The magic of music

Den 16-årige usociale men dog talentfulde Cathia har været hadet af hendes forældre siden fødslen. I håb om at hendes musik en dag vil gøre dem stolte, har hun kastet alt fra sig, og spiller fra morgen til aften. En dag bliver hun opsøgt af en højst usædvanlig dreng, og allerede der begynder Cathias liv at gå fra hinanden. Både af de mørke skygger der forfølger hendes musik, men også af den højst mystiske violinist fra skolen, den beskyttende trompetist fra skoven og den sære inspektør fra kontoret.

9Likes
16Kommentarer
2010Visninger
AA

3. En gådelig journal

Jeg gabte tungt, mens jeg gik op imod mit klasselokale. Jeg havde haft det samme mareridt hele natten og dermed ikke fået noget søvn.

     Jeg satte mig ved mit bord, og stirrede tankeløst ud af vinduet. Et par piger sad i en lille gruppe overfor mig, og selvom det er uhøfligt at lytte til andres samtaler, kunne jeg alligevel ikke undgå det.

”Kommer i ned og hører Tristan spille i frikvarteret?” spurgte en rødhåret med krøller. Hendes to veninder nikkede ivrigt, og jeg bemærkede, at den ene af dem var den blonde pianist fra i går.

”Faktisk skal jeg spille med ham i morgen,” pralede hun og så spændt imod sine veninder. Hun fik den reaktion, hun havde håbet på. De fløj op i ansigtet på hende, og så med ivrige smil imod hende ”Virkelig er det sandt? Er han ligeså lækker og dejlig som alle siger?”

”Han er ti gange bedre, end hvad andre siger,” kvidrede hun og kastede engang med hovedet. Hendes veninder hvinede op, og fik alle i klassens opmærksomhed rettet imod sig.

”Han er bare så vidunderlig,” drømte den rødhårede dramatisk videre, og så med blændende øjne ud i luften. ”Jeg har hørt, at han faktisk bord her på skolen,” nu begyndte jeg for alvor at lytte efter. Den blonde pige fandt et spejl frem og begyndte at rette på håret ”Og hvad så? Det er sikkert derfor, han hele tiden laver opvisninger,”

     ”Men har i ikke også en underlig følelse i maven under og efter hans koncerter?” spurgte den tredje pige nu. Hendes to veninder så kort imod hende, nikkede så stramt. ”Jeg føler nærmest en uro genopstå i mig og det der elektriske stød,” hun gøs. Den blonde pige viftede bare afværgende med hånden ”Det er jo fordi, det lyder så fantastisk smukt…”

Jeg lyttede ikke mere, jeg havde ikke taget fejl af min teori, der skete noget under hans opvisninger, og jeg skulle nok finde ud af det.

 

***

 

Da det blev spisetid, og jeg var færdig, skulle jeg lige til at gå over i musikhuset efter at have tømt min bakke for affald, da jeg fik øje på Tristan sidde i hjørnet og kigge drømmende ud af vinduet. Han hvilede sit hoved i hånden, og holdte den anden hånd på sin violinkasse.

Jeg gik hen imod bordet, men han så ikke imod mig. Først da jeg havde dumpet mig ned på en stol overfor ham, værdigede han mig et blik.

 ”Så du vil alligevel gerne spille med mig?” spurgte han i et drillende tonefald.

”Nej, jeg vil have svar,” kom det hurtigt fra mig, mens jeg satte min fløjtekasse på bordet.

”På hvad?” spurgte han og tog en bid af sit æble. 

”Bor du på skolen?”

”Ja,”

”Tjener du penge på dine opvisninger?”

”Ja,”

Jeg knugede hånden sammen af irritation over hans formelle måde at svare på.

Men hvorfor i alverden skulle han dog bo her? Hvor og hvordan havde han fået lov?

”Du tror ikke på mig?” spørgsmålet kom bag på mig.

Jeg skævede til ham ”Egentlig ikke… Men det er vel også en af de gåder omkring dig.” Han hævede øjenbrynet, og så anklagende imod mig.

”Du sårer mig dybt Cathia. Men så sig mig…” han lænede sig fremad imod mit ansigt, så meget at hans mund var i nærheden af mit øre.

