The magic of music

Den 16-årige usociale men dog talentfulde Cathia har været hadet af hendes forældre siden fødslen. I håb om at hendes musik en dag vil gøre dem stolte, har hun kastet alt fra sig, og spiller fra morgen til aften. En dag bliver hun opsøgt af en højst usædvanlig dreng, og allerede der begynder Cathias liv at gå fra hinanden. Både af de mørke skygger der forfølger hendes musik, men også af den højst mystiske violinist fra skolen, den beskyttende trompetist fra skoven og den sære inspektør fra kontoret.

9Likes
16Kommentarer
2028Visninger
AA

12. Faldets følelse

”Tristan? Tristan vågn op!” hviskede jeg højt, og ruskede ham blidt i skulderne. Han glippede kort med øjne, men slog dem hurtigt helt op.

”Du virker ikke særlig engageret i den bog, du læser,” kommenterede jeg, og satte mig ved siden af ham.

     Biblioteket var ved at være halvtomt, da klokken var over seks. Jeg havde tidligt fri, og var derefter gået over for at spille, men kom i tanke om en lånt bog, der skulle afleveres, og fandt så Tristan sovende over bordet.

     Han gned søvnen ud af øjne, mens han rystede på hovedet.

”Hvad laver du her?” spurgte jeg så, og satte fløjtetasken fra mig.

”Bor her,” jeg rynkede på panden ”Det er altså ikke særlig klogt Tristan, du ved, David også er her.” Han nikkede bekræftende, og lukkede bogen med et suk ”Jeg kan ikke gøre for, at mine beskyttere ikke har taget initiativ i, hvor jeg skal bo.”

     Det var rigtigt. Mig og Cam var hans beskyttere, hvilket betød, at vi sørgede for hans sikkerhed. Men jeg havde stadig ikke forstået det helt, men følte dog en hvis bekymring, når Tristan gik rundt på skolen, hvor David befandt sig.

     ”Vi kunne jo høre Cam, om du ikke bare kunne være der?” forslog jeg.

”Så skal du også.”

”Hvad?”

”Du har allerede sovet der en gang,” smilede Tristan fjoget.

Vi var åbenbart faldet i søvn, og vågnede først om morgen en time inden skolen startede. Jeg var suset hjemad, og havde skiftet tøj, og fået pakket min skoletaske. Min fløjte lå overraskende nok nede i min fløjtetaske, hvor jeg havde regnet med, at den stadig ville være i min halskæde.

     ”Men hvorfor skal jeg med?” spurgte jeg lettere irriteret. Tristan rejste sig, og stillede sig foran mig, satte sig så på hug, og slog armene omkring min mave.

”Fordi jeg føler mig mest beskyttet på tæt hold,” sagde han kælent, og trykkede sit hoved ind til min krop.

     Jeg sukkede af ham, men rodede i stedet hånden igennem hans væld af sorte totter.

Han forsøgte at spinde ligesom en kat, hvilket fik mig til at grine.

”Du ved godt, du har et helt fantastisk grin ikke?” komplimenterede han, da vores blikke mødtes. Jeg slog mit rødmende væk ”Lad være med at spille dum…” fik jeg mumlede genert. Jeg kunne ikke lide at få komplimenter, de passede bare ikke ind hos mig. Jeg synes, det var fantastisk, når andre druknede folk i dem, de skulle bare ikke være henvendt til mig.

     Jeg puffede til ham, og fik fremsagt noget med, at vi skulle komme af sted.

”Vi kan skyde genvej gennem skoven?” forslog Tristan, mens jeg tog fat om min fløjtetaske ”Kan vi gå forbi mig først, så jeg kan lægge den her?” spurgte jeg, mens jeg nikkede som svar til hans spørgsmål.

”Selvfølgelig, så kan jeg jo også snakke med din guddommelige mor, som holder så meget af hendes svigersøn,” grinede han, jeg rullede bare øjne af hans latterlig kommentar, og begyndte at gå.

 

***

 

Luften var kold omkring en, og tågen tegnede sig på jorden. Vi gik imellem træerne efter afleveringen af min fløjte. Uheldigvis var min mor hjemme, og hun begyndte straks at tale med Tristan, så det blev sent, vi kom af sted.

     ”Hvorfor syntes hun også lige, at det skal være os to,” brokkede jeg mig gnavet, og sparkede til en sten.

”Jeg synes nu, hun har god smag,” smilede Tristan, og jeg slog ud efter ham. Uheldigvis var der en træstamme imellem mig og ham, som spændte ben for mig. I refleks greb jeg ud i luften, og fik fat i Tristans arm, hvilket medførte, at jeg også rev ham med i faldet. Jeg landede ovenpå ham, da han havde afbødet faldet for mig.

