The magic of music

Den 16-årige usociale men dog talentfulde Cathia har været hadet af hendes forældre siden fødslen. I håb om at hendes musik en dag vil gøre dem stolte, har hun kastet alt fra sig, og spiller fra morgen til aften. En dag bliver hun opsøgt af en højst usædvanlig dreng, og allerede der begynder Cathias liv at gå fra hinanden. Både af de mørke skygger der forfølger hendes musik, men også af den højst mystiske violinist fra skolen, den beskyttende trompetist fra skoven og den sære inspektør fra kontoret.

9Likes
16Kommentarer
2012Visninger
AA

8. En ny verden opstår

Musiskbygningen svandt mere og mere ind jo længere væk, jeg gik. Jeg fnøs irriteret. Cam og Tristan ville overhovedet ikke svare på mit spørgsmål, de fik faktisk lidt for travlt med at komme væk, hvis man spurgte mig.

     Jeg så Cams skikkelse tegne sig foran mig, og sukkede lettet. Jeg havde bedt ham om, at mødes med mig efter skole klokken otte, så jeg kunne få nogen spørgsmål besvaret, og det virkede som om, han havde tænkt sig at gøre det.

”Over at spille?” spurgte han.

Jeg standsede ”Hvordan vidste du det?”

”Tristan,” svarede Cam blot, og jeg begyndte at gå igen.

Mens vi gik langs fortovet med bilerne kørende forbi os, lagede jeg mærke til, at Cam bar en halskæde formet som en G-nøgle. Den var af sølv og ganske pæn, men man kunne kun se den, hvis man kiggede godt efter, da hans tøj skjulte den.

     ”Du har vel en hel masse spørgsmål ikke?” spurgte Cam pludselig.

Jeg nikkede ”Lad mig høre det første?”

”Er Tristan virkelig en prins?”

”Hans blod indeholder kun royalt blod, selvom man ikke skulle tro det, når man var sammen med ham,” grinede Cam kort.

Mit hus nærmede sig ”Han er ikke herfra vel?” spurgte jeg så.

”Ikke her og ikke tid,” smilede Cam mildt.

Jeg stoppede, og Cam vendte sig spørgende om.

De prøver jo at gifte dig bort!... Den sætning poppede op i mit hoved. Ingen 17-årige ville sige den slag i vores tid, forældre giftede jo ikke rigtig deres børn væk på den måde i dag heller.

”Både mig og Tristan kommer fra en anden tid, han kom bare hertil for fire år siden, da han var tretten, og jeg blev sendt hertil som 11-årige for 6 år siden,” foresatte Cam.

”Hvorfra?” spurgte jeg med rystende stemme. Det her var for urealistisk, ikke engang mine egne fantasier kunne overgå dette her.

”Tonemoore hv-”

”Er det dét sted, som inspektør David skriver om i sin bog?” afbrød jeg. Cam lagede hovedet forvirret på skrå ”Sin bog?”

”Altså, jeg var nede på hans kontor, hvor jeg så et papir, hvor der stod om at Tonemoore mangler sin prins og…” min stemme dødede hen. De mange brikker begyndte lige så stille at blive samlet i mit hoved. Tristan var en prins, både ham og Cam, kom fra et land med samme navn som min skole, som ikke var i vores tid, og de var så blevet sendt til jorden fire og seks år siden. Men hvordan fanden kom jeg ind i billedet!?

”Vi skal nok forklare det til dig,” beroligede Cam. Jeg nikkede kort, og vi gik resten af vejen op til huset.

     Da vi kom ind, var Emilie i gang med at støve af ”Endnu en fest?” spurgte jeg, mens jeg hængte vores jakker op.

Hun sukkede træt ”Jeg ved ikke, hvordan din mor kan holde til det, men…” Hun stoppede, da hun fik øje på Cam. ”Du bør nok gemme ham af vejen, hvis ikke din mor skal kaste sig over ham, som han gjorde med din anden ven,” advarede hun, mens hun viftede fingeren imod Cam.

