The magic of music

Den 16-årige usociale men dog talentfulde Cathia har været hadet af hendes forældre siden fødslen. I håb om at hendes musik en dag vil gøre dem stolte, har hun kastet alt fra sig, og spiller fra morgen til aften. En dag bliver hun opsøgt af en højst usædvanlig dreng, og allerede der begynder Cathias liv at gå fra hinanden. Både af de mørke skygger der forfølger hendes musik, men også af den højst mystiske violinist fra skolen, den beskyttende trompetist fra skoven og den sære inspektør fra kontoret.

9Likes
16Kommentarer
2070Visninger
AA

9. Halskæder og handlinger

Hvis jeg havde fået dette her at vide for ni dage siden, ville jeg have grinet mig selv ihjel. Intet kunne nogensinde måle sig med den information, jeg havde fået udgivet intet. Men jeg fortrød heller ikke den nye viden, ellers havde jeg aldrig mødt Tristan eller Cam.

     Og så havde jeg heller aldrig oplevet, hvilke specielle kræfter de rummede.

Synet af da de spillede, gjorde mig klar, at intet igen ville blive som før. De var virkelig fra en anden verden. Alt hvad de havde sagt, var sandt ikke en dum joke eller noget.

Da de begyndte at spille, skete der straks noget med betjentene. Ud fra Tristan strømmede violette tåger frem, som hvilkede sig om den ene betjent, og efter hvad jeg så, fik han et elektrisk chok.

     Cams trompetmusik fik lullet hunden i søvn, og frembragte den sidste betjent så mange smerter, at han gik ud som et lys.

Vi stak af, så snart betjentene var slået ud, og løb. Standsede først, da vi var i nærheden af mit hus.

     ”Nu tror jeg, jeg begynder at forstå det hele, når i siger, i ikke er herfra,” gispede jeg forpustet. Tristan havde sat sig på fortovet, og Cam stod, og så op i himmelen, de nikkede begge.

”Så jeres halskæder kan altså ”trylle” jeres instrumenter frem?”

”Faktisk skal du også have en,” sagde Tristan, der begyndte at rode i sin lomme.

”Klap hesten, hun ved ikke engang, hvem hun er, ja og os,” kom det fra Cam.

     ”Det kan jeg forklare på tre ord,” sagde Tristan, og pegede imod sig selv, som om han pointerede noget.

”Prins,” han pegede imod Cam ”Beskytter,” så imod mig ”Beskytter.”

Jeg hævede overrasket øjenbrynene ”Beskytter?” spurgte jeg målløs, han nikkede bekræftende.

”Vil det sige, at jeg også kan gøre de ting, i gør?”

”Ikke helt det samme men det er samme princip. Vi spiller lidt på vores instrumenter, kræfterne bliver født, vi standser, og kræfterne forsvinder, det er sådan det hænger sammen,” forklarede han med et skuldertræk, og fiskede en sølvfarvede halskæde op med en G-nøgle.

     ”Vi skal blot holde om halskæden og derefter…” han rejste sig, og lukkede halskæden om min hals ”Fremsige nogle latinske ord og bingo! Så har du et styks tværfløjte i hånden,” afsluttede han muntert.

”Hvilke latinske ord?”

”Musica, magicae, vires,” svarede Cam. Ordene havde en flydende klang, og lød virkelig godt i mine øre.

”Betyder det noget specielt?”

”Musik, magi, styrke.”

”Og hvordan kan jeg så bruge min… magi?” spurgte jeg igen, og så en anelse mistroisk ud, mens jeg følte på halskæden.

     Cam rettede sig lidt op, og gik hen til mig ”Vi tager den i morgen, du har helt sikkert noget at gruble over.” han smilede en sidste gang, så derefter med et nik imod Tristan, og gik.

”Nu hvor jeg tænker over det, så har jeg ingen steder at sove i nat,” kom det tilstående fra Tristan, da Cam var ude af syne.

