The magic of music

Den 16-årige usociale men dog talentfulde Cathia har været hadet af hendes forældre siden fødslen. I håb om at hendes musik en dag vil gøre dem stolte, har hun kastet alt fra sig, og spiller fra morgen til aften. En dag bliver hun opsøgt af en højst usædvanlig dreng, og allerede der begynder Cathias liv at gå fra hinanden. Både af de mørke skygger der forfølger hendes musik, men også af den højst mystiske violinist fra skolen, den beskyttende trompetist fra skoven og den sære inspektør fra kontoret.

9Likes
16Kommentarer
2009Visninger
AA

7. Bibliotekets genforening

”Marlique… Marlique…” kom det mumlende fra mig, mens jeg lod fingeren køre langs bøgerne på reolen. Hylden sluttede, og jeg måtte atter en tand på op. Stigen under mig rykkede uroligt på sig, da jeg hævede min højde engang.

     ”Har du brug for hjælp?” Spurgte bibliotekaren, med de store briller og lidt for fyldig figur under mig. Han rettede på sit slips, mens jeg rystede på hovedet.

”Helt fint, men pas nu på stigen der er lidt vakkelvorn, og du skulle nødig ende hos skolesygeplejsken…” hans stemme dødede hen. Jeg burde have spurgt, om de havde en bog om Marlique-familien, men jeg ville heller ikke virke som en desperat stalker, der var i søgen efter information. Jeg var godt ude i den sidste del. Efter endnu en dosis af Tristans uforståelige handlinger, måtte jeg have en løsning en gang for alle. Derfor startede jeg på skolens bibliotek, der helt sikkert krævede assistance fra en bibliotekar, men jeg var får fej til at spørge.

     Endnu en ubrugelig hylde, og højdehævning fik stigen til at rokke. Jeg greb hurtigt fat om reolen, indtil stien stod stille igen. Det var ikke særlig praktisk for skolen at have en vakkelvorn stige, når man havde brug for en af de bøger, der lå højt til loftet.

”Leder du efter noget bestemt?” lød det nedefra. Jeg troede bare, det var bibliotekaren, så jeg holdte blikket foresat imod bøgerne.

”Jeg leder efter en bog om Marlique-familien, har i sådan en?”

”Om Marlique-familien? Hvorfor søger du efter dem her? De befinder sig jo i Tonemoore.”

     En forvirret rynke tegnede sig i min pande. Både sætningen og stemmen ville ikke stamme fra den overvægtige mand.

Jeg så ned, og der stod Cam. Hans gyldne lokker der strittede på hans hoved, de dybblå øjne der skinnede som natten, og det brede venlige smil der var placeret på hans mund, var rettet imod mig.

     ”Cam, hvad laver du dog her?” spurgte jeg overrasket, mens jeg trak et smil frem.

Jeg var glad for at se Cam igen. Han var i det mindste mere normal end Tristan.

”Du ringede jo aldrig til mig, så jeg blev nødt til selv at handle.”

Jeg så flovt ned i stigens træ ”Undskyld…” mumlede jeg.

”Det går nok, jeg skulle jo også møde ham Tristan ikke?” sagde han drillende. Jeg smilede kort, men kom så i tanke om hans sætning.

”Hvad mente du egentlig med, at Marlique-familien ikke er her men i Tonemoore?” Det kom bag på ham, han bakkede nemlig et par skridt, og jeg kunne høre ham bande lavmælt.

     Han så op med et ubekymret smil på læben ”Tag dig ikke af mig jeg vrøvler en gang imellem.”

”Du lød ellers meget sikker i dit svar?”

”Øhm… ja det… altså bare glem det,” sagde han med en nervøs stemme. Jeg nikkede bare vantro, og foresatte med at lede.

Nedenunder kunne jeg høre Cam gå frem og tilbage med en mumlende stemme ”Selvom prinsen burde have sagt det til dig, men sådan går det jo, når man er eftersøgt…” Selvom han talte lavt, kunne jeg sagtens høre ham.

     Det gav ikke ligefrem en positiv bivirkning på mig. Enten havde Cam ret, eller også var jeg bare virkelig dårlig til at finde venner.

Så kom jeg pludselig i tanke om papiret på Davids kontor. Det hele havde virket højst besynderligt. Både hans reaktion, men også at en inspektør sad, og digtede små historie om eftersøgte prinser, virkede lidt for godt til at være sandt.

     Jeg begyndte at ryste i benene ”Eftersøgt prins?” hviskede jeg ind i bøgerne. 

Tonemoore mangler stadig sin prins, familien død under brand og tronen står stadig tom…

Jeg rystede bestemt på hovedet, og begyndte febrilsk at bevæge mig ved at at hive bøgerne ind og ud.