”Hvilken gåde det er, du brænder så meget for at få løst?” afsluttede han hviskende, og satte sig tilbage. Jeg ville ikke sige, jeg brændte efter at løse den forvirrende gåde, der havde hobet sig op i min hjerne, men jeg var da ivrig efter et svar.

”Hvordan kan det være, at alle mærker et uroligt stød til dine opvisninger, når jeg ikke gør?” jeg så væk fra hans blik, men nåede at se, at hans blev fra selvsikkert til forundret.

     ”Så er det rigtigt…” hviskede han mundlam i sit skød. Jeg så forvirret op ”Hvad er rigtigt?” hans hoved fór op, hvilket gav et sæt i mig, så jeg hoppede på stolen. Han smilede kort ved synet, og lænede sig kontrolleret tilbage ”At du er min match, den eneste der kan spille rigtigt sammen med mig.” Han rakte sin hånd imod mig ”Så vil du gøre mig den ære at spille med mig?”

     Jeg stirrede udtryksløst på ham, gjorde han grin med mig? Hvordan kunne jeg være den rigtige? Alle og enhver kunne vel spille sammen med ham.

Jeg rejste mig og tog min fløjtetaske ”Du er jo vanvittig,” hviskede jeg hæst, og begyndte at gå væk fra ham.

     Øgede min fart, og drejede hurtigt rundt om hjørnet, så jeg nær var ramlet ind i en dreng, der balancerede med sin cello.

Jeg undskyldte, og skyndte mig videre hen langs gangen, satte i løb, og kom over til 2’gernes lokaler. Standsede så for at få pusten tilbage, og lænede mig svedende op af væggen. Det her var fuldkomment irrelevant. Hvorfor lod jeg overhovedet den fyr opsøge mig til at starte med? Og hvad var det for noget sludder med hans match?

Jeg blev nødt til at finde noget viden om ham, men hvordan?

     Pludselig kom jeg i tanke om den dag, jeg skulle gå på skolen og fulgte med inspektøren ind for at finde min journal for at få skrevet informationer i den. Der måtte have været flere hundrede af journaler i det rum, og Tristans ville garanteret også befinde sig imellem dem. 

     Jeg begyndte igen at gå med faste skridt og rettede ryggen lige op, som var jeg på vej til kamp.

Jeg bankede forsigtigt på inspektørens kontor ”Kom ind,” lød det brummende indefra.

Jeg trak i dørhåndtaget og trådte ind på det store kontor, hvor der herskede uhyggelig orden. Vores inspektør David Tackless sad og pudsede sit guldur, i den store røde læderstol.

     Han var en højst besynderlig mand. Mørkt skulderlangt hår, en stor og veltrænet kropbygning, brune øjne og gik altid rundt i jakkesæt uanset, hvor han var.

Jeg stillede mig hen foran hans skrivebord. Skævede distrekt til døren, der førte en hen til de mange journaler.

”Og hvad kan jeg så gøre for dig frøken?” spurgte han højtideligt. Jeg trippede lidt og mærkede en nervøsitet stige ”Du kan godt huske min mor Alice Weverclue ikke?” han tænkte sig om et øjeblik og nikkede så.

”Jo da selvfølgelig kan jeg det, hun var meget ivrig i at skrive sit arbejde i din journal, da du startede her.”

Jeg nikkede medstemmende, og tog en kort indånding for at skylle de sidste rester af nervøsitet væk ”Ser du, hun vil meget gerne vide noget om Marlique familien, du ved arbejdsmæssigt, og da jeg ved Tristan Marlique går her, så kunne jeg måske…”

”Desværre Cathia elevernes journaler er tophemmelige, men jeg kan sagtens finde noget om dem via. Nettet hvis du føler med mig?” han rejste sig, selvom jeg endnu ikke havde svaret og gik hen til rummet hvor journalerne også lå indespærret.

     Jeg fulgte hurtigt efter ”Det vil jeg meget gerne,” sagde jeg høfligt, og så til højre og venstre, da vi trådte ind i lokalet, hvor der lugtede af blæk og papir. Jeg fik hurtigt øje på kasserne med M, og da alle journalerne lå i mapper, kunne jeg nemt finde Tristans.