     Jeg prøvede at komme op, men Tristan holdte mig nede.

”Prøv at kigge derop,” afledte han, og pegede op imod nattehimlen, der havde trukket sit stjernetæppe over sig.

Jeg drejede dog hovedet, og fik øje på alle de lysende stjerner, der funklede fortryllende ud over skoven.

”Det smukt,” medstemte jeg, og holdte foresat blikket imod det.

”Tænk engang. En dag ligger vi sådan her bare i Tonemoore, og kigger op på stjernerne efter at have flygtet fra min familie på vores heste,” fantaserede Tristan sig drømmende.

     Jeg så nu imod ham. Det varme tilfredse smil der hvilede på hans læber og det glødende blik i hans øjne, fik mit hjerte til at hoppe et slag over.

Han var yderst tiltrækkende, det kunne jeg ikke holde hemmeligt. Det ville også være en fed løgn at sige, Tristan ikke var pæn.

Men nu var vores venskab nået længere end bare venner, det kunne jeg godt se. Var det så mig, der skulle tage det afgørende skridt?

     Jeg lukkede øjne i, og smilede afslappet. Jeg kunne godt mærke Tristan blik imod mig, og det kærlig klem han gav mine skuldre, hvilket bare fik mig til at smile endnu mere.

”Vi kunne også bare sove her,” forslog Tristan med et grin, jeg åbnede øjne, og gjorde tegn til at rejse mig ”Det lyder ikke særlig fristende, hvis du spørger mig.”

     Han trak mig dog bare ned igen ”Så bare fem minutter mere,” hans bedende blik, og det forførende smil om læben, fik mig til at blive liggende.

Følelsesmæssigt holdte jeg meget Tristan måske ikke til at starte med, men med tiden blev mine følelser for ham større.

Jeg var ved at vende mig til hans tankeløse adfærd, der nogle gange faktisk havde en positiv bivirkning. Nu spørger nogen nok, hvorfor jeg ikke bare gik i kødet på ham, som enhver anden ville have gjort, men jeg turde ikke. Frygten for hvordan det hele ville udvikle sig, gjorde mig bange. Jeg anede intet om kæresteforhold, og jeg var dødnervøs for, at jeg ville gøre et forkert træk.

     Tristans åndedrag blev tungere, og jeg puffede en gang med albuen til ham ”Vågn op Tornerose vi skal hjem til Cam.” Men han reagerede ikke, lod blot sine øjenlåg være lukket, og brystet skiftevis hævende og sænkende.

     Jeg blev med det samme mistænksom. Han læber var formet som om, de var klar til at kysse, og de havde underligt nok set sådan ud, da jeg nævnte ordet Tornerose.

     Jeg prøvede så at komme fri af hans tag, men han slap ikke.

”Hvor vildt selv i søvne kan du holde fast!” fnyste jeg sarkastisk.

     Jeg så imod hans læber. Jeg havde faktisk tænkt på, hvordan Tristans læber måtte føles imod mine. Min pande og kind brændte stadig efter hans blide kys, og de havde været utrolig bløde og varme.

Jeg skævede til den let fremskydende truttende mund, der var ret tiltrækkende.

     Jeg bed mig i læben, og bandede en enkel gang. Løftede så mit hoved, og førte det tættere på hans. Prøvede selv at efterligne hans læbers form, ved at trutte med munden. Ganske forsigtigt stødte mine læber ind i hans, og jeg mærkede allerede kuldegysningerne af velbehag løbe ned af min ryg.

     Med et påpasseligt tryk mærkede jeg nu hans læber tættere på mine. Det var helt overvældende, følelserne strømmede igennem mig, og de blev ikke roligere, da Tristan åbnede sine øjne.

     Helt forsigtigt åbnede han sine læber, og kyssede blidt med. Satte sig op stadig med hånden om mig, så jeg sad på hans skød.

Hans højre hånd begyndte at kærtegne min hals, og jeg mærkede, hvordan den lettende glæde varmede mit lille bankende hjerte.

     Da vi adskilte vores læber fra hinanden, blev jeg nødt til at gemme hovedet i hans skulder for at skjule den rødme, der var opstået.

Med et grin lagede han armene om mig, og knugede mig tæt indtil ham.

”Jeg elsker Cathia, det har jeg altid gjort,” hviskede han, og strøg mig over håret.

     Pludselig strømmede tårerne ned ved lyden af de ord.

”J-jeg e-elsker…,” hikkede jeg, hvilket fik ham til at trække mig ud af hans favn, så han kunne se mit ansigt.