Tristan kunne umuligt være en prins, det var helt udelukket, hvad skulle han så her? Men hvis familien var død, og han sagde, at han boede på skolen, hvilket betød, at han ikke var på sin trone…

     ”Cathia pas på!” Cams sætning fløj igennem rummet som et piskeslag. Det var først nu, det gik op for mig, at mine urolige bevægelser havde gjort, at stien nu vippede frem og tilbage. Mine fødder lettede, gulvet nærmede sig, og jeg fik øje på Cam, der kastede sig ud imod mig. Lige de få sekunder gik i slowmotion for mig. Ligesom på film hvor man skulle se en langsom gengivelse, når der skete noget, man ikke forventede, ville ske. 

     Derefter blev virkeligheden hurtig igen. Stien landede med et knald på gulvet, og bøgerne røg ned fra deres hylde.

Efter at have klemt øjnene hårdt sammen åbnede jeg dem langsomt. Jeg lå ovenpå noget blødt, hvis hjerte bankede hurtigt imod min krop.

”Cam..” hviskede jeg hæst. Han havde skærmet mit fald så meget som muligt, ved at holde armene omkring min krop med den ene hånd på mit hoved og den anden om mit liv.

”Er du okay?” spurgte han. Jeg nikkede, og begyndte at røre på mig, men han slap ikke sit tag om mig. Jeg løftede forvirret hovedet op, og bemærkede, at han havde lukket sine øjne, og tog dybe indåndinger.

     ”Du er ikke kommet til skade vel?” spurgte jeg skræmt. Bare tanken om at nogen kom noget til på grund af mine tankeløse handlinger, ville ikke være til at bære.

Han rystede bare på hovedet. Jeg kiggede undrende på ham, hvorfor holdte han stadig fast i mig? Måske minede han alligevel lidt om Tristan.

Han havde åbnet sine øjne nu, men så ikke på mig, så på noget der var foran os. Jeg drejede hovedet en anelse tilbage, og fik øje på de sølvfarvede øjne, der med personens smil så giftigt imod os.

”Ser man det…” begyndte Tristan, og lænede hovedet på skrå.

”Der er vist nogen, der har hænderne et sted, de ikke burde,” hvislede han koldt.

Jeg krympede kort ved lyden af hans stemme. Det var første gang, jeg hørte ham snakke sådan. Det var både beroligende men også skræmmende, at Tristan kunne få den tone frem. Hvorfor beroligende? Så virkede han i det mindste ikke så mystisk.

     ”Hun faldt ned fra en stige, undskyld jeg redede hende fra et hospitalsbesøg,” kommenterede Cam spydigt.

”Redninger kræver ikke, at man bagefter rager på offeret,” angreb Tristan bittert. Okay, han overdrev ret meget, men jeg var smigret af hans bekymring for mig.

     Vi kom op at stå, og Tristan trak mig hurtigt bag ham.

”En præsentation først og så vil jeg overveje om, hvor mange brækkede knogler du skal have.”

Jeg puffede til ham ”Lad nu være med at gøre noget overilet Tristan,” sukkede opgivende, og trådte ind foran ham.

”Tristan?” Cams spørgende stemme fik mig til at vende mig om. Jeg nikkede forvirret ”Er der noget galt Cam?”

”Cam?” nu var det Tristans tur til at være spørgende. Jeg så frem og tilbage på dem, var der noget, jeg var gået glip af de sidste fem minutter, vi havde snakket sammen?

     De trådte hen til hinanden ”Tristan Marlique violin,” fremsagde Tristan mekanisk.

”Cam Sayness trompet,” kom Cam bagefter.

Der gik sekunder, hvor de bare kiggede på hinanden, så mange at jeg var lige ved at tro, at de var i gang med en kærlighedserklæring.

     Et lettet smil tegnede sig på deres læber, og de begyndte rode i hinandens hår.

”Undskyld jeg forstyrrer jeres meget besynderlige adfærd, men hvad forgår der?” trådte jeg frem.

”Lad os bare sige at to venner endelig har fundet hinanden igen,” smilede Tristan.

     Jeg spærrede øjne op ”To venner? Sådan lignede det ikke til at starte med.”

”Man kan aldrig være for sikker uden sin beskytter,” mumlede Tristan, og jeg bed mig ærgret i læben, han var ved at blive sig selv igen.

”Nu hvor i to har fundet hinanden, så vil jeg gå til mit klasselokale og have time,” sagde jeg, og begyndte at gå.

”Lad os mødes ved springvandet i frikvarteret,” råbte Tristan, og jeg løftede en hånd som svar. Jeg så imod uret, der gik faktisk ti minutter før, timen startede, men jeg måtte have fri luft.  Jeg havde ikke meget lyst til at gengive hele molevitten, så da de to samme sladdertanter stod et bord foran mit, åndede jeg lettet op.