     Cams kæbe spændtes, og han stirrede koldt imod Emilie, som var hendes viftende finger en pistol.

”Hvor er mor?” spurgte jeg, og kiggede over hendes skulder.

”Ude for a-”

”Når da, da du har vist gæster med hjem igen,” kom det højlydt fra min mor, der stod i døråbningen. Cam stod tæt indtil mig, og stirrede med afsky imod kvinden, der gik med fremstrakt hånd imod ham.

     ”Mig en glæde at møde endnu en af Cathias venner,” sagde hun livligt, og rakte sin hånd imod Cam. Han så bare stumt på den, som var den en livløs genstand.

Hun tog den til sig med et undrende blik, rømmede sig, og trak et smil frem ”Hvad er dit navn så unge mand?”

Han sagde ikke noget, så bare iskoldt imod hende, mens han greb fat om min hånd, som tegn på at han ville gå.

     Jeg undskyldte mange gange overfor min nu fornærmede mor, og tog Cam med ovenpå.

”Kunne du ikke bare have sagt dit navn?” spurgte jeg surmulende. Cam rystede på hovedet, og smed sig i min seng ”Jeg tager ingen chancer nu, hvor jeg endelig har fundet jer to.”

”Ved at opføre dig uhøfligt overfor andres mødre?” kom det skeptisk fra mig, mens jeg stillede fløjte tasken fra mig.

”I er fundet ergo, jeg er blevet beordret til at være iskold overfor alle mistænkelige.”

Der var det igen, jeg var indblandet i noget uden at vide hvorfor.

     Jeg sukkede blot, lagede mig så ned ved siden af ham, og stirrede med et frustreret blik op i loftet.

”Vil du godt forklare det hele til mig nu?” spurgte jeg. Han nikkede, mens han vendte sig om på siden.

”Vores verden er ikke særlig stor, men har én familie, der hersker over det hele.”

”Marlique?”

”Præcis. Ser du Tristan er en lidt.. æhm.. speciel dreng, og der er mange, der gerne vil have fat i den næste tronarving både for at komme til tronen, men også fordi at Tristan er en hel del værd-”

”Føj, altså der er nogen, der betaler penge for at få ham udleveret?” afbrød jeg med væmmelse i stemmen. Han nikkede ”Jeg tror nok, Tristan skal forklare lige netop det til dig, jeg har bare været ved hans side siden… ja siden altid. Men jeg fik ordre om at blive sendt til jorden, da det hele begyndte at blive for farligt. Senere blev Tristan også sendt herned for at lede efter mig og dig.”

”Hvordan er jeg blandet ind i det her?”

Cam kløede sig i nakken ”Den del tror jeg også, at Tristan skal forklare til dig. Det hele skal forklares af os begge, ellers tror jeg, det bliver for indviklet.”

     Jeg sukkede ærgret ”Hvorfor lige mig? Der er hundredvis af andre, man kunne have valgt men hvorfor lige mig?”

”Jeg synes nu, det er et godt valg,” kom det kærligt fra Cam, og han snoede en af mine lange hårlokker omkring sin finger.

     Jeg så rødmende op i loftet. Det var en kompliment ikke? Jeg skævede imod ham. Cam så godt ud, og var ikke mindst sød. Det var ligesom med Tristan, enhver pigefan ville slå ihjel for at blive omfavnet af hans stærke arme.

”Må jeg godt holde om dig?” hviskede Cam pludselig. Det gibbede overrasket i min krop, og jeg drejede om på siden.

”Det var et hurtigt emneskift,” sagde jeg med et kort grin.

”Jeg mener det,” sagde han mildt, og rykkede tættere på.

Jeg nåede ikke at svare før, hans arme snoede sig om min krop, og jeg mærkede mit hjerte galopere af sted ”Bare lov ikke at sige noget til Tristan om det her,” hviskede han, og strøg mig over håret.