”Græder du?” spurgte han overrasket. Jeg tørrede hurtigt tårerne væk, ville ikke have, han skulle se dem, og tro det var hans skyld.

”Gjorde jeg noget forkert?” spurgte han med bekymret mine, og aede let min kind. Jeg rystede bare på hovedet, og smilede taknemmeligt til ham.

”Det er første gang nogen, nogensinde har sagt det til mig, hvor de mente det,” strålede jeg, og trak ham ind i et kram.

”Tusind tak Tristan,” hviskede jeg ned i hans hår, og nu var det min tur til at stryge ham over håret.

     Det gav et kort sæt i ham, men så rejste han sig op stadig holdende omkring mig ”Hvis du bliver ved med at være så fristende, ender det med, at vi må sove herude,” hviskede han i mit øre.

     Jeg bed mig rødmende i læben, og lagede hovedet imod hans hals. Det var det her, jeg ville ikke? Jeg havde lige kysset en fyr for første gang, og kunne da stadig mærke strømhvirvlerne løbe igennem min krop. Jeg smilede tilfreds. Jo, jeg ville ikke andet end der her. Kysset havde i hvert fald afgjort det, og gjort mig klar over, hvor meget jeg faktisk kunne lide Tristan.

     Da vi kom hjem til Cam, blev han noget overrasket over at se Tristan bære mig. Først troede han, det var fordi, jeg var kommet til skade.

”Næ du prinsessen sagde bare endelig ja til prinsen,” grinede Tristan smørret, og satte mig ned.

Cam skævede kort til mig, men smilede så sammenbidt ”Det var da på tide.” Han gik over til mig, og rodede i mit hår ”Tillykke prinsesse og held og lykke du får brug for det, men i slipper altså stadigvæk ikke for mig.” Jeg grinede af ham ”Vi vil da heller ikke af med dig Cam,” smilede jeg, og forsøgte at få hans hånd ud af mit hår.

     ”Så hvorfor er i kommet?” spurgte Cam, og trak sig lidt væk fra mig.

Jeg pegede på Tristan ”Jeg fandt ham der på biblioteket sovende, og tog ham med hertil, fordi han ikke har noget sted at sove.”

”Hun vil åbenbart ikke have, det skal være hos hende,” sukkede Tristan dramatisk.

”Fordi jeg ikke ville leve mere, hvis min mor hørte, du skulle hjem til os igen,” forsvarede jeg.

”Jeg har forstået det, jeg reder en madras op til højheden, Cathia du kan tage min seng. Eftersom du kommer sammen med ham, kan jeg vel forstå, han har tvunget dig til at blive her,” smilede Cam drilsk.

     Jeg gik med Cam hen i et skab for at hjælpe ham med lagen og dyne.

”Så det er jer to nu?” spurgte han lavt. Jeg nikkede, og trak et lyserødt lagen ned. Hvorfor Cam havde den her farve, kunne jeg ikke finde et svar på.

”Og du er tilfreds med det?”

”Ja, ellers ville jeg jo ikke have kysset ham.”

”Kyssede i?” han lod mere forskrækket, end det var ment. Jeg nikkede igen, med øjenbrynene rynket sammen i en undre ”Noget galt Cam har du det godt?”

     Han tog sig blot til hovedet ”Det er sikkert bare forkølelse eller noget,” mumlede han ned i jorden.

”Er du syg?” udbrød jeg, og tog hånden op til hans pande, hvor jeg kunne mærke varmen flød rundt.

”Du er ret varm Cam,” han tog sin hånd op til min, og pressede den hårdere imod hans pande. Lukkede så øjne, og sukkede dybt.

     ”Skal jeg hjælpe med noget?” lød det fra Tristan, og Cam fjernede lynhurtigt min hånd, og lod som om, han var i gang med at putte dynebetræk på dynen.

”Nej vi klare det helt fint,” svarede han kort, og gik ind på sit værelse.

”Jeg håber, du kan lide lyserød?” sagde jeg, og fremviste det farvede lagen, mest for at skubbe det der skete lige før væk.

     Han gispede henrykt ”Hvordan kunne du vide, det var min yndlingsfarve!” han sprang imod mig.

”Du er virkelig underlig,” sagde jeg, mens han trak mig ind i et varmt knus.

     Han sukkede ”Hvor er det dejligt endelig, at kunne kramme dig, uden bekymring om du ikke synes om.” Jeg smilede håbløst af ham, men snoede så mine egne arme omkring han. Han havde i hvert fald ret. Der var ingen grund til bekymring længere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...