     Selvom jeg ikke var den, der lyttede bag folks rygge, var det en undtagelse denne gang.

Jeg satte mig ved mit bord, og kiggede ud af vinduet for at virke mindre skyldig.

”Har du prøvet hendes mobil?” spurgte den rødhåret med de mange krøller.

”Ja op til flere gange men hun tager den ikke, jeg er bekymret for hende. Hun har jo været væk siden i onsdags,” svarede den sorthårede.

”Hendes forældre har heller ikke set hende, men jeg sagde til dem, at hun overnattede hos mig de næste kommende dag, for at de ikke skulle blive alt for urolige.”

Jeg måtte hæve øjenbrynene i forbløffelse, ikke nok med at den blonde pianist på mystisk vis var forsvundet, hendes rødhåret veninde kunne endda handle taktisk.

”Sidste gang jeg så hende, var inden, hun skulle til sin koncert om aftenen.”

”Ja, jeg kan huske, hun havde planer om at tage det første skridt med Tristan.” sagde den rødhårede nu.

”Kyssede hun ham?”

Nu stoppede mine ører automatisk med at lytte, de var gået fra alvorlige til små fnisende sladderpiger.

 

***

 

Trængsel, skubben, latter, råb. Sådan følte jeg det altid, når jeg stod i køen, og skulle hente min bestilte mad. Heldigvis var der ingen, der krævede min opmærksomhed, så jeg kunne bare flyde med strømmen, indtil jeg havde min danskvand og sandwich i hånden.

     Jeg fandt drengene ved springvandet, og standsede op. De sad som to gamle venner, der havde mistet hinanden, og så endelige nu havde fundet sammen igen. De smilede med opløftede smil, og i Tristans øjne, kunne jeg ikke længere se den sorg, der var første gang, jeg så ham.

     Cam så op, han fik øje på mig, og vinkede mig hen. Jeg satte mig på jorden foran dem, og folede papiret af sandwichen.

”Hende den blonde pianist du spiller med Tristan?” begyndte jeg, og tog en bid.

”Mmm?” han åbnede for sin flaske med vand.

”Du spillede med hende i onsdags ikke?”

”Mmm..” han drak af flasken.

”Ved du, hvor hun er nu?”

”Mmm…” han lukkede flasken.

”Tristan!” Han vågnede op fra sin døs ”Sagde du noget?”

Jeg sukkede ”Jeg spurgte, om du havde set din klaverpartner, fo-”

”Du er jo min partner,” mumlede han, og drak igen af flasken. ”Ikke når du opviser, det er ikke pointen. Hun er væk, hendes veninder kan ikke finde hende.”

”Og hvad har jeg med det at gøre?” spurgte han nu anklagende.

”Du var den sidste, der så hende… så jeg tænkte bare på-”

”Cathia,” lød det kælent fra ham. Jeg holdte bare blikket på min sandwich. En finger under min hage fik det dog rettet op.

”Du sidder ikke, og anklager mig for at kidnappe unge piger vel?” Jeg blev rød i kinderne, og rystede på hovedet ”Det var bare, om du vidste, hvor hun v-”

”Desuden,” han slap grebet om min hage ”Så kyssede hun mig efter opvisningen, og lad os bare sige at jeg fik rimelig travlt med at stikke af bagefter.”

”Hård afvisning,” kom det mumlende fra Cam.

”Pigen kunne sgu da først spørge, om hun måtte kysse mig i stedet for bare at gøre det,” protesterede Tristan hårdnakket.

”Men du kyssede jo også mig uden at spørge først,” bebrejdede jeg ham, og Tristan sank en klump, og skævede til Cam.

     Han så ikke særlig frisk ud længere. Cams ansigt var helt blegt, og han bed sig arrigt i læben.

”Din impulsivitet har altid været det svageste led ved dig Tristan,” sukkede han, og kørte sin hånd igennem det strittende hår. Tristan så bare ned i sit skød.

”Jeg kunne tage det for fire år siden, men som det hele står til nu, har vi ikke råd til chancerne.”

”Hun dø-”

”Et held for dig at hun er den rigtige, ellers havde vi fået endnu flere problemer,” Han tog sig træt til hovedet ”Når man endelig finder dig, har du allerede lavet ged i den.”          

     Tristan klappede ham på ryggen ”Kom nu Cam! Jeg har gået forvirret rundt i fire år, så kan vi ikke stryge den her af regningen?” Jeg fulgte med et nysgerrigt blik med i hele dramaet, mens jeg af og til tog bidder af sandwichen.

”Måske,” begyndte Cam tænkende.

”Undskyld,” afbrød jeg deres meget forvirrende samtale. De rettede begge blikket imod mig ”Hvad er det helt nøjagtigt, i to snakker om?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...