     Af en eller anden grund nikkede jeg, og lod ham holde om mig. Mærkede den samme varme fra ham som med Tristan omfavne min krop og lade den blive rolig. Jeg snusede indad, men fik ikke den samme duft med, som jeg havde håbet.

     Cam havde en duft af nåletræer hængende om sig, og jeg tog endnu en indånding.

Pludselig ringede min mobil, hvilket gav et sæt i os begge to.

Jeg hvilkede mig ud af Cams favntag, og tog mobilen til øret, jeg var blevet bedre til at bruge den.

”Det er Cathia,” sagde jeg med en let stemme.

”Det Tristan, lad mig få Cam,” kom det kort fra røret. Jeg rakte ham mobilen, og så derefter nysgerrigt imod Cam, der satte røret op til øret.

”Det Cam,” brummede han lettere irriteret. Pludselig så han helt forskrækket ud, og satte sig hurtigt op.

”For fanden Tristan du burde da også tænke dig bedre om,” vrissede Cam.

Der var lidt ventetid, og Cams øjenbryn steg højere og højere op.

”Javel…” mumlede han lavmælt, og drejede væk fra mig. Min nysgerrig overtog min krop, og jeg rykkede bare tættere på ham.

     Cam forsøgte dog at standse mig i det, men jeg gav ikke op.

”Vi kommer ned efter dig men sørg for at have mobilen med dig og gem dig indtil, vi er der, Cathia stop nu! Hvad? Nej, nej hold nu op selvfølgelig gør vi ikke det.”

Cam lagede på, og jeg satte mig skuffet tilbage.

”Du forstår virkelig at forstyrre folk, når de snakker i telefon,” bebrejdede Cam, mens han kom op at stå.

”Hvad sker der?” spurgte jeg, og ignorerede hans kommentar.

”Vi skal ned og hente Tristan, hans skjulested er ved at blive opdaget.”

”Men han bor jo…” Jeg kom i tanke om alt det, jeg lige havde fået af vide, hvilket skubbede min sætning væk. Men hvis de var kommet her, og allerede var ved at blive opdaget, så var jorden vel heller ikke særlig sikker, som de gik og troede.

”Kan du huske hende pigen, du snakkede om?” spurgte Cam, mens vi gik ned af trappen. Jeg nikkede ”Hun er fundet død, en eller anden gut har drukket for meget, og lagt hende i skolen.”

     Jeg rynkede næsen i væmmelse, og mine tanker gik til de stakkels forældre, der troede hun var sammen med den rødhårede pige. De anede ikke at deres datter, nu lå på vores skole, og ikke længere trak vejret.

”Men der er politi overalt, og Tristan risikere at blive fundet-”

”Jeg troede ellers han havde tilladelse til at være på skolen?” afbrød jeg forvirret.

     Vi tog sko og jakker på, og gik derefter udenfor.

”Det har han også, men de forhører alle mistænkelige, der befinder sig i det område, pigen er fundet i.”

”Hvilket ikke er praktisk, når Tristan ikke kommer herfra,” afsluttede med forstående mine.  

     Cam øgede sin fart, hvilket gjorde, at jeg blev nødt til at småløbe for at følge med.

”Men er det ikke lidt dumt, at vi også går derind? Jeg mener, hvis du også bliver afhørt, så er i to jo på den.”

”Jeg har været her længere end Tristan og lad os bare sige, at han vil komme til at sige noget, der vil virke for unaturligt.” Jeg nikkede medstemmende, han havde en del gammeldags udtryk med sig, gifte mig bort, mig en ære frue osv.

Jeg tog mobilen op ”Jeg prøver at ringe til ham og høre, hvor han er. Hvis han er over i musikbygningen, så ved jeg. hvordan vi kommer uset derind.”

Han nikkede, og jeg fandt Tristans nummer. Et held at han havde, den dag han kom med min mobil, indkodet mit nummer inden han gik.

”Hvor er i, der er folk overalt,” lød det stramt, han var urolig. Man kunne høre ham trække vejret i hæse åndedrag ind i røret.