Rummet var delt op, så der stod en hel masse reoler i midten og hen langs væggene. Computeren var placeret i midten mellem reolerne og heldigvis med ryggen til M-reolen.

     David satte sig tilrette foran computeren, og begyndte at taste på tastaturet. Jeg satte lydløst tasken fra mig, og listede hen til reolen. Lod fingrene glide langs navnene, indtil jeg fandt Tristans navn.

     Jeg så mig en sidste gang tilbage imod David, der var fuldt optaget af sit arbejde inde på google. Forsigtigt trak jeg mappen ud, og bladrede om på side et. Et lille gisp undslap mine læber, selvom jeg stramt havde holdt dem lukket.

Navn: Tristan Marlique

Alder: 17 fødselsdag den 4. januar

Forældre: Ingen

Familie: ukendt

Bosted: Ukendt, men midlertidigt på skolens grund.

     Jeg lukkede mappen og satte den på plads. Allerede ved de linjer kunne jeg se, at Tristan ikke løj, han havde sagt sandheden lige fra starten. Jeg råbte af mig selv indvendigt over min tåbelige måde at opføre mig på.

”Desværre min pige, der står ikke noget som helst om Marlique familien herinde,” kom det fra David, der fik mig til at hoppe en enkel gang af forskrækkelse. Jeg gik hen til computeren og så over hans skulder. Han havde ret siderne var ikke noget værd, så jeg undskyldte høfligt over min forstyrrelse.

     ”Det skal du ikke tænke på,” smilede han mildt og slukkede computeren. Jeg så på reolen op over computerskærmen ”Tonemoore mangler stadig sin prins, familien død under brand og tronen står stadig tom,” læste jeg op med en undrende stemme. David flåede papiret ned og krøllede det sammen ”Ehm.. ja, det er et nyt arbejde, jeg laver til en bog,” hostede han tørt og smed papiret i skraldespanden.

”En bog om skolen?” spurgte jeg og forsøgte at lyde interesseret, men hans opførelse havde været højst usædvanlig. Han nikkede ivrigt og fik pludselig travlt med at få mig ud af kontoret ”Jeg kontakter dig, hvis jeg finder ud af noget,” hvinkede han, mens jeg gik ned langs gangen og væk fra hans kontor.

     Jeg strammede grebet om tasken. Jeg følte mig dårlig tilpas over min opførelse overfor Tristan, jeg blev i hvert fald nød til at give ham en undskyldning.

Men hvor han lige befandt sig, havde jeg ingen anelse om.

     Jeg kiggede først i kantinen, derefter i et par klasselokaler, så på biblioteket og til sidst ovre i musikhuset.

Jeg følte mig fuldkommen tåbelige, som jeg rendte og kiggede forsigtigt ind af folks vinduer i søgen efter Tristan. Efter adskillelige døre, fandt jeg ham endelig ved de lydtætterum.

     Han spillede på violinen, og havde sine øjne lukkede. Jeg stod i et par sekunder og beundrede den fredelige måde han stod og lod buen gå op og ned af violinen.

Pludselig åbnede han øjne og drejede hovedet, så han så direkte imod mig. Jeg stivnede, og måtte bore mine negle hårdt ned i håndfladerne før, jeg åbnede døren.

”Tænk jeg troede kun, det var mig, der gik uanmeldt ind hos folk, når de spillede,” lo han kort, og lagede violinen fra sig.

”Hold mund,” mumlede jeg rød i hovedet. Satte min fløjtetaske fra mig og så imod ham ”Jeg kommer bare for at undskylde…”

”For hvad?”

”For at jeg ikke troede på det, du sagde til mig i kantinen.”

”Jeg tager ikke imod undskyldningen,” kom det alvorligt fra ham, så jeg hævede øjenbrynene i overraskelse. Jeg begyndte ligesom på kontoret at trippe på stedet ”M-men hvad vil du så ha?” stammede jeg hjælpeløst.

”Du skal spille med mig,” sagde han blot og rodede rundt i sine papirer, indtil han fandt et, og rakte det til mig.

”Brian Crain – Rain?” læste jeg overrasket. Den dreng holdte godt nok meget af Brian Crain, men den var også god at spille i duet med.

Jeg sukkede opgivende ”Siden jeg ikke har noget valg, kan jeg vel godt spille et enkelt nummer med dig.” Egentlig havde jeg ikke lyst, men er der noget, jeg hader, så er det at skylde folk noget.