”Så må du sove hos mig,” sagde jeg med et skævt smil. Han havde ikke rigtig andre muligheder, skolen var udelukket, og Cam var allerede væk, desuden var jeg hans beskytter, selvom jeg ikke rigtig var klar over, hvad det indførte. Men lige meget hvad, ville jeg alligevel tilbyde ham at sove hos mig.

     Tristan smilede ”Perfekt, hvorfor står vi så her og kukkelure?” han greb fat om min hånd, og trak mig af sted imod mit hus.

Jeg nød at holde Tristan i hånden, så følte jeg mig ikke så frustreret, som jeg var. Han holdte mig oppe, og sørgede for, jeg ikke faldt.

     ”Så hvordan har du det?” spurgte Tristan, efter et par minutters tavshed.

Jeg så imod ham. De sorte lokker hoppede let op og ned i takt med hvert skridt, han tog. Duften af regn og skov gik mig i møde, men jeg havde stadig duften af grannåle på mig. Distrekt lod jeg min krop komme tættere på hans for at ryste grannålene af mig.

     ”Efter det med betjentene tror jeg på jer nu, men jeg har det stadig mærkeligt,” svarede jeg, og kunne mærke den kolde halskæde imod min hud på halsen.

”Det er heller ikke hver dag, du møder sådan en oldtidsprins som mig,” grinede han.

”Hvor gammel er jeres tid da?”

Han tog sin mobil op ”Lad os bare sige at disse her ikke er opfundet endnu, og den der…” han pegede på en rød bil ”Er erstattet af heste.”

”Hvordan var det så at komme hertil?” spurgte jeg oprigtig interesseret.

”Hårdere end det ser ud til, jeg ved ikke hvor mange ting, jeg har smadret i de første år, jeg var her.” jeg grinede kort, og han så pludselig meget tilfreds ud.

     ”Endelig har jeg fået dig til at grine,” smilede han ud i luften. Jeg så op, var det et mål, han havde sat sig? Jeg vidste godt, jeg ikke var det mest grinende menneske, men jeg ville da ikke mene, det var så svært at få mig til at grine.

     Da vi kom indenfor, var min mor der, som en ræv der lå på lur.

”Hvor morsomt,” begyndte hun, og trådte ud fra festrummet ”Jeg ville mene, du havde en anden på besøg for lidt siden?” jeg nikkede medstemmende ”Tristan sover hos os, hvis det er i orden?”

Det var det. Jeg har aldrig set en mor blive så begejstret for en overnattende.  Hun styrtede rundt, og fandt dyner og hovedpuder frem. Redte min seng helt kongelig op, og tændte stearinlys overalt på mit værelse.

     ”Min mor gemmer i hvert fald ikke på, at hun gerne vil have mig gift,” mumlede jeg ned i min kop kakao.

”Undskyld jeg sagde det, men det var temmelig indlysende,” sagde Tristan, og lod blikket køre engang rundt i rummet, der var varmt og hyggeligt.

”Men hvorfor skal vi lige dele seng?” mukkede jeg irriteret, og satte koppen fra mig, så kakaoen skvulpede over.

”Jeg undskylder Cathias værelse ikke er stort nok til, at vi kan have en madras liggende. Men i kan jo sagtens ligge i hendes seng, det gjorde vi i mine gode gamle dage som venner, desuden kan vi ikke lade vores gæster ligge mutters alene vel,” citerede Tristan teatralsk.

     Jeg kylede vredt en pude efter ham, men han undveg den let.

”Det er ikke min skyld, du har en ivrig mor,” grinede han.

”I det mindste har jeg en mor,” konfronterede jeg, men jeg slog lynhurtigt hånden for munden.

”Hvad mener du?” spurgte Tristan forvirret.

”A-altså jeg… jeg tænkte bare at-” jeg sank, denne her kunne jeg ikke redde mig ud af. ”Hvis du er her Tristan, hvor er din familie så henne?” Jeg bed mig fortrydende i læben ved synet af hans ansigtsudtryk.  Han kørte hånden igennem håret ”Altså de er vel på vej… de flygter fra…” hans stemme døde hen, og han så ned i jorden.