”Vi er på vej, men hvor er du lige nu?”

”I et af de musik rum man finder, lige når man kommer op af vindeltrappen,” forklarede han.

”Og du tænkte ikke på at gå ned i de lydtætterum?” spurgte jeg med opgivende mine. Man kunne høre, han bandede, og en dør blev åbnet ”Jeg går ned i det lokale, vi plejer at spille i.”

”Godt, der er en bagindgang, som mig og Cam tager.”

”Cathia?”

”Mmmm?”

”Har i gjort noget?”

”Hvad for noget?” spurgte jeg forvirret, og drejede op et hjørne, så skolen kom til syne.

”Dig og Cam?” En pære lyste op ”Åh, nej det har vi ikke…” svarede jeg, og trak Cam en anden vej, da han var på vej imod skoleporten.

”Jeg lægger på nu Tristan, vi er der om få minutter,” jeg lukkede mobilen i, og trak Cam videre hen.

     Ind igennem et par buske og forbi adskillige træer, så vi til sidst var nået ind til hegnet der gik rundt om skolen.

En stort hul var klippet op, så man let kunne kravle igennem.

”Jeg troede aldrig, du kunne finde på at lave noget indenfor kriminaliteten?” grinede Cam, mens jeg kravlede igennem.

”Jeg har fundet det, hvordan i al verden skulle jeg også få fat i sådan en tang?”

”Man ved jo aldrig,” svarede Cam, og kravlede igennem.

     Vi stod ved musikhusets bagindgang, og jeg trak forsigtigt ned i håndtaget. Allerede her kunne man høre gøende hunde og mandestemmer.

Der var bælgmørkt inde i bygningen, bortset når lygterne fra politiet fløj igennem vinduerne.

     Vi begyndte at falme os vej gennem mørket, kravlede op af vindeltrappen, hvis vi nu skulle blive set. Da vi kom op, kunne lygterne ikke nå, og vi kunne roligt gå ned af gangen.

”Vi burde nok ikke brase ind, ellers skaber vi unødig larm,” hviskede Cam, mens jeg kiggede på dørene. Det var svært at se i mørket, men jeg fandt til sidst den rigtige dør.

     Bankede derefter en lille bid af det nummer, vi plejede at spille. Døren gik med det samme op, og Tristan sprang frem imod mig.

”Er du uskadt, har han gjort dig noget?” spurgte han nervøst, mens han studerede min krop. Jeg skubbede ham irriteret væk ”Jeg har jo sagt, at jeg intet gjorde,” sukkede Cam.

     Jeg gik hen til vinduet ”Det ser ud til, at vi bliver nødt til at gå over i skolebygning, hvis ikke vi skal blive opdaget,”

”Godt nok, Cam må jeg lige snakke med dig et øjeblik?” spurgte Tristan en anelse stift.

Jeg kunne selvfølgelig ikke høre, hvad de snakkede om, da de var gået ind i det lydtætte rum. Jeg kiggede nysgerrigt ind af vinduet, og kunne ane i mørket, at de stod, og viftede med både arme og ben.

     Jeg lod mig glide ned med ryggen imod døren, og tog mig til brystet. Jeg havde ikke skænket Cams omfavnelse en tanke, men nu hvor vi var på skolen med politi overalt og et lig der var blevet fundet, var det alligevel ikke tiden, hvor man tænkte på hvilke romantiske ting, der foregik mellem ens venner.

Jeg snusede til min jakke, den duftede af grannåle. Cams jakkes duft måtte være smittet over på min egen, hvilket var sært rart, min forvirring blev dulmet lidt af det.

     Døren bag mig gik pludselig op, og jeg faldt tilbage med et bump.

Tristans ansigt dukkede op ”Hvad roder du rundt på gulvet for? Vi har en skole, vi skal flygte fra,” grinede han smørret.

Han gav mig en hånd, så jeg kom op at stå. Jeg lagede mærke til, at også han havde en halskæde ligesom Cams bare i guld rundt om halsen.