     Han hoppede ivrigt hen imod sin violin, og skubbede mig derefter blidt hen til klaveret. Jeg satte papiret op, så jeg kunne se noderne. I det samme mærkede jeg hans hænder imod mine skuldre. På en og samme tid følte jeg mig utilpas, men sammentid skyllede varmen rundt i min krop, og fik mine kinder til at rødme.

     Han tog dog hurtigt hænderne tilbage til min store lettelse, og satte violinen op til hagen og lagede buen på.

Jeg vidste godt, jeg skulle starte melodien, men mine fingre ville ikke røre sig ud af flækken. Tanken om at spille for en anden, som ikke var mine forældre skar indeni og dog… når jeg kiggede op, og mødte det opløftende smil fra Tristan, var det som om mine fingre bevægede sig helt af sig selv.

     De første 33 sekunder var mig alene, der spillede igennem de nedtrykte toner. Jeg nød lyden af klaveret under mine fingre, og følte nærmest, at jeg var alene i rummet. Indtil Tristans violin skød ind. Jeg gispede forfærdet over, hvor smukt det lød. Vores musik sammen skabte noget utrolig særpræget, som ikke kunne beskrives med ord. Med fingrene i arbejde så jeg op imod Tristan. Han havde endnu engang lukket sine øjne, men på hans læber befandt sig et smil, så afslappet og hjemmeligt at det var lige før, mine tårer havde gledet ned.

     De fire minutter og treogtredive sekunder føltes som uendelighed, og jeg havde intet imod det. Så smukt det lød, ville jeg bare have, tonerne skulle forblive i luften, men før eller siden bliver et nummer færdigt.

     Jeg stirrede forbløffet imod klaveret. Der var en kort tavshed mellem os, så brød Tristan den ”Det sandt…” sagde han dæmpet. Så sprang i vejret ”Det er sandt!” udbrød han begejstret.

Jeg tyssede strengt på ham, og greb fat om nodepapiret ”Her,” jeg rakte ham det, men han rystede fast på hovedet.

”Behold du det.  Jeg er alligevel ikke noget værd med klavernoder vel?” han blinkede kort til mig og lagede sin violin ned i kassen.

     Jeg takkede stort og lagede papiret i min taske. Med et tilfredst smil svang jeg den over skulderen, og gik hen til døren. Så tilbage imod Tristan, der havde sat sig med fingrene på klaveret, præcist der hvor jeg også havde haft mine.

     Af en eller anden grund følte jeg mig godt tilpas af, at jeg havde spillet med ham. Den uro der før befandt sig i mit hoved, var pludselig forsvundet brat.

Han så imod mig, og vores blikke mødtes. En sitren gik igennem min krop, og hjertet bankede desperat imod mit bryst.

     Jeg slog med en fart blikket væk ”Når vi ses vel… før eller siden,”

”Før du tror det,” sagde han med den samme mystiske stemme, som hans personlighed havde. Jeg rullede engang med øjne og gik ud.

 

***

 

Den dag gik jeg for første gang hjem inden klokken var otte. Jeg smed mig i sengen og borede hovedet ned i hovedpuden. Mit hoved rungede så mange forvirrende spørgsmål, og noget sagde mig, at de ikke ville blive besvaret med det samme.

     Det bankede på døren, og min mors hoved dukkede op. Hendes brune hår sad i en stram knold, og hendes læber havde fået en knaldrød læbestift på. Selvom hun lignede en kontordame alt for meget med den sorte nederdel, brillerne på næsen og hvide skjorte, elskede jeg hende stadige også selvom, hun ikke var i selvskab med mig særlig tit.

     ”Jeg er tidelig hjemme i morgen, så hver venlig ikke at larme særlig meget når du kommer hjem,” advarede hun strengt, og så forsvandt hun.

Et trist suk gled ud af min mund. Hun lagede jo ikke engang mærke til, når jeg kom hjem. Hvis hun gjorde, ville hun vide, at jeg altid kom hjem klokken ni.

     Jeg skød hånden i vejret. Det ville hun jo lægge mærke til, når hendes respekt var hjemvundet, og det ville den blive, før eller siden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...