     Jeg gispede kort, måske vidste han ikke engang, hvad der var sket med dem. David kunne sagtens have lavet Tristans journal selv. Han kendte jo nærmest alle eleverne ud og ind.

Så hvis Tristan stadig gik rundt med en tro, at hans forældre gik rundt i Tonemoore med livet i behold, ville det ikke være retfærdigt, at det var mig, der gav ham nyheden.

     Jeg rejste mig derfor, og spankulerede rundt, og slukkede for lysene.

Glattede derefter min lange røde T-shirt, og så skævende imod Tristan ”Vi burde nok se at komme i seng, vi skal jo i skole i morg-” jeg standsede brat min sætning.

     Tristan rejste sig med et suk ”Ja, det er sandt, jeg havde ellers lige håbet, at du havde glemt det.”

”Men er det ikke rimelig dumt at gå derned efter, at i fik slået de to betjente ud?” spurgte jeg så. Tristan rystede blot på hovedet ”Slet ikke. De har allerede glemt det. I denne her verden har vores magi ikke lige så stor effekt som derhjemme. I første omgang mærker de det, men når de vågner, husker de intet om, hvad der er sket.”

”Og i Tonemoore husker folk det?” han nikkede, og lod sig dumpe ned i sengen. Min lille natlampe lyste svagt op, og gjorde at mørke silhuetter, tegnede sig rundt omkring i hjørnerne.

     Jeg gik om på den anden side, en nervøsitet bredte sig i min krop, da jeg satte mig på sengekanten. Det virkede stadigvæk forkert i mine øjne, at jeg skulle sove i samme seng som Tristan.

Jeg slukkede hurtigt for lampen, og lagede mig så langt ud til kanten, jeg kunne.

Der gik flere minutter, hvor kun stilheden var til stede. Jeg lukkede langsomt øjenlågene i, og kunne høre mit eget åndedrag, også blev langsommere. Jeg begyndte at føle mig mere og mere afslappet.

     Pludselig mærkede jeg to arme omkring mit liv.

Mine øjenlåg fløj op, mens jeg følte, at Tristan lagede sit hoved imod mit. Han åndede tungt, og det lød mest som om, han sov.

Jeg prøvede at trække mig ud af hans greb, men han holdte et bedre tag om mig, end jeg havde troet. Jeg prøvede med bankende hjerte at sige hans navn, men han var langt væk. Jeg rullede kort med øjnene, han spillede godt, men kunne ikke narre mig. Hans arme var rullede rundt om min mave, og jeg mærkede hans hånd bevæge sig distrekt opad.

     Så tog mine instinkter over, og jeg fyrede albuen bagud, så den ramte ham i maven. Han trak sig hurtigt tilbage med et forskrækket og smertefyldt gisp. Han røg endda ned fra sengen.

     Mit hoved dukkede forsigtigt ud over kanten med vred mine ”Hvorfor gjorde du det?” spurgte jeg vredt.

Han tog sig til maven, og så anklagende imod mig ”Det er vist mere mig, der burde spørge om det.”

”Det var altså dig, der startede med at tage på mig,” udbrød jeg ophidset. Han så forvirret ud ”Men vi er jo et par nu ikke?”

Jeg så først undrende på ham, men tog mig så træt til hovedet ”Jeg er altså ved at være godt træt af dig Tristan. Du gør kun, hvad du har lyst til, men tænker ikke over andre folks grænser, men nu har jeg fået nok!”

”Rolig nu Cathia,” sagde Tristan, og kom op at stå ”Nej, jeg gider ikke være rolig,” foresatte jeg i den stadige vrede tone.

”Det kan godt være, du er en prins, men dine behov skal ikke bare dækkes fordi, du syntes, de skal.” Jeg lagede mig med arrige bevægelser på min plads som for at vise, at dette var enden på diskussionen. Tristan sagde ikke mere, lagede sig tavst tilbage, og så foresatte stilheden fra, hvor den slap.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...