     Cam havde i mellemtiden stillet sig hen i vinduet ”Vi må hellere se at komme af sted, de er begyndt at nærme sig.”

Vi kom uset over i skolebygning, hvis man så bort fra, at jeg stødte ind i en vase på vejen, og den smadrede med et brag.

     Nu sad vi i et dystert klasselokale, og forsøgte at stoppe mit sår med at bløde, med kun mobilerne som lyshjælp.

”Det bløder ret kraftigt, vi bliver nødt til at have pres på,” mumlede Tristan, mens han undersøgte mit sår.

”Mens i finder ud af det der, vil jeg tjekke efter en udvej,” hviskede Cam, og forsvandt.

     Tristan rev et stykke stof af sin skjorte af, og begyndte at binde det rundt om min hånd.

”Hvad laver jeg her Tristan?” mumlede jeg bedrøvet. Han så op, og de sølvfarvede øjne lyste op i en forunderlig glød, da månelyset ramte dem.

”Hvad du laver her? Du er i gang med at hjælpe mig med ikke at blive opdaget. Som eftersøgt prins i en anden verden bliver man nødt til at holde lav profil, hvad skulle jeg også sige til dem, hvis de spurgte mig om, hvorfor jeg boede her?”

”Men hvorfor mig?” spurgte jeg igen. Tristan smilede medfølende til mig, tog sin hånd op, og strøg den kærligt ned af min kind ”Det skal nok gå. Jeg vil ikke have, det skal være nogen andre end dig.”

     Jeg bed mig i læben, mine kinder blev varme, selvom der var hundekoldt i sådan et varmeslukket lokale.

Cam kom tilbage ”Jeg tror, jeg har fundet en vej ud, men vi skal fandme have fart på, hvis vi skal nå igennem porten uden at blive opdaget.”

     Han skævede kort til os, men skyndte sig at lede blikket hen på noget andet. Vi rejste os, og begyndte at følge den vej, Cam viste os.

Vi gik ned af en lang gang, skød genvej gennem et lokale, og stod nu kun fem meter fra porten. Politiet var ingen steder at se, men man kunne stadigvæk høre hunde gøen og se lyskeglerne.

     ”Når der er vist nogen, der befinder sig et sted, de ikke burde.” stemmen fik det til at gibbe forskrækket i os alle tre, og vi vendte os langsomt om.

To betjente ledsaget af en hund stod med lygterne rette foran os.

”I følger med os,” sagde den ene, som stod tættest hunden.

”Hvorfor skule vi?” hvæssede Tristan vredt.

”En pige er død her på skolen-”

”Ikke mit problem at pigen ikke er forsigtig,” jeg puffede distrekt til Tristan for at få ham til at holde mund.

”Du burde lytte til din veninde der, hun er klogere, end hun ser ud til.”

”Fornærmelser gør det ikke ligefrem lettere for jer at få os til frivilligt at gå med jer,” kom det nu spydigt fra Cam.

     Betjentene så imod hinanden. De måtte have lavet et hemmeligt tegn til hinanden, for de tog på samme tid deres pistoler op.

”Så er det godt, i kommer med os, og i kan te jer lige så tosset, i vil.” Jeg skulle lige til at tage hænderne op foran hovedet, da Tristan standsede mig i det.

Han så imod Cam, og også de havde et kodesprog. De greb begge fat om deres halskæder, lukkede øjnene, og messede utydelig ord.

     Lys begyndte at strømme ud fra halskæderne, og en let brise fløj imellem benene på en. Jeg missede med øjnene af det skarpe lys, og kunne skimte, at to genstande blev til.

Da lyset forsvandt, havde både Cam og Tristan deres instrument i hånden. Både mig og betjentene måbede ”M-men hvordan før…” hviskede jeg hæst, og forsøgte at finde hoved og hale i tingene.

”Vi forklarer det senere,” sagde Cam, og satte trompeten til munden, Tristan efterlignede ved at sætte violinen op til hagen.  På samme tid begyndte de at spille.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...