeg følte mig på en måde rolig og afslappede med Cam i mit nærhver, det var faktisk ligesom med Tristan. Ja, han var en meget indtrængende og højst mystisk fyr, men jeg følte mig sært roligt i hans omgivelser. Ham og Cam havde vidt forskellige personlighed, og så mindede de stadig om hinanden med deres smilende væremåde.

     ”J-jeg klarede mig helt fint, hvis hans ven ikke havde været der, så havde jeg, godt kunne klare ham,” mumlede jeg stramt ned i mit skød.  Cam grinede en lysende og fyldt latter, der lød helt charmerende, men tanken blev hurtigt drevet ud af mit hoved.

     Senere da jeg skulle hjem, rakte Cam mig en lille lap papir med en masse numre på.

”Bare så jeg kan mødes med dig igen før eller siden,” smilede han selvsikkert. Jeg tog papiret, og lagede det ned i lommen.

”Du burde mødes med mig på skolen, hvis du er så desperat efter at møde Tristan,” smilede jeg kort. Han nikkede blot, og fulgte mig ud af døren ”Det er en aftale, du ringer bare rtil mig.”

     Jeg nikkede, og han lukkede døren bag sig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...